Et brev til Gud


7Likes
6Kommentarer
190Visninger
AA

2. Et brev til Gud

 

En ældre mand sad i en gyngestol og rokkede støt og roligt frem og tilbage med små skub fra spidsen af foden. Alderen havde gjort det engang så kulsorte hår næsten helt grå, men hårpragten havde endnu ikke forladt ham på trods af, at han for længst havde rundet de 80. Alt i alt holdt han sig godt, og selvom hans ryg og knæ var præget af mange års hårdt arbejde, så sad han med et lille sagligt smil på den smalle streg der udgjorde hans læber. Tom var hans navn, Thomas Stigsen.

Rummet, han sad i, havde stadigvæk en svag duft af lavendel, den parfume hans ældste barnebarn altid bar, dengang hun endnu betrådte denne jord. Den gamles pande rynkedes, og en sølvglinsende dråbe gled ned af hans ene kind. Tanken om hende, hans smukke lille pige, gjorde ham altid let til tåre og ikke mindst trist til mode. Med en hånd furet af ælde tørrede han tåren bort, og lagde bogen – en bibel lige så gammel og laset som ham selv – fra sig på et lille bord, der stod ved siden af den knirkende gyngestol som han med besvær havde fået placeret sig i.

Han gned langsomt de trætte øjne, som snart havde set et helt liv, hvorefter han tillod sig at synke ned i sorgen for en kort stund. Det var jo også forkert, hun havde været så ung, så ung. Det var jo ikke meningen, at hun skulle forlade denne verden så hurtigt. Endda før dem som havde fået en større bid af livets kage end det unge liv.

Lyden af fødder på trægulvet fik revet ham ud af hans indre klagesang, og han løftede med et træt suk hovedet for at se hvem der kom ind. Små fødder måtte det jo have været, for ind ad døren kom hans oldebarn Nelly, en lille brunette med de fineste krøller, grå øjne og et smil som var hun evigt glad.

”Hun er sin mor op af dage” tænkte han, hvilket igen fik hans øjne til at stråle af glæde. Han havde da i det mindste Nelly, også selvom hun ikke kunne komme og besøge ham så tit, fordi hun endnu var så lille og ikke kunne rejse selv. En liden spirrevip var hun, for Nelly havde altid gang i et eller andet. En meget kreativ pige som enten tegnede, sang børnesange for ham eller bare dansede rundt af lutter glæde. Han så på den lille pige med en sådan varme, at man sjældent har set mage. Kærligheden til det lille liv var stor, for i hans alder var der ikke ret mange af de nære tilbage, så man måtte holde fast i dem man havde.

Da Nelly så sin oldefars dybtfølte smil, så var det som om hele det lille ansigt lyste op. Glæden ved at se ham var tydelig for alle og en hver. Med lange skridt, så lange som de nu kunne tages på så korte ben, var hun henne ved den gamles side og som en lille abe klatrede hun op på hans skød.

”Oldefar! Oldefar!” lo det lille liv med en umådelig energi, og slog de små arme omkring livet på den grånede mand, som med det sammen gengældte hendes knus. Men selv ikke latteren fra hans oldebarn - eller den varme han selv udstrålede, når hun var der - kunne helt fjerne den grå og triste stemning, som havde lagt sig som en tåge over den lille lejlighed han var blevet tildelt.

”Ja min pige?” svarede han, mens smilerynkerne omkring de grå øjne blev tydeligere. Et par øjne så lige ind i hans egne, og med et smil, der nåede hendes ligeledes grå øjne, sagde den lille pige:

”Hvad laver du Oldefar?” hendes latter var en rislende bæk af glæde, så lig en anden, engang, så lille piges syntes han, og så i retning af det brev han ubevidst havde lagt en knoglet hånd ovenpå.

”Jeg skal have sendt et brev, min skat” han sendte hende endnu et smil- dog mere vemodigt end før -, for brevet var til hans datter. Det samme brev hvert år, på Camillas – Nellys mors – fødselsdag. Et brev hvor han skrev, at han ville ønske, at hun ville besøge ham, så de kunne snakke tingene igennem. Men hun plejede aldrig at svare på det, og det sårede ham lige dybt hver gang, også selvom han ikke var meget for at indrømme det.

”Kan vi skrive et brev til mor?” den lilles spørgsmål overraskede ham meget, for siden Camillas død havde Nelly ikke talt om hende eller spurgt til hende. Ofte var det som om, at hun aldrig havde eksisteret og som om, hun aldrig havde levet. Det var en sær følelse, som et træk bag navlen. En følelse der ikke rigtig kunne beskrives, ikke engang af en som havde vandret så længe på denne klode som Tom havde. Vandringerne havde både været fjerlette og som at gå i kviksand, men den hårdeste havde været, da hans datter havde lukket fuldstændig af over for ham.

