Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2018
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende?
Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil.
Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden.
Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

26Likes
41Kommentarer
16919Visninger
AA

6. TREDJE

Kun Guderne kunne vide, det skulle blive sidste gang i meget lang tid, jeg så dagens lys. Min gamle celle tog mig tilbage, og jeg måtte tilbringe alle mine timer i mørket, til jeg ikke længere kunne finde hoved og hale i tiden. På den positive side udviklede jeg et forunderligt nattesyn, og den konstante fugtighed gav mig utrolig blød hud. Det var også det eneste. Jeg sov ikke om natten, og om dagen klamrede jeg mig til en plet af sollys, der bevægede sig over plankeværket i gulvet og ud af min fangecelle som timerne gik. Jeg var lænket til væggen ’for mit eget bedste,’ så jeg ikke kunne komme så tæt på tremmerne, at vampyrerne skulle kunne nå mig, ifølge Jack den Lave-dog-Overbevisende-Autoritetsfigur. Min eneste ven var den kvinde, der trofast kom med mad til mig hver morgen og aften, som hun havde gjort den allerførste. Hendes navn var Silicia. Hun snakkede og munden den gik. Hendes uophørlige plapren om Ramon havde ledt mig frem til, at de tilbed ham – dem alle sammen. Han var deres Gud. En morgen havde hun spurgt mig, hvordan jeg ikke kunne kende til ’Æquitas’ – angiveligt deres overgud, så vidt, jeg kunne forstå – og hans børn. Jeg måtte forklare, at jeg tilhørte en anden religion, som jeg dog måtte indrømme, jeg ikke havde dyrket, da jeg egentlig ikke troede på, at en mand skabte vores Verden på seks dage. Jeg forsøgte blidt at fortælle hende, at guder på videnskabeligt belæg ikke kunne eksistere. Se, déri lå den søde ironi.

 

Efter at have døset hen blev jeg vækket af oprevne stemmer. Isolationen i træværket dæmpede og utydeliggjorde ordene, men tonen var klar. Kommandoer blev udstedt på dækket, mens vinden peb og hev i træværket. Skibets ellers så svingende og rolige gyngen var blevet mere aggressiv og uregelmæssig. De angrebslystne bølger kastede sig op ad skibet som et rovdyr, der leger med sit bytte.

Stemmerne døde og i et øjeblik kunne jeg kun høre den pibende vind og det klagende træværk. Så brød et voldsomt tordenskrald den forholdsvise stilhed, dog ikke akkompagneret af det obligatoriske lynglimt. En isnende kulde fulgte, og jeg måtte trække benene til mig for at holde på min sparsomme kropsvarme, mens min lænke klirrede forårsaget af bevægelsen.

Pludselig stod Eliyas’ perfekte skikkelse foran de kolde tremmer med noget klingende i hænderne. Nøgler. En insisterende, dyb stemme lød oppe fra dækket. Ikke en, jeg lige umiddelbart kunne genkende, men mandens kolde tone frøs sig vej helt ind til mit hjerte. Jacks nu vigende stemme tog over, og jeg anstrengte mig for at høre, hvad der foregik, mens Eliyas fumlede for at finde den rigtige nøgle.

”Vi må have dig væk herfra,” hviskede han med en stemme så dæmpet, at jeg dårligt kunne høre hans ord. Tredje nøgle skulle være lykkens nøgle, og låsen slog fra med et tungt klik.

”Hvad-” mere nåede min tøvende stemme ikke at fremmane, da en anden skikkelse dukkede op i mørket ved siden af Eliyas. Jeg genkendte ham som den vampyr, der tidligere nært havde taget mit liv. Alonzo.

”Det må jeg sige, Eliyas, du slog mig til opgaven,” sagde han i en udfordrende tone og skubbede døren til mit fangeskab op med en ulidelig knirren, ”Tøver aldrig med at adlyde Ramons ordre. Har du noget imod, at jeg tager over?”

