Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13885Visninger
AA

32. 6.3

Tidligere: Efter at have undsluppet englenes angreb mod vampyrene har Amelia problemer med at sove, og hun efterlader Silicia i deres midlertidige lejr for at tage et bad ved et vandløb i håbet om at få klaret tankerne. Tingene går dog ikke helt som planlagt, og Amelia får selskab på sin vej tilbage.

 

6.3

Manden, der tyngede min krop mod jorden med sin vægt, rystede på hovedet, men jeg kunne ikke udrette hans ansigtsudtryk.

”Hvad tænkte du dog på?” Det var klart et retorisk spørgsmål, men jeg fik alligevel en stærk trang til at forklare mig selv. Jeg måtte dog ryste det af mig, for jeg følte knap så meget for at plapre op om min historie til alle og enhver. Jeg sukkede lettet, da han flyttede sin tunge vægt fra min krop for så at række mig en hånd for at hjælpe mig op. Jeg stirrede på den udstrakte arm med den åbne hånd rettet mod mig i et kort sekund, før jeg vendte siden til for at hjælpe mig selv op. Her kom de og angreb mig, og nu ville de hjælpe mig? Pff, jeg kunne sagtens hjælpe mig selv.

Jeg var plask våd, og kulden ramte mig da jeg rejste mig og kom i vindens rækkevidde. Mit hoved snurrede og det plettede for mit syn i nogle sekunder mens mit hjerte skulle pumpe hårdere for at få blodet helt op til min hjerne. 

”Hvis I vil have mig undskyldt,” sagde jeg og lagde an til at kravle op ad bredden. Jeg skulle væk fra de her to tosser og tilbage til Silicia. Men det stak og gjorde ved i mine tæer og min ankel gav efter under min vægt, da jeg tog skridtet hen mod skrænten. Jeg tog af med hænderne, da jeg med et umpf faldt mod bredden. Jeg forsøgte at være nonchalant og så koncentreret mod mine hænder, da jeg vendte mig om og slog mig ned på flodbredden for at børste mine hænder rene. Dét, jeg troede var en dråbe vand fra min hårgrænse, fandt vej ned ad mit hoved og sneg sig ind mellem mine læber. Jeg smagte jern og rynkede brynene. Jeg strøg mig over panden med håndryggen, der ikke var sat til med jord. Til min fortrydelse så jeg den mørke substans, der nu havde lagt sig over min hånd. Jeg blødte. Voldsomt.

”Pis,” snerrede jeg af mig selv. Jeg havde brug for mine kræfter til at bevæge mig over landet langt væk fra regeringsbyen Barion, langt væk fra alle, der vidste, hvem jeg var, og kunne bruge det imod mig. Jeg kunne ikke bruge energi på at hele et slag til hovedet. Ikke nu.

”Edam, se hvad du har gjort,” sagde den lille dreng, der havde set til fra sidelinjen mens manden tog sig af mig indtil nu, ”Vi bliver nødt til at hjælpe hende.”

”Fint...” sukkede han irriteret, ”Kom med os, vi må hellere få renset det der.” Han gjorde et hovedkast mod mig og talte om den skade – som han, for ikke at glemme det, havde påført mig – som om det var en smitsom virus. Jeg rystede på hovedet og satte hænderne i jorden for at rejse mig op og gøre endnu et ihærdigt forsøg på at holde mig på benene.

”Jeg burde slet ikke være her nu, men ellers tak for invitationen.” Den sarkastiske tone fik mig til at lyde som en rigtig kælling, men ærligt talt, hvad havde jeg lige gjort for at fortjene den omgang bøllebank? Desuden burde jeg faktisk for længst have været tilbage hos Silicia, hun var sikkert ved at gå ud af sit gode skind af bekymring for mig. Hvis jeg var væk meget længere, ville hun nok selv forvilde sig ud i vildmarken for at lede efter mig, dog uden at overveje hvor små hendes chancer var for tilfældigvis at støde på mig  langt væk fra vores nattely. 

”Først nu går det op for dig?”

