Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13905Visninger
AA

31. 6.2

Tidligere: Amelia og Silicia er på flugt og har endelig fundet et sted at hvile sig, men grufulde drømme hjemsøger Amelia, og hun begiver sig ud for at vaske sved og skidt af sig i en å i ly af natten. På hendes vej tilbage bliver hun dog afbrudt af noget... uvist.

Knæk. 

 

6.2

En skikkelse kom løbende mod mig ud af mørket, og jeg trak hurtigt dolken til mit forsvar, mens mit hjerte pumpede hurtigt i min brystkasse og spredte adrenalinen til hver en muskel i min krop. Da skikkelsen var få hurtige skridt nærmere, bemærkede jeg højdeforskellen på os. Min angriber var bare en lille dreng, omtrent ét, to hoveder lavere end mig. Jeg ville skyde ham til at være en 10-12 år, men mørket skyggede hans ansigtstræk, hvilket gjorde det svært for mig at se ham an. Jeg tog flere skridt tilbage, mens han løb mod mig langs vandet. Jeg kunne ikke slås mod ham, han var blot et barn. Han blev ramt af en lyskegle, der fejede over ham, og lagde et kortvarigt, køligt måneskær over ham. Jeg genkendte glimtet, spidsen af hans daggert, der så umådeligt malplaceret ud i hans lille hånd. Det var et kort, grønligt glimt, og jeg vidste, at hans våben var udstyret med lapis lumen. Det eneste, der kan trænge igennem en vampyrs skind. Den var beregnet til at dræbe vampyrer.

”Vent!” fik jeg hurtigt gispet, mens jeg sænkede min kniv en anelse for at signalere, at jeg ikke var ude på kamp. Til min lettelse stoppede han op en meter fra mig og anskuede mig uden at sænke sit våben.

”Jeg er ikke vampyr,” sagde jeg og lagde nakken på skrå for at bevise min påstand. Jeg håbede bare at hans nattesyn var bedre end mit, eller at månen i det mindste tillod ham at se de to friske sår på siden af min hals, da jeg med min frie hånd trak mit fugtige hår til siden. Han så tvivlsomt på mig, men hans tvivl kom mig til gode, og han sænkede sin daggert ligesom jeg selv havde gjort.

”Gud ske lov,” åndede jeg lettet ud for mig selv. Jeg mærkede en tung vægt mod min ryg, da jeg fik slået al luft ud af mine lunger og måtte hive efter vejret, da jeg landede i vandet for minde fødder. Dolken gled ud af mine fingre under faldet, og mit hår faldt mig om ansigtet, så jeg ikke kunne se, hvad der havde slået mig omkuld. Den tunge vægt slog mig mod vandløbets stenbund hurtigere, end jeg kunne nå at reagere og tage fra med hænderne. Jeg var landet tungt på den ene skulder, og en skærende smerte bredte sig fra min venstre tinding, hvor mit hoved var blevet slynget mod stenene under vandoverfladen. Mit ansigt og aller vigtigst mine luftveje var stadig over vand, for til mit held var vandstanden her kun få centimeter dyb. Jeg ville tage mig til hovedet, men den tunge vægt naglede mig mod jorden, så jeg ikke kunne løfte armene. Jeg åbnede omtåget øjnene for at orientere mig i situationen, hvor jeg opdagede, at det var en ung mand, der havde fældet mig, og nu sad han med al sin vægt og sørgede for, at jeg ikke kunne forsvare mig, da hans knæ låste mine overarme fast mod vandløbets kolde stenbund. Han havde armen løftet, og i hans hånd var en daggert magen til drengens, og jeg fornemmede, at de to havde allieret sig mod mig. Jeg så desperat til siden for at finde min dolk, min eneste forsvarsmulighed, men min arm flyttede sig ikke, selvom jeg lagde alle kræfter i. Jeg så panikslagent op mod daggerten, der med høj fart havde sat af mod mit hjerte, og jeg pressede øjnene lukket og vente siden af hovedet til, så jeg ikke ville være vidne til mig egen død.

”Nej!” hørte jeg en barnestemme råbe, og jeg åbnede øjnene, da jeg opdagede, at jeg ikke følte en stor smerte i brystet, da knivsbladet ellers burde have gennemboret mit hjerte. Jeg så ned mod min brystkasse, der hævedes og sænkedes ukontrollabelt, hvor jeg så knivsspidsen kun en centimeter fra min hud. Få centimeter mere, og jeg ville have været død, mit liv ville have været overstået. Jeg gad vide, hvad der ville blive af min guddommelige sjæl, hvis jeg døde uden at kunne give sjælen videre til mit barn.

Daggerten blev vendt væk fra mig, og jeg blinkede flere gange for at bekræfte, at mit syn ikke bedragede mig, at jeg ikke havde en kniv rettet mod mit hjerte. Det var dog ikke kun mit liv, jeg havde bekymret mig om. Det var også den lille flis af englenes sten, der nær havde været i kontakt med min hud og afsløret min ikke-menneske-ikke-vampyr-ikke-engel-men hvad så?-status, netop som var hændt, da jeg var blevet trængt op i en krog af den hvidklædte soldat. Jeg blev trukket ud af min omtågede tankestrøm, da to fingre kort blev presset mod det sted på min tinding, der dunkede af smerte, og et misbilligende arh forlod mine læber, da berøringen fik det åbne sår til at svide. Manden løftede sin hånd for at se nærmere på blodet, der i en enkelt lille dråbe stille trillede ned langs hans pegefinger.

”Hvad i al verden laver én som dig ude på de her kanterdenne tid af natten,” sagde han skeptisk og skjulte ikke, at han med ’en som dig’ mente et menneske, og med ’de her kanter’ mente i vampyr-territorium på deres nattetimer. Han lettede en smule af trykket på mine overarme, dog uden at lade min krop komme fri. Han stolede ikke på mig. Det var heller ikke så sært. Her vandrede jeg rundt som et genfærd i en slidt, hvid kjole med langt, mørkt hår, der hang ned over min silhuet i våde klaser, mens jeg på bare fødder havde gået ubemærket i det kølige vand. Jeg lukkede øjnene og nød den kølige fornemmelse, der havde indtaget mit baghoved, ryg og baglår, der var dækket af vand. Hvad var det lige jeg lavede her? Jeg spirrede øjnene op og forsøgte at fokusere.

”Jeg-øh,” begyndte jeg, ”Jeg havde brug for et bad.”

Og det var i hvert fald ikke løgn, om end kun den korte sandhed. Hele sandheden var langt mere kompleks. Jo, ser du, jeg blev kidnappet fra en verden parallel med din – jeres – af en gruppe vampyrer, men da englene angreb byen, fordi de hørte om min tilstedeværelse, slap jeg væk, og her er jeg så. Ha! Nej, vel?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...