Med de ord, vristede han nøglen fra Eliyas’ hænder og trådte hen mod mig. Han smilte mørkt og foruroligende til mig, mens han tog en dyb indånding. En rød gnist fandt vej til hans øjne og vækkede et mareridt, der havde hærget min underbevidsthed lige siden, jeg sidst havde haft den ære at være i hans selskab. Jeg så panisk på Eliyas mens Alonzo lagde bånd på sig selv og befriede mig for lænken, der bandt begge mine håndled til væggen bag mig. Eliyas så vågende og mistroisk på Alonzo, hvorefter han mødte mit paniske blik. Der var ingen hjælp at finde. Den uforudsigeligt farlige og blodstjælende vampyr til Alonzo løftede mig på benene med et greb så fast om min overarm, at jeg næsten bed min egen tunge til blods for ikke at beklage mig. Alonzo med mig som sit nye accessorie gik triumferende ud af min celle. Eliyas stod med et nedslået blik og reagerede ikke, da Alonzo stødte hans skulder så hårdt, at havde det været mig, var min skulder nok gået af led. Jeg så mig tilbage som Alonzo trak mig væk, kun for at få et glimt af den standhaftige Eliyas, der denne gang ikke greb chancen for at hjælpe mig.

Oppe på dækket stod et kaos af vampyrer og ventede. Blandt dem døde en opreven summende snak hen, da jeg trådte frem i lyset af månens sidste kvart. Jeg så fra det ene ansigt bleggjort af månens kølige belysning til det næste par undrende øjne. Alle rettet mod mig. Langsomt delte folkemængden sig i to og dannede en sti, der åbnede sig for mig. Vinden rev i mig og fik mit hår til at piskede mig i ansigtet. Her var koldt, og intet blod nåede den arm, Alonzo trofast holdt i sit greb. Det stak og gjorde ved helt ud i fingerspidserne. Stien foran mig nåede sin ende, og der kom en mand til syne. Måske nærmere en dreng. Han lignede en på min alder. Rundt om ham stod vampyrerne på repsektiv afstand. Lyset så ikke ud til at nå ham, og der hvilede en tung skygge over hans skikkelse. Jeg så op, men intet så ud til at skærme månens lys. Var det ham, de kaldte Ramon? Jeg stod måbende og kiggede på ham uden egentlig at se ham.

Alonzo slap mig og slyngede mig i én bevægelse hen mod den mystiske dreng. Det voldsomme ryk samt skibets gyngen fik mig væltet om kuld på gulvet og trak mig ud af min – ja, min hvad, min trance? Jeg samlede mig og løftede blikket fra trægulvet. Jeg mødte hans nedladende blik med så meget modstand, jeg kunne mønstre. Hans betragtede mig overlegent med et skævt smil, der nærmere lignede en krampetrækning i hans ansigt. Jeg stod få meter fra ham og lod, som om hverken blæsten eller kulden kunne røre mig. Sandheden var, at jeg brugte al min energi på ikke at vælte rundt som Bambi v2. Jeg så på ham. Rigtigt på ham. Han var højere end jeg selv, og en del blegere i huden. Huden, der blot så hvidere ud i kontrasten til hans mørke hår. På toppen af hans brede skuldre og autoritære holdning, faldt mit blik på hans ansigt. En fremtrædende hage og høje kindben spillede godt sammen på ham. Men mest dominerende var det par grønne øjne med det kølige blik. Øjne, jeg havde set før. Han lignede mig. Lige næse, proportionale læber, stærkt opmærksomhedskrævende øjenbryn. Dette var ikke muligt.

Fortvivlet, forvirret og håbløst stirrede jeg på ham, ude af stand til at tro mine egne øjne. Bag hans kolde øjne fandt jeg et blik, der var lige så tvivlende, som jeg følte mig. Han skiftede fokus til noget bag mig, men jeg turde ikke løfte mit blik fra hans skikkelse.

”Bareilles,” bjæffede Ramon, ”Af De Oprindelige,” det lød som en titel af ære, men Ramons tilgang og hårde stemme sugede al grund til stolthed ud af ordene, ”Utallige gange er jeg blevet præsenteret for, hvad der angiveligt skulle forestille at være Hende. Utallige gange har jeg måttet døje med fupmagere og svindlere. Hvad påstår du skulle være anderledes ved denne tøs?”

