16

Acaí og hendes mor, Yolanda, bor alene på en farm, langt, langt væk fra Australiens storbysstøj og alt andet end tre heste, skove, vand og hinanden. Da Acaí for første gang tager uden for sit hjem og ankommer til den nærmeste australske lufthavn, opdager hun, at ikke én eneste levende person er til stede. Uden det store kendskab til telefoner, computere eller internet, må hun klare sig alene og forsøge at holde sig i live. Men manglen på viden, telefoner og andre elektroniske apparater viser sig at blive et mindre og mindre problem, da hun lidt efter lidt finder ud af årsagen til manglen på liv. Deltager i "The Walking Dead"-konkurrencen.

29Likes
60Kommentarer
1245Visninger
AA

5. IV

IV

Dag 9-13

Acaí havde gået på må og få i tre dage, da hun igen nåede til sidevejen med det overmalede skilt. Hun ændrede nu bevidst retning og begyndte at gå ned af sidevejen. Den var smal og lavet af grus. Ikke én vind rørte sig, og Acaí svedte som en gris. Hun havde godt nok aldrig set en gris svede, men hendes mor havde altid brugt det udtryk, når hun arbejdede i marken. Derfor brugte Acaí det også.

Hun spiste den sidste bid mad på den fjerde dag, hun havde tilbragt væk fra lufthavnen; hendes madforsyninger var sluppet op. Hun havde mindre end en kvart dunk med vand tilbage, som hun virkelig sparede på. Siden de to oplevelser i lufthavnen, havde hun ikke set mere til de ildelugtende, ulækre væsener. Tankerne væltede ind over hende, og det myldrede med spørgsmål: Var hun det sidste menneske tilbage på Jorden? Måske havde alle andre søgt skjul – uden hende? Måske drømte hun, og måske ville hun aldrig få svar på sine spørgsmål. Acaí blev ved med at gå.

Solen var højt på himlen, da hun nåede til en hvid bygning. Den var stor. Bygningen var større end lufthavnen og større end noget andet, hun nogensinde havde set. Hun var i nattens løb gået gennem en stor by. Der havde hun set flere hundrede væsener af samme frastødende slags, som hun havde haft nærkontakt med i lufthavnen. Hun begyndte at frygte, at alt var tabt; at hun virkelig var det eneste menneske tilbage. Frygten mindede hende om en historie, som hendes mor engang havde fortalt om en dreng, der pludselig var alene i verden. Acaí kunne huske, hvordan hun dengang ønskede at være alene i verden for en dag, så hun kunne gøre lige, hvad hun ville. Hun havde nu været alene i 13 dage. Det var ikke, som hun havde forestillet sig det.

Hun var gået nærmere den store bygning og havde banket på dørene og ruderne, prøvet at åbne dem, råbt om hjælp – alt sammen uden effekt. Dørene forblev låst, ligeså gjorde vinduerne. Hun var udmattet efter den flere dages lange gåtur. Hun satte sig op ad en af dørene, glemte alt om væsenerne og faldt i en urolig søvn.

Acaí vågnede op til en underlig lugt – det lugtede stærkt, og det sved i hendes næse. Det var ikke lige som den gang, hun vågnede op til et par stirrende øjne. Den lugt, der dengang gik hendes næsebor i møde, lugtede af råd. Denne her lugt var også karakteristisk, men skarp og ubehagelig på en anden måde. Hun hostede og viftede med hånden foran sin næse. Tørsten sad i halsen på hende, og den var ikke til at holde ud.

Hvor var hun? Hun undrede sig. Hun var ikke uden for bygningen, hvor hun havde lagt sig til at sove. Det kunne ikke være en drøm, for hun blev svimmel af at rejse sig fra den briks, hun nu lå på. Om hun var død eller ej, kunne hun ikke beslutte sig for. Hun besluttede sig alligevel for det sidstnævnte, da hun både kunne føle og lugte. Kun én ting gav virkelig mening; håbet om at andre mennesker havde taget hende til sig. Acaís håb overgik alle andre følelser end tørsten.

Hun kiggede sig tørstigt om efter noget at drikke. Hendes egen vandforsyning var sluppet op den eftermiddag, hun havde lagt sig til at sove uden for den store, hvide bygning. Tre små flasker, med klar væske, stod på et bord, så hun sprang hen efter en af dem og vred grådigt låget af. Hurtigt tog hun flasken op til munden.

”Jeg ville ikke drikke dét, hvis jeg var dig,” sagde en dyb stemme bag hende.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...