Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13898Visninger
AA

20. 4.2

Netop som jeg var blevet stensikker på, at Jack førte mig ad vejen direkte til Helvede, opfangede mine øjne et svagt, flimrende lys længere nede ad gangen. Det var en fakkel, hvis ild knitrede og snoede sig op ad den golde klippevæg som en sulten slange. Jack tog et fast greb om den og løftede den ud af det hul i væggen, den stod i. Han vendte sig og så på mig; flammen, der brændte mellem os, lagde et dæmpet lys over hans ansigt og fordrejede hans træk. I dét øjeblik blev jeg mindet om, hvor farlig han i virkeligheden var, på trods af, at han havde sørget for min overlevelse den sidste tid. Dog alt sammen kun til hans fordel, så han kunne bringe mig hertil, vinde krigen, og være en helt.
"Forhold dig stille og lad mig føre ordet," sagde han monotont og dystert, hvorefter han vendte ryggen til mig og fortsatte med at gå. Jeg kunne se, hvor jeg trådte i faklens lys, og jeg vidste, at Jack udelukkende tog den med for min skyld, da han selv tilsyneladende ikke havde problemer med at finde vej i mørket. Da vi rundede det næste hjørne, blev mine øjne mødt af flere flammer. Væggene på begge sider af os havde begge indhak i øjenhøjde, og hele vejen hen stod hundrede vokslys og brændte. For enden faldt mine øjne på en enorm dør, der tårnede sig over mig i tre personers højde. Ved foden stod to mænd og så afventende og vagtsomt på os. 
Jeg holdt mig bag Jack, mens han satte faklen fra sig i en tom holder af jern, der stak ud af væggen, hvor han var standset. Mens han gik mod vagterne, rømmede han sig, og hvert skridt udstødte den autoritære holdning, som kun Jack kunne vise på trods af sit ellers knap så truende udseende. 
"Bareilles," lød det fra en af mændene, da de begge bukkede og så skiftevis fra Jack til mig. Jack nikkede til hilsen. 
"Længe siden," sagde den anden mand, og Jack måtte stoppe med en utilfreds mine, da manden ikke flyttede sig og gav adgang til døren, "Hvem er-"
Manden stoppede sig selv midt i sætningen og lod blikket passere Jacks skulder for at falde på mig. Jeg kunne se hans muskler spændes, mens et svagt rødt skær ramte hans øjne. Synet fik alarmklokkerne i mit hoved til at ringe, og jeg trådte af refleks et skridt tilbage. Jeg bekæmpede hvert skrig, den lille stemme i min underbevidsthed gav, hver ordre om at vende om og løbe. Jeg så mig over skulderen efter fri bane, men ham, der havde hilst på Jack, var med et vindpust bag mig og blokerede min flugtvej. Hans mørke øjne pulserede med en rød undertone.
"Vi kan ikke lade uvedkommende passere," sagde han med sit sultne blik fæstnet på mig.
"Hun er min," hvæsede Jack af dem uden at flytte sig fra stedet. Det gibbede i de to, og han fortsatte med en sært hypnotiserende stemme, "I rør hende ikke, lugter ikke til hende, ser ikke på hende. Skulle der komme andre, der har til intension at skade hende, forsvarer I hende for alt i verden, men vogt over hende til jeg kalder hende ind."
I et splitsekund lyste deres øjne op med et rødglødende lys, og mandens øjne blev tomme og så lige igennem mig. Jeg så forvirret på Jack, der så selvtilfredst fra den ene vagt til den anden, for til sidst at se på mig.
"Vent her," sagde han og gjorde mine til at vende sig, men tilføjede så, "Og prøv for din egen skyld ikke at flygte."
Manden, der før havde stået bag mig, indtog igen sin plads ved døren, og skubbede den op for Jack, der uden flere ord gik ind, og den store dør faldt tungt i bag ham. Jeg var alene med de to fremmede vampyrer.
Jeg så op på først den ene og så den anden, men ingen af dem lod til at tage notits af mig. Deres blikke var vendt mod mørkets ingenting, hvor de mange flammer ikke kunne nå. Jeg viftede med hånden foran den enes ansigt, men han gjorde ingen tegn til at opfatte noget som helst. Han ignorerede mig. Jeg fnøs, halvfornærmet.
Der gik adskillige minutter, før døren atter gik op, og inden da havde jeg nået at tælle hvert lys i rummet. Fire gange. Der var helt præcist 541 tændte lys og syv nedbrændte.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...