Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13877Visninger
AA

15. 3.4

    Du er jo bare et simpelt menneske, havde Silicia sagt den første dag, jeg havde været her. Tog hun fejl? Jack og Eliyas havde haft en heftig samtale om, hvorvidt jeg var Ramons et-eller-andet. Tanker og erindringer fløj rundt i hovedet på mig som en sværm af uorganiserede insekter på en varm sommeraften.

    Hendes sjæl

    Guddommeligt blod

    En forbandelse over kvinderne i min familie

    Ramons – hvad?

    Guddommeligt

    Stop!

    Tilbage til virkeligheden, Amelia.

    ”Du skal bøde for den vanære, du har udvist.” Og med de ord, demonstrerede den mægtige Ramon, Mørkets Gud, sin styrke. Som at knække en tandstik adskilte han Alonzos hoved fra vampyrens krop. Rædslen var ikke til at tilbageholde, da noget koldt og vådt ramte mit ansigt og min ene arm. Blod, koldere end is. Jeg stod frosset til stedet, mens Alonzos todelte skikkelse brød ud i særprægede, hvide flammer. I den stjerneløse nat, var vampyrens døde krop det eneste lys. Mine øjne flyttede sig ikke fra de hvide flammer, men det var ikke, hvad jeg så. Mit sind afspillede scenen igen og igen som en gammel VHS, hvis film var beskadiget, hvis billeder jeg ikke kunne flygte fra. Blod, død og ødelæggelse.

    Et hjerteskærende skrig fandt vej ind i min bevidsthed. Et skrig, der var så skræmt, at jeg følte, at min egen frygt var bagateller i forhold til den skingre tone, der ikke lød til at få en ende. Personen, der skreg...

    Det var mit skrig.

    Jeg kunne ikke stoppe. Det var, som om jeg havde mistet al kontrol over min egen krop. Det var tørheden i min hals og manglen på luft, der gjorde en ende på det pinefulde skrig. Alle så på mig, men jeg var ligeglad, følelsesløs. Jeg havde set en dø. Nok havde jeg aldrig været mere bange for en, end jeg var for Alonzo – men havde han fortjent døden? Guden var væk. Forsvundet i mørket. Mine ben gav under for min vægt, og jeg faldt sammen. Stærke arme lukkede sig om mig og løftede mig op. Min hud, der var iskold. Mine vidtåbne øjne, der intet så. Jeg blev ført væk fra lyset og den brændende krop, indtil det fuldstændige mørke omsluttede mig.

 

Det var meget værre, en nogen ville have forestillet sig. Jeg følte, det var min skyld. Jeg kunne lige så godt have taget hans liv med mine egne hænder. Hans blod sad stadig under mine negle. Eller var det mit eget? I et desperat forsøg for at rense min blodstænkede hud havde jeg muligvis kradset mig selv til blods. Hans sjæl hjemsøgte mig. Jeg sov ikke, jeg havde ingen anelse om tidens passeren. Døsede jeg hen, vågnede jeg badet i sved.

    ”Amelia!” Det var lyden af Jacks bestemte tonefald, der rystede mig ud af mit endeløse mareridt, ”Rolig, du drømmer.”

    Men synet af vampyren så tæt på mig fik mig til at fare sammen, og et sus i mavne efterfuldt af et bump! afslørede, at jeg var faldet ned fra den silkebløde sofa med de kradsende, broderede pyntepuder. Min hjerte hamrede afsted, og jeg kunne mærke den fugtige koldsved på min pande.

    Mit angstprægede ansigt fik ham til langsomt at træde bagud, som var jeg en tikkende bombe. Han sukkede dybt, opgivende.

    ”Undskyld,” sagde han stille, ”Jeg beder Silicia bringe dig mad.”

    Og Jack gik, og jeg krøb tilbage i hjørnesofaen, så langt væk fra alle fremmede væsner, jeg kunne komme, og Silicia kom med mad som lovet, dag for dag, nat for nat, og hun plaprede løs som altid, men jeg hørte ikke et ord.

 

Amiras kolde, blå øjne, lyse hår og solsvedne hud fandt vej ind i min bevidsthed. Hun var ikke glad. Havde jeg troet, det var muligt, ville jeg måske have vovet at påstå, at hun var mere vred på mig, end jeg var bange for hende. Om det er to følelser, man kan stille op mod hinanden, kan jeg ikke bedømme.

    ”Jeg skal sørge for, at du, Gudinde af Lyset, lider en evighed i flammer,” sagde hun med en stemme, der var mere som en slanges hvislen end et menneskes ord, ”Som mit hjerte, efter at du forårsagede min elskedes død.”

    Det sidste ord hang stadig i luften, da jeg spærrede øjnene op og gispede efter vejret. Men der var intet at se. Jeg analyserede rummet for ethvert tegn på liv. Intet. Det var mørkt udenfor, men rummet blev lyst op af de konstant brændende olielampers dulmede lys. Ingen blond vampyr, ingen Amira. Var det noget, jeg havde forestillet mig? Jeg var i sandhed ved at blive skør. Amelia Strattfort, Gudinde af Lyset. Skørt.

    Og jeg gled ind i det mørke limbo mellem søvn og bevidsthed endnu engang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...