Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 15 apr. 2018
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende?
Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil.
Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden.
Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

26Likes
39Kommentarer
16409Visninger
AA

8. FJERDE

Rebet, der forbandt mig til kæden af vampyrenes kælemennesker, kradsede og sled i min hud omkring håndleddene. Foran mig vaklede Silicias lange, knoglede ben i de høje sko fremad i et stødt tempo. Bag mig gik endnu en omvandrende blodbank, men jeg havde kun opfanget små glimt af ham. Han var højere end jeg og havde et skræmmende tomt blik. Jeg kunne høre hans tunge, sløsede skridt bag mig, men jeg selv var blevet strengt beordret til at holde mit blik nede.

Mine bare fødder var følelsesløse efter, hvad jeg mente var flere timers gang, men jeg måtte nok være realistisk og sige, at der vist kun var gået en halv time. Silicia havde lånt mig en lang kjole, der vist nok en gang havde været hvid, for at jeg ikke skulle fryse i mit nattøj. Ærligt frøs jeg dog alligevel. Stoffet var så tyndt og slidt, at det nok var godt det samme. Månen var fremme og lagde brostenene, jeg gik på, i et køligt lys. Blæsten var ikke så bidende her mellem de forfaldne bygninger, som den havde været på skibsdækket, hvor vinden fejede forbi uden noget til at standse den. Med sig bar den dog et skrig, der fik mig til at se op med et ryk. Det var en kvindes hæse skrig af skræk. Ikke et råb om hjælp, men et fortvivlelsens skrig, der med tungt hjerte indså, at der ingen hjælp var at finde i vampyrernes stad. Det vrimlede med dem, som var det en gigantisk bikube og de bierne, der samlede nektar. Indtil videre havde vi passeret tre slåskampe, der gik så hurtigt for sig, at mit syn ikke kunne følge med deres super-vampyr-fart. Men det var ikke det, der foruroligede mig mest. I kanten af gaden, skubbet op mod de smuldrende vægge som sten, man sparker til, indtil de falder ud i rabatten og ikke længere er underholdende, havde jeg talt mindst syv livløse menneskekroppe – og dét mens jeg netop forsøgte at undgå det.

Skriget, der havde krævet min opmærksomhed, døde hen efter hvad, der føltes som en ulidelig evighed. Jeg var ved at rive nakken af led efter at finde det monster, der havde forårsaget skriget. Jeg var ligeglad med ordrene om at holde mit blik nede. Var jeg ikke en Gud? Skulle jeg tage imod ordre fra Jack den Nok-så-Autoritære? Kvinden, der var kilden til skriget, var højst sandsynligt død, og hvis ikke, ville hun dø indenfor de kommende øjeblikke – men jeg kunne absolut intet stille op. Det gjorde ondt at erkende.

En fysisk smerte ramte mig i ansigtet. Jeg udstødte et fortumlet pust og vaklede, som jeg opdagede, at Silicia var stoppet op foran mig, og at jeg i min uopmærksomhed og ulydighed var vandret videre lige ind i hende.

”Undskyld,” mumlede jeg, og Silicia sendte mig hvad, der lignede antydelsen af et smil over skulderen, inden hun hurtigt vendte ansigtet nedad igen. Hendes hår var ikke længere sølv i månens lys, som det ellers havde været, og jeg så op for at finde kilden til skyggen. Vi stod foran en høj bygning, der var støbt i cement og så grå og dyster ud med store, mørklagte ruder.

Kæden af mennesker blev ført ned i kælderen og indlogeret i dét, der mest lignede fængselsceller: Små kuber af beton uden vinduer, kun oplyst af en enkelt fluorescens lampe, der summede og flimrede. Først adskilte de Silicia fra kæden, og dernæst stod jeg for tur. Jeg blev låst inde bag en tung dør med tallene 412 spraymalet på så sløset, at der var lange streger, hvor malingen havde løbet ned ad den. De havde ikke engang spurgt til vores navne. For dem var vi bare mad. Jeg var lige så lidt værd som en ko, en gris, ja, sågar en reje. Men jeg havde ikke den luksus at være uvidende som de. Jeg var ligeså bevidst og intelligent som vampyrerne! De havde vel alle været mennesker en gang, akkurat som jeg.

