Stadig i live

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Bidrag til Zombiekonkurrencen, mulighed 2. Resumeet er i 1. kapitel, da der ikke er plads her.

6Likes
3Kommentarer
260Visninger
AA

5. Kapitel 4

Båden vipper mere den her gang.

     Jeg ved ikke om det er fordi det blæser mere, men virker egentlig ikke sådan. Måske er det også bare frygten, der driller mig. Den har gravet sig længere ned end første gang, og det tager alt inde i mig ikke at vise Cirra, at jeg er bange, men hun må ikke se det. Jeg vil være med til det her, jeg vil hjælpe hende, og jeg vil være stærk. Jeg hader, at jeg altid føler mig så forbandet svag.

     ”Jeg tror, det var her, vi så ham igår,” siger hun efter noget, der virker som en evighedslang sejltur, og standser den lille bådmotor.

     Jeg ser mig automatisk omkring. Der er vand i alle retninger så langt øjet rækker, bortset fra ind mod land, der dog alligevel også er alt for langt væk.

     ”Det kunne det godt ligne,” siger jeg, og synker. Jeg putter mig længere ind i min jakke, og skutter mig lidt diskret, men jeg ved godt at jeg ikke kan skjule det, og jeg hader det.

     ”Er du sikker på, at du er okay?” spørger hun, og ser indgående på mig.

     Jeg bliver irriteret. ”God dammit Cirra, jeg har svaret på det spørgsmål mindst en million gange nu!”

     ”Men du har løjet for mig hver gang.” Hun ser ned.

     ”No shit, Sherlock.” Jeg undlader at se hende i øjnene, og behersker mig for ikke at sige mere. Jeg hader alt det, hun får mig til at føle, uden rigtigt at gøre noget for det.

     ”Undskyld Sabine,” mumler hun. ”Jeg vil ikke have, at du er irriteret på mig. Jeg er rigtigt glad for, at vi kan gøre det her sammen.” Hun smiler, og det er næsten ægte. Men også kun næsten.

     ”Det er jeg også,” svarer jeg, og mener det. "Lad være med at sige undskyld hele tiden, jeg fortjener det ikke."

     Vi sidder i tavshed længe. Det eneste, der høres er bølgernes blide skulpen imod bådkanten, og lyden af enten en sten eller en lille ting, der ryger fra den ene ende af båden til den anden når der kommer en tilpas stor bølge. Ellers er stilheden bare larmende, og jo længere den varer, jo mere mister jeg langsomt kontrollen. Jeg er bange. Rigtigt bange, og jeg er ikke sikker på, hvor længe jeg kan holde det tilbage uden at gå i panik.

     ”Jeg tror ikke, han kommer,” siger jeg til sidst, og prøver at lade være med at lyde opgivende.

Cirra sukker. ”Det frygtede jeg lidt, at han ikke ville. Også selvom han måske alligevel er her.”

     Det går op for mig, at jeg egentlig slet ikke har fået spurgt hende om ret meget midt i alt den her forvirring, og jeg lader min nysgerrighed tage over for et kort sekund, selvom jeg næsten er sikker på, at det kun vil øge min frygt endnu mere i sidste ende.

     ”Hvordan plejer du normalt at få ham til at komme?”

     ”Det er sjældent, jeg behøver gøre ret meget, han kommer mest af sig selv. Det er heller ikke fordi jeg har set ham så mange gange igen. Det er jo trods alt ikke så længe siden.”

     ”Men første gang..” Jeg tøver let. ”Hvordan skete det der?”

     Hun er stille lidt. ”Det var den aften Vicki hun..” Hun går i stå, og jeg tager hendes hånd, imens jeg sender hende et beroligende blik, der siger alt det jeg ikke kan fortælle hende med ord. ”Jeg lå og tænkte på ham. Jeg var stadig ikke helt sikker på, hvad det var, jeg egentlig havde været vidne til, og jeg prøvede at bilde mig selv ind at det hele bare havde været en ond drøm. Lige pludselig var han der bare. Han sad ude på min altan, og jeg kunne se ham ud igennem vinduet.”

     ”Blev du slet ikke bange?” kunne jeg ikke lade være med at spørge, selvom jeg godt vidste hvor dumt det lød.

     ”Det er min bror, Sabine. Jeg vil ikke sige, at jeg synes ret godt om at se ham som han ser ud nu, men jeg tror aldrig han rigtigt vil kunne skræmme mig.”

     Jeg nikkede, og lod som om jeg forstod det, selvom det på ingen måde gav mening for mig. Jonas havde været min bedste ven, og for et par uger siden ville jeg også selv have svoret på at han aldrig nogensinde ville kunne skræmme mig, men nu vidste jeg at det var løgn. Han havde jo skræmt mig i går. Fra vid og sans.

     ”Hvad skete der?” spørger jeg, og forsøger at skubbe frygten ud af kroppen for mindst tyvende gang. Stadig uden held.