Hans blik skiftede over på mig, og han så afmålt på mig. Forventede et eller andet show. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vidste ikke hvilken påstand, der lige nu skulle forsvares om mig. Bag mig tog Jack ordet, og jeg vendte mig langsomt mod ham.

Nox, Herre. Vi har kaldt dig, din guddommelige sjæl, hertil. På lige vis reagerer Hendes sjæl på hidkaldelsen.”

Jack tav, og hans blik skiftede mellem mig og Ramon, hans herre. Jeg vendte hovedet og så på Ramon, der eftertænksomt begyndte at tale.

Lux,” sagde han og så indgående på mig mens han langsomt tog et skridt nærmere, ”Vis dig”

Skræmt tog jeg et vaklende skridt bagud, mens Ramons blik på mig ændredes til et ulæseligt udtryk. Jeg så ned ad mig selv. For anden gang lyste min krop op som et juletræ, der på juleaften stjæler alles opmærksomhed med sin betagende skønhed. Jeg selv var blot et mere kejtet et af slagsen, men om ikke andet lyste jeg for alle pengene. Var det… min sjæl?

Omkring mig havde vampyrerne hver især taget et lille diskret skridt bagud. Tavsheden var tung iblandt dem, og kun vinden havde sit at byde på. Jeg så rundt på flokken. Hvert ansigt bød på et nyt udtryk. Forvirring, frygt, tvivl, respekt. Var det hån, jeg mødte hos flabede Amira? Kvinden havde intet haft til overs for mig før. Jeg gad vide, hvad der foregik i hovedet på hende nu. Jeg fik øje på den bredskuldrede afrikaner, der optrådte i mine vage minder om kidnapningens nat. Han stod rank og så på mig. Hans eftertænksomme blik hvilede på mig. Ærbødighed.

Jeg så væk. Jeg anede ikke, hvad alt dette betød. Hvis bare de skide mærker ville slukke deres lys. Opmærksomheden var ikke til at bære. Eliyas var ingen steder at finde i mængden. Hans fraværen ramte mig med en følelse af at være blevet ladt i stikken, og jeg lod mine skuldre synke en smule. Jeg genkendte endnu et ansigt: Jacks lave skikkelse. Hans opmærksomhed var ikke rettet mod mig. Med argusøjne betragtede han Ramon i stedet. Ramons blik var nærmest sultent. Jeg mærkede gåsehuden starte med en sitren i mine underarme, hvorefter hårene på hele min krop langsomt rejste sig. Han løftede en hånd som han tog et skridt nærmere. Jeg havde ingen steder at flygte, så jeg klemte mine øjne i og afventede et uundgåeligt slag. Et slag, der aldrig kom. I stedet blev mine øjenlåg oplyst af et skarpt, kortvarigt lys, mens en skærende, elektrisk smerte bredte sig fra Ramons berøring på min pande. Mine øjne slog op i tide til at se hans forfærdede ansigtsudtryk, der blot afspejlede min egen forskrækkelse. Mine mærker begyndte at flimre i korte blink, og jeg så forvirret på mine arme. Til sidst døde lysene helt hen og min hud lignede sig selv. Jeg åndede lettet ud, glad for at igen at være mig selv. Men hvad havde fået dem til at slukke? Og til overhovedet at lyse i første omgang? Jeg så omkring mig, mens jeg ignorerede alle de forvirrede ansigter og den heftige mumlen fra flokken. Hele skibet så ud til at være mørklagt. Jeg så op. Ah, selvfølgelig. En mørk sky havde lagt sig som et tykt slør for månens lys. Det forklarede i hvert fald skyggen, der havde lagt sig om skibet. Men hvad med mine mærker? Var det også månen, der fremprovokerede deres lys?

Jeg så på Ramon han så ikke ud til at være forvirret. Hans blik udviste derimod utilfredshed for dernæst at ændre sig til vrede. Tumpen forsøgte igen at løfte hånden, og jeg forberedte mig på at få stød igen. Men denne gang rørte han ikke mit skind. Han fjernede i stedet det mørke hår, der havde lagt sig på min skulder. Efter at have fået udsyn til min hals så han ud mod vampyrflokken.

