Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13898Visninger
AA

2. FØRSTE DEL

Jeg sad på gaden i Miami. Mine fingre løb henover strengene på guitaren, og inde i mit eget hoved sang jeg med. Jeg kunne aldrig drømme om at synge højt, for meget sceneskræk havde for længst afskrækket mig.

   Det var varmt her i flækken af huse. Solen stod og bagede ned på mig gennem sprækken af bygninger, og jeg kunne mærke hver en pore i min hud udvides af varmen. Ikke synderligt mange mennesker passerede mig, men mit blik forlod også kun få gange strengene på guitaren, der gav den forunderlige lyd fra sig, når jeg systematisk spillede fingrene over dem.

   Ingen tog notits af mig. De var alle begravet i tanker. Ligeså var jeg. Denne sommer var den sidste frihed, jeg havde. Om nogle få måneder dimitterede jeg fra gymnasiet og skulle tage et valg. Problemet var bare, at jeg ikke havde taget det valg. Hvad ville jeg? Hvad skulle jeg vie resten af mit liv til? Jeg følte ikke, jeg havde fundet mit ’kald’. Og der var så mange muligheder.

   Jeg spillede den sidste tone og rejste mig op. Mine shorts var blevet beskidte bagpå, så jeg børstede dem af med hænderne. Guitarens rem tog jeg over hovedet og den ene skulder, så jeg havde guitaren hængende på ryggen. Lige som jeg gik så fint i mine egne tanker, kom en eller anden idiot og gik ind i mig med skulderen.

   ”Hey, se dig lige for!” råbte jeg efter ham, for han var bare på vej videre, som om der slet intet var sket. Han så sig over skulderen efter mig, og jeg måtte holde et lille gisp tilbage. Aldrig havde jeg set så smukt et menneske. Eller, det passede ikke, men det var i hvert fald svært at finde et, der kunne måle sig med ham. Han så overmenneskelig ud. Alle ansigtstrækkene passede så godt sammen, at det mindede mig om en perfekt komponeret symfoni, og hans blonde hår strittede skødesløst på hans hoved. Han så ung ud, men alligevel var der noget ved ham, der virkede oldgammelt. Og så var der hans øjne, der gav mig det vildeste dræberblik, som faktisk skræmte mig lidt. Okay, det var nok ikke lige i dag, jeg skulle råbe ad ham. Jeg rystede irriteret på hovedet og lod det ligge.

   Aftensolen blev kølig, mens jeg gik hjem, men det var først nu, byen rigtigt vågnede.

   Jeg stillede mine sko på måtten inden for døren, da jeg kom hjem, og gik mod mit værelse for at gå i seng. Med tandbørsten i munden gik jeg rundt i huset og slukkede lyset. Gardinerne trak jeg for, og hoveddøren låste jeg. Måske var jeg bare paranoid, men det gjorde mig tryggere, når jeg skulle sove alene. Jeg var helt sikker på, at ingen vinduer var åbne, da jeg gik ud og spyttede tandpasta ud og skyllede min mund med vand. Jeg så på mit trætte jeg i spejlet foran mig. Mit lange, mørke hår var filtret og slidt af solens lys, og under mine grønne øjne hang knapt så smigrende mørke poser. Jeg lænede mig helt tæt på spejlet for at tage et kig på mine uregerlige øjenbryn, der lå over mine øjne som to krogede grene. Med en finger forsøgte jeg at udglatte min ansigtsbehåring, dog vidste jeg, at det langt fra var langvarigt. Det stinker at være teenager. Der er altid noget galt, alt for meget at bryde sin unge, uerfarne hjerne med. Puha, vigtige beslutnigner lå tungt på mine skuldre og udmattede mig mentalt. Jeg kløede mig på min lige og kedelige næse, og opdagede en flænge i min læbe. Jeg lod tungen køre over min bløde overlæbe og derefter også over den lige så store, dog sprukne, underlæbe. Helt smadret gik jeg i seng iført en alt for stor – men enormt dejlig – T-shirt og et par bløde shorts.

 

En brise strejfede min bare arm og kulden skar sig lige igennem mig. Jeg trak dynen helt op til halsen og krympede mig sammen i liggende fosterstilling. Der var noget galt. Det var for lyst herinde. Jeg slog øjnene på klem og så en silhuet i lyset fra fuldmånen gennem det åbne vindue.

