Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13905Visninger
AA

16. 3.5

Det næste, der trak mig ud af min tanketomme tilværelse, var en voldsom, uventet smerte. Min mave krampede. I protest mod min nuværende kost, der bestod af tørt brød, gamle kiks og lunkent vand, trak mine muskler sig sammen. Manglen på næring og variation kom bag på min krop, der hidtil aldrig havde lidt mangel på føde.

   Jeg trillede ned på gulvet og krympede mig med et smertensstøn. Min hjerne registrerede den oprevede banken på døren, men da jeg satte en hånd i gulvet foran mig for at rejse mig, stoppede en jagende smerte mig. Som et sværd, der skød gennem min krop. Jeg faldt sammen igen. Mit spyt smagte mærkeligt, og konsistensen var samtidig ekstra tyk.

   ”Amelia!” hørte jeg en stemme kalde. Amelia? Det var mig. Men hvem ville kalde på mig? Jeg genkendte stemmen, og det var ikke en, der gjorde mig bange eller bekymret. Måske nærmere spændt og en smule nervøs. Men jeg kunne ikke sætte et navn på.

   ”Åh.” En ucharmerende lyd forlød mine læber, da jeg forsøgte at få vejret, og jeg klemte mine øjne hårdt i. Skide vampyrer. Sætter ud for at kidnappe et menneske, men har ikke interesse i at holde det i live. 

   Hænder rørte ved mig, og jeg hørte stemmer. Min krop flyttede på sig, men det var ikke mig selv, der bevægede den. Jeg hørte en lys, syngende kvindestemme sammen med en dyb og hærget stemme. Stemmerne kom tættere på, og de begyndte så småt at forme ord. Ét ord gik igen. Amelia. Det var mig. Mig? Hvem kalder på mig? Amelia.

   ”Hvad er der galt med hende?” Min hjerne opfattede en sammenhængende sætning gennem smerten, der havde bredt sig til hver en muskel. Det var et spørgsmål. Den lyse stemme sagde så mange på så kort tid, at jeg ikke opfattede ét eneste af dem.

   ”Silicia!” sagde den dybe stemme fra før, ”Gør noget.”

   De kolde, forsigtige hænder forsøgte at få styr på min krop. Men jeg vidste godt, at det ikke kunne lade sig gøre. Jeg kunne ikke engang selv få styr på den.

   ”Jeg ved ikke, hvad der sker,” sagde den lyse stemme panisk. Stemmen fremkaldte et billede på indersiden af min øjenlåg. Et ansigt. Hvidt hår. En kvinde. Silicia, havde stemmen kaldt. Det var Silicia. Min ven. ”Det her er ikke normalt. Hun er ikke normal!” Den opskræmte tone udtrykte et behov for hjælp. Jeg ville gerne hjælpe. Jeg forsøgte at skille mine øjenlåg fra hinanden, og den lille sprække lukkede lys ind. Det ellers dæmpede lys fra olielamperne i kaptajnens kahyt virkede som hvidt laserlys med retning direkte mod mig. De tunge øjenlåg faldt atter i.

   ”Tror du det er en eller anden sindssyg fase i den gudelige opvækstsprocess? Vokser guder op? Er hun overhovedet Gudinde endnu? Jeg mener, hun befinder sig jo stadig i en menneskekrop,” flød de hurtige ord ud af Silicias mund.

   Jeg forsøgte mig med at åbne mine øjne igen. Jeg ville hjælpe min ven. Jeg vidste ikke, hvad problemet var, eller om jeg overhovedet kunne stille noget op. Men pludselig var det, som om jeg ingen øjne havde at åbne. Smertenstågen, der havde lagt sig om mig, var væk. Og ligeså var min krop.

   Nej. Den var der stadig. Lige dér på gulvet foran mig. Men mine lemmer var slappe, og jeg udviste ingen tegn på liv. Er det sådan her, døden foregår? Jeg så nærmere på min krop. Svage, velkendte mærker oplyste mine lemmer i det mættede lys fra olielamperne. Lysene var ved at dø. De plejede at lyse kraftigt og tydeligt, men de selvlysende mærker blev svagere og svagere. Hænder holdt min krop og rystede den panisk. Det var Eliyas, der klamrede sig til min livløse krop. Hans mund bevægede sig, og Silicia stod forvirret og modløs ved siden af. Selvom de tydeligvis talte med hinanden og kommunikerede, forlod ingen ord deres læber. Var jeg på vej væk?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...