Jeg lagde mig på sengen – eller dét, det nu en gang var; ikke andet end en briks – og lukkede øjnene for at se, om jeg kunne få mig noget søvn. Men mine øjenlåg sitrede og jeg måtte klemme dem i, til mine ansigtsmuskler var på randen til krampe. Jeg kravlede ned ad sengen, satte mig i stedet på det hårde gulv og lænede mig op ad den kolde, ubehagelige væg. Her sad jeg så med blikket stift rettet mod døren og tankerne langt væk i fjerne kroge i jeg-aner-ikke-hvor-mange timer.

Lige indtil en høj lyd af metal mod metal sagde mig, at låsemekanismen i dør 412 blev slået fra. Jeg rejste mig og fjernede mig en smule fra væggen, som en høj skikkelse tegnede sig i døren. Han mødte mit blik med et tomt blik, der udtrykte ligegyldighed. Bag han skulder kunne jeg lige ane toppen af Jacks ansigt på sin lave krop, og den høje mand vente siden til og holdt døren åben som tegn på, at det var tid for mig at forlade min celle. Jeg følte mig som en del af en krigsfilm, mens Jack førte mig gennem nogle kringlede, mørke gange, hvor jeg af og til måtte følge væggen med mine hænder for ikke at gå ind i den – dels fordi det var mørkt, dels fordi så klodset var jeg. Der kom ikke et ord fra Jack.

Netop som jeg var blevet stensikker på, at Jack førte mig ad vejen direkte til Helvede, opfangede mine øjne et svagt, flimrende lys længere nede ad gangen. Det var en fakkel, hvis ild knitrede og snoede sig op ad den golde klippevæg som en sulten slange. Jack tog et fast greb om den og løftede den ud af det hul i væggen, den stod i. Han vendte sig og så på mig; flammen, der brændte mellem os, lagde et dæmpet lys over hans ansigt og fordrejede hans træk. I dét øjeblik blev jeg mindet om, hvor farlig han i virkeligheden var, på trods af, at han havde sørget for min overlevelse den sidste tid. Dog alt sammen kun til hans fordel, så han kunne bringe mig hertil, vinde krigen, og være en helt.

"Forhold dig stille og lad mig føre ordet," sagde han monotont og dystert, hvorefter han vendte ryggen til mig og fortsatte med at gå. Jeg kunne se, hvor jeg trådte i faklens lys, og jeg vidste, at Jack udelukkende tog den med for min skyld, da han selv tilsyneladende ikke havde problemer med at finde vej i mørket. Da vi rundede det næste hjørne, blev mine øjne mødt af flere flammer. Væggene på begge sider af os havde begge indhak i øjenhøjde, og hele vejen hen stod hundrede vokslys og brændte. For enden faldt mine øjne på en enorm dør, der tårnede sig over mig i tre personers højde. Ved foden stod to mænd og så afventende og vagtsomt på os.

Jeg holdt mig bag Jack, mens han satte faklen fra sig i en tom holder af jern, der stak ud af væggen, hvor han var standset. Mens han gik mod vagterne, rømmede han sig, og hvert skridt udstødte den autoritære holdning, som kun Jack kunne vise på trods af sit ellers knap så truende udseende.

"Bareilles," lød det fra en af mændene, da de begge bukkede og så skiftevis fra Jack til mig. Jack nikkede til hilsen.

"Længe siden," sagde den anden mand, og Jack måtte stoppe med en utilfreds mine, da manden ikke flyttede sig og gav adgang til døren, "Hvem er-"

Manden stoppede sig selv midt i sætningen og lod blikket passere Jacks skulder for at falde på mig. Jeg kunne se hans muskler spændes, mens et svagt rødt skær ramte hans øjne. Synet fik alarmklokkerne i mit hoved til at ringe, og jeg trådte af refleks et skridt tilbage. Jeg bekæmpede hvert skrig, den lille stemme i min underbevidsthed gav, hver ordre om at vende om og løbe. Jeg så mig over skulderen efter fri bane, men ham, der havde hilst på Jack, var med et vindpust bag mig og blokerede min flugtvej. Hans mørke øjne pulserede med en rød undertone.