     ”Tjah.” Hun trækker på skuldrene. ”Han kan jo ikke tale, så det møde gjorde mig ikke ret meget klogere på noget som helst. Jeg vidste jo godt at han var smittet, men jeg var utroligt lettet over at han slet ikke forsøgte på at gøre mig noget.”

     Jeg mister kontrollen et øjeblik. ”Hvordan kan du overhovedet sige det på den måde?!” udbryder jeg ophidset. ”Cirra, han er jo blevet til et monster!” Jeg fortryder ordene så snart de har forladt min mund og endnu mere da jer ser hvor såret hun bliver. ”Undskyld,” jeg slår en hånd op for munden. ”Det mente jeg ikke.”

     Hun sender mig et opgivende blik. ”Hvis du vil hjælpe med det her, bliver du altså nødt til at..”

     Et højt skvulp bag mig får hende til at tie, og denne her gang flyver jeg rundt med det samme, og mærker, hvordan panikken tager fat i mig i det jeg ved præcis, hvad der venter. Eller det tror jeg i hvert fald, lige ind til det går op for mig at det her ikke er Jonas. Ham her er meget større, og i stedet for at opføre sig som Jonas, der virkede usikker og småbange for sig selv, lyser det ud af hans manglende øjne, at han ved præcis, hvad det er han vil.

     Han ligner Jonas, og så alligevel ikke. Hans hår er præcis lige så klamt og fedtet, og det er tydeligt, at han også er en af de smittede, men alligevel ser han ud til at have det en del bedre end Jonas. Han har ikke et eneste sår eller hul i kroppen, men er bare grå og næsten død at se på. Hvis ikke det havde været fordi han faktisk var sprællevende.

     Hans benede hånd har fat omkring min højre skulder, inden jeg når at reagere, og jeg gisper højt da han strammer grebet, og læner sig ind imod mig. Selvom han ikke har nogen øjne, har jeg ikke problemer med at forestille mig, hvordan de ville have set ud, hvis han havde.

     Jeg skriger, selvom jeg ved det ikke nytter noget. Selvom jeg godt ved, at ingen nogensinde vil høre mig, udover Cirra, der alligevel intet kan gøre.

     ”Sabine, vær stille,” hvisker hun, da jeg er holdt op med at skrige. ”Prøv om du kan være stille.”

     Jeg svarer ikke. Jeg mærker bare, hvordan de lange fingre borer sig længere og længere ind i min skulder, og jeg skriger igen, da væsnet løfter mig op i kraven med den anden hånd, og holder mig op over vandet i stedet for båden. Det er som om han står oven på vandet, imens han holder mig.

     Jeg mønstrer alt den selvkontrol jeg kan finde, og lægger en forsigtig hånd oven på den der holder mig fast. Hans hud føles kold og ru under mine håndflader.

     ”Sæt mig ned,” hvisker jeg bedende. ”Sæt mig ned i båden, og så lover jeg at vi nok skal hjælpe jer med alt, hvad vi kan.”

     Han lægger vurderende hovedet på skrå, og jeg bliver nødt til at se helt ind i de tomme øjenhuler, selvom det vender sig inde i mig.

     ”Hvad pige gøre?” hvæser han, og løfter mig højere op.

     ”Det..” Jeg tøver. Jeg troede ellers ikke den kunne tale. Det er sjældent de kan det, så man rent faktisk forstår mere end et enkelt ord.

     ”Vi befrier jer,” råber Cirra desperat. ”Vi finder et måde at redde jer fra jeres sygdom, det lover jeg!”

     Han griber fat i mig, og hiver mig tættere på sit ansigt. ”Redde? Du ikke redde!” Han rusker mig hårdere, imens han ser på Cirra, og sender hende et rasende smil. Jeg mærker hvordan, jeg bliver svimmel. Et øjeblik er jeg sikker på at han vil tabe mig i vandet, men det sker ikke.

     ”Jo!” Råber Cirra. ”Giv mig en chance, bare lov mig at lade hende være!”

     Det ser ikke ud til, at han høre hende. I stedet bevæger han blot det benede ansigt endnu tættere på mit, og da han kun er få centimeter fra mig trodser jeg alle regler, og skriger igen så højt jeg kan. Det giver et lille sæt i ham, og han væser højt. Jeg får spyt i ansigtet og stanken af rådenskab fra hans ånde bliver decideret uudholdelig.

     Han holder mig stille alt for længe på den måde. Så længe, at jeg mærker hvordan ærmerne på min trøje, som han har løftet mig op i, begynder at skærer sig langsomt ind i mine armhuler. Jeg holder vejret, men er nødt til at slippe det til sidst, og i det jeg gør det, løfter han sin hånd med fem lange gule negle op til mit ansigt, og kører to fingre hen over min kind. Jeg mærker, hvordan de skærer igennem mit hud som skarpe knive efterlader fem dybe rifter.

     ”Giv mig!” er der pludselig en velkendt væsende stemme, der hvisker bag mig.
Jeg er paralyseret af panikken, og opdager dårligt da noget griber fat i mig bagfra og væsnet foran mig helt villigt giver slip, og overlader mig til Jonas.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...