Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13874Visninger
AA

38. 7.3

Tidligere: Amelia og Silicia er sluppet helskindet fra vampyrene, og nu har de slået sig sammen med de to brødre Edam og Adar om det fælles mål at undgå vampyrerne. Men maden er ved at være knap for de fire mennesker, og ingen ved, om der er mad til ugen ud. Lige inden Amelia går i seng, oplever hun et nyt vejrfænomen: Sne om sommeren, og Edam forklarer, at det er en hændelse, der sker oftere og oftere, siden vampyrernes tiltagende magt.

 

7.3

Jeg vågnede brat, da en ulidelig smerte kastede sig over mig i bølger. Jeg genkendte denne følelse. Sidst, det var sket, havde min sjæl forladt min krop, og i næste sekund havde jeg fundet mig selv i en mørk gyde foran et barn. Min mave krampede, mine lunger virkede ikke til at ville tage imod luft, og mit hjerte hamrede uregelmæssigt af sted. Jeg kneb øjnene i og gryntede lavmeldt af smerte. Jeg måtte ikke vække de andre, det ville afsløre mig. Jeg var nødt til at bekæmpe det. Jeg spændte hver en muskel af min krop, men alligevel spredte en følelsesløs fornemmelse sig fra mine fingre- og tåspidser. Til sidst var jeg følelsesløs i hele kroppen, og jeg var tvunget til at give slip. Min bevidsthed rev sig løs, og jeg svævede nu under tipiens tag, hvorfra jeg hørte Silicia bande for sig selv.

"Pis, Amelia," sagde hun mens hun gav min kind et par små slag. Som ringe i vandet lyste min krop op i velkendte mønstre fra hendes berøring, og hun sukkede irriteret. Hun tog et fast greb om mine ankler, og jeg så hende kæmpe med at slæbe min krop ud derfra. Hun tænkte det samme som mig: Brødrene måtte for alt i verden ikke se mig sådan. Netop som hun lod mine ben falde til jorden med resten af min krop bag nogle buske udenfor tipien, stak Edam hovedet ud.

"Cia, hvad foregår der?" sagde han og sænkede den pil, han havde spendt ud på buen i tilfælde af fare.

"Ikke kom herover!" råbte hun med sin lyse, paniske stemme og viftede med hænderne foran sig for at afværge ham, "Øh... Jeg har bare lige nogle pigeproblemer, vi lige skal have styr på," Silicia rettede sig op og kløede sig i nakken, mens hun grinte nervøst, "Bare læg dig til at sove igen, vi har det hele under kontrol."

Edam slog øjnene ned ved ordet pigeproblemer og stammede forlegent, "O-Okay. Øh... Råb højt hvis I har brug for hjælp. Jeg er – øh – lige herinde."

Duknakket skyndte han sig tilbage under tipiens skjul, og Silicia bøjede sig over min krop.

"Amelia," hviskede hun, "Kom nu tilbage."

Jeg forsøgte ihærdigt, men jeg var allerede ved at blive trukket væk.

Lux

Navnet havde omringet mig.

Lux, Lux

Jeg famlede i blinde efter noget et hægte mig fast ved. Sidst jeg havde modstået hidkaldelsen, var det min menneskelighed, jeg havde klamret mig til, og jeg forsøgte nu at huske følelsen af blodet i mine årer, hjertets banken i min brystkasse. 

Lux

"Amelia, kan du høre mig?" Det var ikke Silicia. Det var en af stemmerne.

"Amelia"

Hvem ville hidkalde Lux ved at kalde på mig? Hvem kendte mit navn? Jeg kastede et sidste blik på Silicia, og på trods af hendes panik valgte jeg at følge kaldene. Jeg så til, mens de lysende mærker, der dækkede min livløse krop, blev svagere og svagere og til sidst bare lignede blå blodårer under papirtynd hud. Jeg lod tågen omslutte mig, som jeg havde gjort på skibet, dengang en lille pige tilsyneladende havde hidkaldt Lux. Målrettet fulgte jeg den svage, kaldende stemme, og gradvist blev det til en regelmæssig messen, en stærkere, mere insisterende stemme.

"Amelia," kaldte stemmen. Det var en stemme, jeg kendte, men jeg kunne ikke sætte et navn på. Da tågen lettede omkring mig befandt jeg mig i et mørkt lokale, kun oplyst af en lille olielampe, der stod på et gammelt skrivebord af træ. Det var et lille rum, kun møbleret med skrivebordet og det, jeg ville kalde et antikt spejl i tre dele. Men det var ikke det, der fik mig til at gispe. Bag skrivebordet i olielampens bløde skær sad Eliyas. Han lignede en, der ikke havde sovet i en uge, og hans skæg havde ligeledes fået lov til at gro, som det ville. Han lignede en vildmand med det utæmmede skæg og det pjuskede, blonde hår, og han var iført en plettet, hvid skjorte, der var alt for stor til ham, og som han kun havde haft overskud til at knappe halvt. Han sad med fingerspidserne trykket mod tindingerne og øjnene knebet i.