"Vi kan ikke lade uvedkommende passere," sagde han med sit sultne blik fæstnet på mig.

"Hun er min," hvæsede Jack af dem uden at flytte sig fra stedet. Det gibbede i de to, og han fortsatte med en sært hypnotiserende stemme, "I rør hende ikke, lugter ikke til hende, ser ikke på hende. Skulle der komme andre, der har til intension at skade hende, forsvarer I hende for alt i verden, men vogt over hende til jeg kalder hende ind."

I et splitsekund lyste deres øjne op med et rødglødende lys, og mandens øjne blev tomme og så lige igennem mig. Jeg så forvirret på Jack, der så selvtilfredst fra den ene vagt til den anden, for til sidst at se på mig.

"Vent her," sagde han og gjorde mine til at vende sig, men tilføjede så, "Og prøv for din egen skyld ikke at flygte."

Manden, der før havde stået bag mig, indtog igen sin plads ved døren, og skubbede den op for Jack, der uden flere ord gik ind, og den store dør faldt tungt i bag ham. Jeg var alene med de to fremmede vampyrer.

Jeg så op på først den ene og så den anden, men ingen af dem lod til at tage notits af mig. Deres blikke var vendt mod mørkets ingenting, hvor de mange flammer ikke kunne nå. Jeg viftede med hånden foran den enes ansigt, men han gjorde ingen tegn til at opfatte noget som helst. Han ignorerede mig. Jeg fnøs, halvfornærmet.

Der gik adskillige minutter, før døren atter gik op, og inden da havde jeg nået at tælle hvert lys i rummet. Fire gange. Der var helt præcist 541 tændte lys og syv nedbrændte.

Det var ikke Jack, der dukkede op i døren foran mig, men en ung kvinde med sit blonde hår samlet i en høj hestehale. Hun så afmålt på mig, hvorefter hun med et hm trådte til side og gav plads til, at jeg kunne komme igennem døråbningen. Der gik et par sekunder, før jeg opdagede, at hun inviterede - eller beordrede - mig indenfor, og jeg trådte forbi hende. Rummet, jeg nu befandt mig i, var ikke lige så meget et rum, som var det en sal. Det var mørklagt med undtagelse af to fakler, der brændte i modsatte ende af salen. Mellem dem sad en kvinde. Hun sad på en høj stol, der nok nærmere passede på betegnelsen trone. Tronen stod på et podie, der var hævet flere trin over resten af lokalet. Hendes mørke hår var trukket stramt tilbage over hendes hovede, så hver en rynke, der måtte have været, blev strukket ud og efterlod hende ti år yngre. Hendes dybrøde læber matchede kappen, der faldt hende over skuldrene og skinnede svagt i det flimrende lys fra ilden ved hendes side. Hendes hænder hvilede på tronens armlæn, og under den ene hånd holdt hun noget, der glimtede rødligt i flammernes skær.

Jeg samlede al den værdighed, jeg kunne mønstre, og begyndte at bevæge mig igennem det enorme lokale. Hvert et skridt mod det kolde marmorguld under mine bare fødder gav genlyd, og som jeg kom tættere på, opdagede jeg, at der sad flere personer på podiet på begge sider af kvinden. Hendes overdådighed skyggede dem, men de sad pænt på deres knapt så dramatiske troner. Én af pladserne - den plads, der var nærmest kvinden på hendes højre side - stod tom og ensom hen, og jeg undrede mig over, hvem den mon tilhørte, og hvorfor personen ikke var dukket op. Jack stod foran dem med siden vendt til, og alles øjne faldt på mig, som jeg kom nærmere og nærmere. Jeg stoppede op et par meter bag Jack, og han så på kvinden.

