Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 29 apr. 2018
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende?
Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil.
Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden.
Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

26Likes
41Kommentarer
16920Visninger
AA

12. SJETTE

Jeg følte mig som en prinsesse, mens jeg af en høj, velklædt mand blev fulgt ud til kareten med de elegante, mørke heste, der tålmodigt havde ventet på os, til vi var klar til afgang. Manden var min ægtefælle, vi var gift på tredje år. Han holdt med et fjerlet greb min ene handskeklædte hånd og gav overfladisk støtte, der egentlig blot var en formalitet, mens min anden hånd elegant løftede det gyldne tekstil, der hang i flere lag ned over mig og udgjorde den smukkeste kjole, jeg hidtil havde båret. Da jeg havde besteget trinnet til kareten betragtede jeg den maske, jeg skulle bære til aftenens bal, mens min mand udvekslede venlige, humorlette hilsner med vores overbutler. Det var en hvid helmaske, der var blevet broderet med guldtråde i sirlige mønstre, så farven passede til kjolen, mens tråden snoede sig rundt om masken på samme vis som mit hår krøllede og hang og kildede mig over skuldrene. Min mand trådte ind i kareten og satte sig overfor mig. Jeg trak let på smilebåndet, men sagde ikke noget. Han smilte tilbage under det mørke tæppe, der hvilede på hans overlæbe og udgjorde det mandlige symbol; moustachen. Da kusken satte de to heste i gang med et ya!, trak jeg det ene gardin, der dækkede karetens lille vindue, til side, og så vores store hjem med de bredde piazzaer og åbne haver forsvinde bag de træer, min mands forfædre havde ladet gro omkring bygningen for at adskille den fra byens arbejdermiljø.

Da vi ankom til ballet, blev jeg ramt af et trykket, varmt indeklima. Der var så ubegribeligt mange mennesker, og jeg gjorde mig klar ved at løfte min maske op for ansigtet, velvidende at min arm ville krampe efter noget tid – men jeg var nødt til at udholde smerten, for det var uskik at lade masken falde til et maskebal. Da min mand trak sig tilbage til en af stuerne for at spille kort med det fine herskab, så jeg mit snit til at undslippe fruerne for at søge frisk luft på verandaen. Jeg nejede og undskyldte mig, hvorefter jeg snoede mig ind og ud mellem de mange kvinders store skørter og søgte de to åbne døre, der bød mig velkommen ud i den friske forårsaften.

Jeg sukkede lykkeligt, da jeg nåede det fri, og sænkede masken, da jeg var alene. Jeg trippede hen til gelænderet og så ud over den mørklagte have, mens jeg grådigt gispede den kølige forårsluft i mig. Da jeg begyndte at slappe af, lod jeg langsomt mine øjne glide i og snusede ind gennem næsen. Jeg blev forstyrret af en kortvarig, men intens smerte, der jog sig gennem min mave. Åh, det var også den dumme kjole. Den var så smuk, en gudinde værdig, men vi vidste ikke, at jeg var med barn, da syersken havde taget mine mål, og det var for sent at lægge den ud, da vi først vidste besked. Men jeg klagede ikke. Jeg tog mig til maven. Der voksede et lille mirakel inden i mig. Jeg havde ikke selv oplevet lykken ved at have en mor, da hun på tragisk vis døde i barselssengen, men alligevel vidste jeg, at jeg ville blive en fantastisk mor.

Før jeg vidste af det, blev jeg suget ud i den mørke nat, og det næste lys, der ramte mig, var lyset fra de olielamper, der omringede mig i vores badekammer. Jeg var ved at brænde op af smerte, og hvilken varme, der omgav mig. Jeg spændte alle muskler i kroppen, mens mine fingerspidser gravede sig ind i badekarrets kant. Jeg kunne høre min husholderske heppe på mig, men ordene nåede ikke min opfattelse, det foregik alt sammen et sted i baggrunden af min bevidsthed. Jordemoderen stod ved siden af mig med armene strakt ned i vandet for at tage imod barnet. Jeg gispede efter vejret, når jeg tillod min krop at slappe af mellem to presseveer, og sved og tårer dryppede ned ad mit ansigt som væddeløbsheste, der kæmpede for at nå hagen først.

Da vandet for længst var blevet lunkent, og jeg længe ville have givet op, hvis det ikke var for min husholderskes stædighed og opmuntrende kommentarer, løftede jordemoderen stolt armene op ad vandet med den smukkeste, grædende skabning mellem hænderne. Jeg lo og græd af lettelse, mens hun lagde barnet på mit bryst, hvor jeg glædeligt bød den lille pige velkommen til verden.

