Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13882Visninger
AA

14. 3.3

    Omkring mig havde vampyrerne hver især taget et lille diskret skridt bagud. Tavsheden var tung iblandt dem, og kun vinden havde sit at byde på. Jeg så rundt på flokken. Hvert ansigt bød på et nyt udtryk. Forvirring, frygt, tvivl, respekt. Var det hån, jeg mødte hos flabede Amira? Kvinden havde intet haft til overs for mig før. Jeg gad vide, hvad der foregik i hovedet på hende nu. Jeg fik øje på den bredskuldrede afrikaner, der optrådte i mine vage minder om kidnapningens nat. Han stod rank og så på mig. Hans eftertænksomme blik hvilede på mig. Ærbødighed.

    Jeg så væk. Jeg anede ikke, hvad alt dette betød. Hvis bare de skide mærker ville slukke deres lys. Opmærksomheden var ikke til at bære. Eliyas var ingen steder at finde i mængden. Hans fraværen ramte mig med en følelse af at være blevet ladt i stikken, og jeg lod mine skuldre synke en smule. Jeg genkendte endnu et ansigt: Jacks lave skikkelse. Hans opmærksomhed var ikke rettet mod mig. Med argusøjne betragtede han Ramon i stedet. Ramons blik var nærmest sultent. Jeg mærkede gåsehuden starte med en sitren i mine underarme, hvorefter hårene på hele min krop langsomt rejste sig. Han løftede en hånd, som han tog et skridt nærmere. Jeg havde ingen steder at flygte, så jeg klemte mine øjne i og afventede et uundgåeligt slag. Et slag, der aldrig kom. I stedet blev mine øjenlåg oplyst af et skarpt, kortvarigt lys, mens en skærende, elektrisk smerte bredte sig fra Ramons berøring på min pande. Mine øjne slog op i tide til at se hans forfærdede ansigtsudtryk, der blot afspejlede min egen forskrækkelse. Mine mærker begyndte at flimre i korte blink, og jeg så forvirret på mine arme. Til sidst døde lysene helt hen og min hud lignede sig selv. Jeg åndede lettet ud, glad for at igen at være migselv. Men hvad havde fået dem til at slukke? Og til overhovedet at lyse i første omgang? Jeg så omkring mig, mens jeg ignorerede alle de forvirrede ansigter og den heftige mumlen fra flokken. Hele skibet så ud til at være mørklagt. Jeg så op. Ah, selvfølgelig. En mørk sky havde lagt sig som et tykt slør for månens lys. Det forklarede i hvert fald skyggen, der havde lagt sig om skibet. Men hvad med mine mærker? Var det også månen, der fremprovokerede deres lys?

    Jeg så på Ramon. Han så ikke ud til at være forvirret. Hans blik udviste derimod utilfredshed for dernæst at ændre sig til vrede. Tumpen forsøgte igen at løfte hånden, og jeg forberedte mig på at få stød igen. Men denne gang rørte han ikke mit skind. Han fjernede i stedet det mørke hår, der havde lagt sig på min skulder. Efter at have fået udsyn til min hals, så han ud mod vampyrflokken.

    ”Hvem står bag dette?” råbte han mere som en ordre end et spørgsmål. Jeg krympede mig for hans buldrende raseri. Hans øjne faldt på mig, og han så ud til at afvente min beretning. Jeg slog blikket ned. Jeg vidste godt, hvad han snakkede om. På den side af min hals sad to små sår med et par centimeters mellemrum. Der sad de eneste fysiske mærker efter vampyren Alonzos angreb på mig og mit blod.

    ”Herre, jeg vidste jo ikke – ”

   ”Dig!” råbte Ramon og var i to lange skridt foran Alonzo. Alonzo forsøgte at vifte det af sig med undskyldninger. Men Ramon ville ikke høre. Hans stemme skar sig vej ind i mit sind. I et kort øjeblik tog jeg mig selv i at have ondt af Alonzo på trods af, at han selv havde været skyld i Ramons vrede. Jeg klemte øjnene i og forsøgte at lukke af for Ramons lærende prædiken. Der var dog én sætning, jeg ikke kunne ignorere.

      ” – fortæring af guddommeligt blod er ikke bare for næring,” sagde han. Guddommeligt blod . Mit blod? Var jeg deres Gud? Nej. Nej, det kunne jeg ikke være.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...