Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13898Visninger
AA

37. 7.2

 

Tidligere: Amelia og Silicia er flygtet fra vampyrernes hovedsæde i Barion, og midt ude i ingenting møder Amelia de to brødre, Edam og Adar. De fire beslutter sig for at følges ad, og måske er der nogle værdifulde venskaber forude.

 

7.2

"Vi er ved at løbe tør for proviant," sagde Edam, mens han med rynkede bryn forsøgte at regne ud, hvor mange dage den smule brød, vi havde tilbage, kunne række for fire mennesker. Vi havde gået i tre dage, og nu var solen ved at gå ned bag horisonten i dette fremmede land for fjerde gang. Mine hjernerystelsessymptomer var så småt ved at fortage sig, og mit hoved var ikke længere omtåget, om end jeg tror ikke, jeg ville kunne genkalde mig den vej, vi var gået, om det så gjaldt mit liv. Jeg rykkede tættere på det gnistrende bål, da tusmørket bragte en varslende kulde med sig. Adar havde med en hjemmelavet fælde fanget et egern, som jeg nu sad og stegte over bålet med en knurrende mave. Egernet var ikke nok til at mætte én person, og vi var fire om at deles.

"Der ligger en menneskegård i nærheden, omkring en dags rejse herfra. Der kan vi arbejde til gengæld for mad og ly for en nat eller to," sagde Edam og stoppede for at høre min mening.

"Mhm," svarede jeg fraværende. Jeg sad og betragtede Silicia, der forsøgte at lege med på et eller andet spil, Adar var ved at lære hende. Han grinte, hver gang hun trak et blad eller en kvist, der tilsyneladende var helt forkert, og hans grin varmede mit hjerte.

"Ejerne er venner med vores moster, så de vil hjælpe os, og... Am?"

"Jeg har også en lillebror," sagde jeg efter nogen tavshed uden at flytte blikket fra Adars smilende ansigt. Jeg tav igen uden at tilføje mere, mens mine tanker fløj tilbage på min egen bror. Mike. 

"Hvor er han nu?"

Jeg trak på skuldrene og flyttede langt om længe blikket fra drengen. I stedet lod jeg min bevidsthed synke ind i flammerne foran mig. Da jeg forsvandt, havde han været på fodboldlejr, men han var for længst kommet tilbage nu. En stemme brød ind i mine tanker.

Heldigt for hende, at hendes bror ikke var hjemme

Den skærende stemme med en hånlig undertone fremkaldte et minde om en solsveden kvinde med lyst hår og stirrende, blå øjne. Amira. Det var, som om jeg kunne se hendes onde smil i flammerne. Et smil, der afslørede hendes svagt spidse hjørnetænder.

Han var ellers lige til at spise

Jeg gøs.

"Her," sagde Edam og trak mig tilbage til nutiden. Han rakte mig et skind, som jeg viklede omkring mig. Nattekulden var ved at tage fat, og det så ud som om, at det var ved at trække op i det fjerne.

"Hun har et åbent sind," sagde Edam og kiggede mod Silicia og Adar. Jeg nikkede.

"Cia har en ren sjæl på trods af alt." Ordene kom stille fra mig mens jeg tog mig til de lyserede ar, jeg havde erhvervet mig om håndleddene efter at have været bundet under skibsdækket i jeg-ved-ikke-hvor-lang-tid, mens Silicia trofast havde bragt mig mad og vand hver eneste dag, "Hun er min klippe, kan man vel sige. Jeg tror ikke, hun har kendt et anderledes liv."

"Det er da noget af en indsigt, du har," smilede han, "Man skulle næsten tro, du havde evner som en Oprindelig Engel."

Jeg grinte uden at forstå joken. En oprindelig engel? "Ha! Jeg har aldrig mødt en engel" – Jeg skulle jo trods alt forestille at have været vampyrslave, og jeg havde jo sådan set også kun mødt Eliyas, en halvengel – "Kan de virkelig flyve?"

"Altså ja, men–"

Adar kom løbende med Silicia luntende efter sig. Hvorfor var der et men? Adar smed sig på knæ ved siden af sin storebror og lænede sig ind mod Edams øre. Jeg anstrengte mig for at høre, hvad han sagde, men Silicia slængede sig ved siden af mig med et suk.

"Åh, jeg bliver aldrig god til spil," sagde hun med et blødt smil, og jeg smilede blot tilbage som svar, mens min opmærksomhed var rettet mod de to brødre. Hvad var det, Adar ikke ville sige foran Silicia og jeg? Edams kæbemuskler spændtes og afslappedes, mens han bogstaveligt talt tyggede på Adars ord. Efter et par sekunder rystede han stille på hovedet, så håret blev rystet rundt, og der faldt et dystert skær af dunkel seriøsitet over hans blå øjne.

"Ikke endnu, Adar," sagde han dæmpet, men jeg opfangede det. Var der noget, de holdt hemmeligt for os? Edam løftede blikket mod Silicia og jeg, og jeg skyndte mig at se ind i flammerne, mens jeg lod mit hår falde ned og skjule mit bekymrede ansigtsudtryk. Var de virkelig til at stole på i længden?

Mørket var for alvor ved at lægge sig omkring os, og da vi havde spist den smule egernkød, der skulle forestille at være vores aftensmad, smed Edam jord på bålet. Netop som den sidste glød blev dækket til, og det eneste varme, der var tilbage, var den sidste smule røg, mærkede jeg et stik af kulde på min skulder, der fik mig til at trække alle lemmer ind under skindet og løfte blikket mod himlen.

"Sne!? Midt om sommeren?" Jeg kunne ikke lægge skjul på min overraskelse, men jeg var tilsyneladende helt forkert på den, hvis jeg troede, at vi var midt i juni måned. Mit udbrud udløste latter hos de andre. Selv Silicia.

"Du er vist ikke kendt på disse kanter, hva'?" drillede Edam, "Det er ganske normalt, selv så langt fra Barion. Ifølge de ældste Engle er det et fænomen, der er blevet mere udbredt i takt med, at vampyrernes magt er taget til i kraft."

Jeg rynkede på næsen af væmmelse over sneen. Sne var flot, når man sad inde i en varm stue og kiggede ud ad vinduet, men det var kun noget, jeg havde oplevet ganske få gange i mit liv. Sådan er livet i Amerikas sydligste storby. Jeg fnøs fornærmet og samlede mig selv og mit skind op for at løbe på tåspidser ind i tippiens ly.

Jeg faldt i søvn tiltanken om hvilke hemmeligheder, denne fremmede verden gemte på.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...