Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13898Visninger
AA

7. ANDEN DEL

Da jeg atter var klar nok i hovedet til at øjne øjnene, lå jeg på en blød sofa i et rum victoriansk af udseende. Alle møblerne var af træ og udsmykket med sirlige udskæringer, hvor det end passede ind. Og var det ægte guld, olielamperne var lavet af? Og hvad med lysestagerne, hvis stearinlys kastede flakkende lys rundt i hele rummet?

   Jeg ville sætte mig op, men jeg var nødt til at bide smerten i mig først. Alle mine muskler gjorde ondt, som havde jeg løbet et marathon. Jeg tog mig til halsen, hvor jeg kunne mærke to små runde sår med cirka to centimeters mellemrum. Nu var jeg også mærket som pigen, der var kommet til mig i mit fangerum.

   Det gik op for mig, at mine hænder ikke længere var bundet. Mine håndled sved og var omkranset af en lyserød ring af slidmærker efter rebet.

   Jeg begyndte at kunne høre højrystede stemmer. De var for langt væk, til at jeg kunne tyde ordende, men de kom nærmere. En af dem var den blonde vampyr, og han lød bestemt ikke glad.

   ”Fortæl mig sandheden, Jack!” råbte han, ”Jeg så hendes mærker!”

   Manden, han talte til – Jack, som den blonde havde kaldt ham – svarede noget mere lavdæmpet, og jeg kunne endnu ikke høre det.

   ”Det er umuligt,” sagde stemmen, jeg kendte, ”Der er gået mere end tusind år!”

   ”Det er ikke umuligt,” svarede Jack roligt, ”Og du siger jo selv, du har set det. Det er mere, end jeg ved.”

   ”Men hvis hun er Ramons–”

   ”Shh!” Jack afbrød ham. Nu var de lige udenfor døren til rummet, jeg sad i, ”Ikke så højt.”

   Der lød et klik, da en nøgle blev drejet i låsen, og døren blev skubbet op. Ind kom de to mænd. Jack var ikke så høj, men han så troværdig og alvidende ud. Hans hår var mørkt og halvlangt. Det øverste var samlet i en hestehale bag på hans hoved.

   ”Åh, du er vågen,” sagde han, ”Godt.”

   Den blonde vampyr brugte sin super-klamme-vampyrkraft-fart til at nå over til mig, og jeg dækkede mit ansigt med mine underarme i forsvarsposition.

   ”Eliyas!” sagde Jack, ”Pas på hende, hun er ikke vandt til den slags.”

   Han gik roligt over og satte sig ved sit skrivebord, mens den blonde, Eliyas, trak sig tilbage til et hjørne af lokalet og satte sig på en sofa, hvis puder var dækket med smukke broderier i guldfarvede tråde. Her støttede han hovedet med den ene arm på armlænet og så eftertænksomt på mig med en finger på læberne.

   ”Hvordan har du det, Amelia?” spurgte Jack roligt. Han så ikke på mig, men lagde den sølvfarvede nøgle i en guldbelagt, lille medaljon, der så ud til at være til en halskæde. Men puden indeni havde et hul, der akkurat passede med, at nøglen kunne ligge der.

   Jeg kneb et kort øjeblik mine øjne mistroisk sammen. Hvor kendte de mit navn fra? Men det var vel ikke så mærkeligt. Det lød til, at de vidste mere om mig, end jeg selv. Hvor besynderligt, det end lyder.

   ”Underligt,” svarede jeg stille med en rusten stemme.

   ”Ja, det er meget normalt,” svarede Jack, men Eliyas fortsatte.

   ”Væsken, der var i sprøjten, boostede din production af blodceller, så du hurtigt ville komme dig.”

   Jeg så tavst på ham. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle stille op. Hvad sagde man efter at være blevet kidnappet og derefter næsten spist af vampyerer – der for resten fandtes i virkeligheden – for ikke at glemme det faktum, at hele ens krop kunne lyse op? Det var noget rod, det hele. Jeg ville hjem.

   Men hjem var langt fra her. Hvorend her så var.

   Det gik op for mig, at jeg stadig stirrede på ham, og jeg så ned på mine hænder. Studerede brændsårene om mine håndled. Hvorfor havde han kidnappet mig? For derefter at rede mig fra en af hans egne?

   ”Alonzo havde ellers godt fat i hende,” sagde Eliyas og så fra mig til Jack. Han tav og ventede svar fra Jack, men Jack havde bøjet sig over et søkort, der så ud til at dække hele skrivebordets overflade. Ved siden af ham lå et kompas og noget, der lignede en passer til at lave cirkler med.

   ”Hm,” mumlede Jack fraværende. Han samlede dét, jeg havde konkluderet, måtte være en passer, op og begyndte at bevæge den over kortet. Benene på passeren var spredt og det lignede, han talte skridtene fra ét punkt til et andet.

   Det knagende træ og bølgernes brusen var det eneste, der kunne høres. Og selvfølgelig tankerne, der igen var i færd med at drukne mit hoved. Spørgsmålene var mange, og de pressede sig med ét på. Men jeg havde ikke lyst til at tale med dem. De var ikke som jeg. De var farlige, ukontrollerbare væsner. Som dræbte mennesker. Kunne man kalde dem kanibaler? Nej, det kunne man vel ikke. En kanibal var defineret som en, der spiste en anden af sin egen art. Og skulle man tro myter og historier, var vampyrer ikke længere mennesker.

   Det var Jack, der brød stilheden: ”Vi har endnu tre dages sejllads, før vi bryder gennem porten,” sagde han eftertænktsomt, ”og derefter yderligere to døgn, før vi når til havns i le port d’Barion.”

   Porten?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...