”Sofia,” sagde jeg, da jeg så hendes lille næse, mens jeg aede hende over hendes sårbare isse. Det var et kaos; barnet græd, tjenestepigerne fór mellem benene på hinanden, mens de kom løbende med varmt vand og rene klude, og jeg var bogstaveligt talt badet i sved og blod. Men midt i dette kaos, følte jeg en lykke så stærk, at alle mine pinsler var glemt med ét. Min husholderske lykønskede mig efter at have rakt jordemoderen en kortbladet kniv. Jeg flyttede den ene hånd og lod hende komme til barnets navlestreng. Hun lavede en løkke, og da hun trak kniven igennem båndet, der forbandt min datter og jeg med det samme hjerteslag, blev hver en muskel i min krop slap, og jeg åndede dybt ud uden nogensinde at ånde ind igen.

Da var det, jeg vågnede. Gispende og svedende, akkurat som i drømmen. Jeg satte mig op og tog mig til maven, lettet over at opdage, at den ikke havde taget babyfedt, men lige modsat var blevet mindre. Jeg var blevet mager gennem de sidste par ugers fysiske såvel som psykiske prøvelser. Jeg kastede blikket ned ved siden af mig, hvor Silicia lå og snorkede let, mens hun sov uforstyrret. Det var stadig nat, og jeg vidste, at jeg burde prøve at få noget mere søvn, inden solen stod op, og vi kunne gå videre, men drømmen havde rystet mig. Jeg følte udmattelsen i hver af mine muskler. Selvom det helt sikkert var resultatet af den lange gåtur, Silicia og jeg havde gennemført for at lægge byen så langt som muligt bag os, følte jeg, at det var udmattelsen efter at gennemgå en fødsel. Jeg følte mig klam og rastløs, og jeg måtte gøre noget af mig selv for at ryste den mørke følelse, der havde lagt sig tungt over mig. Jeg huskede, hvad Eliyas havde sagt til mig nogle dage forinden – en tid, der føltes som måneder siden.

Har du aldrig undret dig over, hvorfor du ligner din mor på en prik - og hun sin, og så videre?

Dét var grunden til, at alle kvinderne i min blodslinje døde i barselssengen. Dét var forbandelsen, som min mor havde talt om, før hun døde. Det var en ny krop – ny, men på samme tid den samme på ny. Øjeblikkelig reinkarnation, genfødsel af sjælen. Og sjælen kan selvfølgelig ikke deles i to, hvorfor den gamle krop må dø. Jeg havde en sær følelse, en skræmmende anelse om, at drømmen ikke kun var en drøm, men et gammelt minde fra ét af min sjæls tidligere liv.

Vi havde slået lejr på en vild hede, hvor buske og træer groede frit og udgjorde et ideelt skjulested for os. Lejr var måske for meget sagt, for vores ’lejr’ var en nedtrampet græsplet i ly af buske med store blade og enkelte træer med tykke stammer. Her, havde vi besluttet, her var vi langt nok fra veje, stier og civilisation, hvor vi måske ville blive opdaget og fanget. Her var vi mere sikre, end nogen af os havde været i meget lang tid.

Jeg så op i mørket, der havde slugt alt mellem himmel og jord. Mørket var et tungt lag skyer, der smøg sig over himmelhvælvingen som et tykt, kvælende tæppe. De funklende stjerner var ude af syne, og mit hjerte sank en smule. Jeg så endnu engang ned på Silicia, der stadig sov tungt og trak vejret med en rytmisk, stille snorken. Jeg havde brug for at bevæge mig, rastløsheden var ved at æde mig op indefra. Jeg huskede et lille vandløb, vi havde stoppet ved omkring en times gang tilbage. Vejen var kringlet, men i skjul, og jeg havde virkelig brug for at rense mig efter nattens rædsler. Jeg vidste, at jeg ikke bare kunne forlade Silicia sådan her, hun ville få et slagtilfælde og få sig selv fanget i panikken. Jeg knækkede derfor forsigtigt små kviste af busken tættest ved, og med det fladmaste græs som lærred begyndte jeg at forme bogstaver, så ord, og til sidst én sætning:

 

KOMMER TILBAGE, VENT HER

  –   A

 

Jeg rejste mig, men måtte holde inde og støtte mig et sekund. Mine fødder var ømme efter at gå så langt uden fodtøj. Halvvejs gennem gårsdagens lange gåtur var de blevet følelsesløse, men nu, efter at have slappet af, skar smerten sig op gennem mine ben for hvert skridt, jeg tog. Jeg bed smerten i mig og begav mig af sted.

