Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13891Visninger
AA

23. 4.5

Efter det, der virkede til at være hundrede år, men i realiteten nok kun var en time, åbnedes den tunge dør til min private celle, og Eliyas' ansigt dukkede op i døråbningen. Hans læber var trukket op i et smil, der strakte sig tværs over hans ansigt fra øre til øre. Var han syg?
"Hvad er det, jeg hører om, at du, Amelia Strattford, en menneskepige, trodser de to mægtigste vampyrer i verdenen," sagde han, mens jeg strakte hals for at få et sidste glimt af verden på den anden side af dør 412, inden den lukkede sig bag ham, "Hvordan gjorde du det?"
Jeg rettede min opmærksomhed mod ham, og synet af ham overraskede mig. Dette var ikke længere den bekymrede Eliyas, der panikslagen havde siddet ved min side under mit astral-eventyr. Foran mig sad nu den jokende, flabede Eliyas, fri for bekymring. Den lille rynke, der ellers så ud til at have taget permanent plads mellem hans mørke øjenbryn, var forsvundet. Hans øjne viste oprigtig interesse, mens han så afventende på mig. Jeg kneb øjnene sammen og overvejede, hvorvidt det ville være klogt af mig at indvie Eliyas i, hvordan jeg havde afværget hidkaldelsen, men så tænkte jeg på, hvordan han var kommet Alonzo i forkøbet den aften, jeg mødte Ramon, og hvordan han modvilligt måtte se mig gå mod dækket. Ønskede han ikke, at de skulle vide, hvad jeg i virkeligheden var - hvem jeg var? Tanken om Alonzo og hans brændende krop og fortabte, kolde blik fik det til at løbe mig koldt ned ad ryggen, og jeg måtte vække mig selv af min egen tankestrøm.
"Det er netop dét," lagde jeg ud, mens jeg studerede mine håndflader og omhyggeligt udvalgte mig mine næste ord, "Jeg er stadig en menneskepige. Når de hidkalder mig - min sjæl... Så er det hende, I kalder Lux, den guddommelige del af mig, der vil frem."
Jeg så op på Eliyas for at se, om han forstod, men han lod ikke til helt at fatte, hvor jeg ville hen. Jeg talte langsomt, fordi jeg end ikke selv forstod, hvad jeg ville sige, og jeg håbede bare, at Eliyas ville forstå. Han havde lagt hovedet på skrå og benyttede ikke min pause til at komme med nogle indskydelser eller kommentarer, så jeg blev nødt til at fortsætte. 
"Jeg holdt fast i menneskelige mig. Min krop. Den blev født, den vokser op, og den vil blive gammel og engang gå hen og dø. Jeg ved ikke, hvad der så vil ske med jeres gudinde, men jeg ved, at der ikke er evigt liv gemt i min krop."
Jeg grinte lettere hysterisk. Jeg anede jo heller ikke, at jeg - eller min sjæl - var en gud, så det skulle heller ikke undre mig, hvis min krop ikke ville lægge sig til at dø nogensinde. Eliyas nikkede forstående. 
"Har du ikke indset det endnu? Din krop er på sin hvis udødelig," sagde han med dæmpet stemme og glitrende øjne, "Har du aldrig undret sig over, hvorfor du ligner din mor på en prik - og hun sin, og så videre? Hvorfor du ikke har nogle af din fars træk?"
Jeg afværgede det med et skuldertræk. Hvis det, han sagde, var rigtigt - hvilket jeg for alt i verden ønskede, at det ikke var - så havde jeg været skyld i min mors død. Min far havde sagt, at hun lagde sig i barselssengen med frygt for ikke at rejse sig igen, og hun derfor havde sagt ham farvel inden, med ord om en forbandet blodlinje. Og hun havde til min fars evige ærgrelse ret i sine bange anelser. Jeg voksede op og lignede hende mere og mere. Billeder af hende på min alder lignede mig til forveksling. Jeg havde ikke taget min mors liv. Jeg var min mor. Hun var mig. Jeg rystede på hovedet. Jeg kunne ikke rumme de tanker, der strømmede igennem mig. Jeg rystede på hovedet. Måtte have luft. Svedige håndflader. 
Det kolde dørhåndtag under mine fugtige fingre gav sig ikke, da jeg svimlende og desperat forsøgte at komme fri, og Eliyas' kolde hænder lagde sig fast og forsigtigt om mine skuldre.
"Du kan ikke forlade dit værelse," sagde han, "Det er for farligt. Du skulle nødigt gå gude-bersærk på de stakkels udødelige vampyrer derude."
Hans bemærkning fremkaldte et lille smil på mine læber, og jeg tørrede koldsveden af min pande, mens han fik mig ned at sidde på min briks. 
"Jeg har et spørgsmål," sagde jeg tøvende og efterlod mine læber adskildt, mens jeg forsøgte at finde de rette ord.