”Hvem står bag dette?” råbte han mere som en ordre end et spørgsmål. Jeg krympede mig for hans buldrende raseri. Hans øjne faldt på mig og han så ud til at afvente min beretning. Jeg slog blikket ned. Jeg vidste godt, hvad han snakkede om. På den side af min hals sad to små sår med et par centimeters mellemrum. Der sad de eneste fysiske mærker efter vampyren Alonzos angreb på mig og mit blod.

”Herre, jeg vidste jo ikke – ”

”Dig!” råbte Ramon og var i to lange skridt foran Alonzo. Alonzo forsøgte at vifte det af sig med undskyldninger. Men Ramon ville ikke høre. Hans stemme skar sig vej ind i mit sind. I et kort øjeblik tog jeg mig selv i at have ondt af Alonzo på trods af, at han selv havde været skyld i Ramons vrede. Jeg klemte øjnene i og forsøgte at lukke af for Ramons lærende prædiken. Der var dog én sætning, jeg ikke kunne ignorere.

” – fortæring af guddommeligt blod er ikke bare for næring,” sagde han. Guddommeligt blod. Mit blod? Var jeg deres Gud? Nej. Nej, det kunne jeg ikke være.

Du er jo bare et simpelt menneske, havde Silicia sagt den første dag, jeg havde været her. Tog hun fejl? Jack og Eliyas havde haft en heftig samtale om, hvorvidt jeg var Ramons et-eller-andet. Tanker og erindringer fløj rundt i hovedet på mig som en sværm af uorganiserede insekter på en varm sommeraften.

Hendes sjæl

Guddommeligt blod

En forbandelse over kvinderne i min familie

Ramons – hvad?

Guddommeligt

Stop!

Tilbage til virkeligheden, Amelia.

”Du skal bøde for den vanære, du har udvist.” Og med de ord, demonstrerede den mægtige Ramon, Mørkets Gud, sin styrke. Som at knække en tandstik adskilte han Alonzos hoved fra vampyrens krop. Rædslen var ikke til at tilbageholde, da noget koldt og vådt ramte mit ansigt og min ene arm. Blod, koldere end is. Jeg stod frosset til stedet, mens Alonzos todelte skikkelse brød ud i særprægede, hvide flammer. I den stjerneløse nat, var vampyrens døde krop det eneste lys. Mine øjne flyttede sig ikke fra de hvide flammer, men det var ikke, hvad jeg så. Mit sind afspillede scenen igen og igen som en gammel VHS, hvis film var beskadiget, hvis billeder jeg ikke kunne flygte fra. Blod, død og ødelæggelse.

Et hjerteskærende skrig fandt vej ind i min bevidsthed. Et skrig, der var så skræmt, at jeg følte, at min egen frygt var bagateller i forhold til den skingre tone, der ikke lød til at få en ende. Personen, der skreg...

Det var mit skrig.

Jeg kunne ikke stoppe. Det var, som om jeg havde mistet al kontrol over min egen krop. Det var tørheden i min hals og manglen på luft, der gjorde en ende på det pinefulde skrig. Alle så på mig, men jeg var ligeglad, følelsesløs. Jeg havde set en dø. Nok havde jeg aldrig været mere bange for en, end jeg var for Alonzo – men havde han fortjent døden? Guden var væk. Forsvundet i mørket. Mine ben gav under for min vægt, og jeg faldt sammen. Stærke arme lukkede sig om mig og løftede mig op. Min hud, der var iskold. Mine vidtåbne øjne, der intet så. Jeg blev ført væk fra lyset og den brændende krop, indtil det fuldstændige mørke omsluttede mig.

Det var meget værre, end nogen ville have forestillet sig. Jeg følte, det var min skyld. Jeg kunne lige så godt have taget hans liv med mine egne hænder. Hans blod sad stadig under mine negle. Eller var det mit eget? I et desperat forsøg for at rense min blodstænkede hud havde jeg muligvis kradset mig selv til blods. Hans sjæl hjemsøgte mig. Jeg sov ikke, jeg havde ingen anelse om tidens passeren. Døsede jeg hen, vågnede jeg badet i sved.

”Amelia!” Det var lyden af Jacks bestemte tonefald, der rystede mig ud af mit endeløse mareridt, ”Rolig, du drømmer.”

