Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13898Visninger
AA

33. 6.4

Tidligere: Amelia er havnet i selskab med de to brødre, Edam og Adar, efter at være gået på udflugt alene for at klare tankerne. Mødet mellem dem eskalerer dog, da Amelia bliver slået omkuld, hvilket til alles fortrydelse resulterer i, at hun får hjernerystelse. Ja, den slags med opkast og nul stedsands og alt mulgit. Hun er bestemt ikke glad. Men brødrene kan hjælpe hende, og de tager hende med sig.

 

6.4

Da jeg prøvede at genkalde mig vejen, vi havde gået for at nå brødrenes lejr, måtte jeg indse, at jeg enten havde været for optaget af Adars monolog, eller at jeg bare ikke havde skænket det en tanke, at jeg også skulle derfra igen. Ingen af delene lød som noget, jeg kunne finde på. En dunkende smerte i mit baghoved mindede mig om slaget, jeg havde taget til hovedet. Hjernerystelsen... Den var som et barn, der hele tiden krævede min opmærksomhed, rodede det hele til oppe på øverste etage. Jeg fik ondt i hovedet, hver gang jeg fokuserede for kraftigt på at huske noget.

Jeg måtte stoppe hurtigt og uelegant op, da jeg opdagede, at jeg var lige ved at træde Edam i hælene. Han var stoppet op lige foran mig, og jeg måtte løfte hovedet for at se hele vejen op ad ham, blot for at opdage, at hans nakke tog hele mit udsyn. Det gik op for mig, at det var blevet lyst nok til, at jeg kunne se, at hans trøje var støvet blå, mens det halvlange hår på hans hoved var lige så mørkt nu, som det havde set ud i mørket. Mørket havde indtil nu bestjålet ham for ethvert ansigtstræk, men jeg havde dog bemærket hans brede skuldre og markerede kæbeparti. Jeg trådte et skridt til siden, så jeg kunne se forbi ham for at få øje på årsagen til, at vi var stoppet op. Adar løb med sine små skridt hen mod, det, der lignede en tipi. Han hoppede højt henover en udbrændt bålplads for derefter hurtigt at slå et stort stykke skind til siden, der vidst fungerede som dør.

”Velkommen til vores vandrehjem,” sagde Adar, da han stillede sig i åbningen med hænderne i siderne. Et vandrehjem? Det var måske så meget sagt. Jeg måtte indrømme, at det var et stort men alternativt telt, men ligefrem at kalde det et ’vandrehjem’. Det var i hvert fald ikke et femstjernet hotel. Måske var vandrehjem bare deres ord for et telt. Jeg turde ikke kommentere på det. Jeg ville ikke gøre mig selv til grin, men der ville også være chance for at afsløre mig selv og min baggrund. I stedet smilte jeg bare svagt og fulgte pænt efter Edam ind i ’vandrehjemmet’. Til min ærgrelse lukkede det tykke skind lyset ude. Jeg sukkede. Lige som solen ellers var ved at stå op. Det var først, da Edam med noget, der lignede et gammelt fyrtøj, fik tændt en flamme i en transportabel olielampe, at jeg kunne se mig omkring i teltet. Det første jeg fik øje på, var et stykke stof, der lå foldet ud i kanten af rummet, og det, der lå på midten af stoffet, var noget, jeg ikke lige med det samme kunne løsrive mit blik fra. I en bunke på det lille stykke stof lå lunser af brød og ved siden af lå noget, der lignede en masse små æbler. Jeg kunne mærke min mund løbe i vand ved synet.

”Adar,” sagde Edam, mens han sad på hug og bøjede sig over et eller andet, ”Hjælp hende ned og ligge på mit skind.”

Drengen tog min hånd og trak mig med, så jeg måtte flytte mine øjne fra maden, der lå fremme. Hvis de ikke passede meget på, var jeg ikke sikker på, at jeg kunne holde mig væk fra det. Det lå bare lige dér.

”Kom,” sagde Adar, og jeg så på ham, mens han førte mig hen til et hjørne af tippien. Adar havde mørkt hår, ligesom sin bror, men han var stadig mere spinkelt bygget. Der var noget ved hans lyse, blå øjne, der havde en sær glød over sig. Var det glæde? Det var længe siden, jeg havde set noget til dét. Et lille smil formede sig på mine læber.

”Her,” sagde han, da han havde placeret mig med fødderne på et dyreskind af samme slags som dem, teltet var lavet af, men det her lå med indersiden opad, hvor de andre havde pelsen udad for at holde bedst muligt på varmen, ”Wow, du er iskold – og dine læber er helt blå! Bare sæt dig her.”

Kold? Næ. Egentlig ikke. Mine led var underligt stive, og jeg kunne godt mærke, at den lånte kjole stadig var våd, men jeg frøs ikke. Ikke længere. Inden jeg nåede at svare, slap han min hånd og begyndte at rode i en sæk. Jeg satte mig ikke. Jeg følte mig virkelig malplaceret her, jeg anede virkelig ikke, hvad jeg skulle gøre af mig selv. Så jeg stod bare og betragtede Adar, mens han nøjsomt udvalgte noget, der lignede klumper af sammenkrøllet stof. Det skulle vise sig, at det såmænd var klumper af sammenkrøllet stof.

”Her, tag det her på,” sagde han og rakte det til mig i strakt arm. Ville han dele sit tøj med mig? Han kendte ikke engang mit navn, ”Så kan det være, at du kan få varmen.”