Vejen var ikke let, men jeg huskede den, fordi jeg havde været meget bevidst om ikke at efterlade nogle spor i terrænet. Netop som jeg havde husket det, cirka en times gang væk, lå det lille vandløb og rislede sagte i nattens stilhed. Himlen havde åbnet sig og ladet stjernerne skinne ned, netop som jeg var midt i et langt, åbent stykke. Angsten havde grebet mig, og jeg havde sat i løb for at komme i skjul så hurtigt som muligt. På trods af min paranoia havde jeg alligevel nået vandløbet i live, og jeg kravlede ned ad skrænten for at lægge mig på knæ ved bredden. Jeg formede mine hænder som en skål og fyldte dem for at løfte vandet til mit ansigt, hvor jeg gned mine fingre mod min hud for at rense den. Den næste håndfuld tillod jeg mig selv at drikke, og derefter forsøgte jeg at rense mine arme og skylle mine fødder, men det var svært, for vandstanden her var kun en tomme dyb. Jeg så op langs strømmen og ville satse på, at der blev dybere et sted længere henne. Men for at kunne finde tilbage til Silicia måtte jeg gøre noget for at gøre netop dette sted genkendeligt, så jeg ville vide, hvor jeg skulle dreje væk fra vandløbet. Jeg var nødt til at finde et tydeligt mærke, for ellers ville jeg nemt kunne misse det, når jeg begav mig tilbage. Jeg kravlede op ad skrænten og ledte efter nogle kendetegn, men det var svært for mig at se noget som helst her i det dybe mørke. Jeg måtte lave mit kendetegn selv.

”Undskyld, Silicia,” hviskede jeg for mig selv, da jeg bøjede mig ned for at rive et stykke stof af den hvide kjole, Silicia havde lånt mig før vi forlod skibet, og som jeg havde haft på lige siden. Jeg bandt stoffet i en knude omkring en lavtsiddende gren. Det måtte ikke være i øjenhøjde, for jeg kunne ikke risikere, at andre faldt over mit spor og fjernede det eller fulgte efter mig. Jeg rejste mig op og gik et par skridt tilbage for at sikre mig, at jeg selv kunne se det, hvis jeg kiggede efter det. Jeg børstede tilfredst jorden af hænderne og begyndte at gå langs vandløbet.

Det varede ikke alt for længe, for vandløbets sagte rislen først blev til en stille klukken og derefter en mere intens strøm, der til slut mundede ud i en fredeligt, bred å. Her kravlede jeg atter ned ad skrænten og stak først mine ømme fødder i det kolde, lindrende vand. Fødderne var ikke nok, jeg måtte have mere, min krop længedes efter den kølige renhed, så jeg trak kjolens skørt op og samlede det i en klump i den ene hånd. Jeg mærkede vægten fra den dolk, Eliyas havde givet mig ved vores afsked. Den hvilede tung mod min hofte. Jeg havde bundet den om livet i en løkke af flettede blomsterstilke, så den var bundet fast nok til at jeg ikke bare tabte den, mens løkken gjorde, at jeg hurtigt kunne nå den og trække den frem til forsvar, uden at jeg skulle til at løse tyve knuder, før den var tilgængelig. Hør lige mig. For blot få uger siden, bekymrede jeg min hjerne med min fremtid, og her var jeg nu, og tænkte forsvarstaktik og -teknik. Jeg sukkede. Jeg var ikke den samme nu, som var jeg den gang. I det mindste ikke den, jeg troede, jeg var. Mine tanker faldt på Eliyas, men så snart tanken strejfede mig, at han måske ikke havde forladt kampen i live, tvang jeg mig selv ud af min tankestrøm Jeg steg op ad vandet, da jeg var nået ud til knæhøjde, men jeg var bestemt ikke færdig. Jeg løsnede dolken fra min hofte og kæmpede mig hurtigt fri af de hvide laser, der engang havde været en kjole. Med et suk lod jeg mig synke ned i vandet, hvor jeg bøjede benene, så jeg kunne få skuldrene under. Jeg skrubbede mine arme, mine ben, min ansigt, og til sidst dykkede jeg helt under, så jeg kunne få vasket mit trængende hår. Åh, hvilken lykke, et tiltrængt bad kunne bringe mig. Jeg lod mig selv flyde rundt i vandet i et stykke tid, flød bare uden at tænke, uden at mærke, og det var en lettelse. Jeg lå der langt længere end jeg burde.

Da jeg skulle tilbage, besluttede jeg mig for at gå i vandkanten, hvor mine fødder var mig evigt taknemmelige for den midlertidige følelsesløshed. Jeg ville dog kun gå hernede det første korte stykke, for jeg var nødt til at kravle op over skrænten for at kunne se det mærke, jeg havde efterladt mig. Jeg gik i mine egne tanker og lyttede til vandet, der flød mellem tæerne på mig, da en uregelmæssig lyd brød med den stille klukken. Knæk havde det sagt. Jeg stoppede op, stivnede med hånden på dolkens håndtag og så mod lydens kilde, der var skjult i mørket bag træer.