"Genevria," sagde han, og først antog jeg, at han talte et fremmed sprog. Han gestikulerede mod mig med en henkastet håndbevægelse, "Dette er Amelia Strattford. Ved første øjekast er hun blot et menneske fra den anden Verden, men hendes sjæl derimod," han gjorde holdt og sikrede sig, at han stadig havde al opmærksomhed, "Hendes sjæl besvarer hidkaldelsen af Lux."

Genevria var altså ikke et sprog. Det var et navn. Kvindens navn. Jack tav, da en snært af nysgerrighed kæmpede sig vej under Genevrias kølige udtryk.

"Lad Månens lys falde ind," sagde Jack og nikkede til en tjener, der indtil nu havde holdt sig helt ind til muren nær tronerne. Ved siden af ham sad en midaldrende kvinde og skriblede på et stykke papir. Hun måtte være sekretær eller noget. Tjeneren samlede sig, forundret over Jacks ordre, men trak alligevel i et reb, der satte forskellige bevægelser i gang, og et hul i loftet åbnede sig. I dette tilfælde var det månelyset, der væltede over mig i kaskader, men en skræmmende tanke om, at de her henrettede vampyrer under Solens lys, fik en bølge af ubehag til at skylle over mig. Jeg flyttede mig fra den cirkel, lyskeglen dannede omkring mig, men Jack tog et greb om min arm og placerede mig i stedet i centrum af lyset, hvorefter han trådte til side.

Da Genevria rejste sig fra sin trone, faldt kappen hende glamourøst, elegant og ikke mindst dramatisk over skuldrene og ned af hendes figur, der med ét så høj og dominerende ud, selvom kvinden på ingen måde kunne kaldes det førstnævnte. Lige som Jack virkede hun både gammel og skrøbelig samt ung og stærk på samme tid. Hun lignede en kvinde midt i trediverne, men hendes øjne så på mig med et forventningsløst og koldt udtryk. Som om hun havde set alt i verden, og som om Jack lige havde fortalt hende om sin fantasiven.

Hun trådte ned fra podiet, så kappen smøg sig over gulvet og fulgte hende trofast for hvert et skridt, hun tog mod mig. I sin ene hånd havde hun en stok i massivt guld, der gav et dunk og dertilhørende ekko for hver andet skridt. Under hendes fingre sad en funklende rød sten, hvis lys var betagende og nærmest sugede mig til sig. Jeg fornemmede en sær, fremmed følelse af begær.

Hendes knaldrøde læber skiltes ad og afbrød stenens virkning på mig. Hun hviskede hvislende på et sprog, jeg ikke forstod, men alligevel genkendte jeg ordene. Det var de samme fremmede ord, Eliyas havde sagt for mig den nat i månelyset foran mit vindue, hvor mit stressede, dog lykkelige liv blev taget fra mig, og jeg blev trukket ind i den her lortekrig. De mente ganske vist, at jeg måtte være nøglen til at afslutte alt til fordel for Ramon og vampyrerne.

Da det sidste ord forlod Genevrias læber og spredte sig i rummet som en giftig damp, svimlede det for mig, og det gik op for mig, hvad hun var i færd med. Hidkaldelse havde Jack kaldt det. Hvis hun så de lys, der om splitsekunder ville dukke op fra tippen af mine tæer og sno sig hele vejen til min pande, ville Jack have påvist, at jeg ikke var menneskelig. Det måtte ikke ske. Jeg lukkede øjnene, lukkede lyden ude og forsøgte at holde fast i alt, der var menneskeligt ved mig. Jeg tænkte på min familie, min far og min bror. De måtte være ude af deres gode skind af bekymring for mig. Hvor længe havde jeg været væk nu? En uge? To? De havde sikkert hængt mit billede op på reklamestolper, lygtepæle og gamle telefonbokse i byen. Jeg forestillede mig mit gamle, smilende jeg på en reklamestolpe downtown. I starten havde mit billede nok skilt sig ud i mængden af slidte reklamer og eftersøgningsplakater af både kæledyr og mennesker i alle aldre og former. Men efterhånden var farverne og blækket nok blevet slidt og udtværet af vind og vejr, og jeg var blevet endnu en forsvundet person i den ophobende bunke på en eller anden betjents skrivebord hos lokalpolitiet.