"Eliyas!" udbrød jeg stakåndet og faldt på knæ foran skrivebordet af begejstring. Jeg greb efter hans hånd, men jeg mødte ingen modstand. Det var, som om jeg ingen hånd havde at gribe med. Men jeg havde ikke tid til at undersøge det nærmere. Jeg så op under hans bøjede hoved i søgen efter hans ansigt. Overrasket løftede han hovedet ved lyden af sit navn.

"Det virkede," hviskede han stille, "Amelia, er det dig?"

Han så undrende på mig. Ja, selvfølgelig var det da mig, men det var underordnet at bekræfte ham i det nu.

"Gudskelov at du er uskadt," fik jeg famlet mig frem til. Hver gang tanken om Eliyas og hans skæbne efter slaget mod englene havde strejfet mig, havde jeg tvunget den væk. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne finde på, hvis først jeg dvælede ved tanken.

"Du er," sagde han langsomt, mens hans øjne vandrede fra mit ansigt langs mine arme til mine hænder og tilbage igen, "Du er Lux."

"Det ved du da godt," sagde jeg og rynkede undrende øjenbrynene.

"Nej, jeg mener," sagde han og manglede et kort sekund ord, "Du er ikke dig. Du er ikke Amelia. Du er kun Lux."

Hans blik vandrede stadig, og det begyndte at føles en smule ubehageligt, som han bare sad dér og stirrede med tabt kæbe og store øjne. Langsomt rejste jeg mig op, og bange for, hvad jeg ville se, vendte jeg mig mod spejlet. Det syn, der ramte mig, var ganske fremmed. Det var en underlig følelse. Ikke at kunne genkende sit eget spejlbillede. Det, jeg så, var knapt nok en krop. Jeg havde menneskelige former. Lange lemmer, der ganske vidst mindede om ben og arme. Men jeg havde alligevel ingen form. Det var som om min 'krop' nu udelukkende bestod af de mærker, der havde lyst min rigtige krop op, før jeg havde forladt den. Nu var jeg kun Lux, som Eliyas havde formuleret det. Jeg var min sjæl i dens rette form. Jeg bestod af sirlige lys, der snoede sig op og ned ad arme og ben, der ikke var der. Og mit ansigt. For det første, var det omgivet af en vægtløs, gaslignende masse, der lyste, og udsprang af min hovedbund. Det lignede lange flotte hollywoodlokker, der blev blæst til alle sider af en perfekt vind. Mine øjne havde samme farve som normalt, men de lyste, og der var ingen pupil. Faktisk var der ingen øjenæbler. Kun to mandelformede, grønne lamper. Mine ansigtstræk bestod af sirlige linjer og prikker, og dér, hvor min pande ville have været, var en cirkel med en prik i midten. Det genskær, jeg havde set i pigens øjne sidste gang, jeg havde været på astralrejse, var ikke fra min krop, der var belyst, men det lys, der udgjorde mit krop. 

"Wow," sagde jeg, efter at jeg havde betragtet mig selv i flere minutter på meget narcissistisk vis.

"Ja, du er i hvert fald noget af en mundfuld," grinte Eliyas, der så ud til at have genvundet sit kæphøje jeg ovenpå chokket. Han rejste sig fra stolen og gik om på den anden side af skrivebordet, hvor han ganske nonchalant lænede sig op ad det.

"Det er helt sikkert besværet værd," gav jeg igen og smilte – eller prøvede på det. Det var ikke til at vide, hvordan det så ud i den her tilstand, "Bare vent. Et venskab med en gud skal nok vise sig at have sine fordele."

Han smilte og så på mig et sekund, hvorefter glæden i hans smil afblomstrede. Han lagde hovedet på skrå uden at fjerne sit blik fra mig.

"Hvordan har du det? Er du hos Englene?"

"Englene? Nej nej, Silicia hjalp mig med at flygte fra Barion. En af dem angreb mig i uvidenhed, men hun reddede mig. Hun gemmer på en del mere mod og styrke end hun lige ser ud til," jeg grinte et øjeblik og mindedes scenen i gyden, hvor englens sværd havde været sekunder fra at gennembore mit hjerte. Mærket havde han kaldt mig, og han troede sikkert, at han var i færd med at skåne mig fra et liv i vampyrernes greb. Hvad mon der var blevet af min sjæl, hvis han havde dræbt mig? Havde jeg strejfet rundt sådan her i al evighed? Eller ville jeg blive som Ramon? "Hvad sker der, hvis de finder mig?"