En skikkelse kom løbende mod mig ud af mørket, og jeg trak hurtigt dolken til mit forsvar, mens mit hjerte pumpede hurtigt i min brystkasse og spredte adrenalinen til hver en muskel i min krop. Da skikkelsen var få hurtige skridt nærmere, bemærkede jeg højdeforskellen på os. Min angriber var bare en lille dreng, omtrent ét, to hoveder lavere end mig. Jeg ville skyde ham til at være en 10-12 år, men mørket skyggede hans ansigtstræk, hvilket gjorde det svært for mig at se ham an. Jeg tog flere skridt tilbage, mens han løb mod mig langs vandet. Jeg kunne ikke slås mod ham, han var blot et barn. Han blev ramt af en lyskegle, der fejede over ham, og lagde et kortvarigt, køligt måneskær over ham. Jeg genkendte glimtet, spidsen af hans daggert, der så umådeligt malplaceret ud i hans lille hånd. Det var et kort, grønligt glimt, og jeg vidste, at hans våben var udstyret med lapis lumen. Det eneste, der kan trænge igennem en vampyrs skind. Den var beregnet til at dræbe vampyrer.

”Vent!” fik jeg hurtigt gispet, mens jeg sænkede min kniv en anelse for at signalere, at jeg ikke var ude på kamp. Til min lettelse stoppede han op en meter fra mig og anskuede mig uden at sænke sit våben.

”Jeg er ikke vampyr,” sagde jeg og lagde nakken på skrå for at bevise min påstand. Jeg håbede bare at hans nattesyn var bedre end mit, eller at månen i det mindste tillod ham at se de to friske sår på siden af min hals, da jeg med min frie hånd trak mit fugtige hår til siden. Han så tvivlsomt på mig, men hans tvivl kom mig til gode, og han sænkede sin daggert ligesom jeg selv havde gjort.

”Gud ske lov,” åndede jeg lettet ud for mig selv. Jeg mærkede en tung vægt mod min ryg, da jeg fik slået al luft ud af mine lunger og måtte hive efter vejret, da jeg landede i vandet for minde fødder. Dolken gled ud af mine fingre under faldet, og mit hår faldt mig om ansigtet, så jeg ikke kunne se, hvad der havde slået mig omkuld. Den tunge vægt slog mig mod vandløbets stenbund hurtigere, end jeg kunne nå at reagere og tage fra med hænderne. Jeg var landet tungt på den ene skulder, og en skærende smerte bredte sig fra min venstre tinding, hvor mit hoved var blevet slynget mod stenene under vandoverfladen. Mit ansigt og aller vigtigst mine luftveje var stadig over vand, for til mit held var vandstanden her kun få centimeter dyb. Jeg ville tage mig til hovedet, men den tunge vægt naglede mig mod jorden, så jeg ikke kunne løfte armene. Jeg åbnede omtåget øjnene for at orientere mig i situationen, hvor jeg opdagede, at det var en ung mand, der havde fældet mig, og nu sad han med al sin vægt og sørgede for, at jeg ikke kunne forsvare mig, da hans knæ låste mine overarme fast mod vandløbets kolde stenbund. Han havde armen løftet, og i hans hånd var en daggert magen til drengens, og jeg fornemmede, at de to havde allieret sig mod mig. Jeg så desperat til siden for at finde min dolk, min eneste forsvarsmulighed, men min arm flyttede sig ikke, selvom jeg lagde alle kræfter i. Jeg så panikslagent op mod daggerten, der med høj fart havde sat af mod mit hjerte, og jeg pressede øjnene lukket og vente siden af hovedet til, så jeg ikke ville være vidne til mig egen død.

”Nej!” hørte jeg en barnestemme råbe, og jeg åbnede øjnene, da jeg opdagede, at jeg ikke følte en stor smerte i brystet, da knivsbladet ellers burde have gennemboret mit hjerte. Jeg så ned mod min brystkasse, der hævedes og sænkedes ukontrollabelt, hvor jeg så knivsspidsen kun en centimeter fra min hud. Få centimeter mere, og jeg ville have været død, mit liv ville have været overstået. Jeg gad vide, hvad der ville blive af min guddommelige sjæl, hvis jeg døde uden at kunne give sjælen videre til mit barn.

Daggerten blev vendt væk fra mig, og jeg blinkede flere gange for at bekræfte, at mit syn ikke bedragede mig, at jeg ikke havde en kniv rettet mod mit hjerte. Det var dog ikke kun mit liv, jeg havde bekymret mig om. Det var også den lille flis af englenes sten, der nær havde været i kontakt med min hud og afsløret min ikke-menneske-ikke-vampyr-ikke-engel-men hvad så?-status, netop som var hændt, da jeg var blevet trængt op i en krog af den hvidklædte soldat. Jeg blev trukket ud af min omtågede tankestrøm, da to fingre kort blev presset mod det sted på min tinding, der dunkede af smerte, og et misbilligende arh forlod mine læber, da berøringen fik det åbne sår til at svide. Manden løftede sin hånd for at se nærmere på blodet, der i en enkelt lille dråbe stille trillede ned langs hans pegefinger.

