Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13885Visninger
AA

13. 3.2

Oppe på dækket stod et kaos af vampyrer og ventede. Blandt dem døde en opreven summende snak hen, da jeg trådte frem i lyset af månens sidste kvart. Jeg så fra det ene ansigt bleggjort af månens kølige belysning til det næste par undrende øjne. Alle rettet mod mig. Langsomt delte folkemængden sig i to og dannede en sti, der åbnede sig for mig. Vinden rev i mig og fik mit hår til at piskede mig i ansigtet. Her var koldt, og intet blod nåede den arm, Alonzo trofast holdt i sit greb. Det stak og gjorde ved helt ud i fingerspidserne. Stien foran mig nåede sin ende, og der kom en mand til syne. Måske nærmere en dreng. Han lignede en på min alder. Rundt om ham stod vampyrerne på repsektiv afstand. Lyset så ikke ud til at nå ham, og der hvilede en tung skygge over ham. Jeg så op, men intet så ud til at skærme månens lys. Var det ham, de kaldte Ramon? Jeg stod måbende og kiggede på ham uden egentlig at se ham.

   Alonzo slap mig og slyngede mig i én bevægelse hen mod den mystiske dreng. Det voldsomme ryk samt skibets gyngen fik mig væltet om kuld på gulvet og trak mig ud af min – ja, min hvad, min trance? Jeg samlede mig og løftede blikket fra trægulvet. Jeg mødte hans nedladende blik med så meget modstand, jeg kunne mønstre. Hans betragtede mig overlegent med et skævt smil, der nærmere lignede en kræmpetrækning i hans ansigt. Jeg stod få meter fra ham og lod, som om hverken blæsten eller kulden kunne røre mig. Sandheden var, at jeg brugte al min energi på ikke at vælte rundt som Bambi volt 2. Jeg så på ham. Rigtigt  på ham. Han var højere end jeg selv, og en del blegere i huden. Huden, der blot så hvidere ud i kontrasten til hans mørke hår. På toppen af hans brede skuldre og autoritære holdning, faldt mit blik på hans ansigt. En fremtrædende hage og høje kindben spillede godt sammen på ham. Men mest dominerende var det par grønne øjne med det kølige blik. Øjne, jeg havde set før. Han lignede mig. Lige næse, proportionære læber, stærkt opmærksomhedskrævende øjenbryn. Dette var ikke muligt.

   Fortvivlet, forvirret og håbløst stirrede jeg på ham, ude af stand til at tro mine egne øjne. Bag hans kolde øjne fandt jeg et blik, der var lige så tvivlende, som jeg følte mig. Han skiftede fokus til noget bag mig, men jeg turde ikke løfte mit blik fra hans skikkelse.

   ”Bareilles,” bjæffede Ramon, ”Af De Oprindelige,” det lød som en titel af ære, men Ramons tilgang og hårde stemme sugede al grund til stolthed ud af ordene, ”Utallige gange er jeg blevet præsenteret for, hvad der angiveligt skulle forestille at være Hende. Utallige gange har jeg måttet døge med fupnarer og svindlere. Hvad påstår du skulle være anderledes ved denne tøs?”

   Hans blik skiftede over på mig, og han så afmålt på mig. Forventede et eller andet show. Men jeg vidste ikke, hvad jeg skulle gøre. Vidste ikke hvilken påstand, der lige nu skulle forsvares om mig. Bag mig tog Jack ordet, og jeg vendte mig langsomt mod ham.

   ”Nox, Herre. Vi har kaldt dig, din guddommelige sjæl, hertil. På lige vis reagerer Hendes sjæl på hidkaldelsen.”

   Jack tav, og hans blik skiftede mellem mig og Ramon, hans herre. Jeg vendte hovedet og så på Ramon, der eftertænksomt begyndte at tale.

   ”Lux,” sagde han og så indgående på mig mens han langsomt tog et skridt nærmere, ”Vis dig”

   Skræmt tog jeg et vaklende skridt bagud, mens Ramons blik på mig ændredes til et ulæseligt udtryk. Jeg så ned ad mig selv. For anden gang lyste min krop op som et juletræ, der på juleaften stjæler alles opmærksomhed med sin betagende skønhed. Jeg selv var blot et mere kejtet et af slagsen, men om ikke andet lyste jeg for alle pengene. Var det… min sjæl?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...