Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13877Visninger
AA

29. 28. august 1551

28.08.1551

BERETNING

Jeg havde blot sat mig til rette med den stærkt berusede Menneskekvinde i min Favn. Jeg havde bedt Handleren om at sørge for hendes Tilstand, saa jeg netop selv vilde kunde mærke Rusen gennem hendes Blod, der om lidt vilde flyde i mine Aare. Det vare ikke længere lige saa nemt for mig at blive beruset nu, som da jeg Engang selv vare Menneske. Hundrede Aar er gaaet, og jeg har endnu ikke formaaet at acceptere min egen Tilstand. Jeg raadede over evigt Liv. En Uendelighed i Mørket er begyndt at være meget, meget lang Tid. Jeg trak Menneskekvinden ind til mig og lod mig synke ned i hendes Hals for at overgive mig til Fuldskaben, som jeg Efterhaanden havde gjort saa mange, mange Gange før.

 

Netop som jeg havde sat mine skarpe Tænder i hendes saarbare Hals, hvor Blodet i hendes Aare vare Nøglen til at undslippe min Elendighed – netop som hendes Blod var begyndt at sprede sin Varme rundt i min iskolde Krop, blev jeg forstyrret af en bragende Torden, der lød saa højt og intenst, som kom det fra det selvsamme Rum, jeg befandt mig i. Det vare et velkendt Tordenbrag, og jeg vidste udemærket, hvad det havde ført med sig. Dét, der vare særligt ved denne Gang, vare, at jeg nu ikke selv havde hidkaldt Ham til mig.

"Bareilles," lød hans Stemme bag mig. Med ét enkelt Ord bredte en Kulde sig fra ham, og et uhaandgribeligt Mørke opslugte os, da Lysene, der havde lagt Rummet i et blødt Skær, kun lyst nok til, at Kvinden kunne finde rundt, men ikke helt nok til, at det generede mig, blev pust ud.

Jeg følte mig underholdt. Dét, at Han kom til mig, kunde kun betyde, at det nu vare Ham, der skulde bruge Noget fra mig. Jeg mærkede Haarene paa hendes Hud rejse sig, men hun vare laast fast i mit stærke Greb og kunde ikke undslippe Kulden. Jeg trak mine Tænder fra hendes Hals og slikkede mig om Munden for at faa hver eneste Draabe med, før jeg skubbede den døsige Kvinde fra mig. Jeg var ærgerlig over at maatte sende hende væk, men Nox kunde ikke vente.

"Forlad os," formanede jeg hende, og hun forlod gandske vist Værelset med Blodet løbende ned ad Halsen fra de to smaa, aabne Saar i Indhulningen lige under Kæben. Langsomt rejste jeg mig fra min Stol og vendte mig mod den mørke Gud. Han fulgte Kvindens slæbende Skridt væk med Øjnene og saa Døren lukke bag hende, før han talte.

"Jeg har en Opgave til dig, Jaque, af særdeles Vigtighed," sagde han og gik mod Bordet for at sætte sig paa Stolen overfor min egen, uden at være blevet budt at sidde, og han saa paa mig med et Udtryk, der ikke afslørede én Følelse. Jeg tog igen Plads i Stolen og saa forventende paa ham.

"Lad mig høre."

"Mørket er den mægtigste Kraft, og Vampyrerne den mægtigste Race," startede han og byggede sin Tale op med smigrende Ord og selvflatterende Prætentiøsitet, men det næste kom dog bag paa mig, "Jeg vil af med Æquitas. Han skal ikke kalde sig min Fader, han har ikke Magten over mig. Med ham af Vejen er der Ingen, der kan stoppe mig i at udrydde Englene og tage Menneskene til Slaver. Jeg vil skabe uendeligt Mørke, saa der ikke vil være Noget, der kan begrænse Vampyrerne, mine Nattens Skabninger. Jeg vil herske over Verden. Alene."

"Jasaa," sagde jeg og overvejede hans Idé, smagte paa hans Ord, "Men Herre, Nox, Æquitas er en Gud – som De. Abstrakt og udefinerbar. Han har aldrig personificeret sig, som De gør nu, og vi aner derfor ikke, om han overhovedet er som De. Hvordan vil De skilde Dem af med Ham?"

"Det er dér, du kommer ind i Billedet, Jaque," sagde han med dyster Stemme, "Tag til Serib og mæng dig med Englene. Lad som om Mørket har tabt dig, og foregiv at du i Sandhed har Lys i dit kolde Hjerte. Bliv deres Bekjendte, og lad dem betro sig til dig. Find da Styrken i deres Baand til Æquitas, saa vi kan finde Svagheden ligesaa."

"Og hvorfor forventer De, at jeg vil gøre dét? Tage til Englenes Land og lade som om jeg er god. Og opgive dette?" Jeg spillede kostbar gandske vist, for dét, jeg hentydede til, var blot et beskjedent Værelse. Men det vare dog her i Mørket, jeg hørte til, og jeg vare ingen Engel i Vampyrklæder. 

"Jeg vil give dig Status, naar du vender tilbage. Rigdom og smagfulde Mennesker, i stedet for det fordærvede Menneske, du før havde hos dig."

"Jeg vil være Deres højre Haand – Deres Prophet," forlangede jeg og fik Blod paa Tanden, "Jeg vil være Raadets Overhoved, højst af alle Vampyrer."

Et mørkt Smil bredte sig over Gudens ansigt, men det var bestemt ikke Glæde. Han var Mørket selv, og Smilet paa hans Læber vare hans Magt.

"Godt," sagde han, "Drag afsted i Nat. Tag intet med dig udover de Klæder du har paa, og vær ydmyg og hjælpeløs, naar du naar Serib. Saa vil de lade dig ind."

Jeg nikkede forstaaende, og han forsvandt. Jeg sukkede og saa mig omkring i mit Værelse. Derefter kaldte jeg paa Menneskekvinden. Nox kunde nok godt Unde mig bare ét Maaltid, før jeg fulgte hans Ordre og drog mod Serib.

Jaque Bareilles    

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...