Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13894Visninger
AA

30. SJETTE DEL

Jeg opdaterer ikke så tit, og fordi jeg ved, at der er mange af jer, der læser flere forskellige historier her på Movellas, forsøger jeg mig med noget resumé-noget, så man lige kan få opfrisket hukommelsen ang. hvordan det lige står til med det hele.

Tidligere: Det er lykkedes Amelia at flygte fra vampyrerne med Eliyas' hjælp. Mens han trofast blev tilbage og forsvarede hende i kamp, er det imidlertid Silicia, der redder hende, da en englesoldat finder hende midt i hendes flugt. Nu er det kun Amelia og Sicilia mod resten af verden. Men hvor længe kan det blive ved?

Dette kapitel indeholder en reference til Jacks beretning fra d. 4. april 1896, hvor han deltog i et maskebal. Jeg vil anbefale, at I genlæser det, for at huske, hvad der skete dér, hvis I er forvirrede, når I begynder at læse sjette del. ;-)

 

Sjette del:

Jeg følte mig som en prinsesse, mens jeg af en høj, velklædt mand blev fulgt ud til kareten med de elegante, mørke heste, der tålmodigt havde ventet på os, til vi var klar til afgang. Manden var min ægtefælle, vi var gift på tredje år. Han holdt med et fjerlet greb min ene handskeklædte hånd og gav overfladisk støtte, der egentlig blot var en formalitet, mens min anden hånd elegant løftede det gyldne tekstil, der hang i flere lag ned over mig og udgjorde den smukkeste kjole, jeg hidtil havde båret. Da jeg havde besteget trinnet til kareten betragtede jeg den maske, jeg skulle bære til aftenens bal, mens min mand udvekslede venlige, humorlette hilsner med vores overbutler. Det var en hvid helmaske, der var blevet broderet med guldtråde i sirlige mønstre, så farven passede til kjolen, mens tråden snoede sig rundt om masken på samme vis som mit hår krøllede og hang og kildede mig over skuldrene. Min mand trådte ind i kareten og satte sig overfor mig. Jeg trak let på smilebåndet, men sagde ikke noget. Han smilte tilbage under det mørke tæppe, der hvilede på hans overlæbe og udgjorde det mandlige symbol; moustachen. Da kusken satte de to heste i gang med et ya!, trak jeg det ene gardin, der dækkede karetens lille vindue, til side, og så vores store hjem med de bredde piazzaer og åbne haver forsvinde bag de træer, min mands forfædre havde ladet gro omkring bygningen for at adskille den fra byens arbejdermiljø.

Da vi ankom til ballet, blev jeg ramt af et trykket, varmt indeklima. Der var så ubegribeligt mange mennesker, og jeg gjorde mig klar ved at løfte min maske op for ansigtet, velvidende at min arm ville krampe efter noget tid – men jeg var nødt til at udholde smerten, for det var uskik at lade masken falde til et maskebal. Da min mand trak sig tilbage til en af stuerne for at spille kort med det fine herskab, så jeg mit snit til at undslippe fruerne for at søge frisk luft på verandaen. Jeg nejede og undskyldte mig, hvorefter jeg snoede mig ind og ud mellem de mange kvinders store skørter og søgte de to åbne døre, der bød mig velkommen ud i den friske forårsaften.

Jeg sukkede lykkeligt, da jeg nåede det fri, og sænkede masken, da jeg var alene. Jeg trippede hen til gelænderet og så ud over den mørklagte have, mens jeg grådigt gispede den kølige forårsluft i mig. Da jeg begyndte at slappe af, lod jeg langsomt mine øjne glide i og snusede ind gennem næsen. Jeg blev forstyrret af en kortvarig, men intens smerte, der jog sig gennem min mave. Åh, det var også den dumme kjole. Den var så smuk, en gudinde værdig, men vi vidste ikke, at jeg var med barn, da syersken havde taget mine mål, og det var for sent at lægge den ud, da vi først vidste besked. Men jeg klagede ikke. Jeg tog mig til maven. Der voksede et lille mirakel inden i mig. Jeg havde ikke selv oplevet lykken ved at have en mor, da hun på tragisk vis døde i barselssengen, men alligevel vidste jeg, at jeg ville blive en fantastisk mor.

Før jeg vidste af det, blev jeg suget ud i den mørke nat, og det næste lys, der ramte mig, var lyset fra de olielamper, der omringede mig i vores badekammer. Jeg var ved at brænde op af smerte, og hvilken varme, der omgav mig. Jeg spændte alle muskler i kroppen, mens mine fingerspidser gravede sig ind i badekarrets kant. Jeg kunne høre min husholderske heppe på mig, men ordene nåede ikke min opfattelse, det foregik alt sammen et sted i baggrunden af min bevidsthed. Jordemoderen stod ved siden af mig med armene strakt ned i vandet for at tage imod barnet. Jeg gispede efter vejret, når jeg tillod min krop at slappe af mellem to presseveer, og sved og tårer dryppede ned ad mit ansigt som væddeløbsheste, der kæmpede for at nå hagen først.

