Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13903Visninger
AA

4. 1.3

Det kunne ikke være sundt, det stads, de berøvede mig min bevidsthed med. Mit hoved dunkede i hvert fald voldsomt, da jeg vågnede igen. Jeg tog mig til panden, men mine hænder var stadig bundet sammen. Gulvet, jeg lå på, var fugtigt. Det var lavet af gamle træplanker, der knagede ved hver bevægelse. Jeg turde ikke åbne øjnene af frygt for, hvad jeg ville få at se. I modsætning til sidst kunne jeg nu huske alt, der var sket, klart og tydeligt.

   Luften var tung og fugtig. Jeg kunne høre noget dryppe i det fjerne, og den gyngende bevægelse, jeg hele tiden følte, var ikke til at tage fejl af. Jeg var på det skib, afrikaneren havde omtalt, kort før jeg gik ud som et lys.

   Da jeg havde ligget med hænderne for ansigtet længe nok uden at høre andet end den dryppende lyd og bølgerne, der plaskede op ad skibets side, besluttede jeg mig for, at det var okay at åbne øjnene. Først så jeg ind i mine håndflader. Så flyttede jeg dem for at støtte mig selv, da jeg ville op og sidde.

   Jeg befandt mig i en fangecelle under dækket. Der var helt åbent ud til gangen. Dog skulle man bare lige igennem et gitter først. Der var en dør i gitteret, men den var sikkert låst. Den dryppende lyd kom fra gangen. For langt nede af gangen til, at jeg kunne se dråberne fra, hvor jeg befandt mig.

   Da jeg havde halvt ligget, halvt siddet i den samme stilling alt for længe, mens jeg hørte den ene dråbe efter den anden ramme gulvet, var der pludselig noget, der brød rutinen. Jeg hørte fodtrin. Om der var et eller flere sæt var stadig svært at afgøre, de var for langt væk. Men lyden kom ikke fra dækket, den kom hernede fra. Måske bare længere henne ad gangen. Jeg satte mig helt op, da skridtene kom tættere og tættere på.

   En splejset kvinde dukkede op på den anden side af gitteret. Hendes hvide hår var tyndt og faldt ned over hendes skuldre. Hun var ikke grim, slet ikke. Hun så bare så skrøbelig ud. Og det hjalp ikke, at hendes krop var dækket af små huller. På underarmene, i halsen, op og ned af hendes ben. De hørte sammen to og to. Havde de tortureret hende ved at lukke hende ind i et stort slangeterrarium? Hvad hvis det samme ventede mig? Måske var det en eller anden syg måde at underholde de fine folk her på skibet? Mine tanker var ved at løbe løbsk, og jeg ophidsede kun mig selv.

   Men her var vi så, to fanger. Eller var hun overhovedet en fange? Hun var ikke bundet, hun befandt sig uden for gitrene. Vi stirrede lidt på hinanden, før hun satte sig på hug i de høje stilletter og skubbede et stykke brød og en flaske vand ind under tremmerne.

   ”Jeg tænkte, at du nok var ved at være sulten,” sagde hun med en stemme mindre skinger, end jeg havde forestillet mig, ”Eller i hvert fald tørstig måske.”

   Jeg kravlede hen til tremmerne uden at sige noget. Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Jeg rakte bare hånden ud efter flasken, der langsomt kom trillende og skruede låget af den. Først da det halvlunkne vand skyllede ned gennem min hals, gik det op for mig, hvor tørstig jeg egentlig var. Før jeg vidste af det, havde jeg drukket halvdelen.

   ”Du vil nok hellere spare lidt på det,” sagde kvinden, ”Men du har sikkert en masse spørgsmål, og jeg vil gerne svare på dem.”

   Hun satte sig ned på den anden side af gitteret, lænet op ad væggen. Og så afventende på mig.

   Jeg vidste ikke, hvad jeg skulle sige. Om jeg havde mange spørgsmål? Selvfølgelig havde jeg det! Jeg var jo for helvede blevet kidnappet! Men der var alt for mange spørgsmål, til at min hjerne kunne rumme dem alle. Og de trængte sig alle på lige med ét. Så jeg startede fra enden. Eller en af dem.

   ”Hvorfor er jeg her?” spurgte jeg så efter et øjebliks tænketid, ”Og hvor er vi på vej hen?”

   Kvinden smilte svagt og tænkte lidt, før hun svarede.

   ”Du er her, fordi Han har brug for dig,” sagde hun, men så rettede hun sig selv, ”Vi har brug for dig.”

   ”Hvorfor?” sagde jeg og rynkede øjenbrynene, ”Hvem er han?”

   ”Ramon,” hviskede hun mystisk og fniste drilsk. Hun så ikke ud til at ville uddybe sit svar yderligere. Hvem pokker var ’Ramon’?

   ”Og hvad vil Ramon med mig?” spurgte jeg, og fik navnet til at lyde langt mere normalt end kvinden gjorde i lavt toneleje med rullende, langsom udtale. Det lød, som om hun forgudede ham.

   Hun trak simpelt på skuldrende.

   ”Aner det ikke,” sagde hun kort for hovedet, ”Ærlig talt, så forstår jeg ikke, hvorfor de alle sammen hidser sig sådan op over dig. Du er jo bare et simpelt menneske.”

   ”Et simpelt menneske?” spurgte jeg og rynkede igen brynene. Hun talte ikke nedladende, men som om mennesker pludseligt var nederst i fødekæden. Ikke pludseligt, men som var det ganske normalt.

   Hun nikkede hurtigt og trak ligegyldigt på skuldrene. Jeg måtte indrømme, at hun ikke var synderligt god til at besvare mine spørgsmål. Hun kendte vidst ikke så meget til hele plottet bag min kidnapning, så jeg besluttede mig for at spørge ind til noget, hun da måtte vide.

   ”Hvorfor har du sår og ar over det hele?” spurgte jeg i et mildt toneleje, ”Torturerer de dig?”

   ”Ih, nej da,” sagde hun og rystede ihærdigt på hovedet, så de lyse lokker dansede om hendes ansigt, ”Det er når de drikker mit blod. Det gør kun ondt, hvis man stritter imod.”

   Drak de hendes blod? Hvad var de? Dæmoner eller noget? Vampyrer? Jeg blev bange. Mere bange, end jeg var før. Så meget uforklarligt var sket. Jo, hvorfor ikke også tilføje vampyrer og dæmoner til listen, nu vi er i gang?

   ”Mener du,” sagde jeg og sænkede stemmen, ”At de drikker dit blod som i… At de er vampyrer?”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...