Men synet af vampyren så tæt på mig fik mig til at fare sammen, og et sus i maven efterfuldt af et bump! afslørede, at jeg var faldet ned fra den silkebløde sofa med de kradsende, broderede pyntepuder. Min hjerte hamrede af sted, og jeg kunne mærke den fugtige koldsved på min pande.

Mit angstprægede ansigt fik ham til langsomt at træde bagud, som var jeg en tikkende bombe. Han sukkede dybt, opgivende.

”Undskyld,” sagde han stille, ”Jeg beder Silicia bringe dig mad.”

Og Jack gik, og jeg krøb tilbage i hjørnesofaen, så langt væk fra alle fremmede væsner, jeg kunne komme, og Silicia kom med mad som lovet, dag for dag, nat for nat, og hun plaprede løs som altid, men jeg hørte ikke et ord.

Amiras kolde, blå øjne, lyse hår og solsvedne hud fandt vej ind i min bevidsthed. Hun var ikke glad. Havde jeg troet, det var muligt, ville jeg måske have vovet at påstå, at hun var mere vred på mig, end jeg var bange for hende. Om det er to følelser, man kan stille op mod hinanden, kan jeg ikke bedømme.

”Jeg skal sørge for, at du, Gudinde af Lyset, lider en evighed i flammer,” sagde hun med en stemme, der var mere som en slanges hvislen end et menneskes ord, ”Som mit hjerte, efter at du forårsagede min elskedes død.”

Det sidste ord hang stadig i luften, da jeg spærrede øjnene op og gispede efter vejret. Men der var intet at se. Jeg analyserede rummet for ethvert tegn på liv. Intet. Det var mørkt udenfor, men rummet blev lyst op af de konstant brændende olielampers dulmede lys. Ingen blond vampyr, ingen Amira. Var det noget, jeg havde forestillet mig? Jeg var i sandhed ved at blive skør. Amelia Strattford, Gudinde af Lyset. Skørt.

Og jeg gled ind i det mørke limbo mellem søvn og bevidsthed endnu engang.

Det næste, der trak mig ud af min tanketomme tilværelse, var en voldsom, uventet smerte. Min mave krampede. I protest mod min nuværende kost, der bestod af tørt brød, gamle kiks og lunkent vand, trak mine muskler sig sammen. Manglen på næring og variation kom bag på min krop, der hidtil aldrig havde lidt mangel på føde.

Jeg trillede ned på gulvet og krympede mig med et smertensstøn. Min hjerne registrerede den oprevede banken på døren, men da jeg satte en hånd i gulvet foran mig for at rejse mig, stoppede en jagende smerte mig. Som et sværd, der skød gennem min krop. Jeg faldt sammen igen. Mit spyt smagte mærkeligt, og konsistensen var samtidig ekstra tyk.

”Amelia!” hørte jeg en stemme kalde. Amelia? Det var mig. Men hvem ville kalde på mig? Jeg genkendte stemmen, og det var ikke en, der gjorde mig bange eller bekymret. Måske nærmere spændt og en smule nervøs. Men jeg kunne ikke sætte et navn på.

”Åh.” En ucharmerende lyd forlød mine læber, da jeg forsøgte at få vejret, og jeg klemte mine øjne hårdt i. Skide vampyrer. Sætter ud for at kidnappe et menneske, men har ikke interesse i at holde det i live.

Hænder rørte ved mig, og jeg hørte stemmer. Min krop flyttede på sig, men det var ikke mig selv, der bevægede den. Jeg hørte en lys, syngende kvindestemme sammen med en dyb og hærget stemme. Stemmerne kom tættere på, og de begyndte så småt at forme ord. Ét ord gik igen. Amelia. Det var mig. Mig? Hvem kalder på mig? Amelia.

”Hvad er der galt med hende?” Min hjerne opfattede en sammenhængende sætning gennem smerten, der havde bredt sig til hver en muskel. Det var et spørgsmål. Den lyse stemme sagde så mange på så kort tid, at jeg ikke opfattede ét eneste af dem.

”Silicia!” sagde den dybe stemme fra før, ”Gør noget.”

De kolde, forsigtige hænder forsøgte at få styr på min krop. Men jeg vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre, jeg kunne ikke engang selv få styr på den.