   ”Gå, far,” sagde jeg søvndrukkent og lukkede øjnene i igen, ”Jeg sover.”

   En sagte, humorløs latter lød i rummet. Det var ikke min far. Min far var i Europa. På forretningsrejse. Og jeg skulle nok ikke regne med at se ham før i næste uge.

   Jeg spærrede øjnene op og satte mig op i sengen, støttet af min ene arm. Jeg kunne ikke stille skarpt på manden, kun se hans mørke omrids. Han trådte et skridt hen mod mig, væk fra den lyse nat, der strømmede ind gennem vinduet. Åh, Gud fri mig, om det ikke var ham den uforskammede idiot, der var gået ind i mig nede på gaden.

   ”Hvad laver du her?” spurgte jeg og vrængede af ham. Hvordan var han overhovedet kommet ind? Det måtte være en drøm.

   ”Det skulle jeg lige til at spørge dig om,” sagde han. Hans øjne var ikke længere knebet sammen eller truede med at dræbe mig med et enkelt blik, men hvor havde jeg dog lyst til at give mig til at tude lige nu, ”Dette er bestemt ikke stedet, vi havde regnet med at finde dig.”

   Jeg svarede bare med et par løftede øjenbryn. Hvor i al verdenen forventede han ellers, at jeg skulle være?

   ”Hvem er vi?” spurgte jeg. Ham og hans enmandshær? Hmpf.

   ”Rejs dig,” sagde han uden at svare på mit spørgsmål. Jeg blev siddende og stirrede trodsigt på ham. Sådan en karl smart skulle ikke tro, at han kunne komme her, i mit eget hjem, og herse rundt med mig. Ha! Helt sikkert en drøm.

   ”Rejs dig!” råbte han. Okay, nu var jeg bange. Det var, som om selv væggene veg fra ham, da han råbte. Måske ikke en drøm, men så et mareridt da.

   Med et lille okay kom jeg hurtigt ud af sengen. Jeg nåede ikke at afvente slag længe, før han med et fast greb om min underarm trak mig over til vinduet. Det gjorde ondt. Var det ikke en drøm alligevel? På film ser vi altid, hvordan hovedpersonen niver sig selv i armen for at se, om han eller hun kan mærke noget. Var det virkelighed?

   ”Slip mig,” hvæste jeg og forsøgte at tage min arm til mig.

   Han mumlede noget uforståeligt. Jeg kunne slet ikke danne ord af det i mit hoved, det gav ingen mening. Så blev han tavs.

   Han stirrede på mig. Hans blik vandrede rundt på min krop. Mit ansigt, mine ben, mine arme. Men hvorfor? Jeg kiggede kun på ham, måske var det bare et trick for at få mig til at kigge væk og blive slået ud. Endnu en gang blev jeg forundret over, hvor godt han var skruet sammen.

   ”Det er virkelig dig,” sagde han efter et øjebliks tavshed.

   ”Ja, Gu’ fanden er det mig,” sagde jeg vredt og rev min arm til mig.

   ”Nej, det er ikke dét, jeg mener,” sagde han og tog fat om mit håndled, ”Se.”

   Jeg så på min hånd. Nej, det var ikke mig, det her. Bagsiden af hånden var dækket af sirlige, lysende mønstre. Men jo, hånden sad fast på min arm, der også var dækket af mærkelige lys, og armen sad fast på mig. Jeg tog min anden hånd frem og kiggede på den. De samme mønstre dækkede den, og ligeså snoede de sig op ad min arm og videre ad min skulder. Det var flot. Utrolig flot. Og unormalt. Jeg havde aldrig set det før. Havde han smurt mig ind i selvlysende maling, før jeg vågnede? Var alt det her en eller anden syg joke på skjult kamera? Amelia Strattford, smil, du er på! Velkommen til Skjult Kamera – Miami! Men der var ingen kameraer. Kun ham og mig.

   ”Hvad er det?” spurgte jeg, men svar hørte jeg aldrig noget af, idét noget tungt ramte mit hoved, og bevidstløsheden lagde sig som et sløvende tæppe om min hjerne, før jeg ramte gulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...