16

Acaí og hendes mor, Yolanda, bor alene på en farm, langt, langt væk fra Australiens storbysstøj og alt andet end tre heste, skove, vand og hinanden. Da Acaí for første gang tager uden for sit hjem og ankommer til den nærmeste australske lufthavn, opdager hun, at ikke én eneste levende person er til stede. Uden det store kendskab til telefoner, computere eller internet, må hun klare sig alene og forsøge at holde sig i live. Men manglen på viden, telefoner og andre elektroniske apparater viser sig at blive et mindre og mindre problem, da hun lidt efter lidt finder ud af årsagen til manglen på liv. Deltager i "The Walking Dead"-konkurrencen.

29Likes
60Kommentarer
1250Visninger
AA

3. II

II

Dag 8

Et par blodskudte øjne, placeret få centimeter fra hende, stirrede grådigt ind i Acaís bange øjne. Per instinkt sparkede hun ud efter det fremmede væsen, der i løbet af morgenen lydløst havde sneget sig ind på hende. Hun ramte det først på knæskallen, og med hænderne fik hun skubbet det helt væk. Rystende kom hun på benene og løb. Hun løb med retning mod hallens udgang. Hun fik bakset døren op og fortsatte i et vildt tempo væk fra de stirrende øjne.

Terrænet omkring lufthavnen ændrede sig hurtigt fra de få huse til ren ørken. Først da hun nåede ørkensandet, stoppede hun op. Hun var overrasket over, at hun havde kunne løbe så langt – men hun havde heller aldrig følt sig så bange. Adrenalinen pumpede stadig rundt i Acaís krop, det susede for hendes ører, og selv om hun havde løbet flere kilometer, rystede og sitrede hele hendes krop stadig fra chokket. Om det var en stor fejltagelse, at hun var løbet væk, kunne hun ikke helt finde ud af. At efterlade rygsækken sammen med det fremmede væsen og de skræmmende øjne var til gengæld helt sikkert en meget stor, og idiotisk, fejltagelse. Tøj, mad, drikke og andre nødvendigheder var efterladt i rygsækken, der stadig lå i lufthavnens forhal.

Hun havde kun skimtet landskabet under den dramatiske flugt. Der var nu gået otte dage, siden hun løb væk hjemmefra – væk fra hvad hun troede var utrygge omgivelser, da hun måtte leve uden sin mor. Det var lige så lang tid siden, hun havde spist sit sidste, ordentlige måltid, og hun havde kun nippet til rygsækkens omhyggeligt pakkede lager af langtidsholdbart kød, urter og vand. At hun var sulten, var en underdrivelse af en sådan grad, at hun blev vred over at tænke på ordet.

Det var morgen på den ottende dag. Hun gik på en grusvej, der var helt forladt. Hvad der var sket med den verden, hun aldrig havde mødt før, gjorde hende chokeret og nysgerrig på samme tid; hun hungrede efter svar, såvel som hun hungrede efter mad og drikke.

Tiden gik, mens hun slæbte sig ned af den forladte vej. Australiens hede sol stod midt på himlen, da landskabet langsomt ændrede sig fra ren ørken til beboeligt terræn. Hun var træt, udhungret og tørstig. Gradvist blev hun dehydreret. Hun blev ved med at glemme, hvorfor hun gik tilbage for at hente rygsækken; hvorfor hun ikke gik hjem; hvorfor der ingen mennesker var; hvorfor hendes mor var væk. Flere gange genoplevede hun de frygtelige scenarier fra morens død. Hvordan de, mor og datter, først red om kap. Hvordan morens hest pludseligt rejste sig på to ben og smed hende af. Hun lå helt stille. Acaí skreg sin mors navn, hoppede af sin hest, løb hen til sin mor og forsøgte forgæves at ryste liv i hende.

Acaí rystede tanken af sig og gik videre.

Solen var begyndt at gå ned. Landskabet langt foran hende viste silhuetter af huse; et godt tegn ville hun selv mene, da det lå tættere på lufthavnen og hendes… mor? Hvad var virkeligt og hvad var vrangforestillinger? Hun skulle nå ud til lufthavnen, fordi hun var sulten og tørstig; behov, der kunne mindskes af de forsyninger, der lå i hendes rygsæk. Det måtte være sådan, det hang sammen.

Hun stoppede op og kiggede forvirret på et skilt, hun ikke havde lagt mærke til på turen væk fra lufthavnen. Hvorfor var hun løbet væk fra lufthavnen, når det nu var der, hun skulle hen? Der var en grund, men lige nu var den igen lidt uklar – hun kunne bare huske, at hun havde fået et chok. Skiltet havde oprindeligt været der for at vise, at der lå en sidevej til hovedvejen her, men de oprindelige, sorte blokbogstaver var blevet malet over med rød maling. Hun kneb øjnene sammen og stirrede intenst på skiltet. Hun kunne godt se, at der var bogstaver; hun kunne bare ikke se hvilke. Lidt efter lidt stavede hun sig igennem de fire ord:

”DON’T EAT, DON’T DRINK”

Aftenen lagde sig over himlen, og himlen lagde sig over Acaí. Huse var nu begyndt at dukke op hist og her. Hun blev ved med at gå.

Tanken havde slet ikke strejfet hende, at hun kunne have forsøgt at finde hjælp i et af de få huse, hun havde passeret undervejs.

 

Acaí stod nu endelig igen foran Griffiths lufthavn, som hun slæbende bevægede sig hen imod.

Hun stoppede op foran de store glasdøre, kiggede ind og lagde panden mod ruden. Til sin store overraskelse så hun fem personer stå bøjet over sin rygsæk. Acaí kunne mærke håbet og sine kræfter strømme op i sig. Hun åbnede dørene og løb ind i hallen.

”Hey! Hey!” råbte hun. To af dem vendte sig om. Hun stoppede brat op og tog hurtigt et par skridt tilbage. Det, der nu stod få meter fra hende, var bestemt ikke mennesker.

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...