Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13912Visninger
AA

22. 4.4

Hendes knaldrøde læber skiltes ad og afbrød stenens virkning på mig. Hun hviskede hvislende på et sprog, jeg ikke forstod, men alligevel genkendte jeg ordene. Det var de samme fremmede ord, Eliyas havde sagt for mig den nat i månelyset foran mit vindue, hvor mit stressede, dog lykkelige liv blev taget fra mig, og jeg blev trukket ind i den her lortekrig. De mente ganske vist, at jeg måtte være nøglen til at afslutte alt til fordel for Ramon og vampyrerne.
Da det sidste ord forlod Genevrias læber og spredte sig i rummet som en giftig damp, svimlede det for mig, og det gik op for mig, hvad hun var i færd med. Hidkaldelse havde Jack kaldt det. Hvis hun så de lys, der om splitsekunder ville dukke op fra tippen af mine tæer og sno sig hele vejen til min pande, ville Jack have påvist, at jeg ikke var menneskelig. Det måtte ikke ske. Jeg lukkede øjnene, lukkede lyden ude og forsøgte at holde fast i alt, der var menneskeligt ved mig. Jeg tænkte på min familie, min far og min bror. De måtte være ude af deres gode skind af bekymring for mig. Hvor længe havde jeg været væk nu? En uge? To? De havde sikkert hængt mit billede op på reklamestolper, lygtepæle og gamle telefonbokse i byen. Jeg forestillede mig mit gamle, smilende jeg på en reklamestolpe downtown. I starten havde mit billede nok skilt sig ud i mængden af slidte reklamer og eftersøgningsplakater af både kæledyr og mennesker i alle aldre og former. Men efterhånden var farverne og blækket nok blevet slidt og udtværet af vind og vejr, og jeg var blevet endnu en forsvundet person i den ophobende bunke på en eller anden betjents skrivebord hos lokalpolitiet.
Mine håndflader blev varme, og jeg fornemmede lysene, der svagt begyndte at bryde frem under min tyndeste hud på underarmene. Det virkede ikke. Hvad var overhovedet menneskeligt ved mig? Min krop. Min krop var menneskelig! Jeg bekæmpede varmen, lysene bragte med sig, og fokuserede på at sanse kulden i lokalet, til jeg til sidst fik gåsehud. Jeg mærkede min puls, der med en hastig rytme pumpede mit blod rundt i min menneskelige krop. Jeg holdt vejret, mens jeg åbnede det ene øje på klem og så på min hånd. Intet. Jeg åbnede begge mine øjne og så stolt op og ned af min hud, min bare og mørklagte hud. Sejr.
Ud af øjenkrogen opfattede jeg Jacks før så forventningsfulde blik, der langsomt forvandledes til forvirring, vantro og til sidst kølig frustration. Mit blik var rettet stift mod Genevria den Mægtige, og jeg kunne ikke stoppe mig selv i udfordrende at løfte det ene øjenbryn. Var det alt, hun havde at byde på? Hun lod sig ikke mærke af mit rebelske blik, men rettede i stedet sin opmærksomhed mod Jack med ansigtet lagt i samme kølige folder som før.
"Jack," sagde hun og hvert ord, der fulgte, lød som et piskesmæld, "Har du noget imod at forklare, hvad vi ser på?"
Jack stod målløs og vidste ikke, hvad han skulle sige. Genevria benyttede hans tavshed til at fortsætte.
"Vi havde ellers forventet, at din tilbagevenden også ville medføre, at du ville indtage din plads her hos os. Men måske, vi skulle genoverveje den mulighed."
Hun lod det sidste ord flyde i luften, og gjorde ikke mine til atter at fortsætte. Hørte Jack til ved Genevrias højre hånd?
"Jeg er sikker på, at pigen er Hende," sagde han og slog armen ud i luften af frustration, "Det må være rummet her, der afskrækker hendes Sjæl. Det er praktisk taget Mørkets hjerte, vi for øjeblikket befinder os i. For ikke at tale om den dér."
Han slog hånden ud mod den røde sten og dens dragende skær, hvilken Genevrias lange, knoglede fingre viklede sig omkring. Hun så afmålt på ham med hagen lettere løftet.
"Fortsæt," sagde hun kortfattet.
"Jeg finder en måde at bevise det på, men det kan ikke være her," sagde han, hvorefter han tilføjede, "Du har mit ord på det."
Derefter tog han et fast greb om min arm og forlod salen med hastige, aggressive skridt, der tvang mig til at lunte efter ham. Da vi gik ud, funklede mine øjne af stolthed, og adrenalinen pumpede rundt i mit blod. Det var først, da den store dør faldt i bag os, at jeg udstødte klagende lyde over smerten, der udsprang fra hans hånd om min overarm, men han løsnede det ikke en millimeter.
Ikke længe efter befandt jeg mig igen bag lås og slå på den anden side af dør 412, og jeg satte mig på briksen med en berusende vished om, at jeg havde vundet mig selv mere tid og kunne beholde mit liv lidt endnu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...