Som Natten, så Dagen

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 9 aug. 2016
  • Status: Igang
En pige, der såmænd har set sig selv ganske almindelig, bliver kidnappet fra sin hjemby, Miami. Strattford, Amelia. Sytten år gammel. Én far, én lillebror. Hvad er der specielt ved hende? Der er noget, ingen har fortalt hende. En viden, der sætter både hendes liv og en hel Verden på spil. Vampyrerne er efter hende. Hun er nemlig slet ikke fra Menneskenes Verden. Jeg har allerede røbet for meget. Denne viden er fortrolig. Hvis du er fra min Verden, har du sikkert allerede gættet dig frem til resten, så jeg kan lige så godt sige det: Hun er Englenes Gud.

27Likes
32Kommentarer
13905Visninger
AA

3. 1.2

Jeg stod på en båd. Sådan virkede det i hvert fald. Jeg vidste det ikke, det hele gyngede for mig. En båd var det ikke, jeg havde græs under tæerne. Solen stod højt på himmelen, mens luften blev fyldt af en masse fugle, der pippede deres sange. Man kunne ikke se dem. De var overalt. I træerne til venstre, buskene dér til højre. Inde i mit hoved. Det var ikke bare en masse tilfældige toner. De formede en melodi. Melodien sagde mig et eller andet. Jeg kunne bare ikke finde ud af, hvad. Jeg kunne på den anden side heller ikke koncentrere mig længe nok til at finde ud af det. Det hele var så smukt her. Alle mine bekymringer var væk, der var ingen vægt på mine skuldre. Faktisk havde jeg det, som om jeg selv ikke havde nogen vægt. Som om jeg kunne lette hvornår, jeg ville, og bare flyve op i det blå. Gad vide, om jeg kunne?

   Jeg så ned af mig selv. Jeg havde stadig det samme nattøj på, som jeg havde lagt mig til at sove med. Sov jeg? Det var dérfor! Åh, hvor jeg elskede min underbevidstheds ustyrlige fantasi indimellem.

   Mine tæer begravede sig i græsset. Jeg flyttede den ene fod. Så den anden. Til sidst løb jeg ned ad bakken, og satte af. Jeg lukkede øjnene. Egentlig forventede jeg, at jeg ville ramme jorden igen, men det eneste, jeg kunne mærke under mine fødder, var vinden. Den var over det hele. Den omsluttede mig, og jeg åbnede øjnene.

   Under mig kunne jeg se den slætte, jeg før stod på. En tåge kom krybende ind fra alle sider og sugede det smukke landskab til sig. Jeg rakte hånden ud for at gribe fat i det resterende fantastiske scenari, men vinden rev mig væk. Den flåede i mig fra alle sider. Jeg kunne intet stille op, så jeg lod bare min krop flyve, som vinden ville.

   Pludselig tav vinden, og jeg stod stille i luften. Jeg så rundt i tågen, der omringede mig på nært hold, og… Var det ikke et ansigt? Jo, det var. Et ansigt, der syntes at være på størrelse med hele min krop kun et par favne fra mig. Tågeansigtet åbnede øjnene og så på mig… Med mine øjne? Nej, det kunne ikke passe, det var helt klart en mands ansigt. Det var bare tilfældigvis den samme grønne nuance som den, mine øjne havde.

   Udtrykket var ikke svært at læse. De så på mig som om jeg ikke eksisterede. Og på samme tid som om de frygtede mig. Men hvorfor?

   Jeg åbnede munden for at tale til ansigtet. Idet jeg ledte efter ord, undrede jeg mig over, hvorfor det ikke talte til mig. Det var dét, der var det uforklarlige, svævende ansigt af tåge, ikke mig. På den anden side var jeg den vægtløse, selvlysende pige…

   ”Hvad er jeg?” ordene havde svært ved at forme sig, og hver lyd forlod omhyggeligt mine læber. Det var et simpelt spørgsmål. Det burde ikke kræve det lange svar. Og han burde vide det. Hans øjne var så store. De så så alvidende ud, som havde de levet i tusinder af år.

   Det grå tågeansigt med de grønne øjne åbnede munden. Og forsvandt med en hissende bevægelse.

   Det begyndte at tordne i tågen, og jeg blev igen kastet rundt. Det var, som om tyngdekraften pludselig kom i tanke om, at den burde påvirke mig, og jeg faldt mod jorden med faretruende fart.

 

Da jeg vågnede igen, var jeg ikke sikker på, hvor længe jeg havde været væk. Det hele gyngede i mit hoved, som drømte jeg stadig, og det føltes, som om alt, jeg havde i min mave, var på vej op igen.

   Jeg åbnede øjnene og opdagede, at jeg lå på noget mørkerødt stof med hovedet gemt i det. Føj, hvor her lugtede. Jeg ville rejse mig op, men mine arme sad fast på ryggen. De var bundet. Da var det, jeg huskede natten før. Eller for lidt siden. Jeg vidste det ikke. Men hvad, jeg vidste, var, at jeg lige nu lå bundet og slynget over skulderen på min kidnapper. En af dem i hvert fald, for der var flere. Jeg kunne høre dem tale sammen. De talte ikke synderligt højt, men højt nok til, at jeg opfattede ordene, selv med mit hår flagrende om ørerne.

