16

Acaí og hendes mor, Yolanda, bor alene på en farm, langt, langt væk fra Australiens storbysstøj og alt andet end tre heste, skove, vand og hinanden. Da Acaí for første gang tager uden for sit hjem og ankommer til den nærmeste australske lufthavn, opdager hun, at ikke én eneste levende person er til stede. Uden det store kendskab til telefoner, computere eller internet, må hun klare sig alene og forsøge at holde sig i live. Men manglen på viden, telefoner og andre elektroniske apparater viser sig at blive et mindre og mindre problem, da hun lidt efter lidt finder ud af årsagen til manglen på liv. Deltager i "The Walking Dead"-konkurrencen.

29Likes
60Kommentarer
1243Visninger
AA

6. V

V

Dag 13-16

Acaí hostede forskrækket og hev efter vejret. De få dråber væske fra flaskens munding, der havde fundet vej til hendes underlæbe, havde efterladt en bitter eftersmag, som hun forgæves forsøgte at spytte væk.

”Det er gift, og en halv flaske kan dræbe et menneske på under et minut.”

Hun vendte sig om og så, til sin store overraskelse og glæde, et menneske. Det var ikke som den gang i lufthavnen, da hun troede, mennesker gik rundt i hallen; det her var et rigtigt menneske – et lige som hende selv. Hun var målløs de første sekunder, prøvede at få ord frem, men stod bare måbende.

”Tro ikke jeg ikke også var overrasket, da jeg fandt dig på mit dørtrin,” sagde manden. Han var gammel. Acaí syntes, hans ansigt lignede et af de vilde dromedarers, som hun ofte havde set uden for sit hus. Manden sad på en stol, mens han talte.

”Jeg fik dig slæbt herind, da en smittet havde fået færten af dig,” fortsatte han.

”En smittet?” spurgte hun. Hun kunne stadig smage den bitre bismag, væsken havde efterladt på hendes læbe.

”Er du ikke stødt på dem endnu?” spurgte han.

”Jeg-” begyndte hun, men han afbrød hende.

”Et særligt kendetegn ved de smittede er deres lugt,” sagde han, ligeglad med Acaís ufærdige sætning.

”Jeg ved udmærket godt, hvad en såkaldt ”smittet” lugter som. Jeg har været i nær kontakt med flere af dem for et par nætter siden,” sagde hun nu lettere irriteret.

”Fortæl, fortæl,” sagde manden.

”Det er en – længere historie,” sagde hun tøvende. ”Jeg vil gerne vide, hvem du er.”

”Jeg hedder Dave,” svarede han. ”Hvem er du, om jeg må spørge?”

”Det må du ikke,” sagde hun kort for hovedet. Dave var fornærmet over pigens svar, men han sagde det ikke højt.

”Verden er forandret,” sagde han stille.

”Ved du, hvad der er sket?” spurgte hun. Måske kunne hun få svar på sine spørgsmål.

”Det gør jeg,” sagde han. ”Jeg er forundret over, at du ikke gør.” Hun svarede ikke, men ventede derimod på, at Dave skulle forsætte sin forklaring.

”Jeg var én af mange hundrede videnskabsmænd,” startede han.

”Hvad er en videnskabsmand?” spurgte hun forlegent. Dave blev stille et øjeblik, åbnede munden og lukkede den igen. Han rynkede brynene i forundring.

”Jeg er nødt til at vide det,” sagde han. ”Hvem er du? Jeg besvarer ikke dit spørgsmål, før du svarer på mit.” Acaí var stille i nogen tid, før hun besluttede sig for at svare Dave. Tårerne pressede sig på, og hun følte igen tyrens horn som en kniv i maven, der ramte, hvor følelserne lå.

”Jeg hedder Acaí,” svarede hun. ”Jeg har levet alene med min mor i næsten seksten år, indtil hun døde af en ulykke. Det skete for nogle få uger siden.” Hun kunne mærke alt snøre sig sammen indeni. Hun følte sig som en lille pige igen, en lille pige der var helt afhængig af sin mor.

”Det gør mig ondt,” svarede Dave, ”men vi mister alle vore kære i en tid som denne.”

”Har du mistet nogen?” spurgte Acaí. Dave tøvede, men svarede nogen tid efter;

”Jeg mistede min kone. Hun var en dygtig videnskabsmand, dygtigere end mig. Ja, faktisk dygtigere end hele holdet,” svarede han sørgmodigt.

”Du har stadig ikke forklaret mig, hvad en videnskabsmand er,” sagde Acaí utålmodigt.

”En videnskabsmand er én, der forsker i ting,” startede han. Han lagde mærke til, at Acaí stadig så forvirret ud, så han fortsatte;

”Har du nogensinde prøvet at være syg?” spurgte han. Pigen nikkede. ”Fik du medicin? – piller?”

