Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13872Visninger
AA

11. 21. oktober 1891

21.10.1891

 

Balancen er tabt og Verdenen står på Pinde. Modstanden fra Lyset er svindende, mens Mørket er altopslugende. Al Innovation er gået i Stå, og der er ingen Orden at finde. Kampene er ved at tage Overhånd, mens jeg desperat fortsætter min Søgen.

   Betira af Serib, den nu sidste Oprindelige Engel, er med mig. Hendes fantastiske Evne til at forudsige Fremtiden har for mig været altafgørende. Dog hæmmet af Komplikationen i, at det udelukkende er jeres Verden, hun Ser, gør vi trods Alt Fremskridt. Vi befinder os lige nu i jeres Verden for første Gang. Det er lykkedes os at lokalisere Porten. Min Skibsbesætning er endnu ikke underrettet, men jeg frygter, at de vil påbegynde en Ravage af dette ukendte Land.

   Et enkelt Skib krydsede vores Veje Dagen forinden den i Dag, og de anede ikke, hvad der var dem i Vente. Det første halve Hundrede Mennesker af jeres Verden måtte lade Livet for vores Tørst. Forvirringen i Menneskenes Ansigter stemte ikke overens med Vampyrernes Forventninger om Frygt. Grundet dette Sammenstød er der Oprejsning blandt Besætningen, der fornemmer den fremmede Luft. Betira påstår at kunne mærke en ukendt følelse af Hendes Eksistens.

   Denne Søgen kan nu nærmest betegnes som mit Kald; jeg føler mig næsten levende. Jeg mindes min Tilværelse som Menneske, og jeg vil næsten vove at påstå, at jeg af og til føler Vemod efter Følelsen af varmt Blod i mine Årer. Mit eget Blod vel og mærket. Ak, hvad jeg ville give for at kunne nyde direkte Sollys igen. Det er én Ting, jeg under Englene. At lade min Krop varmes af Solens lyse Stråler. Efter Århundreder i Mørket, Skyggerne og det sparsomme Lys af Flammer, kan jeg til Tider føle mig som en Parasit. Aldrig har jeg følt mig mere ussel, end da jeg ved Solhverv havde den Ære at se Englene i Serib stige til Himmels i Fryd ved Dagens første Lys. Tavs måtte jeg se til fra Skyggerne. Da betvivlede jeg, hvorvidt jeg kæmpede for den rette Side.

 

Jaque Bareilles

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...