”Hvad i al verden laver én som dig ude på de her kanterdenne tid af natten,” sagde han skeptisk og skjulte ikke, at han med ’en som dig’ mente et menneske, og med ’de her kanter’ mente i vampyr-territorium på deres nattetimer. Han lettede en smule af trykket på mine overarme, dog uden at lade min krop komme fri. Han stolede ikke på mig. Det var heller ikke så sært. Her vandrede jeg rundt som et genfærd i en slidt, hvid kjole med langt, mørkt hår, der hang ned over min silhuet i våde klaser, mens jeg på bare fødder havde gået ubemærket i det kølige vand. Jeg lukkede øjnene og nød den kølige fornemmelse, der havde indtaget mit baghoved, ryg og baglår, der var dækket af vand. Hvad var det lige jeg lavede her? Jeg spirrede øjnene op og forsøgte at fokusere.

”Jeg-øh,” begyndte jeg, ”Jeg havde brug for et bad.”

Og det var i hvert fald ikke løgn, om end kun den korte sandhed. Hele sandheden var langt mere kompleks. Jo, ser du, jeg blev kidnappet fra en verden parallel med din – jeres – af en gruppe vampyrer, men da englene angreb byen, fordi de hørte om min tilstedeværelse, slap jeg væk, og her er jeg så. Ha! Nej, vel?

Manden, der tyngede min krop mod jorden med sin vægt, rystede på hovedet, men jeg kunne ikke udrette hans ansigtsudtryk.

”Hvad tænkte du dog på?” Det var klart et retorisk spørgsmål, men jeg fik alligevel en stærk trang til at forklare mig selv. Jeg måtte dog ryste det af mig, for jeg følte knap så meget for at plapre op om min historie til alle og enhver. Jeg sukkede lettet, da han flyttede sin tunge vægt fra min krop for så at række mig en hånd for at hjælpe mig op. Jeg stirrede på den udstrakte arm med den åbne hånd rettet mod mig i et kort sekund, før jeg vendte siden til for at hjælpe mig selv op. Her kom de og angreb mig, og nu ville de hjælpe mig? Pff, jeg kunne sagtens hjælpe mig selv.

Jeg var plask våd, og kulden ramte mig da jeg rejste mig og kom i vindens rækkevidde. Mit hoved snurrede og det plettede for mit syn i nogle sekunder mens mit hjerte skulle pumpe hårdere for at få blodet helt op til min hjerne.

”Hvis I vil have mig undskyldt,” sagde jeg og lagde an til at kravle op ad bredden. Jeg skulle væk fra de her to tosser og tilbage til Silicia. Men det stak og gjorde ved i mine tæer og min ankel gav efter under min vægt, da jeg tog skridtet hen mod skrænten. Jeg tog af med hænderne, da jeg med et umpf faldt mod bredden. Jeg forsøgte at være nonchalant og så koncentreret mod mine hænder, da jeg vendte mig om og slog mig ned på flodbredden for at børste mine hænder rene. Dét, jeg troede var en dråbe vand fra min hårgrænse, fandt vej ned ad mit hoved og sneg sig ind mellem mine læber. Jeg smagte jern og rynkede brynene. Jeg strøg mig over panden med håndryggen, der ikke var sat til med jord. Til min fortrydelse så jeg den mørke substans, der nu havde lagt sig over min hånd. Jeg blødte. Voldsomt.

”Pis,” snerrede jeg af mig selv. Jeg havde brug for mine kræfter til at bevæge mig over landet langt væk fra regeringsbyen Barion, langt væk fra alle, der vidste, hvem jeg var, og kunne bruge det imod mig. Jeg kunne ikke bruge energi på at hele et slag til hovedet. Ikke nu.

”Edam, se hvad du har gjort,” sagde den lille dreng, der havde set til fra sidelinjen mens manden tog sig af mig indtil nu, ”Vi bliver nødt til at hjælpe hende.”

”Fint...” sukkede han irriteret, ”Kom med os, vi må hellere få renset det der.” Han gjorde et hovedkast mod mig og talte om den skade – som han, for ikke at glemme det, havde påført mig – som om det var en smitsom virus. Jeg rystede på hovedet og satte hænderne i jorden for at rejse mig op og gøre endnu et ihærdigt forsøg på at holde mig på benene.

”Jeg burde slet ikke være her nu, men ellers tak for invitationen.” Den sarkastiske tone fik mig til at lyde som en rigtig kælling, men ærligt talt, hvad havde jeg lige gjort for at fortjene den omgang bøllebank? Desuden burde jeg faktisk for længst have været tilbage hos Silicia, hun var sikkert ved at gå ud af sit gode skind af bekymring for mig. Hvis jeg var væk meget længere, ville hun nok selv forvilde sig ud i vildmarken for at lede efter mig, dog uden at overveje hvor små hendes chancer var for tilfældigvis at støde på mig langt væk fra vores nattely.