Mine håndflader blev varme, og jeg fornemmede lysene, der svagt begyndte at bryde frem under min tyndeste hud på underarmene. Det virkede ikke. Hvad var overhovedet menneskeligt ved mig? Min krop. Min krop var menneskelig! Jeg bekæmpede varmen, lysene bragte med sig, og fokuserede på at sanse kulden i lokalet, til jeg til sidst fik gåsehud. Jeg mærkede min puls, der med en hastig rytme pumpede mit blod rundt i min menneskelige krop. Jeg holdt vejret, mens jeg åbnede det ene øje på klem og så på min hånd. Intet. Jeg åbnede begge mine øjne og så stolt op og ned af min hud, min bare og mørklagte hud. Sejr.

Ud af øjenkrogen opfattede jeg Jacks før så forventningsfulde blik, der langsomt forvandledes til forvirring, vantro og til sidst kølig frustration. Mit blik var rettet stift mod Genevria den Mægtige, og jeg kunne ikke stoppe mig selv i udfordrende at løfte det ene øjenbryn. Var det alt, hun havde at byde på? Hun lod sig ikke mærke af mit rebelske blik, men rettede i stedet sin opmærksomhed mod Jack med ansigtet lagt i samme kølige folder som før.

"Jack," sagde hun og hvert ord, der fulgte, lød som et piskesmæld, "Har du noget imod at forklare, hvad vi ser på?"

Jack stod målløs og vidste ikke, hvad han skulle sige. Genevria benyttede hans tavshed til at fortsætte.

"Vi havde ellers forventet, at din tilbagevenden også ville medføre, at du ville indtage din plads her hos os. Men måske, vi skulle genoverveje den mulighed."

Hun lod det sidste ord flyde i luften, og gjorde ikke mine til atter at fortsætte. Hørte Jack til ved Genevrias højre hånd?

"Jeg er sikker på, at pigen er Hende," sagde han og slog armen ud i luften af frustration, "Det må være rummet her, der afskrækker hendes Sjæl. Det er praktisk taget Mørkets hjerte, vi for øjeblikket befinder os i. For ikke at tale om den dér."

Han slog hånden ud mod den røde sten og dens dragende skær, hvilken Genevrias lange, knoglede fingre viklede sig omkring. Hun så afmålt på ham med hagen lettere løftet.

"Fortsæt," sagde hun kortfattet.

"Jeg finder en måde at bevise det på, men det kan ikke være her," sagde han, hvorefter han tilføjede, "Du har mit ord på det."

Derefter tog han et fast greb om min arm og forlod salen med hastige, aggressive skridt, der tvang mig til at lunte efter ham. Da vi gik ud, funklede mine øjne af stolthed, og adrenalinen pumpede rundt i mit blod. Det var først, da den store dør faldt i bag os, at jeg udstødte klagende lyde over smerten, der udsprang fra hans hånd om min overarm, men han løsnede det ikke en millimeter.

Ikke længe efter befandt jeg mig igen bag lås og slå på den anden side af dør 412, og jeg satte mig på briksen med en berusende vished om, at jeg havde vundet mig selv mere tid og kunne beholde mit liv lidt endnu.

Efter det, der virkede til at være hundrede år, men i realiteten nok kun var en time, åbnedes den tunge dør til min private celle, og Eliyas' ansigt dukkede op i døråbningen. Hans læber var trukket op i et smil, der strakte sig tværs over hans ansigt fra øre til øre. Var han syg?

"Hvad er det, jeg hører om, at du, Amelia Strattford, en menneskepige, trodser de to mægtigste vampyrer i verdenen," sagde han, mens jeg strakte hals for at få et sidste glimt af verden på den anden side af dør 412, inden den lukkede sig bag ham, "Hvordan gjorde du det?"

