Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13896Visninger
AA

25. FEMTE DEL

Min ryg havde klaget hele natten. Briksen var hård og led at ligge på, og min krop var lykkelig, da min bevidsthed endelig gav efter for udmattelsen. Til min ærgrelse varede øjeblikket umådeligt kort, og som en sæbeboble bristede den bekymringsfri søvntilstand ved lyden af noget, der afbrød min søvn som et tog, der først kommer futtende på lang afstand, men pludseligt rammer med et bang. Lyden var et skrig. Et dødsskrig. Det var højt og hjerteskærende og flåede mig ud af min søvntilstand. Jeg satte mig op på sengebriksen. Var det min konstante paranoia, der spillede mig et pus? Jeg hørte råb og postyr fra gangen, og noget tungt ramte min dør. Det gibbede i mig og jeg sad helt stille. Jeg kunne kun se de udviskede konturer af det lille, firkantede rum, for her var ikke blevet tændt noget lys. Råbene fortsatte fra gangen og søvndrukkent fik jeg kæmpet mig op at stå. Jeg måtte ud herfra. Jeg slog og sled i døren af alle mine kræfter, men døren rokkede sig ikke. Jeg stivnede, da jeg mærkede en sært varm og våd fornemmelse mellem mine bare tæer. Med et gisp trådte jeg tilbage og så på gulvet, hvor jeg havde stået. En mørk plamage bredte sig langsomt og dystert gennem sprækken under døren. Var det blod? Jeg måtte virkelig væk herfra. Jeg begyndte at råbe af mine lungers fulde kraft.

Mellem den hule lyd af mine bank og spark og fortabte råb hørte jeg sære, svirpende lyde, jeg ikke kunne sætte ord på. Mine råb faldt i med mængden. Jeg sukkede og sænkede mine arme. Der lød tilsvarende råb ude fra gangen, hvilket gav mig følelsen af, at min kamp med døren var forgeves. Fra sprækken over døren begyndte en tyk damp at sprede sig, og den bitre lugt af røg ramte mine næsebor. Jeg måtte virkelig ud herfra. Og det skulle være i noget af en fart.

Jeg flåede tæppet væk fra briksen og sparkede et af sengebrædderne af, hvilket resulterede i 1) at jeg fik en flænge eller to fra min hæl op mod læggen og 2) at brættet delte sig i to, hvoraf det ene udgjorde det bedste slagværktøj og våben indenfor min rækkevidde. Velvidende om at jeg var ved at bryde ud af mit værelse for at bryde ind i den blodige kamp, der foregik på den anden side af dør 412, begyndte jeg at hamre mod låsen af alle mine kræfter.

Da døren svingede op kom det bag på mig, og jeg måtte springe til siden for ikke at blive ramt, mens både røg og flammeskær kastede sig ind i rummet. Min sejr over døren udløste et triumferende smil, der dog hurtigt blev erstattet af en helt anden følelse: Ren og skær frygt. Det var ikke mig, der havde fået døren op. Gennem den tykke røg så jeg først kun en skikkelse, og truslen fik mig til at løfte brættet i forsvar. Men det var ikke bare en skikkelse. Det var Eliyas. Han vaklede ind på værelset og forsøgte at ligne en, der ikke var i smerte. Kunne han være i smerte? Kunne vampyrerne overhovedet mærke? Selv da Alonzo brændte op, fortrak han ikke en mine. Jeg måtte synke en klump og rystede det indre billede væk.

”Eliyas?” var det eneste, jeg kunne lukke ud. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Om jeg skulle gå over og støtte ham; sige trøstende ord; eller i det hele taget bare få røven med mig ud af den brændende bygning. Som han kom nærmere, kunne jeg se ham bedre, men ved det næste skridt, han tog, faldt han sammen for fødderne af mig.

”Eliyas!” Jeg var mit eget ekko, mens jeg faldt på knæ ved siden af ham, og brættet faldt til jorden sammen med mig.

”Jeg har det fint,” gryntede han, og forsøgte at hæve sig på sine arme, ”Jeg er bare blevet ramt af Amors pil.”

Og ganske rigtigt stak enden af en pil ud af ryggen på ham. Fjerene var blålige, og en rød plamage havde allerede spredt sig over hans T-shirt. Jeg gispede ved synet, hvilket blot resulterede i et ret voldsomt hosteanfald. Røgen var blevet tykkere herinde, og jeg rakte ud for at skubbe døren i – på trods af at jeg ellers lige havde kæmpet en brav kamp for at få den op – i håbet om, at det kunne holde flammerne på afstand og vinde os nogle få dyrebare minutter.

”Ha, ha,” sagde jeg falskt, ”Meget morsomt.”

Jeg så på pilen, hvor den havde fundet sig vej ind i hans kød, og skar ansigt. Løftede hænderne for at handle, men lod dem hænge i luften kort fra hans krop, da jeg simpelthen ikke anede, hvad jeg skulle stille op med dem alligevel.

”Hvad skal jeg gøre?” spurgte jeg stille og prøvede at trække vejret så lidt som muligt for at undgå så meget røg som muligt.

”Jeg kan ikke selv nå den,” sagde han og så op på mig fra sin halvt liggende position på gulvet, ”Du skal trække den ud.”

”Men skal man ikke tage sådan en ud på den anden side?” spurgte jeg og tænke på utallige Hollywood-cowboy-og-indianerfilm, hvor indianernes pile skulle trækkes hele vejen igennem for ikke at forværre skaderne.

”Den er ikke gået hele vejen igennem.” Eliyas skar ansigt og gryntede i smerte. Hvordan kunne en simpel pil overhovedet skade en vampyr sådan? Måske var de langt mere sårbare end jeg ellers havde fået indtryk af. Igen ramte et billede af Alonzo mig: Jeg bankede på hans brystkasse og flåede i hans hud for at få ham væk fra mig, men lige lidt havde det hjulpet, mens han nær havde suget mig tør for blod. Mit hjerte hamrede afsted og jeg gispede – og hostede så – mens det atter var Eliyas, jeg så foran mig.

”Okay,” sagde jeg og forberedte mig selv på den smerte, jeg om lidt ville påføre Eliyas. Jeg viklede mine fingre omkring pilen, helt tæt ved hvor den brød med hans hud, og placerede min anden hånd med godt spredte fingre ved siden af. Det gibbede i ham, og jeg skar ansigt, da jeg vidste, at min berøring gjorde ondt på ham. Jeg bed tænderne godt sammen, da det gik op for mig, at det, jeg var i færd med, ville forvolde ham ubeskrivelig smerte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...