”Først nu går det op for dig?”

Jeg gloede olmt på ham før jeg atter vendte ryggen til. En svimmelhed skyllede dog over mig, da jeg skulle til at kravle op, så jeg måtte stoppe for at tage en dyb indånding mens jeg tog mig til hovedet for at stoppe den bølgende fornemmelse.

”Hey,” sagde manden i en underligt blid tone, da han tog fat i min overarm og lagde den anden hånd på mit skulderblad. Det gik op for mig, at jeg slingrede, og at han støttede mig. Jeg håbede lidt, at det var den dårlige samvittighed, der måtte have nået ham, ”Kom med, vi har noget, der vil rense såret og hjælpe helingen på vej.”

Jeg hadede at indrømme det, men jeg havde nok brug for det ’noget’. Jeg sukkede med et stille og stædigt fint.

”Godt!” udbrød drengen og spænede forbi mig så vandet plaskede til alle sider. Før jeg overhovedet nåede at dukke mig for kaskaden af vand, der faldt mod mig, var han oppe ad skrænten i to lange skridt, ”Følg med!”

Han var da noget energisk. Med hjælp fra manden fik jeg kæmpet mig op ad skrænten, hvorefter han slap min arm for at lede vejen for os.

”Jeg hedder Adar,” sagde drengen. Det viste sig, at det skulle blive starten på en meget lang monolog. Jeg gik i tavshed ved siden af ham, og det lod ikke til at være et problem, at jeg ikke sagde noget, for hver gang en mulighed poppede op, og han havde stillet et spørgsmål, enhver anden nok havde forventet, at jeg havde besvaret, nåede jeg kun lige at åbne munden, før han fortsatte med en ny tanke.

”Edam er min storebror,” fortsatte han efter at have fortalt om engang hvor han selv var faldet ned fra et træ og landet i åen, hvor han var blevet plask våd ligesom jeg var nu, ”Tag dig ikke af ham, han er ikke god med fremmede, der er ikke mange fremmede der, hvor vi kommer fra-”

Jeg var nødt til at afbryde ham i hans sætning, der var så lang, at jeg var begyndt at tælle sekunderne, der gik mellem to vejrtrækninger. Jeg var ikke meget for at snakke med dem, men min nysgerrighed var vakt. Hvis det var underligt, at jeg færdedes herude om natten, hvad lavede de så selv?

”Hvor kommer I fra?” spurgte jeg hurtigt før Adar kunne nå at fortsætte sin uendelige sætning. Men lige så hurtigt som jeg havde spurgt, lige så hurtigt blandede Edam sig i samtalen.

”Ikke nu, Adar,” sagde han i en dyster, formanende tone, der fik lukket munden på drengen og kun gav min nysgerrighed plads til at vokse, ”Den tager vi senere.”

Jeg prøvede virkelig at huske alt det, Adar fortalte mig, det gjorde jeg virkelig, men det var bare som om størstedelen af alle informationerne fløj lige igennem mit hoved. Jeg blev helt overvældet og forsøgte at anstrenge mig, men forgæves, for med ét mærkede jeg endnu en flodbølge af svimmelhed ramme mig, og før jeg vidste af det, havde jeg lagt mig på knæ med hovedet inde i et krat, hvor jeg hostede den sidste smule mad, jeg havde i min mave, op i en stinkende, sur masse. Da jeg endelig var færdig, tørrede jeg mig om munden, hvorefter jeg tørrede den opkast-befængte hånd af i græsset.

”Årh, pis,” lød det fra Edam bag mig, ”Sig ikke, at du har fået hjernerystelse.”

”Hvad hvis jeg har? Det er jo ikke fordi det er min skyld,” snerrede jeg og sendte ham et sigende blik da jeg atter kom op og stå. Han burde virkelig tage at proppe hans attitudeproblem op et vist sted for ellers ville mit næste mål i hvert fald ikke være et krat, og han kunne måske tilfældigvis stå lige i skudzonen.

Da jeg prøvede at genkalde mig vejen, vi havde gået for at nå brødrenes lejr, måtte jeg indse, at jeg enten havde været for optaget af Adars monolog, eller at jeg bare ikke havde skænket det en tanke, at jeg også skulle derfra igen. Ingen af delene lød som noget, jeg kunne finde på. En dunkende smerte i mit baghoved mindede mig om slaget, jeg havde taget til hovedet. Hjernerystelsen... Den var som et barn, der hele tiden krævede min opmærksomhed, rodede det hele til oppe på øverste etage. Jeg fik ondt i hovedet, hver gang jeg fokuserede for kraftigt på at huske noget.