"Ja?" Eliyas tog plads på briksen ved siden af mig, men var dog påpasselig med ikke at komme for tæt på.
"Jeg-" begyndte jeg, men fortrød og ændrede taktik, "Øh, Genevria... Hvem er hun? Hvad er hun for jer?"
Jeg så tøvende på Eliyas og holdt vejret, mens jeg inderligt håbede, at jeg ikke havde påkaldt mig hele vampyrracens vrede ved ikke at følge hendes fremmaning.
"Åh, hende? Hunde bare en gammel krage," sagde han med henkastet ligegyldighed, det fik mig til at ånde lettet ud. Men min sindsro varede ikke mange sekunder, "Hun sprang til for pladsen som Rådets overhoved, da Jack takkede nej til tilbuddet. Nu er kun vampyrernes leder - næstefter Ramon. Ingen af dem er vidst synderligt glade for dig lige nu."
Han skar ansigt og så på mig. Jeg stivnede, og fortrydelsen ramte mig tungt som et slag i baghovedet. Eliyas fornemmede min ubehag.
"Men hey - du er en gud. Hvad kan de lige stille op?" han lagde hænderne bag nakken og lænede sig tilbage mod væggen med et selvsikkert smil. Jeg sendte ham et olmt blik og åndede tungt ud.
"Jeg er en gud i en menneskekrop. Jeg er nemmere at slå ihjel end dig og din slags," min stemme steg frustreret en oktav eller to, og jeg stirrede ud i luften foran mig.
"Det siger nu ikke så meget," han smilte stadig i et åbenlyst forsøg på at få mig på bedre tanker. Det virkede ikke helt, men jeg satte pris på hans indsats og prøvede på at lade hans humør smitte af på mig, hovedsageligt for ikke at skade hans selvopfattelse, "Jeg er sværere at komme til tåls med, end du lige går og tror. Men jeg værdsætter dine høje tanker om mig." Nu sad han dér og spillede såret.
"Årh, hold op," sagde jeg og forsøgte mig med et lille smil, "Dit ego er mindst lige så svært at 'komme til tåls' med." Da jeg havde grint lidt over hans hånd, der børstede fantasiens snavs af hans skulder, tilføjede jeg: "I øvrigt - opfører du dig så ikke rimelig uprofessionelt taget i betragtning af, at du er i samme rum - ja, i samme seng som en gud?" Jeg hævede hagen i et forsøg på at udtrykke påtaget vigtighed, da et dunk ude fra gangen påkaldte sig min opmærksomhed ved at minde mig om hændelsen og mødet med Genevria tidligere. 
"Hvad er der?" spurgte Eliyas og så indgående på mig, som forsøgte han at komme ind i mit hoved.
"Genevria-" begyndte jeg og så lidt ned, men længere nåede jeg ikke, før Eliyas sprang til.
"Åh, du tænker vel ikke stadig på hende," sagde han, "Hun rør dig ikke, før hun er sikker på, at du er Gudinden, og selv efter da skal Rådet først beslutte, hvad der skal ske. Du har masser af tid endnu!"
Han lyste op i et smil, og selvom det var hvidt og prangende, nåede det ikke hans øjne. Tvivlede han selv på sine ord?
"Nej, men," forsøgte jeg mig igen, "Hun havde den her stok. En stok af guld."
Jeg så op for at se, om han overhovedet vidste, hvad jeg talte om, og han nikkede bekræftende, før jeg fortsatte: "Under hendes hånd sad en sten. En rød sten. Den fik mig til at føle mig underlig - tiltrukket af den på en måde."
"Det er Mørkestenen," sagde Eliyas eftertænksomt, "Den blev fundet i krateret fra den komet, der bragte Mørket med sig hertil, og siden har den hørt til vampyrerne. Der er nogle, der siger, at den er nøglen til vampyrernes udødelighed, og det er derfor, at den har været i overhovedets besiddelse siden den blev fundet. Men det tror jeg ikke på. Man har jo heller ikke ligefrem kunne teste den teori, ha! Den har dén virkning på alle, der ser direkte på den. Men jeg havde egentlig ikke forventet, at du også ville blive påvirket... Der kan man bare se."
Den nat sov jeg uroligt. Jeg var fanget i et spind af tomhed og mørke for dernæst at vågne badet i sved. Stenens røde lys hjemsøgte mig. Jeg drømte, at jeg faldt mod en endeløs død i den rødglødende intethed.

 

----

Jeg håber, I nyder det ekstra-lange stykke! Jeg kunne simpelthen ikke nænne at dele det, jeg elsker at leve mig ind i deres univers og finde på historiske events og systemer, der gør det hele unikt. Igen, hvis jeg er uklar i mine beskrivelser, så sig endelig til! Jeg synes sommetider selv, at jeg er forvirrende i mit sprog.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...