Acaí tænkte sig om. Hun havde vist én gang fået en smertestillende pille, men hun var ikke helt sikker på, om den talte. Hun nikkede igen, denne gang mere forsigtigt.

”Dét er blandt andet, hvad videnskabsmænd laver,” sagde Dave. Han havde egentlig tænkt sig at gå i detaljer, men han kunne se på Acaís ansigtsudtryk, at han ikke ville komme langt med det.

”Okay,” sagde hun nikkende. ”Fortsæt din fortælling om, hvad der er sket.”

”Pandemien brød først ud i Egypten,” sagde han. Acaí vidste ikke, hvad en pandemi var, men hun havde på fornemmelsen, at det ikke var det eneste ord, hun ikke ville forstå, så hun lod Dave fortælle videre.

”Smitten bredte sig i resten af Mellemøsten og videre til Europa. Det hele skete på få uger. Mine kone, jeg og tusindvis af andre videnskabsmænd over alt på kloden fik til opgave at finde en kur mod pandemien. Vi vidste først ikke, hvad vi havde med at gøre; vi fik bragt ofre ind, og vi overvågede dem,” fortsatte han. Acaí prøvede at følge med i historien. Hun fangede pointerne, men ikke detaljerne.

”Efter en måned havde bakterien spredt sig på verdensplan. Halvfjers-tusind ofre faldt den første uge. Fem hundrede-tusind den næste. Tallene steg som bare pokker og efter en måned, havde bakterien krævet over ti millioner menneskeliv. Men der var lige den ting med smitten; ofrene døde ikke. Først troede vi, at de var kommet tilbage til live, men efter vi havde overvåget den femte forsøgsperson, fandt vi ud af, at det ikke var sådan det hang sammen. Du kan nok nemmere forstå det, hvis jeg viser dig videoen.”

”En- en hvad?” spurgte Acaí forvirret. Så megen viden havde hun aldrig fået før på så kort tid. En væg lyste op. Den begyndte at bevæge sig, og Acaí rykkede nærmere; hun havde aldrig set en sådan ting før.

Væggen viste et blåt, gennemsigtigt menneske, mente Acaí.

”Dét, du kigger på nu, er en MR-scanningsvideo af vores forsøgsperson nummer fem,” forklarede Dave. ”Det er ligesom tynde snit af en træstamme, hvor du kan se træets årer og strukturer, bortset fra, at det her er et menneske og en video.” Acaí vidste hverken, hvad en MR-scanning eller video var, men hun gik stærkt ud fra, at det havde noget at gøre med et gennemsigtigt, blåt menneske.

”Forsøgsperson nummer fem, tillad mig bare at kalde ham nummer fem, har fået bakterien gennem et bid fra en anden smittet. Nummer fem er blevet bidt i armen, og du kan se bakterien æde sig gennem kød, væv, blod, organer, muskler og fedt.” Han pegede på en mørk plet på billedet på væggen, der langsomt blev større.

Acaí kiggede forundret, men også frastødt, på den levende væg.

”Hvad sker der så?” spurgte hun.

”Når bakterien, også kendt som en værre version af aeromonas hydrophilia, når hjertet, holder det op med at slå, og du vil teknisk set være død. Det tager typisk et par timer, hvis bakterien allerede er under huden. Hvis du har fået en væske på dig, der indeholder bakterien, kan det tage fra ti til tyve timer, inden dit hjerte stopper. Men som du kan se her på videoen, stopper hjerneaktiviteten ikke. Ingen af os videnskabsmænd har fundet årsagen,” svarede han, selvom Acaí mente, at det kun var et halvt svar.

”Hvor er alle videnskabsmændene henne?” spurgte hun.

”Nogen blev smittet, nogen flygtede, og de resterende tog den nemme udvej,” svarede han.

”Hvad mener du med den nemme udvej? – Og hvorfor er du her stadig?” Acaí kiggede spørgende på ham. Han svarede ikke, men sad bare stille og kiggede.

”Jeg lovede min kone, at jeg ville finde kuren mod sygdommen, inden hun døde. Det var det mindste jeg kunne gøre.” Han talte lavt, og Acaí havde svært ved at høre ham. Hun kunne høre hans stemme blive grødet, og da han gemte sit ansigt væk, gik hun ud fra, at han græd.

”Jeg er sulten – har du noget mad?” Acaí brød stilheden efter nogle akavede minutter. Dave begyndte at le. Det var et hysterisk grin, en latter der normalt tilhørte en sindssyg. ”Min kone var den første, der opdagede det,” sagde han. ”Smitten kom fra regnvandet. Den information kostede hende livet.”

”Hvordan kan en information koste din kone livet?” spurgte en skræmt Acaí.

