16

Acaí og hendes mor, Yolanda, bor alene på en farm, langt, langt væk fra Australiens storbysstøj og alt andet end tre heste, skove, vand og hinanden. Da Acaí for første gang tager uden for sit hjem og ankommer til den nærmeste australske lufthavn, opdager hun, at ikke én eneste levende person er til stede. Uden det store kendskab til telefoner, computere eller internet, må hun klare sig alene og forsøge at holde sig i live. Men manglen på viden, telefoner og andre elektroniske apparater viser sig at blive et mindre og mindre problem, da hun lidt efter lidt finder ud af årsagen til manglen på liv. Deltager i "The Walking Dead"-konkurrencen.

29Likes
60Kommentarer
1249Visninger
AA

2. I

I

Dag 1-7

Få uger efter Yolandas pludselige død, tog Acaí af sted. For første gang følte hun sig alene. Ensomheden fulgte hendes drømme hen over natten. Følelsen sad stadig i hende, da hun vågnede og huskede, at i dag var hendes fødselsdag. Derfor havde hun på denne kolde morgen i slutningen af august besluttet sig for, at hun ville finde sin far. Hendes mor havde fortalt, at Acaís far engang havde været bosat i Sydney – det var alt, hun vidste. Acaí tog hesten og red hele vejen til den nærmeste lufthavn, der lå i Griffith. Det var den, der lå tættest på deres hjem, selvom rejsen på hesteryg varede omkring en uge. Hesten kendte turen til byen, men det var Acaís første besøg. Hvordan hun helt præcist ville opsøge sin far, mente Acaí, var en mindre detalje, når hun først var nået til Sydney. 

Det var blevet aften på den syvende rejsedag, da Acaí nåede frem. Hun sagde farvel til hesten, tog sin rygsæk på og gik forsigtigt mod lufthavnens mørke glasdøre. Hestens hove, der galopperede mod asfalten, og hendes egne skridt var det eneste, hun kunne høre. Hun åbnede dørene, og trådte ind i lufthavnens store, mørke hal.

At beskrive en lugt med ord kan være en større udfordring. At beskrive den lugt Acaí gik i møde, da hun trådte inden for i lufthavnens forhal, er en opgave, der kun kan gøres rigtigt, hvis man havde befundet sig i den selv samme forhal på det selv samme tidspunkt. Der var ingen tegn på liv eller andre mennesker i den ildelugtende hal. Forvirret og usikker på om der var noget galt, gik Acaí nærmere receptionen. Hun gik forbi de tomme bænke, der for ikke mere end et par dage siden havde været fulde af liv; det vidste hun bare ikke.  

Endnu en gang kunne Acaí høre sine egne skridt, nu blandet med en lavere brummen, hun ikke kunne placere.                                                                        

"Hallo?" kaldte hun prøvende ud i rummet med et håb om, at alt var normalt; at alle lufthavne havde et bestemt tidspunkt på døgnet, hvor alle gik til en form for pause. At alle snart kom tilbage til hallen og receptionen, til toiletterne og restauranterne, tilbage til lufthavnen og hende. Men tiden gik, hun fik ikke noget svar, og hun kunne ikke se noget tegn på mennesker. Da begyndte følelsen af ensomhed stille og roligt at komme snigende igen. Tårerne kom. Fortrydelsen over det valg, hun havde taget en morgen for en uge siden siden, kom samtidigt med tårerne. Følelsen ramte hende i maven som en stor tyrs horn, og den ramte rigtigt. Den ramte der, hvor det gør mest ondt, og den kom pludseligt og uden advarsel.                                                

Acaí havde én gang før prøvet at blive slået ud af følelsen af fortrydelse; for et par somre siden havde hun leget med sin hest. Hun havde været opslugt af legen, så opslugt at hun ikke ænsede hvor langt væk, hun og hesten var kommet fra huset. Det tog hende timer at finde hjem, og da hun ved aftentid endelig kunne skimte lyset fra huset og var nået sikkert inden døre, var hendes mor, Yolanda, brudt grædende sammen, da hun havde troet, at hendes datter var død. Acaí fortrød sin letsindige leg i flere måneder efter. Hun kunne stadig huske følelsen af fortrydelse. Den føltes endnu stærkere nu.                                                                    

Efter nogle minutter uden lyde eller andre former for begivenheder, begyndte Acaí at blive utålmodig – og vred. Utålmodig over at der ikke skete noget. Vred over at hun følte sig bange, forvirret og sårbar. Hun følte, hun havde fået en knockout, en mavepuster. Den luft, der førhen havde befundet sig i hendes lunger, var næsten væk. Der var luft nok til at kunne trække vejret, men også kun lige nok. Hun havde sat sig ned og lænede sig nu op ad en af de tomme bænke. Hun lænede hoved bagud og fandt støtte på puden bag sig.                     

Acaí slog pludseligt øjnene op med en fornemmelse af, at nogen kiggede på hende. Hendes arme, som før lå i skødet, var nu strakt bagud. De holdte hendes krop oppe, mens hun spejdede efter tegn på mennesker eller andet tegn på liv. Hun fandt ingen af delene. Igen lagde hun hovedet bagud og fandt støtte på sædet. Igen lagde hun armene i skødet og lukkede øjnene. Hun var kun i stand til at tænke over, hvad hun nu skulle gøre. At tage hjem var ikke en mulighed, da hun ikke ønskede at vende tilbage til det tomme hus. At fortsætte rejsen var det, hun gerne ville, men spørgsmålet var hvordan. Der var langt til Sydney. Hun kunne ikke gå hele vejen, og hesten havde hun sluppet fri. Lige nu var den bedste løsning at blive siddende.   

Hun døsede hen i løbet af natten og drømte om liv og mennesker, om sin mor og ukendte far, om mad og tryghed. Lugten, der havde været meget tydelig, da hun trådte ind i hallen, blev pludseligt ulidelig. Hun vågnede på grund af stanken og åbnede søvnigt øjnene kun for at kigge ind i et andet par, der stirrede direkte ind i hendes egne.

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...