”Oldefar?” den lille stemme, svagt præget af bange anelser, vækkede ham og rev ham ud af en tankestrøm, som alligevel kun ville have bragt ham smerte.

”Hvad? Eehh…” mumlede han desorienteret og det tog ham endnu et par sekunder at finde ud af, hvor han var og hvad han lavede. ”Jo min skat” sagde han og kyssede Nellys pande ”… jo det kan vi godt”. Den sidste rest af frygt i pigens ansigt forsvandt og hun smilede bredt, fra øre til øre, hvorefter hun hoppede ned fra hans skød og løb hen imod et monstrum af et skuffedarium. Det enorme møbel stod, let skjult af skyggen fra et bleggrønt gardin, lænet op af væggen og skønt det var vind og skævt, så blev det stående på sin plads.

”Nederste skuffe Nelly” instruerede Tom med et glimt i øjet, hvorefter det spørgende udtryk i pigens ansigt forsvandt og blev til nysgerrighed. Hun rakte ud efter messinghåndtagene i egetræsskuffen, og trak til med en sådan kraft, at hun fik trukket hele skuffen ud af møblet og faldt på halen med en forskrækket hvin. Tom kom hurtigt sit oldebarn til undsætning, med en fart der var mange gange hurtigere end hvad man kunne forvente af en mand i hans alder. Han trak forsigtig barnet på benene, og gav sig til at rode i skuffen.

Han havde svært ved ikke at blive bare en smule irriteret, for ud over gulvet lå alle hans papirer og dokumenter spredt, og det ville tage en evighed at rydde op igen. Men da de sølvgrå øjne mødte hans, så smeltede hans hjerte og al vrede og irritation forsvandt som dug for solen. Han fandt hurtigt et stykke papir og en konvolut frem, og vraltede tilbage til gyngestolen. Nelly fulgte Tom med små hoppende skridt, som ind imellem blev afbrudt af en fin lille piruet af glæde.

Da hun igen sad på hans skød, lod han blyanten hvile mod papiret og smilede, om end en smule vemodigt, til Nelly:

”Nå hvad skal der stå?”. I lang tid sad den lille pige med et eftertænksomt udtryk i øjnene og en pegefinger hvilende mod underlæben. Pludselig tændtes lyset igen i de øjne der før var fjerne af tænksomhed. En idé! Hun drejede sig forsigtigt og gjorde tegn til den gamle om, at han skulle komme lidt tættere på. Derefter lænede hun sig frem mod det af hans øre, der endnu hørte rimelig godt og hviskede til ham.

Imens der blev af unge læber hvisket ind i de gamle øre, så skriblede kulstiften på papiret de ord som øret fik dikteret. Blyanten lavede en krasende lyd, imens det hvide stykke papir blev fyldt med ord, som man næppe ville have gættet kom fra så lille en piges mund. Da læberne var færdig med at fortælle, begyndte de grå øjne at følge blyantens vandren hen over papiret, efterhånden som papiret blev fyldt op.

”Så!” erklærede Tom og lagde skriveren fra sig, men fik kort efter et prik i siden af en buttet finger.

”Du glemte at skrive på kuverten, hvor den skal hen” påpegede Nelly med en alvorlig mine, som man kun sjældent så hos så lille en skabning. Han lo hjerteligt og drillede hende lidt, ved at lade som om, at han ikke kunne nå skriveren.

Da brevet var pakket og klar, greb hun hans hånd og trak let i den. ”Vi skal poste det, Oldefar” iveren i hendes stemme var tydelig og bestemt ikke til at tage fejl af, men Tom var noget så grusomt træt, og bad hende om at tegne lidt, imens han tog sig en lur. Nelly var tydeligt skuffet over sin oldefars melding, men da han så, at hun begyndte at finde tuscher og sin lille, røde malebog frem, så blev han mere rolig. Hun kunne nemlig til tider være lidt svær at håndtere. Så rejste den gamle sig fra rokkestolen og gik med usikre skridt hen mod den hospitalsseng, som var hans hvilested på plejehjemmet. Han hadede den, men det var nu engang sådan det var og det stod ikke til at lave om. Man kunne jo lige så godt lade være med at hænge sig i det, som ikke stod til at ændre. Heldigvis var soveværelse og stue to forskellige rum, så meget havde han da fået.

