Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13912Visninger
AA

9. 2.3

Ah, sollys! Jeg vidste ikke, hvor længe, jeg havde været fanget i skyggen, men det var alt sammen ligegyldigt nu. Jeg stod på rælingen med et fast tag i en rebstige, der så ud til at føre op til en udkigspost. Som jeg stod dér med lukkede øjne, omkringet af vinden, der legede med mit hår og rev blidt i mit tøj, var jeg i mit rette element. Min far havde altid kaldt mig barn af Solen. Han påstod, at jeg, lige siden jeg var helt spæd, ikke var til at holde styr på, så snart Solen brød frem blandt skyerne.

   Her kunne ingen røre mig, her vovede vampyrerne sig ikke ud. Eller gjorde de?

   En tydelig opmærksomhedskrævende rømmen lød bag mig.

   Chokket sammen med mit forsøg på at vende mig fik min fod til at glide af rælingen, og i et øjeblik, der føltes som flere minutter, hang jeg faretruende i luften over vandet og kunne intet stille op. Det her var mit endeligt. Jeg ville blive suget langt under vandet og drukne.

   Jeg havde altid troet at det, at livet passerede revy, når man lå på dødsrenden eller havde en nærdødsoplevelse, blot var en myte. Men lige nu bladrede min hjerne igennem et fotoalbum i et forsøg på at overbevise mig om, at dette ikke var det sidste.

   Jeg så min far komme vinkende ud fra lufthavnen efter at have været væk i en uge på forretningsrejse i Canada. Min bror og jeg var kørt til lufthavnen for at hente ham. Jeg var seksten, havde netop bestået køreprøven og var stolt ejer af et kørekort.

   Dernæst så jeg min bror. Han havde lige opdaget sin passion for basketball og viste mig stolt, at han kunne ramme i kurven ved første forsøg. Altså efter at have øvet sig lidt.

   Billederne blev ældre og mere slørrede. Min underbevidsthed kastede minderne over mig: Jeg pustede ti lys ud på en fødselsdagskage; jeg legede med strengene på en guitar for første gang.

   I min buttede barnehånd holdte jeg et billede af min mor og far på deres bryllupsdag. Det var før, jeg selv var blevet født. Jeg lignede min mor på en prik. Samme grønne øjne, samme mørke hår. Samme tendens til at opholde sig i solen for længe. Hun var død i barselssengen. Der var gået mange år, før min far havde fortalt mig, hvad der var hændt min mor. Han havde fortalt mig, at min mormor ligeledes døde af at give liv til min mor. Hun havde kaldt det en forbandelse, der lå over kvinderne i min slægt. Når ét lys slukkes, tændes et nyt.

   Få millisekunder efter at min balance havde svigtet mig, greb noget fat om min underarm og hev mig i sikkerhed. Ikke noget, men nogen.

   Eliyas, der stadig havde et fast greb om mit håndled, hævede et øjenbryn og så på mig. Med sin frie hånd, løftede han nøglen, jeg havde hængt om min hals for ikke at miste den, fra min brystkasse. Endnu en gang havde han redet mig. Han stod med let spredte ben på rælingen i perfekt balance med skibets rytmiske gyngen, hvorimod jeg stadig svajede med bløde knæ i chok efter min nærdødsoplevelse.

   ”Jeg behøver ikke engang at spørge,” sagde han med rystende hoved. Han lod nøglen falde mod mit bryst og trak mig i sikkerhed med ned fra rælingen.

   ”H-hvad,” jeg sank en klump og tog mig sammen, ”Hvad laver du her?”

   ”Jeg ville spørge dig om det samme,” svarede han kækt. Dejavu.

   ”Men,” hvad var det lige, jeg prøvede at sige? Det naturlige lys fremhævede hans heldige træk, og han så igen næsten guddommelig ud. ”Solen?”

   ”Nåh, dét,” han trak på skuldrene. Det var ingen sag. Han var blot super-vampyr. Mere havde han ikke at sige om dén sag, kunne jeg mærke på ham.

   Jeg vred min arm fri af hans greb, og i et kort sekund så han ud til at have glemt, at han lige havde reddet mit skind endnu engang.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...