Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13891Visninger
AA

8. 2.2

   ”Porten til hvad?” sagde jeg, før jeg kunne få lagt bånd på mig selv. De vendte begge hovederne og stirrede på mig, som om de havde glemt, at jeg kunne konstruere sætninger bestående af mere end ét ord. Jeg så ned. Deres opmærksomhed ville jeg ikke have. Jeg ville lades alene. Jeg ville hjem. Hjem til det stressede liv i Miami, hjem til min far og min bror. Åh, hvor jeg savnede dem.

   De vækslede et blik og så ud til at beslutte, at det var en viden, jeg ikke skulle kende til.

   ”Du må hellere gå til køjs, Eliyas,” sagde Jack og lagde kompasset i en skuffe under skrivebordet, ”Det er ved at blive dag.”

   Eliyas nikkede og så på Jack, der tog sig til panden, som havde han hovedpine. ”Hvad skal der ske med hende?” spurgte Eliyas og nikkede i retning af mig. Jeg blev helt fortumlet over at være blevet skænket en tanke. De virkede ellers til i store træk at være ligeglad med mig.

   ”Hun bliver her dagen over,” svarede Jack, og begyndte at slukke de olielamper, der lyste rummet op. Der var ingen vinduer, og det flakkende lys fra flammerne, der var lokalets eneste lyskilde, døde ud et efter ét, indtil kun én olielampe stadig brændte. ”Vi stiller hende for Ramon i morgen aften. Han ved, hvad der nu skal gøres.”

   Eliyas så overvejende på mig og nikkede afmålt. I næste sekund forsvandt han ud gennem døren. Jack sukkede opgivende. Jeg havde igen skuttet mig ved de hurtige bevægelser, men løsnede lige så stille op.

   ”Som sagt,” Jack gik roligt over mod døren, Eliyas praktisk taget havde løbet ned, ”Du tilbringer dagen her,” – han drejede en nøgle i låsen. Om det var for at holde mig inde eller vampyrerne ude, vidste jeg ikke – ”Jeg befinder mig inde ved siden af, hvis du har brug for noget,” – nøglen, der var gammeldags af udseende, blev lagt i en lomme på indersiden af hans frakke-skråstreg-kappe – ”Der er menneskeføde i skabet derovre. Prøv at få noget mere hvile”

   Med de ord forsvandt han ind gennem en dør, der måtte føre til et kaptajnsværelse. Mere hvile? Jeg havde brugt det meste af min tid på ikke at være ved bevidsthed, siden jeg modvilligt havde forladt Miamis trygge velkendthed.

   Hvad skulle jeg stille op nu? Jeg forsøgte mig med at komme på benene. Eliyas havde haft ret. Det virkede, som om min krop og blodforsyning havde det ganske normalt. Men mit blod var ikke et af mine større behov lige nu.

   Mad. Jeg måtte have mad. Sulten havde sneget sig ind på mig skyggen af alle mine andre bekymringer.

   Jeg begav mig hen mod det anviste skab, der ifølge Jack skulle indeholde menneskeføde, som han så fint havde betegnet det kort forinden.

   Og han havde ret. Okay, ret var måske så meget sagt. Om dette føde var spiseligt, kunne jeg ikke bedømme, men min mave skreg på næring. De tørre kiks og stuetemperaturs-dåsesuppe, der sikkert for længst havde overskredet sidste salgsdato, var godt nok. I stunder som denne, måtte man ty til drastiske handlinger. Overlevelse frem for alt var et menneskeligt instinkt, såvel som var det et dyrs.

   Kiksene var endnu mere tørre, end de så ud til. Suppen kunne jeg ikke åbne. Men min mund skreg efter vand. Væske. Suppe. Hvad som helst.

   Med en gammel fyldepen fik jeg prikket et hul i det tynde metallåg, og suppen blev glædeligt modtaget i min tørre hals. Og sådan gik første af mange kedelige måltider, jeg havde foran mig.

 

Så stille som muligt listede jeg døren på klem til kaptajnskahytten efter at have stået og lyttet efter tegn på liv et minut eller to. Der var ingenting. Ikke engang lyden af vejrtrækning.

   Jeg skubbede langsomt døren op, og bad til, at den ikke ville knirke. Selvom stortset hele skibet knirkede fra alle hjørner, holdt jeg stadig vejret, som jeg stod dér i døråbningen. Stadig intet. Der var bælgmørkt herinde, og det tog mine øjne yderligere et minuts tid at danne omrids og konturer i mørket. På værelset var en kommode, hvorpå der lå en notesbog med tilhørende fjer og blæk. Hvem i al verden brugte stadig den slags?

   Ved modsatte væg stod en seng. I sengen lå et lig. Sådan forekom det mig. Kroppen tilhørte Jack. Han lå helt stille med hænderne foldede over brystet, og han trak ikke vejret. Hans brystkasse hævede og sænkede sig ikke på almindelig vis, som set gjorde i stødt og stabilt tempo ved et menneske. Han fortrak ikke en mine, mens jeg på tåspidser listede mig over til ham.

   Fandens, han havde stadig den samme kappe på, hvori han havde lagt nøglen. Den lå spredt ud over sengen som en vifte eller endda sorte vinger. Som en flagermus.

   Et gulvbræt gav sig under min vægt.

   Det var, som om tiden stod stille. Jeg trak ikke vejret, men ej heller gjorde Jack. Har lå, som var han forstenet. Forsigtigt og med rystende hænder løftede jeg hans ene hånd fra brystkassen. Den var kold og tung, og Jack havde stadig intet livstegn vist. Var han virkelig død? Måske var det bare sådan en standard-vampyr-trancesøvn, der havde hele skibets paranormale  besætning i sin magt.

   Nøglen befandt sig ganske rigtigt i inderlommen på frakke-skråstreg-kappen, og med en tilfreds følelse af triumf trak jeg mig ud fra hans sovekammer.

   Med et klik gik låsen op. Jeg var fri. For nu.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...