Jeg måtte stoppe hurtigt og uelegant op, da jeg opdagede, at jeg var lige ved at træde Edam i hælene. Han var stoppet op lige foran mig, og jeg måtte løfte hovedet for at se hele vejen op ad ham, blot for at opdage, at hans nakke tog hele mit udsyn. Det gik op for mig, at det var blevet lyst nok til, at jeg kunne se, at hans trøje var støvet blå, mens det halvlange hår på hans hoved var lige så mørkt nu, som det havde set ud i mørket. Mørket havde indtil nu bestjålet ham for ethvert ansigtstræk, men jeg havde dog bemærket hans brede skuldre og markerede kæbeparti. Jeg trådte et skridt til siden, så jeg kunne se forbi ham for at få øje på årsagen til, at vi var stoppet op. Adar løb med sine små skridt hen mod, det, der lignede en tipi. Han hoppede højt henover en udbrændt bålplads for derefter hurtigt at slå et stort stykke skind til siden, der vidst fungerede som dør.

”Velkommen til vores vandrehjem,” sagde Adar, da han stillede sig i åbningen med hænderne i siderne. Et vandrehjem? Det var måske så meget sagt. Jeg måtte indrømme, at det var et stort men alternativt telt, men ligefrem at kalde det et ’vandrehjem’. Det var i hvert fald ikke et femstjernet hotel. Måske var vandrehjem bare deres ord for et telt. Jeg turde ikke kommentere på det. Jeg ville ikke gøre mig selv til grin, men der ville også være chance for at afsløre mig selv og min baggrund. I stedet smilte jeg bare svagt og fulgte pænt efter Edam ind i ’vandrehjemmet’. Til min ærgrelse lukkede det tykke skind lyset ude. Jeg sukkede. Lige som solen ellers var ved at stå op. Det var først, da Edam med noget, der lignede et gammelt fyrtøj, fik tændt en flamme i en transportabel olielampe, at jeg kunne se mig omkring i teltet. Det første jeg fik øje på, var et stykke stof, der lå foldet ud i kanten af rummet, og det, der lå på midten af stoffet, var noget, jeg ikke lige med det samme kunne løsrive mit blik fra. I en bunke på det lille stykke stof lå lunser af brød og ved siden af lå noget, der lignede en masse små æbler. Jeg kunne mærke min mund løbe i vand ved synet.

”Adar,” sagde Edam, mens han sad på hug og bøjede sig over et eller andet, ”Hjælp hende ned og ligge på mit skind.”

Drengen tog min hånd og trak mig med, så jeg måtte flytte mine øjne fra maden, der lå fremme. Hvis de ikke passede meget på, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde mig væk fra det. Det lå bare lige dér.

”Kom,” sagde Adar, og jeg så på ham, mens han førte mig hen til et hjørne af tippien. Adar havde mørkt hår, ligesom sin bror, men han var stadig mere spinkelt bygget. Der var noget ved hans lyse, blå øjne, der havde en sær glød over sig. Var det glæde? Det var længe siden, jeg havde set noget til dét. Et lille smil formede sig på mine læber.

”Her,” sagde han, da han havde placeret mig med fødderne på et dyreskind af samme slags som dem, teltet var lavet af, men det her lå med indersiden opad, hvor de andre havde pelsen udad for at holde bedst muligt på varmen, ”Wow, du er iskold – og dine læber er helt blå! Bare sæt dig her.”

Kold? Næ. Egentlig ikke. Mine led var underligt stive, og jeg kunne godt mærke, at den lånte kjole stadig var våd, men jeg frøs ikke. Ikke længere. Inden jeg nåede at svare, slap han min hånd og begyndte at rode i en sæk. Jeg satte mig ikke. Jeg følte mig virkelig malplaceret her, jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg stod bare og betragtede Adar, mens han nøjsomt udvalgte noget, der lignede klumper af sammenkrøllet stof. Det skulle vise sig, at det såmænd var klumper af sammenkrøllet stof.

”Her, tag det her på,” sagde han og rakte det til mig i strakt arm. Ville han dele sit tøj med mig? Han kendte ikke engang mit navn, ”Så kan det være, at du kan få varmen.”

”Tak,” sagde jeg langsomt og tog imod det. Jeg stod lidt og kiggede på det. Det var et par løse, karamelfarvede bukser og en cremefarvet, langærmet bluse. De var virkelig fan af jordfarver. Selv var Adar klædt i brunt fra top til tå og Edam i falmet blå og grå. Var det mon stilen her? Derhjemme var det ikke unormalt at se rød, lilla og kongeblå på hver anden person, man passerede på gaden. Adar smilte til mig, vendte sig og var i to hurtige skridt henne ved Edam, hvor han smed sig ned på knæ for at hjælpe til med, hvad det end var, de lavede. Jeg lagde mærke til at Edam, der også havde forholdsvist langt hår, ligeledes havde hele kæben dækket af et loddent skæg, der ikke så ud til at være blevet passet i et stykke tid. Gad vide, hvor længe de havde været på farten?

