Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13912Visninger
AA

28. 5.4

Og jeg løb. Jeg løb til slåskampen lå bag mig, gemt bag de bygninger, gaden snoede sig mellem. Jeg måtte stoppe i en skygget gyde for at trække vejret og give min stærkt umotionerede krop et hvil, da jeg hørte råb fra gaden, som gyden her stødte op mod. Jeg trykkede min krop ind mod væggen i skjul af skyggerne. Stemmerne kom nærmere, og snart kom en gruppe hvidklædte mænd løbende. De så ud som ham, Eliyas kæmpede mod. Jeg var ikke bekymret for ham. Han skulle nok klare den. Han havde superkrafter. Den skærende lyd af de to klinger, der ramte hinanden, gav genlyd i min underbevidsthed. Hvem var de? Hvidt stof blafrede i vinden bag hver af dem, som de passerede min gyde. De bar alle en kappe med en slit hele vejen op i midten. Som de kom løbende, lignede det nærmest to vinger, der bar dem gennem gaden. Var de engle?

En af dem så til siden ind i gyden, da han løb forbi, og til min fortrydelse stoppede han op. Han kastede et blik efter sin flok, der kom længere og længere væk fra ham. Han var den bageste. Jeg sank en klump og pressede mig mod den kølige mur. Himlen over mig var ved at bære præg af tusmørke. Jeg vidste ikke, om solen var ved at stå op eller gå ned. Jeg vidste ikke, hvad jeg ville foretrække. Lige nu følte jeg, at hele verden var imod mig. Jeg så ham trække sit sværd og med varsomme skridt begive sig ind i gyden. Hans hud var lys og let at se i tusmørket, men det, der dragede min opmærksomhed, var hans skinnende blå øjne. Farven mindede mig om Amira, som jeg – Gud ske tak og lov for det – ikke havde set noget til længe. Jeg havde svært ved at kontrollere min vejrtrækning, og jeg forsøgte mig med at holde vejret for at dæmpe mine forpustede åndedrag. Han stoppede op og så ind i mørket mod mig. Jeg stod helt stille, og lukkede øjnene, bange for at selv det blanke genskær i dem kunne afsløre mig. Jeg pressede mine øjnlåg fast i og holdt vejret på trods af, at mine lunger skreg på luft. Det var mit hjerte, der forrådte mig. Det bankede løs for vilden vinde, en kombination af adrenalin og frygt. Jeg hørte lyden af stof i vinden, da han kom tættere på, og jeg spærrede øjnene op. Han stod lige foran mig, og hans blik havde fundet mig. Jeg gispede, da han løftede sværdet mod min brystkasse. Bevægelsen forårsagede det svage, grønne skær, der afslørede lapis lumen, englenes sten. Uniformer, våben. Det her var en englesoldat. Med en hel englehær i ryggen. Hvad ville de her?

Med blikket fæstnet mod sværdet så jeg det hæves mod min hals. Nu ville han tage mit liv. Men nej. Jeg så hans udtryk, mens han med sværdet skubbede mit roddede hår til siden, og han rynkede næsen i afsky. Jeg kunne mærke det indtørrede blod, der havde løbet ned ad min hals fra de to små huller. Han rystede hovedet og flyttede igen sværdet ned mod mit hjerte.

"Du er deres," ordene forlod hans mund med sydende foragt, "Afmærket."

Han pressede spidsen af sværdet mod min hud, og jeg mærkede overfladen briste med en prikkende smerte. Jeg skulle dø. Efter alt dét, jeg havde været igennem, skulle jeg alligevel dø. Ærligt talt havde jeg forventet at holde lidt længere. Men hans ansigt ændredes til forvirringen selv, og han trådte et skridt væk fra mig, uden at sværdspidsen forlod sit sigte mod mit hjerte. Jeg fornemmede det ud af øjenkrågen. Dét, der skræmte ham. Det var mine mærker. De oplyste langsomt min krop fra det punkt, hvor sværdet havde rørt mig. Hvor stenen havde rørt mig. Englenes sten af lyset gjorde det her ved mig.

"H-hvad er du?" spurgte han skeptisk, men jeg nåede ikke at svare, før en skikkelse sprang ind fra siden svingede noget hårdt mod soldatens baghoved. Han faldt om på den fugtige jord, og sværdet klingede, da det landede foran mig. Jeg så op og forventede at se Eliyas som min redningsmand. Men det var ikke ham denne gang.

"Silicia!" udbrød jeg overrasket.

"Pyh," sagde hun og smed det tunge jernrør på jorden, hvorefter hun klaskede hænderne sammen, "Dét var tæt på."

"Jeg troede, du var død!" gispede jeg. Jeg havde set bygningen falde sammen bag mig.

"Jeg er da også glad for at se dig," sang hun med sin skingre stemme, mens hendes tynde arme lagde sig om mig, "Og i god behold! Jeg mener, chancerne for at du hverken brændte inde i den forfærdelige bygning, og at de heller ikke har fået fat på dig-"

"Fået fat på mig?" jeg havde ladet mig synke ind i hendes omfavnelse, lykkelig for ikke at være helt alene i verden, men hendes ord fik min krop til at stivne, mens en kulde af frygt skar igennem mig. Jeg trak mig ud af hendes arme, så jeg kunne se hendes ansigt, "Hvorfor skulle de ville have fat på mig?"

"Helt ærligt," sagde hun og så olmt på mig, "Det er englene. Du er deres Gudinde."

Jeg kastede et blik på den – forhåbenligt – bevidstløse krop, der lå for mine fødder svøbt ind i hvidt klæde. "Men de ved vil ikke, at det er mig."

Hun trak på skuldrene, "Ordet må vel have sluppet ud. Det er krig, de har sikkert spioner over alt. Det har vi i hvert fald."

Hele verden var altså efter mig. Jeg havde ikke lyst til at være en gud, jeg havde ikke lyst til at have et folk, der ville følge mig i krig. Som jeg skulle lede i krig. Jeg greb fat om Silicias arm.

"Vi må væk herfra,"sagde jeg monotont for at skjule min frygt.  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...