En del af mig håbede, at jeg ville finde dem. De var trods alt mit folk. Eliyas trak på skuldrene.

"Det er ikke til at sige. De vil finde styrke og håb i dit nærvær. Måske ender krigen, eller måske udrydder de alt ondt i det godes navn. Men ser du, så vil der være mere ubalance i verden, bare til den anden side. Der er intet godt uden ondt."

Det sidste lød som noget han citerede fra en gammel lærerbog. Det, han sagde, var selvfølgelig bare grublerier, men det var gætværk med hold i, og jeg frygtede, at englene ville begå massemord og dræbe alt, hvad der nogensinde havde rørt ved en vampyr. Alle vampyrer, og alle 'mærkede' mennesker, så der til sidst kun var godt tilbage i verden. En tanke slog ned i mig.

"Er det derfor, de ville dræbe dig – vampyrerne altså – hvis de vidste, at du var halvt engel? Fordi de ikke tror på, at man kan have både godt og ondt i sig?"

Han nikkede tavst og gik om bag mig med blikket rettet mod vores spejlbillede. Bag min egen refleksion så jeg hans sorte vinger spredes. Som en krage med blanke, sorte fjer, men rank og elegant.

"Vi er noget af et syn," sagde han og så forundret på os. Jeg vendte mig mod ham og så mod de ikke-synlige vinger. Derefter så jeg op mod hans ansigt. Hans fortryllende smukke ansigt. Havde jeg haft en mave lige nu, havde jeg kunne mærke suset og sommerfuglene. Men jeg havde ingen problemer med at føle spændingen alligevel. Han løftede hænderne og jeg lukkede øjnene og ventede på at mærke et fast, men blidt greb om min kæbe, men da jeg ikke mærkede noget, åbnede jeg dem igen for at se, om han havde ændret mening. Det havde han ikke, men hans hænder gik lige igennem mig. Jeg var uorganisk – ikke andet end lyspartikler, der bevægede sig lige omkring hans organiske lemmer og gjorde mig urørlig. Et skuffet udtryk skyllede over hans ansigt og jeg sukkede vemodigt. 

"Hvis jeg kunne, havde jeg kysset dig," hviskede han stille, næsten uhørligt, men jeg forstod. Hvis jeg havde en krop, ville jeg have følt varmen, og lige nu var jeg glad for, at jeg ikke havde et hoved, der kunne blusse op som en tomat. Jeg smilte og håbede, at han kunne se det, mens jeg løftede min hånd mod hans kind. Jeg kunne ikke mærke hans kolde ud, men bare det, at han vidste, at jeg ville røre ham, hvis jeg kunne. Gestussen bragte et bredt smil over hans læber.

Jeg ville ønske, at dette øjeblik kunne vare for evigt, men i samme øjeblik bankede det på døren, og glæden i Eliyas' ansigt ændrede sig til panik. Det var en panik, jeg delte, for hvem end, det var, der ville ind, måtte ikke se mig sådan her. Jeg tænkte hurtigt. Hvordan var jeg blevet revet væk sidst?

"Et øjeblik!" råbte Eliyas til sin gæst, der bare svarede med endnu mere insisterende banken, og Eliyas hviskede: "Hvad gør vi?"

"Flammen!" Det gik op for mig, at jeg var blevet revet væk fra pigen i gyden, da stearinlyset var gået ud, "Du er nødt til at slukke olielampen. Ellers tror jeg ikke, jeg kan komme tilbage til min krop."

I et splitsekund var Eliyas ovre ved skrivebordet med fingrene om den lille drejeknap, der styrrede vægen i olielampen.

"Pas nu på dig selv, Amelia," sagde han, men jeg var ikke klar. Jeg tog et par hurtige skridt over imod ham, ville have bedt ham om at vente, men han kvalte ilden, før jeg nåede at åbne munden. Idét håndtaget blev trykket ned, og døren svingede op, havde tågen allerede omsluttet mig, og snart blev jeg slynget tilbage i intetheden. 

Gispende slog jeg øjnene op og satte mig med albuerne som støtte. Silicia så ud til at være faldet i søvn over mig, og hun vågnede med et chok.

"Amelia! Gudskelov, jeg turde slet ikke tænke på, hvad der var sket med dig! Hvor har du været?" Ordene forlod hendes mund så hurtigt, at det næsten forekom mig som et fremmed sprog. Jeg rystede lamslået på hovedet.

"Du vil næsten ikke tro det," begyndte jeg, hvorefter jeg fortalte hende det hele. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...