Efter at have tøvet lidt et par sekunder, besluttede jeg mig for, at jeg nok burde komme ud af den våde kjole. Jeg kastede et blik på tøjet i min hånd og skævede derefter op på brødrene. Jeg havde ikke deres opmærksomhed, men det her var stadig meget grænseoverskridende fra mig. Jeg baksede med at få bukserne på uden at tage kjolen af, og det forløb sig ganske problemfrit – det var også den nemme del. Jeg kiggede igen op på de to drenge. Det her skulle gå så hurtigt som muligt. Jeg sørgede for, at blusen vendte rigtigt, så jeg ikke skulle bruge unødvendig til på at slås med den, og hurtigt – så jeg blev helt forpustet af det – vendte jeg ryggen til, trak armene ud under kjolen, og fik blusen over hovedet. Jeg sukkede. Det var overstået. Det værste, der ville have sket, var, at de havde set min ryg. Nu var jeg bare overblufærdig. Jeg foldede kjolen pænt sammen for at komme overens med min samvittighed over at have slidt så meget på Silicias kjole.

”Hey!” lød det skarpt fra Edam bag mig, og jeg så mig forskrækket over skulderen. Hvor brænder det? ”Læg dig nu ned! Du skal ikke gøre det værre.”

Jeg skulle til at protestere. Som om det her overhovedet kunne blive værre end det var nu. Jeg var helt alene i en fremmed verden, og jeg anede ikke, hvordan mit liv nogensinde skulle blive normalt igen. Jeg var så sølle, at to fremmede, der – ud fra den her tipi at dømme – helt sikkert også havde deres at se til, følte, at de skulle tage sig af mig. Og hvem forsøgte jeg at narre? Jeg kunne ikke klare mig selv. Ikke her. Det her var så anderledes fra alt, jeg nogensinde havde kendt. Siden hvornår var det overhovedet muligt at genføde sig selv? Jeg fik ondt i hovedet igen, så jeg måtte abstrahere fra min trang til at gøre protest, og jeg satte mig ned i skrædderstilling på skindet, jeg var blevet henvist til.

”Her, tag en,” sagde han, da han kom på benene og fiskede et stykke brød op fra bunken. Han kastede brødet over til mig, men jeg var for langsom i optrækket og havde nær tabt det. Uelegant fik jeg dog styr på det mellem mine to hænder, hvorefter jeg taknemmeligt satte tænderne i, ”Jeg så godt de lange blikke, du sendte det. Læg dig ned.”

Jeg gjorde, som han sagde, mens han selv satte sig på hug ved siden af mig, og så snart mit hoved nåede skindets ru overflade, ramte trætheden mig. Jeg var ikke fysisk træt, jeg havde trods alt sovet natten over, men jeg følte bare en underlig tunghed i hovedet. Jeg lukkede øjnene et kort sekund. Mens han stak to fingre ned i keramikskålen, han havde siddet og rodet med de sidste minutters tid, begyndte det stille og i starten næsten umærkeligt at prikke og stikke i mine fingre og tæer. Adar satte sig på jorden ved siden af os og fulgte opslugt med, da Edam begyndte at duppe en grøn masse, der mest af alt lignede gammel grønlangkål, i panden på mig. En kraftig lugt bredte sig til mine næsebor, og det fik mig til at rynke brynene. Det lugtede skarpt af noget, der mindede lidt om fyrrenåle og samtidig mynte. Det var meget friskt, og der var i hvert fald hul igennem næsen.

”Det er en blanding af kronurt, der dulmer smerten, og agerrod, hvis saft bekæmper infektion, så din krop i stedet kan koncentrere sig om at hele sig selv,” forklarede Edam, da han kunne se, at lugten var ny for mig. Jeg lagde mærke til, at Edam ikke havde blå øjne ligesom sin yngre bror. Hans var istedet mørke og havde ikke den samme gnist af glæde, som Adar havde haft.

”Mhm,” mumlede jeg. Jeg anede ikke, hvad det var, han snakkede om alligevel, og jeg havde ikke overskud til at holde en samtale kørende lige nu. Edam fortsatte bare med at putte det grønne stads på i et tykt lag fra den ene tinding til den anden, mens jeg tabte kampen mod mine tunge øjenlåg, der stille gled i.                     

”Hvad hedder du?” spurgte han så efter en kort stund.

”Am-” Jeg stoppede mig selv, før jeg kunne færdiggøre ordet, som var mit navn. Måske var jeg paranoid, men hvis jeg skulle holde min historie skjult, kunne de heller ikke kende til mit navn.

”Am?”

Jeg nikkede. Am. Det kunne jeg godt leve med. Alt andet end Amelia Strattford. Jeg var på flugt fra autoriteterne nu.

”Okay, Am,” sagde han og gav min hånd et klem, som sådan et halvkejtet håndtryk, før han rejste sig op, ”Få lidt søvn og lad naturen udføre sine mirakler på dit hoved.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...