”Tak,” sagde jeg langsomt og tog imod det. Jeg stod lidt og kiggede på det. Det var et par løse, karamelfarvede bukser og en cremefarvet, langærmet bluse. De var virkelig fan af jordfarver. Selv var Adar klædt i brunt fra top til tå og Edam i falmet blå og grå. Var det mon stilen her? Derhjemme var det ikke unormalt at se rød, lilla og kongeblå på hver anden person, man passerede på gaden. Adar smilte til mig, vendte sig og var i to hurtige skridt henne ved Edam, hvor han smed sig ned på knæ for at hjælpe til med, hvad det end var, de lavede. Jeg lagde mærke til at Edam, der også havde forholdsvist langt hår, ligeledes havde hele kæben dækket af et loddent skæg, der ikke så ud til at være blevet passet i et stykke tid. Gad vide, hvor længe de havde været på farten?

Efter at have tøvet lidt et par sekunder, besluttede jeg mig for, at jeg nok burde komme ud af den våde kjole. Jeg kastede et blik på tøjet i min hånd og skævede derefter op på brødrene. Jeg havde ikke deres opmærksomhed, men det her var stadig meget grænseoverskridende fra mig. Jeg baksede med at få bukserne på uden at tage kjolen af, og det forløb sig ganske problemfrit – det var også den nemme del. Jeg kiggede igen op på de to drenge. Det her skulle gå så hurtigt som muligt. Jeg sørgede for, at blusen vendte rigtigt, så jeg ikke skulle bruge unødvendig til på at slås med den, og hurtigt – så jeg blev helt forpustet af det – vendte jeg ryggen til, trak armene ud under kjolen, og fik blusen over hovedet. Jeg sukkede. Det var overstået. Det værste, der ville have sket, var, at de havde set min ryg. Nu var jeg bare overblufærdig. Jeg foldede kjolen pænt sammen for at komme overens med min samvittighed over at have slidt så meget på Silicias kjole.

”Hey!” lød det skarpt fra Edam bag mig, og jeg så mig forskrækket over skulderen. Hvor brænder det? ”Læg dig nu ned! Du skal ikke gøre det værre.”

Jeg skulle til at protestere. Som om det her overhovedet kunne blive værre end det var nu. Jeg var helt alene i en fremmed verden, og jeg anede ikke, hvordan mit liv nogensinde skulle blive normalt igen. Jeg var så sølle, at to fremmede, der – ud fra den her tipi at dømme – helt sikkert også havde deres at se til, følte, at de skulle tage sig af mig. Og hvem forsøgte jeg at narre? Jeg kunne ikke klare mig selv. Ikke her. Det her var så anderledes fra alt, jeg nogensinde havde kendt. Siden hvornår var det overhovedet muligt at genføde sig selv? Jeg fik ondt i hovedet igen, så jeg måtte abstrahere fra min trang til at gøre protest, og jeg satte mig ned i skrædderstilling på skindet, jeg var blevet henvist til.

”Her, tag en,” sagde han, da han kom på benene og fiskede et stykke brød op fra bunken. Han kastede brødet over til mig, men jeg var for langsom i optrækket og havde nær tabt det. Uelegant fik jeg dog styr på det mellem mine to hænder, hvorefter jeg taknemmeligt satte tænderne i, ”Jeg så godt de lange blikke, du sendte det. Læg dig ned.”

Jeg gjorde, som han sagde, mens han selv satte sig på hug ved siden af mig, og så snart mit hoved nåede skindets ru overflade, ramte trætheden mig. Jeg var ikke fysisk træt, jeg havde trods alt sovet natten over, men jeg følte bare en underlig tunghed i hovedet. Jeg lukkede øjnene et kort sekund. Mens han stak to fingre ned i keramikskålen, han havde siddet og rodet med de sidste minutters tid, begyndte det stille og i starten næsten umærkeligt at prikke og stikke i mine fingre og tæer. Adar satte sig på jorden ved siden af os og fulgte opslugt med, da Edam begyndte at duppe en grøn masse, der mest af alt lignede gammel grønlangkål, i panden på mig. En kraftig lugt bredte sig til mine næsebor, og det fik mig til at rynke brynene. Det lugtede skarpt af noget, der mindede lidt om fyrrenåle og samtidig mynte. Det var meget friskt, og der var i hvert fald hul igennem næsen.

”Det er en blanding af kronurt, der dulmer smerten, og agerrod, hvis saft bekæmper infektion, så din krop i stedet kan koncentrere sig om at hele sig selv,” forklarede Edam, da han kunne se, at lugten var ny for mig. Jeg lagde mærke til, at Edam ikke havde blå øjne ligesom sin yngre bror. Hans var istedet mørke og havde ikke den samme gnist af glæde, som Adar havde haft.

”Mhm,” mumlede jeg. Jeg anede ikke, hvad det var, han snakkede om alligevel, og jeg havde ikke overskud til at holde en samtale kørende lige nu. Edam fortsatte bare med at putte det grønne stads på i et tykt lag fra den ene tinding til den anden, mens jeg tabte kampen mod mine tunge øjenlåg, der stille gled i.                     

”Hvad hedder du?” spurgte han så efter en kort stund.

”Am-” Jeg stoppede mig selv, før jeg kunne færdiggøre ordet, som var mit navn. Måske var jeg paranoid, men hvis jeg skulle holde min historie skjult, kunne de heller ikke kende til mit navn.

”Am?”

Jeg nikkede. Am. Det kunne jeg godt leve med. Alt andet end Amelia Strattford. Jeg var på flugt fra autoriteterne nu.

”Okay, Am,” sagde han og gav min hånd et klem, som sådan et halvkejtet håndtryk, før han rejste sig op, ”Få lidt søvn og lad naturen udføre sine mirakler på dit hoved.” 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...