Da vandet for længst var blevet lunkent, og jeg længe ville have givet op, hvis det ikke var for min husholderskes stædighed og opmuntrende kommentarer, løftede jordemoderen stolt armene op ad vandet med den smukkeste, grædende skabning mellem hænderne. Jeg lo og græd af lettelse, mens hun lagde barnet på mit bryst, hvor jeg glædeligt bød den lille pige velkommen til verden.

"Sofia," sagde jeg, da jeg så hendes lille næse, mens jeg aede hende over hendes sårbare isse. Det var et kaos; barnet græd, tjenestepigerne fór mellem benene på hinanden, mens de kom løbende med varmt vand og rene klude, og jeg var bogstaveligt talt badet i sved og blod. Men midt i dette kaos, følte jeg en lykke så stærk, at alle mine pinsler var glemt med ét. Min husholderske lykønskede mig efter at have rakt jordemoderen en kortbladet kniv. Jeg flyttede den ene hånd og lod hende komme til barnets navlestreng. Hun lavede en løkke, og da hun trak kniven igennem båndet, der forbandt min datter og jeg med det samme hjerteslag, blev hver en muskel i min krop slap, og jeg åndede dybt ud uden nogensinde at ånde ind igen.

 

Da var det, jeg vågnede. Gispende og svedende, akkurat som i drømmen. Jeg satte mig op og tog mig til maven, lettet over at opdage, at den ikke havde taget babyfedt, men lige modsat var blevet mindre. Jeg var blevet mager gennem de sidste par ugers fysiske såvel som psykiske prøvelser. Jeg kastede blikket ned ved siden af mig, hvor Silicia lå og snorkede let, mens hun sov uforstyrret. Det var stadig nat, og jeg vidste, at jeg burde prøve at få noget mere søvn, inden solen stod op, og vi kunne gå videre, men drømmen havde rystet mig. Jeg følte udmattelsen i hver af mine muskler. Selvom det helt sikkert var resultatet af den lange gåtur, Silicia og jeg havde gennemført for at lægge byen så langt som muligt bag os, følte jeg, at det var udmattelsen efter at gennemgå en fødsel. Jeg følte mig klam og rastløs, og jeg måtte gøre noget af mig selv for at ryste den mørke følelse, der havde lagt sig tungt over mig. Jeg huskede, hvad Eliyas havde sagt til mig nogle dage forinden – en tid, der føltes som måneder siden.

Har du aldrig undret dig over, hvorfor du ligner din mor på en prik - og hun sin, og så videre?

Dét var grunden til, at alle kvinderne i min blodslinje døde i barselssengen. Dét var forbandelsen, som min mor havde talt om, før hun døde. Det var en ny krop – ny, men på samme tid den samme på ny. Øjeblikkelig reinkarnation, genfødsel af sjælen. Og sjælen kan selvfølgelig ikke deles i to, hvorfor den gamle krop må dø. Jeg havde en sær følelse, en skræmmende anelse om, at drømmen ikke kun var en drøm, men et gammelt minde fra ét af min sjæls tidligere liv.

Vi havde slået lejr på en vild hede, hvor buske og træer groede frit og udgjorde et ideelt skjulested for os. Lejr var måske for meget sagt, for vores 'lejr' var en nedtrampet græsplet i ly af buske med store blade og enkelte træer med tykke stammer. Her, havde vi besluttet, her var vi langt nok fra veje, stier og civilisation, hvor vi måske ville blive opdaget og fanget. Her var vi mere sikre, end nogen af os havde været i meget lang tid.

Jeg så op i mørket, der havde slugt alt mellem himmel og jord. Mørket var et tungt lag skyer, der smøg sig over himmelhvælvingen som et tykt, kvælende tæppe. De funklende stjerner var ude af syne, og mit hjerte sank en smule. Jeg så endnu engang ned på Silicia, der stadig sov tungt og trak vejret med en rytmisk, stille snorken. Jeg havde brug for at bevæge mig, rastløsheden var ved at æde mig op indefra. Jeg huskede et lille vandløb, vi havde stoppet ved omkring en times gang tilbage. Vejen var kringlet, men i skjul, og jeg havde virkelig brug for at rense mig efter nattens rædsler. Jeg vidste, at jeg ikke bare kunne forlade Silicia sådan her, hun ville få et slagtilfælde og få sig selv fanget i panikken. Jeg knækkede derfor forsigtigt små kviste af busken tættest ved, og med det fladmaste græs som lærred begyndte jeg at forme bogstaver, så ord, og til sidst én sætning:

KOMMER TILBAGE, VENT HER

                                             – A

Jeg rejste mig, men måtte holde inde og støtte mig et sekund. Mine fødder var ømme efter at gå så langt uden fodtøj. Halvvejs gennem gårsdagens lange gåtur var de blevet følelsesløse, men nu, efter at have slappet af, skar smerten sig op gennem mine ben for hvert skridt, jeg tog. Jeg bed smerten i mig og begav mig af sted.