”Jeg ved ikke, hvad der sker,” sagde den lyse stemme panisk. Stemmen fremkaldte et billede på indersiden af min øjenlåg. Et ansigt. Hvidt hår. En kvinde. Silicia, havde stemmen kaldt. Det var Silicia. Min ven. ”Det her er ikke normalt. Hun er ikke normal!” Den opskræmte tone udtrykte et behov for hjælp. Jeg ville gerne hjælpe. Jeg forsøgte at skille mine øjenlåg fra hinanden, og den lille sprække lukkede lys ind. Det ellers dæmpede lys fra olielamperne i kaptajnens kahyt virkede som hvidt laserlys med retning direkte mod mig. De tunge øjenlåg faldt atter i.

”Tror du det er en eller anden sindssyg fase i den gudelige opvækstsprocess? Vokser guder op? Er hun overhovedet Gudinde endnu? Jeg mener, hun befinder sig jo stadig i en menneskekrop,” flød de hurtige ord ud af Silicias mund.

Jeg forsøgte mig med at åbne mine øjne igen. Jeg ville hjælpe min ven. Jeg vidste ikke, hvad problemet var, eller om jeg overhovedet kunne stille noget op. Men pludselig var det, som om jeg ingen øjne havde at åbne. Smertenstågen, der havde lagt sig om mig, var væk. Og ligeså var min krop.

Nej. Den var der stadig. Lige dér på gulvet foran mig. Men mine lemmer var slappe, og jeg udviste ingen tegn på liv. Er det sådan her, døden foregår? Jeg så nærmere på min krop. Svage, velkendte mærker oplyste mine lemmer i det mættede lys fra olielamperne. Lysene var ved at dø. De plejede at lyse kraftigt og tydeligt, men de selvlysende mærker blev svagere og svagere. Hænder holdt min krop og rystede den panisk. Det var Eliyas, der klamrede sig til min livløse krop. Hans mund bevægede sig, og Silicia stod forvirret og modløs ved siden af. Selvom de tydeligvis talte med hinanden og kommunikerede, forlod ingen ord deres læber. Var jeg på vej væk?

En tåge havde omringet mig. Jeg kunne kun se omridset af min krop, og de svage lys blev udviskede. Jeg hørte stemmer. De kom ikke fra dette rum, jeg kunne stadig ikke høre de ord, Eliyas og Silicia talte. Stemmerne kaldte på mig. De trak mig væk. Men de kaldte ikke Amelia.

”Lux,” kaldte de dragende.

Lux

Lux havde Ramon kaldt mig, da han havde fremprovokeret mine mærker til alles beskuelse.

Men Lux var ikke mig. Lux var en fremmed betegnelse for nogen, jeg ikke var og aldrig havde været. Jeg var Amelia Strattford, menneske. Med menneskelige behov, menneskelige følelser og en menneskelig krop.

Det var ikke flere stemmer. Det var én stemme, der uregelmæssigt og rystende kaldte i fortvivlelse. Kaldte på mig. Jeg kunne ikke ignorere stemmen. Jeg fulgte efter den og lod mig opsluges af den omsluttende tåge. Jeg var ikke faret vild. Jeg fulgte stemmens dragen, og pludselig befandt jeg mig i en mørk gade. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, eller hvordan jeg skulle komme tilbage, men jeg var rolig og fattet. Foran mig sad en lille pige på knæ. Jeg kunne høre hendes stemme hviske udvaskede ord, der forsvandt i hendes gråd. Hendes ansigt var vendt ned mod det svage stearinlys, der brændte foran hende. Hendes lange hår hang i filtrede, beskidte lokker, og hendes krop var dækket af slidte, mudrede stykker tøj. Der gik nogle sekunder, før hun opdagede min tavse tilstedeværen. Da hendes blanke øjne først fandt mine bare fødder og derefter langsomt bevægede sig langs min krop og til sidst fandt mine øjne, kunne jeg se mit genskær afspejle sig. Jeg stod under et svagt lys, men der var ingen lamper, ingen ild, der ville kunne lyse min krop op på denne måde. Som der hvilede en skygge over Ramon, hvilede der et lys over mig.

