Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13894Visninger
AA

39. 7.4

Tidligere: De fire mennesker, Silicia og Amelia - med dæknavnene Cia og Am -  og brødrene Edam og Adar, har sat næserne efter en går ejet af medmennesker, hvor de satser på at kunne få fyldt op med proviant til rejsen. På vejen derhen bliver Amelia hidkaldt i form af Lux, og det viser sig, at det er hendes gamle ven, Eliyas, der prøver at kontakte hende. Hun tager på astralrejse og finder ham, og det viser sig, at de måske var lidt mere end gamle venner. Rejsen bliver dog kort, og hun er hurtigt tilbage i sin krop.

 

7.4

Vinden susede for mine ører og noget blev ved med at kradse mig på mine arme, ben og i mit ansigt. Jeg slog blikket op og så den forglemmigej-blå himmel. Solens stråler ramte mig i korte øjeblikke, når der var hul igennem bladene over mit hoved. Det var bladene, der piskede over min bare hud. De var lange og smalle, men jeg ænsede ikke nogen smerte. En berusende glæde susede gennem min krop som adrenalin, og jeg løb og løb, alene af den grund, at jeg havde det sjovt. Jeg var glad og grinte fjollet for mig selv, mens jeg fløj afsted mellem rækkerne af majsplanter, der i sin størrelse virkede som en flere hundrede år gammel skov. Men det var ikke usædvanligt høje majsplanter – det var mig, der var lille. Jeg kunne se lys gennem bladene foran mig nu, og snart efter brød jeg ud af majsplanterne ud i det åbne. Jeg vidste lige, hvor han var, og jeg sprang lige op i hans arme. Han kunne give de bedste bjørnekrammere. Over hans skulder så jeg vognen fyldt med modne majskolber, som jeg vidste, han havde brugt hele dagen på at udvælge.

"Majs!" udbrød jeg, "M-A-J-S, majs!"

Jeg pegede stolt på majskoblerne, da han satte mig ned på jorden efter omfavnelsen. Jeg begyndte i skole i sidste uge, hvor vi havde lagt ud med alfabetet, og i dag havde vi øvet skrivning med kortere ord, hvoraf det ene var majs. Jeg havde gået hele vejen hjem og stavet det for mig selv: M-A-J-S majs, M-A-J-S majs, havde jeg mumlet igen og igen. Jeg så op på min far og rettede min ryg - nøj, hvor var jeg stolt. Jeg havde ikke nogle brødre og søstre som alle de andre ovre i skolen, ingen mor til at smøre min madpakke. I stedet var det Calpurnia, der hjalp til med at holde vores hus. Hun boede i den anden ende af byen, med alle de andre af hendes slags, og hun gik hele vejen her over hver morgen og hele vejen hjem igen hver aften. Men hun klagede ikke. Husarbejde godt arbejde, ville hun svare med sin underlige måde at tale på, hver gang jeg spurgte, hvordan hun dog klarede at gå så langt hver dag.

Min far smilte og så ned på mig, idet han tog fat under mine arme og løftede mig op på arbejdshesten, der tålmodigt stod og ventede foran vognen med majskolber. Synet af hans smilende ansigt fik en klokke til at ringe, og jeg slog øjnene op.

 

Jeg vågnede i halmen på toppen af laden. Det havde været aften, da vi nåede frem til den gård, Edam havde fortalt os om, og kort efter mørkets frembrud bankede han på hoveddøren. Da døren blev åbnet, havde vi alle stirret lige ind i løbet af en riffel, der pegede på os i forlængelse af en gråhåret mands næse.

”Sir!” sagde Edam bestemt men nervøst, samtidig med at hans arme skød til vejrs og alt, han havde båret på, faldt til jorden med et brag, ”Vi er Helens nevøer, sønner af Lynn Meridia. Adar Meridia og Edam Jaysdale. Og det her er Am og Cia," tilføjede han med et nik med hovedet til højre for sig, hvor Silicia og jeg stod med panikken malet i ansigtet. Manden gryntede som svar og sænkede sin riffel, hvorefter han tog sig tid til at give os hver et langt blik. Som om han forsøgte at læse vores sjæl.

”Harrold, flyt dig,” lød det fra en rusten stemme bag ham, og en lille kvinde med sløvhvidt hår puffede til ham, hvorefter hun tittede frem ved siden af ham i døråbningen, ”Lille Edam, hvor er du vel nok blevet stor. Kom nu med ind, I ligner alle nogle, der godt kunne trænge til at sidde ned og sunde jer med en kop af Agnes’ hjemmelavede urtete. Agnes er mig, forresten. Og det her er min mand, gamle Harrold. Sikke søde I alle sammen ser ud. Hvor er det dog spændende at få gæster.” Og sådan tøffede hun igennem den smalle gang med et greb i Edams underarm. Agnes og Harrold gik med til at vi arbejdede for kost og logi, og dagen i dag skulle tilbringes med at hjælpe dem med høsten.

Jeg vente mig i høet for at sove videre, men fik med det samme et halmstrå i det ene næsebor. Det fik mig til at spile øjnene op, og jeg brød ud i et ustyrligt nys. Jeg kastede et nervøst blik på de andre, bange for at jeg havde vækket dem, og til min fortrydelse havde Adar hurtigt sat sig op og kiggede nu på mig med store øjne.

”Endelig!” udbrød han og hans ansigt lyste op, ”Jeg har været vågen i flere timer! Kom, lad os gå over til Agnes og Harrold og se om de er vågne.”

Adar trak mig efter sig over mod hovedhuset, og jeg fik i lyset fra skumringen øje på den nærmeste mark. En majsmark. Det gik op for mig, at det ikke havde været en drøm. Men et minde. Jeg mindedes mandens smil med en følelse af deja-vu. Jeg kunne genkende ham fra et gammelt fotografi, der havde ligget i en kasse, min morfar engang havde hevet ned fra loftet for at vise mig billeder fra min mors barndom.

”Hvem er det?” havde jeg spurgt, da jeg gravede billedet ud fra bunken. Han stod ved siden af en vogn med et læsfuld majskolber på ladet. I hans ene hånd havde han fat i tøjlerne på en stor hest, og i den anden knugede han en lille piges hånd.

”Det er din mors oldefar og mormor. Det må så være din tipoldefar og oldemor. Han ejede en gård, og hele staten Kentucky kendte til hans udsøgte majs. Det er da pudsigt, som du ligner din mormor her, hva’?”    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...