Jeg rettede min opmærksomhed mod ham, og synet af ham overraskede mig. Dette var ikke længere den bekymrede Eliyas, der panikslagen havde siddet ved min side under mit astral-eventyr. Foran mig sad nu den jokende, flabede Eliyas, fri for bekymring. Den lille rynke, der ellers så ud til at have taget permanent plads mellem hans mørke øjenbryn, var forsvundet. Hans øjne viste oprigtig interesse, mens han så afventende på mig. Jeg kneb øjnene sammen og overvejede, hvorvidt det ville være klogt af mig at indvie Eliyas i, hvordan jeg havde afværget hidkaldelsen, men så tænkte jeg på, hvordan han var kommet Alonzo i forkøbet den aften, jeg mødte Ramon, og hvordan han modvilligt måtte se mig gå mod dækket. Ønskede han ikke, at de skulle vide, hvad jeg i virkeligheden var - hvem jeg var? Tanken om Alonzo og hans brændende krop og fortabte, kolde blik fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, og jeg måtte vække mig selv af min egen tankestrøm.

"Det er netop dét," lagde jeg ud, mens jeg studerede mine håndflader og omhyggeligt udvalgte mig mine næste ord, "Jeg er stadig en menneskepige. Når de hidkalder mig - min sjæl... Så er det hende, I kalder Lux, den guddommelige del af mig, der vil frem."

Jeg så op på Eliyas for at se, om han forstod, men han lod ikke til helt at fatte, hvor jeg ville hen. Jeg talte langsomt, fordi jeg end ikke selv forstod, hvad jeg ville sige, og jeg håbede bare, at Eliyas ville forstå. Han havde lagt hovedet på skrå og benyttede ikke min pause til at komme med nogle indskydelser eller kommentarer, så jeg blev nødt til at fortsætte.

"Jeg holdt fast i menneskelige mig. Min krop. Den blev født, den vokser op, og den vil blive gammel og engang gå hen og dø. Jeg ved ikke, hvad der så vil ske med jeres gudinde, men jeg ved, at der ikke er evigt liv gemt i min krop."

Jeg grinte lettere hysterisk. Jeg anede jo heller ikke, at jeg - eller min sjæl - var en gud, så det skulle heller ikke undre mig, hvis min krop ikke ville lægge sig til at dø nogensinde. Eliyas nikkede forstående.

"Har du ikke indset det endnu? Din krop er på sin hvis udødelig," sagde han med dæmpet stemme og glitrende øjne, "Har du aldrig undret sig over, hvorfor du ligner din mor på en prik - og hun sin, og så videre? Hvorfor du ikke har nogle af din fars træk?"

Jeg afværgede det med et skuldertræk. Hvis det, han sagde, var rigtigt - hvilket jeg for alt i verden ønskede, at det ikke var - så havde jeg været skyld i min mors død. Min far havde sagt, at hun lagde sig i barselssengen med frygt for ikke at rejse sig igen, og hun derfor havde sagt ham farvel inden, med ord om en forbandet blodlinje. Og hun havde til min fars evige ærgrelse ret i sine bange anelser. Jeg voksede op og lignede hende mere og mere. Billeder af hende på min alder lignede mig til forveksling. Jeg havde ikke taget min mors liv. Jeg var min mor. Hun var mig. Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke rumme de tanker, der strømmede igennem mig. Jeg rystede på hovedet. Måtte have luft. Svedige håndflader.

Det kolde dørhåndtag under mine fugtige fingre gav sig ikke, da jeg svimlende og desperat forsøgte at komme fri, og Eliyas' kolde hænder lagde sig fast og forsigtigt om mine skuldre.

"Du kan ikke forlade dit værelse," sagde han, "Det er for farligt. Du skulle nødigt gå gude-bersærk på de stakkels udødelige vampyrer derude."

Hans bemærkning fremkaldte et lille smil på mine læber, og jeg tørrede koldsveden af min pande, mens han fik mig ned at sidde på min briks.

"Jeg har et spørgsmål," sagde jeg tøvende og efterlod mine læber adskildt, mens jeg forsøgte at finde de rette ord.

"Ja?" Eliyas tog plads på briksen ved siden af mig, men var dog påpasselig med ikke at komme for tæt på.

"Jeg-" begyndte jeg, men fortrød og ændrede taktik, "Øh, Genevria... Hvem er hun? Hvad er hun for jer?"