Jeg gloede olmt på ham før jeg atter vendte ryggen til. En svimmelhed skyllede dog over mig, da jeg skulle til at kravle op, så jeg måtte stoppe for at tage en dyb indånding mens jeg tog mig til hovedet for at stoppe den bølgende fornemmelse.

”Hey,” sagde manden i en underligt blid tone, da han tog fat i min overarm og lagde den anden hånd på mit skulderblad. Det gik op for mig, at jeg slingrede, og at han støttede mig. Jeg håbede lidt, at det var den dårlige samvittighed, der måtte have nået ham, ”Kom med, vi har noget, der vil rense såret og hjælpe helingen på vej.”

Jeg hadede at indrømme det, men jeg havde nok brug for det ’noget’. Jeg sukkede med et stille og stædigt fint.

”Godt!” udbrød drengen og spænede forbi mig så vandet plaskede til alle sider. Før jeg overhovedet nåede at dukke mig for kaskaden af vand, der faldt mod mig, var han oppe ad skrænten i to lange skridt, ”Følg med!”

Han var da noget energisk. Med hjælp fra manden fik jeg kæmpet mig op ad skrænten, hvorefter han slap min arm for at lede vejen for os.

”Jeg hedder Adar,” sagde drengen. Det viste sig, at det skulle blive starten på en meget lang monolog. Jeg gik i tavshed ved siden af ham, og det lod ikke til at være et problem, at jeg ikke sagde noget, for hver gang en mulighed poppede op, og han havde stillet et spørgsmål, enhver anden nok havde forventet, at jeg havde besvaret, nåede jeg kun lige at åbne munden, før han fortsatte med en ny tanke.

”Edam er min storebror,” fortsatte han efter at have fortalt om engang hvor han selv var faldet ned fra et træ og landet i åen, hvor han var blevet plask våd ligesom jeg var nu, ”Tag dig ikke af ham, han er ikke god med fremmede, der er ikke mange fremmede der, hvor vi kommer fra-”

Jeg var nødt til at afbryde ham i hans sætning, der var så lang, at jeg var begyndt at tælle sekunderne, der gik mellem to vejrtrækninger. Jeg var ikke meget for at snakke med dem, men min nysgerrighed var vakt. Hvis det var underligt, at jeg færdedes herude om natten, hvad lavede de så selv?

”Hvor kommer i fra?” spurgte jeg hurtigt før Adar kunne nå at fortsætte sin uendelige sætning. Men lige så hurtigt som jeg havde spurgt, lige så hurtigt blandede Edam sig i samtalen.

”Ikke nu, Adar,” sagde han i en dyster, formanende tone, der fik lukket munden på drengen og kun gav min nysgerrighed plads til at vokse, ”Den tager vi senere.”

Jeg prøvede virkelig at huske alt det, Adar fortalte mig, det gjorde jeg virkelig, men det var bare som om størstedelen af alle informationerne fløj lige igennem mit hoved. Jeg blev helt overvældet og forsøgte at anstrenge mig, men forgæves, for med ét mærkede jeg endnu en flodbølge af svimmelhed ramme mig, og før jeg vidste af det, havde jeg lagt mig på knæ med hovedet inde i et krat, hvor jeg hostede den sidste smule mad, jeg havde i min mave, op i en stinkende, sur masse. Da jeg endelig var færdig, tørrede jeg mig om munden, hvorefter jeg tørrede den opkast-befængte hånd af i græsset.

”Årh, pis,” lød det fra Edam bag mig, ”Sig ikke, at du har fået hjernerystelse.”

”Hvad hvis jeg har? Det er jo ikke fordi det er min skyld,” snerrede jeg og sendte ham et sigende blik da jeg atter kom op og stå. Han burde virkelig tage at proppe hans attitudeproblem op et vist sted for ellers ville mit næste mål i hvert fald ikke være et krat, og han kunne måske tilfældigvis stå lige i skudzonen.    

 

_________________________________

Forfatterkommentar: Fun fact! Det er lige gået op for mig, at der indtil nu er fire navne, der starter med A... Amelia, Amira, Alonzo og nu også Adar. Min underbevidsthed synes åbenbart godt om bogstavet A. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...