Vejen var ikke let, men jeg huskede den, fordi jeg havde været meget bevidst om ikke at efterlade nogle spor i terrænet. Netop som jeg havde husket det, cirka en times gang væk, lå det lille vandløb og rislede sagte i nattens stilhed. Himlen havde åbnet sig og ladet stjernerne skinne ned, netop som jeg var midt i et langt, åbent stykke. Angsten havde grebet mig, og jeg havde sat i løb for at komme i skjul så hurtigt som muligt. På trods af min paranoia havde jeg alligevel nået vandløbet i live, og jeg kravlede ned ad skrænten for at lægge mig på knæ ved bredden. Jeg formede mine hænder som en skål og fyldte dem for at løfte vandet til mit ansigt, hvor jeg gned mine fingre mod min hud for at rense den. Den næste håndfuld tillod jeg mig selv at drikke, og derefter forsøgte jeg at rense mine arme og skylle mine fødder, men det var svært, for vandstanden her var kun en tomme dyb. Jeg så op langs strømmen og ville satse på, at der blev dybere et sted længere henne. Men for at kunne finde tilbage til Silicia måtte jeg gøre noget for at gøre netop dette sted genkendeligt, så jeg ville vide, hvor jeg skulle dreje væk fra vandløbet. Jeg var nødt til at finde et tydeligt mærke, for ellers ville jeg nemt kunne misse det, når jeg begav mig tilbage. Jeg kravlede op ad skrænten og ledte efter nogle kendetegn, men det var svært for mig at se noget som helst her i det dybe mørke. Jeg måtte lave mit kendetegn selv.

"Undskyld, Silicia," hviskede jeg for mig selv, da jeg bøjede mig ned for at rive et stykke stof af den hvide kjole, Silicia havde lånt mig før vi forlod skibet, og som jeg havde haft på lige siden. Jeg bandt stoffet i en knude omkring en lavtsiddende gren. Det måtte ikke være i øjenhøjde, for jeg kunne ikke risikere, at andre faldt over mit spor og fjernede det eller fulgte efter mig. Jeg rejste mig op og gik et par skridt tilbage for at sikre mig, at jeg selv kunne se det, hvis jeg kiggede efter det. Jeg børstede tilfredst jorden af hænderne og begyndte at gå langs vandløbet.

Det varede ikke alt for længe, for vandløbets sagte rislen først blev til en stille klukken og derefter en mere intens strøm, der til slut mundede ud i en fredeligt, bred å. Her kravlede jeg atter ned ad skrænten og stak først mine ømme fødder i det kolde, lindrende vand. Fødderne var ikke nok, jeg måtte have mere, min krop længedes efter den kølige renhed, så jeg trak kjolens skørt op og samlede det i en klump i den ene hånd. Jeg mærkede vægten fra den dolk, Eliyas havde givet mig ved vores afsked. Den hvilede tung mod min hofte. Jeg havde bundet den om livet i en løkke af flettede blomsterstilke, så den var bundet fast nok til at jeg ikke bare tabte den, mens løkken gjorde, at jeg hurtigt kunne nå den og trække den frem til forsvar, uden at jeg skulle til at løse tyve knuder, før den var tilgængelig. Hør lige mig. For blot få uger siden, bekymrede jeg min hjerne med min fremtid, og her var jeg nu, og tænkte forsvarstaktik og -teknik. Jeg sukkede. Jeg var ikke den samme nu, som var jeg den gang. I det mindste ikke den, jeg troede, jeg var. Mine tanker faldt på Eliyas, men så snart tanken strejfede mig, at han måske ikke havde forladt kampen i live, tvang jeg mig selv ud af min tankestrøm Jeg steg op ad vandet, da jeg var nået ud til knæhøjde, men jeg var bestemt ikke færdig. Jeg løsnede dolken fra min hofte og kæmpede mig hurtigt fri af de hvide laser, der engang havde været en kjole. Med et suk lod jeg mig synke ned i vandet, hvor jeg bøjede benene, så jeg kunne få skuldrene under. Jeg skrubbede mine arme, mine ben, min ansigt, og til sidst dykkede jeg helt under, så jeg kunne få vasket mit trængende hår. Åh, hvilken lykke, et tiltrængt bad kunne bringe mig. Jeg lod mig selv flyde rundt i vandet i et stykke tid, flød bare uden at tænke, uden at mærke, og det var en lettelse. Jeg lå der langt længere end jeg burde.

Da jeg skulle tilbage,besluttede jeg mig for at gå i vandkanten, hvor mine fødder var mig evigttaknemmelige for den midlertidige følelsesløshed. Jeg ville dog kun gå hernededet første korte stykke, for jeg var nødt til at kravle op over skrænten for atkunne se det mærke, jeg havde efterladt mig. Jeg gik i mine egne tanker oglyttede til vandet, der flød mellem tæerne på mig, da en uregelmæssig lyd brødmed den stille klukken. Knæk havdedet sagt. Jeg stoppede op, stivnede med hånden på dolkens håndtag og så modlydens kilde, der var skjult i mørket bag træer.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...