Jeg så tøvende på Eliyas og holdt vejret, mens jeg inderligt håbede, at jeg ikke havde påkaldt mig hele vampyrracens vrede ved ikke at følge hendes fremmaning.

"Åh, hende? Hunde bare en gammel krage," sagde han med henkastet ligegyldighed, det fik mig til at ånde lettet ud. Men min sindsro varede ikke mange sekunder, "Hun sprang til for pladsen som Rådets overhoved, da Jack takkede nej til tilbuddet. Nu er kun vampyrernes leder - næstefter Ramon. Ingen af dem er vidst synderligt glade for dig lige nu."

Han skar ansigt og så på mig. Jeg stivnede, og fortrydelsen ramte mig tungt som et slag i baghovedet. Eliyas fornemmede min ubehag.

"Men hey - du er en gud. Hvad kan de lige stille op?" han lagde hænderne bag nakken og lænede sig tilbage mod væggen med et selvsikkert smil. Jeg sendte ham et olmt blik og åndede tungt ud.

"Jeg er en gud i en menneskekrop. Jeg er nemmere at slå ihjel end dig og din slags," min stemme steg frustreret en oktav eller to, og jeg stirrede ud i luften foran mig.

"Det siger nu ikke så meget," han smilte stadig i et åbenlyst forsøg på at få mig på bedre tanker. Det virkede ikke helt, men jeg satte pris på hans indsats og prøvede på at lade hans humør smitte af på mig, hovedsageligt for ikke at skade hans selvopfattelse, "Jeg er sværere at komme til tåls med, end du lige går og tror. Men jeg værdsætter dine høje tanker om mig." Nu sad han dér og spillede såret.

"Årh, hold op," sagde jeg og forsøgte mig med et lille smil, "Dit ego er mindst lige så svært at 'komme til tåls' med." Da jeg havde grint lidt over hans hånd, der børstede fantasiens snavs af hans skulder, tilføjede jeg: "I øvrigt - opfører du dig så ikke rimelig uprofessionelt taget i betragtning af, at du er i samme rum - ja, i samme seng som en gud?" Jeg hævede hagen i et forsøg på at udtrykke påtaget vigtighed, da et dunk ude fra gangen påkaldte sig min opmærksomhed ved at minde mig om hændelsen og mødet med Genevria tidligere.

"Hvad er der?" spurgte Eliyas og så indgående på mig, som forsøgte han at komme ind i mit hoved.

"Genevria-" begyndte jeg og så lidt ned, men længere nåede jeg ikke, før Eliyas sprang til.

"Åh, du tænker vel ikke stadig på hende," sagde han, "Hun rør dig ikke, før hun er sikker på, at du er Gudinden, og selv efter da skal Rådet først beslutte, hvad der skal ske. Du har masser af tid endnu!"

Han lyste op i et smil, og selvom det var hvidt og prangende, nåede det ikke hans øjne. Tvivlede han selv på sine ord?

"Nej, men," forsøgte jeg mig igen, "Hun havde den her stok. En stok af guld."

Jeg så op for at se, om han overhovedet vidste, hvad jeg talte om, og han nikkede bekræftende, før jeg fortsatte: "Under hendes hånd sad en sten. En rød sten. Den fik mig til at føle mig underlig - tiltrukket af den på en måde."

"Det er Mørkestenen," sagde Eliyas eftertænksomt, "Den blev fundet i krateret fra den komet, der bragte Mørket med sig hertil, og siden har den hørt til vampyrerne. Der er nogle, der siger, at den er nøglen til vampyrernes udødelighed, og det er derfor, at den har været i overhovedets besiddelse siden den blev fundet. Men det tror jeg ikke på. Man har jo heller ikke ligefrem kunne teste den teori, ha! Den har dén virkning på alle, der ser direkte på den. Men jeg havde egentlig ikke forventet, at du også ville blive påvirket... Der kan man bare se."

Den nat sov jeg uroligt. Jeg var fanget i et spind af tomhed og mørke for dernæst at vågne badet i sved. Stenens røde lys hjemsøgte mig. Jeg drømte, at jeg faldt mod en endeløs død i den rødglødende intethed.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...