Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13872Visninger
AA

27. 5.3

Det var, som om omgivelserne stod stille omkring os. Flammerne slikkede langsomt op ad væggen, og røgpartiklerne kunne ses danse rundt gennem rummet i ildens bløde lys. Mine øjne var ikke hurtige nok til at opfange den bevægelse, det tog ham at tage et fast greb i mig og bore tænderne igennem den tynde hud, der beskyttede min hals. Jeg mærkede den hårde væg mod mit baghoved, og jeg blev ramt af et glimt af Alonzo, der var ved at fortære mig indefra. Men dette var ikke Alonzo. Vampyren, der havde begravet sine tænder i mig, var Eliyas. Jeg stolede på ham. Eller gjorde jeg? Skulle ham, der ville ende med at tage mit liv, vise sig at være den samme, som havde beskyttet mig så mange gange før?

Ét langt sekund nåede at passere, før Eliyas med et panikslagent udtryk, der endog ikke trumfede mit, forsvandt baglens væk fra mig og naglede sin krop mod den modsatte mur. Min brystkasse hævedes og sænkedes ukontrollabelt, mens jeg blev angrebet af røgen, der havde indtaget mine lunger. Luften var tyk, og mit hoved begyndte at blive uklart. Adrenalinen og mine kæmpende lunger fik mit hjerte til at arbejde på højtryk, og jeg faldt hostende til jorden. Jeg hørte bygningen knage over mig, og jeg nåede kun at se op, netop for at registrere loftspladerne, der gik fra hinanden og kastede gløder ned mod mig. Jeg dækkede mit hoved med mine underarme, men jeg kunne ikke nå at flygte. Det var ikke glohede gløder, min hud registrerede. Det var en hård kulde, der havde lagt sig om mig. Jeg åbnede øjnene for atter at finde mig beskyttet af Eliyas’ krop, der nu fungerede som et menneskeligt skjold. Jeg mærkede hans stærke arme omkring mig, mens han fik os begge ud fra min kollapsende celle. Også gangen udenfor var dækket af røg og flammer, og trappen for enden var faldet sammen i én stor bunke gløder. Vi havde ikke en chance for at komme ud herfra. Men Eliyas tog min hånd, og vi løb hen mod dét, der før havde været en trappe. Der var nu et hul over vores hoveder, hvorfra råb og skrig nåede os, og silhuetterne af  løbende skikkelser kunne ses. Med åben mund og armene rastløst hængende ned langs siden så jeg opgivende mod hullet ud af dette flammerige.

”Vi kommer aldrig ud herfra,” sukkede jeg med en svag stemme.

”Jo, vi gør,” sagde han og fejede benene væk under mig for at samle mig op. Jeg greb fat om ham og hægtede mine fingre fast i stoffet på hans tøj, der nu hang i laser efter både at være blevet gennemboret af en pil og overdynget af gløder. Huden, der var at se gennem hullerne, fejlede dog intet. Og da huskede jeg. Englenes sten af lyset. Det eneste, der kan trænge igennem en vampyrs hud. Jeg mærkede hans muskler spændtes, da han satte af fra jorden, og luften, der hev i mig, mens vi trodsede tyngdekraften. Kunne han også flyve? Han var trods alt halv engel. Men han havde ingen vinger nu. Jeg havde kun set dem i hans spejlbillede i vandet den dag, han havde taget mig i at have brudt ud. Han fløj heller ikke nu. Han havde bare brugt sin vampyrstyrke til at hoppe ekstra højt. Selvfølgelig. Før jeg vidste af det, stod han igen med begge ben plantet solidt på gulvet, der før havde været loftet for os. Han satte mig ned, men han holdt stadig et fast greb om mine skuldre, mens han så på mig. Jeg var omtåget og havde svært ved at fokusere på ham. Når mine øjne endelig fandt hans, blev mit syn erstattet af det frygtindgydende erindring af hans røde øjne, lige før hans tænder brød gennem min hud. Eller var det bare en hallucination? Det var svært at bedømme. Omkring os var der et forvirrende postyr. Svirpende lyde og faldende kroppe. Klingende toner nåede mig. Mit hoved svajede til siden, og jeg rettede det op i et ryk, bare for at opdage, at det så faldt til den anden side. Det var tungt.

”Er du okay?” spurgte Eliyas og så indgående på mig, ”Amelia!”

Han rystede min krop, men da jeg ikke kunne sige noget uden at hoste, svingede han mig over skulderen, og løb af sted med mig. Ud af øjenkrogen kunne jeg se bygningen falde sammen bag os. Den slugte alle, der ikke nåede at komme væk.

Da han havde sat mig ned udenfor, mærkede jeg kolde dråber falde ned over mig, mens jeg forsøgte ikke at hoste mine lunger op. Det var svært at få frisk luft, når mine lunger ikke ville samarbejde og optage ilten. Jeg kunne mærke Eliyas’ kolde, men støttende hånd på mit hår. Der gik et minuts tid, før jeg kunne gispe efter vejret og faktisk holde luften inde. Jeg kæmpede mig på benene under Eliyas’ bekymrede udtryk.

”Jeg har det fint,” fik jeg fremstammet med en hæs stemme. Men vi vidste godt begge to, at det ikke var sandheden.

Der var ingen tid til hvilepause, før et panisk udtryk dannede sig i mit ansigt, da jeg fik øje på noget over Eliyas’ skulder. En skarp sværdklinge svingede ned over ham, men han fik parreret, før jeg end fik kastet et blik på angriberen. Jeg anede ikke, at Eliyas bar våben, men når jeg tænkte over det, kom det ikke som en overraskelse. Han var trods alt pirat. Sværdet, Eliyas holdt mellem sine stærke hænder, var ikke så skinnende og prangende som det, hans modstander havde. Men begge klinger slog med hinanden med en sådan kraft, at jeg troede, de skulle splintres ved hvert sammenstød. Eliyas’ krop stod beskyttende mellem mig og angriberen, men jeg kunne se det hvide tekstil fra hans tøj blafre, når han svingede sit skinnende sværd til slag. Eliyas parrerede endnu engang, og med den flade side af klingen skubbede han til modstanderen, så manden kom ud af balance. Eliyas benyttede øjeblikket til at vende sig mod mig. Han lagde et våben, der lignede en større dolk eller en lille daggert, i hånden på mig og så mig i øjnene.

”Løb,” sagde han og skubbede mig svagt, så jeg måtte træde et skridt bagud. Den hvidklædte mand angreb igen, og Eliyas måtte fjerne sin opmærksomhed fra mig.

”Løb, Amelia!”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...