Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13916Visninger
AA

35. 20. marts 1589

20.03.1589

BERETNING

Jeg har tilstaaet min Kærlighed til Betira af Sherib. Jeg ved ikke længere, hvad jeg er. Hvad tror jeg paa? Lysets spirituelle Lykke eller Mørkets materielle Tilfredsstillelse? Jeg tror paa Betira. Jeg tror paa, at jeg har fundet mit Maal i Livet. Hende.

Disse Tanker strejfede mit Sind før Andre tog deres Plads. Før vi Formaaede at skabe den perfekte Balance. Vi vare de Første til at hidkalde Guden Æquintas.

Taagen lukkede sig omkring os, mens vi ved Solnedgang paa Jævndøgn, netop dér hvor Solen er halvt nede bag Horisonten, netop i Øjeblikket mellem Nat og Dag. Vi sad uforstyrret paa Græsset i det bløde Lys fra Halvsolen, der lagde et varmt Skær over vore Ansigter og fik vor Hud til at gløde. Jeg mindes endda at føle min for længst døde Krop, nærmest synes som om varmt Blod flød gennem mine Aarer og gav Farve til min Hud. Dér vare vi Jævnbyrdige, for ved Skiftet fra Dag til Nat – fra Solens nederste Bue ramte Horisonten indtil den allersidste Straale blev til Skygge – da havde ingen af os flere Krafter end den anden.

I Taagen formede sig et Ansigt saa højt som en Mand er lang, mens vi sad med Hænderne laast sammen og vore Blikke uadskillelige og messede igen og igen, mere og mere indtrængende og intenst:

Monstra te, Æquitas, face teipsum visibilis

Monstra te, Æquitas, face teipsum visibilis

Vis dig, Æquitas. Kom til Syne for os. Usikkert blev vi ved, mens Taagen langsomt tog Form, og først da to smaragdgrønne Øjne skinnede ned paa os og lagde Alt i et grønligt Skær, tav vi begge.

"Æquitas?" forsøgte Betiras bløde Stemme sig indbydende og venligt. Naar hun talte vilde alle tie for at lytte til hendes Stemme, der sang sig gennem Ord og Sætninger i bløde, rolige Toner.

"Betira af Sherib," rungede det stærk, men roligt fra Taagen omkring os, "Jaque Bareilles."

Der vare ingen Mund, til at forme Ordene, og Betiras og mit Blik mødtes for at finde en Reaktion, en Bekræftelse paa, at vi ikke bare havde hørt det i vor egen Fantasi.

"Du ved, hvem vi er," sagde jeg havlt spørgende, halvt bekræftende. Taagen nikkede tavst. Jeg løsnede svagt mit Greb om Betiras slanke Fingre, da jeg opdagede, at jeg havde trykket dem haardere, end jeg havde haft i Sinde. Hvis vi ikke bare vare blevet sindssyge, vare det her den første Personificering, Æquitas nogensinde havde foretaget sig.

"Æquitas, vor Gud," begyndte Betira igen og tog Ordet, "Vi søger din Vejledning, da jeg har oplevet de her besynderlige Drømme," hun skævede fra de grønne Øjne til mig, og for første Gang saa jeg hende være foruden Ord.

"Jasaa," lød den dybe Stemme, Æquitas. Den bød hende med et enkelt Ord at fortsætte.

"Jo, jeg ser denne her Kvinde. For nogle Aar siden vare hun blot en Pige, men nu er hun en Kvinde. Jeg tror, hun er et Menneske, for hun har ingen Vinger, naar jeg ser hendes Refleksion, og hun er ikke Vampyr, for hun nyder Solens Straaler. Hun har mørkt Haar, og hendes Øjne–" hun tav, og saa paa de to grønne Øjne, der betragtede hende lysende, som hun beskrev sine Drømme – "Hendes Øjne er grønne som dine."

De sidste Ord forlod stille hendes Læber, og hun lod dem synke ind. Et foranderligt Udtryk faldt over Gudens grønne Øjne, og hans Stemme lød atter, dog ikke rolig som før. Ham, der kontrollerede Verdenen, havde et Stænk af Panik i sin Stemme.

"Du maa ikke handle paa disse Drømme," hans Ord snublede nærmest over hinanden i deres Iver efter at blive hørt og opfattet, "Forstaar I?"

"Min Gud, hvem er denne Kvinde?" spurgte jeg, der ellers havde siddet tavst og ladet de to tale med deres hver især fortryllende Stemmer. Der lød et langt Suk. Som om den abstrakte Gud blev ramt af Fortrydelse og Erkendelse paa én og samme Tid.

"Hendes navn er Elizabeth Philips," sagde Æquitas langsomt, "Hun er ikke et Menneske."

"Hvad er hun saa? Og hvorfor lever jeg hendes Liv i mine Drømme?" spurgte Betira, saa fuld af Spørgsmaal, at det Ene nærmest spiste det Andet, før det Første overhovedet havde forladt hendes Læber, som en Sang sunget i Kanon. Hun rejste sig og lod den ene Haand falde fra dét, der havde været en ubrydelig Knude af Hænder, der bandt Vampyr og Engel sammen, og rejste sig i Frustration uden at slippe mig med den anden Haand.

"Rolig Engel," sagde Stemmen højt og formanende, "Du er en af De Oprindelige. Du har faaet tildelt Gaven at have direkte Indsigt til din virkelige Gud. Ser I, jeg vakte denne Verden til live med baade Vampyrer og Engle – mørke og lyse Væsner. Nox styrer Nattens Mørke, men det er ikke mig, der har Lyset i min Magt. Jeg sørger blot for den overordnede Balance mellem Nat og Dag – Lys og Mørke. Elizabeth Philips er ikke Menneske, ej Vampyr eller Engel, for hun er Englenes Gud. Lux. Hun rummer alt Godt i Verden, og derfor har jeg været nødsaget til at gemme Hende væk her i Verdens spæde Begyndelse, hvor Kaos har hersket, og hendes Godhed vilde blive hendes Død. Hun lever i en uberørt Verden, til Tiden Engang er inde, hvor hun atter vil vende tilbage."

Det sidste Ord gav Ekko omkring os, mens Gudens Vilje sank dybt ind i vores Sind. Mens vi saa paa hinanden og søgte Vejledning i hinandens trygge Samvær, opløstes Taagen, og vi opdagede, at Mørket havde lagt sig om os. Betiras Sanser vare svækkede, mens mine vare stærkt skærpede i Nattens Ly. Jeg støttede og vejledte hende ad Vejen tilbage til hendes Hjem i den store Stenbygning med de høje Mure og to Taarne, der Engang havde udgjort et Menneskeriges Slot og nu paa lige Vis fungerede som Hjem for Englenes Leder, Betira af Sherib.    

 
Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...