I lang tid sagde hverken pigen eller jeg noget, og hendes hulken døde hen og blev til små hik, mens jeg så på hende. Det var hende, der tog ordet.

”Lux?” spurgte hun med et forvirret udtryk. Hun åbnede munden for at sige mere, men et omrids af en person dukkede op fra den større gade. Pigen rejste sig, samlede den lille æske med hvad, der så ud til at være lange svovlstikker, op, greb stearinlyset og satte i løb. Hvorhen nåede jeg ikke at se, for så snart gløden fra vægen blev blæst ud, blev jeg revet væk.

Jeg var tilbage i tågen. Denne gang var der ingen kalden at gå efter. Jeg var fortabt og forvirret og panikslagen. Jeg forsøgt at bevæge mig i en tilfældig retning, men jeg styrede ikke mine bevægelser. Jeg havde ingen krop at bevæge. Jeg var legemsløs. Jeg lukkede øjnene. I tankerne, for jeg havde stadig ingen kontakt til mine egne øjne. Jeg forsøgte at mærke mine fingerspidser, mine tæer. Intet. Jeg fyldte mine lunger med luft, men jeg kunne ingenting lugte, jeg kunne endnu ikke mærke blodet i mine årer. Jeg havde nært givet op. Men pludselig rystedes hele min krop af et par kolde hænders stærke greb. Jeg hev efter vejret men begyndte at hoste i min ivrighed efter at få luft ned i lungerne.

”Amelia,” sagde Eliyas og sad rastløs på knæ på gulvet ved siden af mig, ”Hvad skete der?”

Hans arme var løftede og hænderne så ud, som var de stoppet midt i en handling. Om han var bange for mig, kunne jeg ikke tyde. Men det ville ikke undre mig. Jeg var bange for mig.

Da mine lunger fyldtes med luft, der ikke blev afvist af host, hævede jeg mit blik og så fra Eliyas til Sicilia og derefter ud i ingenting mellem dem. Ude af stand til at finde ord. Hvad skete der med mig? Jeg vidste det ikke. Jeg havde hørt en lille pige kalde og fulgt hendes stemme. Kunne jeg fortælle dem om den lille pige? Eller ville de kalde mig skør? Jeg vidste ikke, om min underbevidsthed havde spillet mig et puds i bevidstløsheden, om jeg måske bare havde drømt hele hændelsen. Jeg rejste mig op i halvsiddende stilling. Med min ene hånd greb jeg om sofaens kant, og den anden trykkede sig mod det kølige trægulv, jeg havde ligget på. Et øjeblik sad jeg stille og lod mine fingerspidser mærke sofapudernes kolde blødhed. Jeg var tilbage i min krop. Jeg trak mine ben op under mig og støttede mig til sofaen, som jeg kom til fødderne. Den hurtige bevægelse fik det til at svimle for mine øjne. Blodet skulle lige have en chance for at nå min hjerne, og mit hjerte skulle pludselig præstere for at modstå tyngdekraften. Før jeg selv nåede at registrere min gyngende krop, var Eliyas ved min side. Men han rørte mig ikke. Han stod der bare, klar til at reagere, hvis jeg skulle forsvinde igen. Jeg så ikke på ham. Jeg skænkede ikke Silicia et blik. Jeg var forvirret og bange, jeg måtte ud fra dette rum.

Uden et ord gik jeg mod døren. Den var blevet efterladt ulåst, og da jeg skubbede den op, stod jeg under den åbne himmel. Den kølige luft flød over min hud, smøg sig over mine arme og ben og rev blidt i mit hår. Jeg trådte væk fra døråbningen og bevægede mig hen mod skibsrælingen, mens mine øjne gled over himlen. I den fjerne horisont forenede himmel og hav sig i en dybblå nuance, der blev lysere og lysere, som jeg kiggede længere mod den modsatte horisont. Her legede himlen og skyerne med lyseblå, lilla og lyserøde nuancer. Ved scenariets centrum spillede himlen så smukt i orange og gyldne farver, men mit hjerte sank. Solen var væk. Det var nat.

Noget andet fangede min opmærksomhed lige i udkanten af de smukke farver. Der var noget mørkt på horisontlinjen. Vi havde nået land.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...