Så snart Nelly hørte sin oldefars tunge vejtrækning, satte hun håndfladerne i gulvet bag sig og skubbede sig selv på benene, så trægulvet under hende knirkede let. Hun havde nemlig andre planer, end hvad hun havde ladet sin oldefar tro. Turen mod døren gik forbi det lille rullende bord ved siden af oldefarens gyngestol, hun var nær faldet på næsen, fordi hun kom til at støtte let på bordet, da hun ville tage brevet. Det rullende møbel gled et par meter hen af gulvet, hvorefter det stoppede sin rejse.

Nu stod Nelly bom stille og lyttede efter, om lyden havde vækket Tom. Heldigvis havde han intet hørt, han lå forsat og snorkede inde ved siden af. Hun åndede ubevidst ud med et lettelsens suk, inden hun forsatte mod udgangen. Døren ud til gangen var tung, så hun måtte give den et ordenligt skub, inden den gik op. Det brev skulle afleveres nu, og det kunne kun gå for langsomt. Det var nemlig den Nellys mening, at modtageren skulle have det vigtige brev så hurtigt som muligt.

Det gik ganske hurtigt, det med at gå hen af gangen og nå udgangen. Korridoren var stille som graven, og hverken personale eller andre beboere var at se i miles omkreds. Hun forsatte i hurtig gang, næsten løb, mod udgangen. Iveren lyste klart i hendes øjne, da hun så glasdøren som fungerede som indgang til det plejehjem hvor hendes oldefar boede.

Da hun nåede ud på gaden så hun sig lidt forvirret omkring, for selvom der ikke var særlig mange mennesker, så var det alligevel svært at se noget som helst, når man ikke var højere end som så. Hun tænkte så det knagede, men havde svært ved at huske hvilken vej de var gået sidste gang de postede et brev. Var det til højre? Eller måske venstre? Nej nu måtte hun til at beslutte sig, hun skulle jo gerne være tilbage inden Tom vågnede. Hun tog en hurtig beslutning, og gik til højre. På et eller andet tidspunkt ville hun vel støde på en, mente hun.

En boblende fornemmelse kildede i hendes mave, hun glædede sig sådan til at brevet blev åbnet og læst. Mon han ville lytte til hendes bønner? Det håbede hun i hvert fald. Så blev ansigtet pludselig stramt. Med lange skridt, taget af korte ben, arbejdede hun sig ned af gaden. Der var ikke mere leg og dans i hendes kropssprog, men stålfast beslutsomhed. I hænderne knugede hun konvolutten, og holdt det tæt ind til brystet.

 

Det føltes som om hun havde gået i en evighed, syntes hun. Hun var træt i benene af at gå så langt og så stærkt, og var egentlig ved at give op. Var hun mon faret vild? Hun strøg en brun tot hår om bag øret, da den blev ved med at falde ned i øjnene på hende. Hendes øjenlåg var tunge, da hun pludselig fik øje på noget rødt, en postkasse!

Uden yderligere tænken satte Nelly fra på asfalten som en anden væddeløbshest, og spænede over vejen mod den røde kasse, som kunne give hendes lille hjerte ro. Hun var så glad for endelig at have fundet den, at hun glemte at se sig for. Lyden af hvinende bremser var den sidste jordiske lyd hun hørte, inden bilen ramte hende med et tungt bump.

Selvom hendes ånd havde forladt denne verden, så holdt de små, buttede fingre stadigvæk krampagtigt fast i brevet, som var smuttet ud af konvolutten. Med snirklet skrift stod der:

 

Kære Gud,

Min mor er hos dig i himlen, vil du ikke nok fortælle hende, at jeg elsker hende? Jeg savner hende hver dag, og jeg håber at du får mit brev. Hun hedder Camilla, og du kan næsten ikke undgå at opdage hende, for hun er smuk som en eventyrprinsesse med gråblå øjne og brunt hår. Vil du ikke nok fortælle hende, at jeg savner hende? For jeg savner hende noget så frygteligt, vil du ikke nok tage mig op til hende?

Jeg beder dig gud.

Kærlig hilsen Nelly

 

Tom gabte højlydt. Hvor længe mon han havde sovet? Det første han lagde mærke til var, at der ikke lød den sædvanlige ivrige pludren inde fra stuen, en lyd som ellers plejede at være fast inventar, når Nelly var på besøg. Han svingede derfor resolut benene ud over sengekanten, og gik hen mod døråbningen. Han havde mere fart på end normalt, hvilket ikke ligefrem hjalp på hans voksende uro. Med en hånd hvilende på dørkarmen kiggede han ind i stuen: ”Nelly?”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...