   ”Nu, da vi har hende,” var der en til venstre, der sagde med en mørk stemme, ”Hvad har Ramon tænkt sig?”

   ”Aner det ikke,” var der en, der svarede i samme retning, ”Spørg ham selv.”

   En høj latter til højre.

   ”Held og lykke!” sagde manden, der lo, ”Han flår dig levende.”

   ”I skulle have set tøsens ansigt,” sagde en helt anden, ”Ha! Hun var helt ved siden af sig selv!”

   Se, den person kendte jeg. Eller, kendte og kendte. Det var såmænd bare min indbrudstyv, overfaldsmand og kidnapper.

   ”Heldigt for hende, at hendes bror ikke var hjemme,” sagde en kvindestemme, ”Han var ellers lige til at spise.”

   Lyden af kvinden, der omtalte min bror gav mig kuldegysninger og fik mig til at knytte mine næver. Det skulle jeg ikke have gjort.

   ”Hun er vågen!” rungede det fra ryggen, jeg hang på. Jeg var afsløret. Jeg kunne lige så godt skyde hul i det hele nu. Jeg begyndte at sprælle, til at jeg blev smidt på jorden og derefter hevet op og stå.

   "Du kan vel gå selv?” sagde manden med den røde skjorte, der før havde båret mig, og gav mig et skub i ryggen, så jeg kom fremad. Han var sorthåret, mørk om øjnene og virkelig bleg. Som om han ikke havde set dagens lys i årtier. Skræmmende. Men mærkeligere var, at han så så splejset ud. Hvordan kunne han have båret mig så let som ingenting?

   Det var stadig nat. Eller måske nat igen. Men det var endnu varmt. Himlen tydede til, at solen snart ville stå op. Her lugtede kraftigt af saltvand, mere end i Miami. Husene var mere slidte end de dyre, flotte huse, jeg så rundt omkring i Miami. Det lignede ghettoen eller et slumkvarter. Jeg var ikke hjemme. Måske langt fra hjemme.

   ”Hvor er vi?” spurgte jeg og blev ved med at snuble fremad.

   ”Cuba,” svarede manden med den røde skjorte.

   ”Cuba!? Jeg kan ikke være på Cuba! Jeg –”

   En hånd lukkede sig om min mund, før jeg nåede at registrere nogen som helst bevægelse.

   ”Hvis du ikke stopper med at skrige sådan op, så er du snart ikke nogen steder,” sagde kvinden, der før havde omtalt min bror, ”Forstået?”

   Hun blev ved med at holde om min mund, indtil jeg nikkede. Omsider slap hun og lod mig gå videre. Jeg så mig over skulderen for at få et bedre kig på hende. Hendes hår var lysblond og hun var mørk i huden. Bare lidt solbrun. Hun var ekstremt køn i ansigtet, men hendes øjne skræmte mig. De var lysende blå og så ud til at kunne suge en ned som de nedgående strømme i det dybe hav. Selvom hun ikke gjorde det med vilje – så vidt, jeg ved – så de helt sindssyge ud, og det fik mig til at tænke på, om hun overhovedet ville tøve med at dræbe mig, hvis hun fik selv den mindste mulighed.

   Meget længere kunne vi ikke komme, før vi befandt os i havnen. Jeg fik besked på ikke at stikke af, så jeg gik lidt væk fra dem alle og satte mig på en kasse af træ, der nok blev brugt til noget skibslast. Ærligt talt, så tror jeg ikke, at jeg var nået særligt langt i mit forsøg på at stikke af, hvis jeg da overhovedet havde forsøgt.

   Jeg sled i rebet, der bandt mine håndled stramt sammen. Intet fik jeg dog ud af det, kun nogle ømme mærker under rebet. Jeg prøvede at træde igennem ringen, mine arme dannede, og det lykkedes. Mine hænder var stadig bundet, men foran. Jeg kunne værne om mit ansigt, hvis de prøvede at slå mig, og jeg kunne tage fra, hvis jeg faldt. Det var for mig en kæmpe fordel, og det gjorde mig en del tryggere.

   Den lyshårede – ham, der havde kidnappet mig fra starten af – kom over til mig efter lidt diskussion i flokken. I hånden havde han en kanyle med en væske af en art.

   ”Nå,” sagde han og tjekkede, om der var hul gennem nålen ved at presse et par dråber ud, ”Det ser ud til, at jeg ikke kan blive ved med at slå dig ud. Bare sid stille, så er det hurtigt overstået.”

   Jeg rejste mig og bakkede væk fra ham – lige ind i en anden. Ham havde jeg ikke bemærket før. Han var afrikansk af udseende og tårnede sig op over mig med sine brede skuldre. Hans hænder holdt mig fast, mens den lyshårede stak kanylen i min overarm og pressede væsken ind i mit blod. Min hjerne måtte stadig være lidt sløv, for det tog mindre end et sekund. Jeg nåede ikke at reagere på stikket, før nålen atter var ude af mit kød.

   ”Vi sejler ud i nat,” sagde den store, der stadig holdt mig, mens mine ben kollapsede, ”Kaptajnens ordre.”

   Mit syn blev sløret, og jeg kunne ikke længere fokusere. De kolde hænder holdt mig stadig oprejst. Jeg blev løftet op, og så lagde bevidstløsheden sig atter om mig. Igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...