”Vi troede, at bakterien kun kunne overføres via bid eller anden indtrængen i huden,” svarede Dave. ”Men da Annabeth, min kone, fik en koncentreret væske, der indeholdte bakterien, fandt hun den egentlige smittekilde: regnvandet. Vandet, der regner ned over mennesker. Vandet, der regner ned over mad. Vandet, der havner i vand.”

Acaí tænkte over det. Hun kunne ikke helt forstå det, og så kunne hun alligevel.

”Der er ikke mere spiseligt mad, vel?” spurgte hun med en svag stemme.

”Ikke medmindre du gerne vil smittes, nej. For at sætte prikken over i’et, er der ikke mere tilbage; der er intet håb, Acaí. Alt vand, al mad, alt liv: smittet. Vi er alle dødsdømt. Selv jeg!” råbte han.

”Hvad mener du med, at du også er… du ved?” spurgte Acaí. Hun følte sig ubehageligt til mode.

”En flok smittede trængte gennem vores mure for et par dage siden. Vi var så tæt, SÅ TÆT på løsningen – og så kom de. De var vel omkring hundrede. De ødelagde alt.” Acaí var ikke længere i tvivl om, at Dave græd; tårer strømmede i massevis ned ad hans skæggede kinder. Han løftede op i sin kittel, og afslørede et bidemærke under hans bryst. Acaí veg forfærdet tilbage.

”Er du-?” spurgte hun skrækslagent.

”Ja, jeg er.” Han slap sin kittel igen.

”Hvor lang tid har du inden…?” spurgte Acaí.

"Jeg ved det ikke, hvis jeg skal være helt ærlig. Jeg, og resten af holdet, fik kun udviklet en halv kur, og jeg er den første, der tester den. Men jeg går ud fra, at jeg har omkring et døgn tilbage," sagde han. Han talte monotont og sørgmodigt; der var ikke meget håb eller tid tilbage i ham. 

 

Acaí kunne ikke undgå at bemærke, at Dave lugtede værre den aften. Hen over natten blev lugten uudholdelig. Hun turde ikke at påpege det, da hun ikke kunne lide tanken om det uundgåelige. Ingen af dem sov den nat. Han klagede ikke, men Acaí kunne se, at han led. De var begge udhungrede og ekstremt tørstige, men der var ikke noget, de kunne gøre for at finde lindring. Acaí ville ikke tænke over, hvad hun skulle gøre, når Dave var væk. Hun kunne ikke undgå det helt, men hun kæmpede for at holde tankerne væk.

 

Det var morgen den næste dag, da Acaí opdagede det. Hele rummet lugtede nu af råd; Daves situation var forværret. Han havde givet hende håb, og hun havde virkelig troet på, at de kunne overleve sammen, men da hun den morgen så hans ansigt, tog det håbet fra hende igen. 

"Dave?" Acaís stemme rystede. "Dave, er du her stadig? Kan du høre mig?" Han lå stille på gulvet.

Han brummede og løftede hovedet højere op med besvær. Hun kunne nu endnu tydeligere se hans ansigt: det meste af hans næse og læbe manglede. Hun kiggede væk, frastødt af synet.

"Er der noget, jeg kan gøre?" Acaís stemme knækkede, og hun havde en klump i halsen. Dave svarede hende ikke. Han sagde ikke mere den morgen. Eller nogensinde.

Acaí kiggede sig om efter et våben og fik øje på en glasboks, der hang på væggen. Den var rød med store, hvide blokbogstaver:

"BREAK GLASS IN CASE OF EMERGENCY" 

Acaí slog glasset ind, tog øksen og gik i mod Dave. 

"Undskyld," mumlede hun. Hun fik tårer i øjnene. En af dem ramte jorden, mens hun gik. Dave rejste sig pludseligt op, og gik mod hende med et grådigt blik.

"Undskyld, undskyld, undskyld," hulkede Acaí. Hun svingede øksen, og den landede mellem Daves øjne. Den sad fast. Hun veg tilbage fra den døde krop og skjulte sin mund med sine hænder. Hendes krop sitrede og rystede af både gråd og adrenalin. Hun havde set det grådige blik forlade Daves øjne, da han faldt om. Hun vaklede bagud og måtte støtte sig op ad et bord for ikke at falde. Alligevel sank hun ned på gulvet. Hun krøb sammen i fosterstilling og hulkede. Følelserne ramte hende i maven. Acaí genkendte følelsen af at blive ramt dér, hvor det gør mest ondt. Denne gang blev hun ramt af en grå blanding af alle de følelser, der tog den sidste rest af lyse, positive og glade tanker fra hende. De ramte ikke kun der, hvor det gjorde ondt; hun mærkede smerten i hver en celle i sin krop.

 

Acaí rejste sig langsomt op. Hun undgik at kigge på den døde krop, der lå få meter bag hende. Hendes blik var fokuseret på tre små flasker med klar væske.

 

You die twice. The second time is being forgotten.

-Theodor Fontane

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...