Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13885Visninger
AA

17. 3.6

En tåge havde omringet mig. Jeg kunne kun se omridset af min krop, og de svage lys blev udhviskede. Jeg hørte stemmer. De kom ikke fra dette rum, jeg kunne stadig ikke høre de ord, Eliyas og Silicia talte. Stemmerne kaldte på mig. De trak mig væk. Men de kaldte ikke Amelia.

   "Lux," kaldte de dragende.

   Lux

   Lux havde Ramon kaldt mig, da han havde fremprovokeret mine mærker til alles beskuelse.

   Men Lux var ikke mig. Lux var en fremmed betegnelse for nogen, jeg ikke var og aldrig havde været. Jeg var Amelia Strattford, menneske. Med menneskelige behov, menneskelige følelser og en menneskelig krop. 

   Det var ikke flere stemmer. Det var én stemme, der uregelmæssigt og rystende kaldte i fortvivlelse. Kaldte på mig. Jeg kunne ikke ignorere stemmen. Jeg fulgte efter den og lod mig opsluges af den omsluttende tåge. Jeg var ikke faret vild. Jeg fulgte stemmens dragen, og pludselig befandt jeg mig i en mørk gade. Jeg vidste ikke, hvor jeg var, eller hvordan jeg skulle komme tilbage, men jeg var rolig og fattet. Foran mig sad en lille pige på knæ. Jeg kunne høre hendes stemme hviske udvaskede ord, der forsvandt i hendes gråd. Hendes ansigt var vendt ned mod det svage stearinlys, der brændte foran hende. Hendes lange hår hang i filtrede, beskidte lokker, og hendes krop var dækket af slidte, mudrede stykker tøj. Der gik nogle sekunder, før hun opdagede min tavse tilstedeværen. Da hendes blanke øjne først fandt mine bare fødder og derefter langsomt bevægede sig langs min krop og til sidst fandt mine øjne, kunne jeg se mit genskær afspejle sig. Jeg stod under et svagt lys, men der var ingen lamper, ingen ild, der ville kunne lyse min krop op på denne måde. Som der hvilede en skygge over Ramon, hvilede der et lys over mig.

   I lang tid sagde hverken pigen eller jeg noget, og hendes hulken døde hen og blev til små hik, mens jeg så på hende. Det var hende, der tog ordet.

   "Lux?" spurgte hun med et forvirret udtryk. Hun åbnede munden for at sige mere, men et omrids af en person dukkede op fra den større gade. Pigen rejste sig, samlede den lille æske med hvad, der så ud til at være lange svovlstikker, op, greb stearinlyset og satte i løb. Hvorhen nåede jeg ikke at se, for så snart gløden fra vægen blev blæst ud, blev jeg revet væk.

   Jeg var tilbage i tågen. Denne gang var der ingen kalden at gå efter. Jeg var fortabt og forvirret og panikslagen. Jeg forsøgt at bevæge mig i en tilfældig retning, men jeg styrede ikke mine bevægelser. Jeg havde ingen krop at bevæge. Jeg var legemsløs. Jeg lukkede øjnene. I tankerne, for jeg havde stadig ingen kontakt til mine egne øjne. Jeg forsøgte at mærke mine fingerspidser, mine tæer. Intet. Jeg fyldte mine lunger med luft, men jeg kunne ingenting lugte, jeg kunne endnu ikke mærke blodet i mine årer. Jeg havde nært givet op. Men pludselig rystedes hele min krop af et par kolde hænders stærke greb. Jeg hev efter vejret men begyndte at hoste i min ivrighed efter at få luft ned i lungerne. 

   "Amelia," sagde Eliyas og sad rastløs på knæ på gulvet ved siden af mig, "Hvad skete der?"

   Hans arme var løftede og hænderne så ud, som var de stoppet midt i en handling. Om han var bange for mig, kunne jeg ikke tyde. Men det ville ikke undre mig. Jeg var bange for mig.

   Da mine lunger fyldtes med luft, der ikke blev afvist af host, hævede jeg mit blik og så fra Eliyas til Sicilia og derefter ud i ingenting mellem dem. Ude af stand til at finde ord. Hvad skete der med mig? Jeg vidste det ikke. Jeg havde hørt en lille pige kalde og fulgt hendes stemme. Kunne jeg fortælle dem om den lille pige? Eller ville de kalde mig skør? Jeg vidste ikke, om min underbevidsthed havde spillet mig et puds i bevidsløsheden, om jeg måske bare havde drømt hele hændelsen. Jeg rejste mig op i halvsiddende stilling. Med min ene hånd greb jeg om sofaens kant, og den anden trykkede sig mod det kølige trægulv, jeg havde ligget på. Et øjeblik sad jeg stille og lod mine fingerspidser mærke sofapudernes kolde blødhed. Jeg var tilbage i min krop. Jeg trak mine ben op undermig og støttede mig til sofaen som jeg kom til fødderne. Den hurtige bevægelse fik det til at svimle for mine øjne. Blodet skulle lige have en chance for at nå min hjerne, og mit hjerte skulle pludselig præstere for at modstå tyngdekraften. Før jeg selv nåede at registrere min gyngende krop, var Eliyas ved min side. Men han rørte mig ikke. Han stod der bare, klar til at reagere, hvis jeg skulle forsvinde igen. Jeg så ikke på ham. Jeg skænkede ikke Silicia et blik. Jeg var forvirret og bange, jeg måtte ud fra dette rum.

   Uden et ord gik jeg mod døren. Den var blevet efterladt ulåst, og da jeg skubbede den op, stod jeg under den åbne himmel. Den kølige luft flød over min hud, smøg sig over mine arme og ben og rev blidt i mit hår. Jeg trådte væk fra døråbningen og bevægede mig hen mod skibsrælingen, mens mine øjne gled over himlen. I den fjerne horisont forenede himmel og hav sig i en dybblå nuance, der blev lysere og lysere, som jeg kiggede længere mod den modsatte horisont. Her legede himlen og skyerne med lyseblå, lilla og lyserøde nuancer. Ved scenariets centrum spillede himlen så smukt i orange og gylne farver, men mit hjerte sank. Solen var væk. Det var nat.

   Noget andet fangede min opmærksomhed lige i udkanten af de smukke farver. Der var noget mørkt på horisontlinjen. Vi havde nået land.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...