16

Acaí og hendes mor, Yolanda, bor alene på en farm, langt, langt væk fra Australiens storbysstøj og alt andet end tre heste, skove, vand og hinanden. Da Acaí for første gang tager uden for sit hjem og ankommer til den nærmeste australske lufthavn, opdager hun, at ikke én eneste levende person er til stede. Uden det store kendskab til telefoner, computere eller internet, må hun klare sig alene og forsøge at holde sig i live. Men manglen på viden, telefoner og andre elektroniske apparater viser sig at blive et mindre og mindre problem, da hun lidt efter lidt finder ud af årsagen til manglen på liv. Deltager i "The Walking Dead"-konkurrencen.

29Likes
60Kommentarer
1247Visninger
AA

4. III

III

Dag 8-9

Begge de to ildelugtende væsener kiggede grådigt på Acaí. Hun var bange for at bevæge sig, men det var de ikke; det ene tog et skridt i retning af hende, og det andet fulgte efter. Hun veg forskrækket tilbage, men de stoppede ikke ved det første skridt. De tre, der var blevet stående ved rygsækken og stadig mæskede sig i hendes proviant, stoppede nu ædegildet og vendte sig rundt. Håbet, der for få minutter siden havde groet i hende, var nu væk. Acaí var desperat. Hun mærkede atter sin hungren efter mad og drikke; hun måtte få fat i sin rygsæk igen. Hun var træt; hendes kræfter syntes at have forladt hende samtidigt med håbet. Alligevel formåede Acaís krop at holde hovedet koldt og lade hende forblive stående på to ben.

Alle fem væsener slæbte sig fremad mod hende. Hun havde nu for første gang muligheden for at tage et nærmere kig på dem. Deres ansigter var forvrængede; det meste af næse og mund var rådnet væk. Fire af væsenerne havde ingen fødder, og det meste under deres knæ manglede. Det femte havde kun den ene fod tilbage og bevægede sig derfor dobbelt så hurtigt som de andre.

En plan begyndte at tage form i Acaìs hoved; den var risikabel, men det var hendes tilstedeværelse også.

Acaí gik langsomt tilbage og prøvede at lokke væsenerne væk fra sin rygsæk. Det lykkedes meget godt, da de syntes, hun var mere interessant end forsyningerne i rygsækken.

Hun kiggede sig om efter noget tungt, en stang eller noget tredje, hun kunne bruge som våben. Heldet var ikke med hende, så hun drejede i stedet til højre. Acaí bevægede sig stadig baglæns. Hun var desperat efter hvad som helst, der kunne bruges mod væsenerne. Der var flere døre ved den væg, hun nu nærmede sig. Acaí havde sit blik rettet mod væsenerne, der langsomt kom tættere på hende, mens hendes hånd rystende og febrilsk forsøgte at åbne den nærmeste dør. Enten var hun for svag, eller også var døren låst; ligegyldigt hvad, havde hun ikke tid til at finde ud af det. Den næste dør var også urokkelig, og igen skyndte hun sig videre. Den tredje dørs håndtag gav sig ikke ud af stedet, selvom Acaí lagde alt sin vægt i trykket. Pludselig gav håndtaget sig; hun var inde.

Hvad hun helt præcist ledte efter, var et våben af en slags. Det var mørkt i rummet. Acaí vendte sig væk fra døren og begyndte at lede i skabe, på gulve og på hylder. Hendes hånd lukkede sig om noget langt, glat og tungt. Hun kunne ikke se hvad det var, men det spillede ikke den store rolle nu. Stilheden lagde sig omkring hende. Hun gik langsomt mod døren, der stod på klem. Forsigtigt kiggede hun ud fra døren og sprang skrigende tilbage; et af de frastødende væsener var på vej ind med  hænderne rakt ud efter hende. Våbenet, hun knyttede sin hånd om, ramte det afskyelige væsen i panden, da hun svingede det for fuld kraft. Det sad fast i skallen på bæstet. Hun hev våbnet ud, løb ud af døren og over den stille krop. Om væsenet var dødt eller ej, kunne hun ikke bedømme. Hvis det ikke var, ville hun nok opdage det senere.

De fire andre væsener var sakket et stykke bagud, men de var stadig på vej i retning af hende. Acaí lukkede øjnene og bad en kort bøn, inden hun brugte sine sidste kræfter på at løbe direkte mod dem. Våbnet gik ind og ud af kranier og kroppe. Hun slog vildt omkring sig, ænsede ikke sin sult og tørst. Hun ramte det sidste væsen med et slag i tindingen, og det faldt om.

Med adrenalinen stadig pumpende i sin krop greb Acaí sin rygsæk og løb endnu en gang bort fra lufthavnen. Hun løb gennem natten; stoppede kort en enkelt gang, spiste og drak fra sine forsyninger, indtil hun følte ny energi og fortsatte sin flugt. Selvom håbet ikke var kommet igen, følte hun sig mere stærk og stolt, end hun havde gjort længe.

Morgenen gryede et sted i det fjerne, og hun løb efter solen.

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...