Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13910Visninger
AA

12. TREDJE DEL

Kun Guderne kunne vide, det skulle blive sidste gang i meget lang tid, jeg så dagens lys. Min gamle celle tog mig tilbage, og jeg måtte tilbringe alle mine timer i mørket, til jeg ikke længere kunne finde hoved og hale i tiden. På den positive side udviklede jeg et forunderligt nattesyn, og den konstante fugtighed gav mig utrolig blød hud. Det var også det eneste. Jeg sov ikke om natten, og om dagen klamrede jeg mig til en plet af sollys, der bevægede sig over plankeværket i gulvet og ud af min fangecelle som timerne gik. Jeg var lænket til væggen ’for mit eget bedste,’ så jeg ikke kunne komme så tæt på tremmerne, at vampyrerne skulle kunne nå mig, ifølge Jack den Lave-dog-Overbevisende-Autoritestfigur. Min eneste ven var den kvinde, der trofast kom med mad til mig hver morgen og aften, som hun havde gjort den allerførste. Hendes navn var Silicia. Hun snakkede og munden den gik. Hendes uophørlige plapren om Ramon havde ledt mig frem til, at de tilbed ham – dem alle sammen. Han var deres Gud. En morgen havde hun spurgt mig, hvordan jeg ikke kunne kende til ’Equintas’ – angiveligt deres overgud, så vidt, jeg kunne forstå – og hans børn. Jeg måtte forklare, at jeg tilhørte en anden religion, som jeg dog måtte indrømme, jeg ikke havde dyrket, da jeg egentlig ikke troede på, at en mand skabte vores Verden på seks dage. Jeg forsøgte blidt at fortælle hende, at guder på videnskabeligt belæg ikke kunne eksistere. Se, déri lå den søde ironi.

 

 

Efter at have døset hen blev jeg vækket af oprevede stemmer. Isolationen i træværket dæmpede og utydeliggjorde ordene, men tonen var klar. Kommandoer blev udstedt på dækket, mens vinden peb og hev i træværket. Skibets ellers så svingende og rolige gyngen var blevet mere aggressiv og uregelmæssig. De angrebslystne bølger kastede sig op ad skibet som et rovdyr, der leger med sit bytte.

   Stemmerne døde og i et øjeblik kunne jeg kun høre den pibende vind og det klagende træværk. Så brød et voldsomt tordenskrald den forholdsvise stilhed, dog ikke akkompagneret af det obligatoriske lynglimt. En isnende kulde fulgte, og jeg måtte trække benene til mig for at holde på min sparsomme kropsvarme, mens min lænke klirrede forårsaget af bevægelsen.

   Pludselig stod Eliyas’ perfekte skikkelse foran de kolde tremmer med noget klingende i hænderne. Nøgler. En insisterende, dyb stemme lød oppe fra dækket. Ikke en, jeg lige umiddelbart kunne genkende, men mandens kolde tone frøs sig vej helt ind til mit hjerte. Jacks nu vigende stemme tog over, og jeg anstrengte mig for at høre, hvad der foregik, mens Eliyas fumlede for at finde den rigtige nøgle.

   ”Vi må have dig væk herfra,” hviskede han med en stemme så dæmpet, at jeg dårligt kunne høre hans ord. Tredje nøgle skulle være lykkens nøgle, og låsen slog fra med et tungt klik.

   ”Hvad-” mere nåede min tøvende stemme ikke at fremmane, da en anden skikkelse dukkede op i mørket ved siden af Eliyas. Jeg genkendte ham som den vampyr, der tidligere nært havde taget mit liv. Alonzo.

   ”Det må jeg sige, Eliyas, du slog mig til opgaven,” sagde han i en udfordrende tone og skubbede døren til mit fangeskab op med en ulidelig knirren, ”tøver aldrig med at adlyde Ramons ordre. Har du noget imod, at jeg tager over?”

   Med de ord vristede han nøglen fra Eliyas’ hænder og trådte hen mod mig. Han smilte mørkt og foruroligende til mig, mens han tog en dyb indånding. En rød gnist fandt vej til hans øjne og vækkede et mareridt, der havde hærget min underbevidsthed lige siden, jeg sidst havde haft den ære at være i hans selskab. Jeg så panisk på Eliyas, mens Alonzo lagde bånd på sig selv og befriede mig for lænken, der bandt begge mine håndled til væggen bag mig. Eliyas så vågende og mistroisk på Alonzo, hvorefter han mødte mit paniske blik. Der var ingen hjælp at finde. Den uforudsigeligt farlige og blodstjælende vampyr til Alonzo løftede mig på benene med et greb så fast om min overarm, at jeg næsten bed min egen tunge til blods for ikke at beklage mig. Alonzo med mig som sit nye accessorie gik triumferende ud af min celle. Eliyas stod tilbage med et nedslået blik og reagerede ikke, da Alonzo stødte hans skulder så hårdt, at havde det været mig, var min skulder nok gået af led. Jeg så mig tilbage som Alonzo trak mig væk, kun for at få et glimt af den standhaftige Eliyas, der denne gang ikke greb chancen for at hjælpe mig.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...