Love can make you crazy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 16 jul. 2014
  • Status: Igang
Det er sommerferie og Anna har indtil videre tilbragt 18 dage på sit værelse, i et tomt hus, med at stirre ud af sit vindue. Hun savner sin kæreste og bedste ven Andreas som sikkert er flere tusinde kilometer væk. På den 18 dag hvor hun sidder som sædvanligt i sin vindues karm og kigger ud på det regn fulde London. Høre hun en sten mod sit vindue. En sten er normalt men hvem har kastet den...

0Likes
1Kommentarer
175Visninger
AA

1. Lost in the rain

 

Kapitel 1

Hvordan kan man savne en person så meget? Jeg vil gøre alt for at se dig lige nu, for at holde din hånd og bare blive fortryllet af dine smukke øjne. Alt. Jeg vil høre din stemme komme ud af din mund og ikke inde i mit hoved. Jeg sidder i min vindues karm og kigger ud igennem det snavset glas. Huset er helt stille for der er ingen søskende eller forældre hjemme til at larme. De er taget på ferie for længst uden mig. Men det er fint for så har jeg huset for mig selv. Det regner ude på den anden side af den tynde glasrude. Jeg kan se alle regndråberne falde til jorden som små eksplosioner. De daler ned fra himlen og bliver knust på den hårde asfalt. Hele himlen er så grå og fyldt med skyer at solens stærke lys ikke engang kan skinne igennem. Det gør mig trist for solen er magtesløs ligesom mig. Vi kan ik gøre noget udover at vente. Og vente. Jeg kan mærke at jeg er ved at falde sammen så jeg retter mig lidt op. Regnen tager til i de få sekunder jeg kigger væk. Jeg kigger hen på uret i den anden ende af mit værelse og sukker stille for mig selv. 4 timer. Jeg har siddet her i min vindues kar omgivet af tæpper og puder og bare kigget ud i 4 hele timer. 240 minutter har jeg spildt på hvad? Ingenting. I hvert fald ikke andet end at stene mens jeg tænker på dig. Og vejret gider da slet ik at hjælpe mig med at få det bedre. Tak for lort. Jeg har ikke engang tændt noget lys på mit i forvejen mørke værelse. For hvofor tænde lys når det ikke gør nogen nytte. Så hellere sidde i tusmørke og græde end i fuldt lys. Jeg ratter lidt på mit armbånd der sidder på min venstre hånd. Det er et armbånd med perler hvor der står et bogstav på hver: I  L-O-V-E  Y-O-U  A-N-N-A-! Jeg styrer min højre pegefinger over perlerne. Jeg kan tydeligt huske da du gav mig det. Jeg kan tydeligt huske dit dejlige smil da jeg sagde at jeg kunne lide det. Du virkede så... Lykkelig! Gud hvor jeg savner dig. Det er 18 dage siden vi sagde farvel. 18 dage er meget lang tid når man holder af en person så meget som jeg holder af dig. Du er sikker flere tusind kilometer væk fra mig nu. Der er sikkert solskin og 32 grader der hvor du er i modsætningen til her hvor der er ingen solskin og langt fra 32 gader. Klokken er allerede 20:00 men hvilken forskel gør det? Du kommer jo ikke tilbage af den grund. Jeg trækker mit tæppe lidt længere op så den dækker det øverste af min overkrop. Dig. Jeg tørre en tåre væk der er på vej ned af min kind og kigger ud af vinduet. "Andreas" hvisker jeg. "Andreas?!" gentager jeg men højere denne gang. Jeg sætter mig op med et set og presser min næsen helt i mod ruden. Min hænder ligger jeg hurtigt men trygt på hver sin side af ruden. Der sidder jeg og ligner en idiot og stirre efter en dreng. Flot Anna. Men jeg så ham. Eller gjorde jeg? Jeg dropper tanken om at han er der og læner mig op af karmen igen. Det er sket tit her på det sidste. At jeg ser ham. Uanset hvor jeg er tror jeg at jeg ser ham eller så er der noget der minder mig om ham. Det kan bare være en trailer til en film vi har set sammen, en frugt jeg engang har set ham spise eller bare en sætning som ham har sagt. Jeg finder altid noget ved alt som minder mig og ham. Det er forfærdeligt for så savner jeg ham endnu mere men på den anden side kan jeg ikke leve uden ham. Mig uden ham er lige som en milkshake uden mælk, en bil uden motor, et menneske uden puls eller alt uden intet. Han er min puls, min motor, min mælk og mit alt. Uden ham hvem er jeg så? Hvor ville jeg være nu?  Jeg elsker ham!

"Bling" lød det fra min rude. Det giver et set i mig. Det lyder som om der bliver kastet sten mod mit vindue. Vent... er det ik menneske der plejer at kaste sten på hinandens vindue? Andreas? Er han her? Er det ham der står ude i regnen og kaster sten på mit vindue på første sal? Jeg kan ikke samle alle min tanker. Der flyver en million tanker gennem på hoved på under 3 sekunder. Jeg tager en dyb vejr trækning og får samlet mine tanker. Tør jeg kigge? Hvad nu hvis det ikke er ham og jeg bare snyder mig selv igen. Men hvad hvis det er ham og han bare står og venter på at jeg skal opdage ham? "Bling" lyder det igen fra mit vindue. "Det er nu eller aldrig" overbeviser jeg mig selv. Jeg retter mig op og fjerner noget af tæppet fra mig så jeg nu kun har tæppe på mine ben. Jeg tager igen en dyb vejrtrækning. Placere først min højre hånd på ruden og så min venstre. Jeg lukker mine øjne og trak vejret dybt igen. "Nu eller aldrig" gentager jeg igen for at få mig selv til at tro på at han står derude. Jeg læner stille mit hoved frem indtil jeg kan mærke den kolde rude mod min sikkert varme næse. Tæller til tre lidt langsommere end normalt inde i mit hoved. Da jeg når 3 åbner jeg mine øjne lidt i mod min vilje. Der står en helt igennem gennem blødt dreng ude foran huset. Han kigger op imod mig. Jeg lukker øjnene lidt sammen for bedre at se men det hjælpe ikke rigtigt. Han skal lige til kaste en sten mere men han opdager mig som stirre og sikkert ligner en idiot. En kæmpe idiot med sin næse presset op i mod ruden som var der verdens største slikbutik på den anden side af ruden. Så stor en idiot. Vent... Jeg kender de øjne... Og det hår... Og smil... "Andreas???"......

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...