Stadig i live

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Bidrag til Zombiekonkurrencen, mulighed 2. Resumeet er i 1. kapitel, da der ikke er plads her.

6Likes
3Kommentarer
258Visninger
AA

4. Kapitel 3

Jeg vågner dagen efter ved at det banker på døren til mit værelse.

     ”Ja?” mumler jeg søvnigt, og gider ikke vende mig om. Jeg er ret sikker på det bare er min mor, der vil et eller andet lige gyldigt.

     ”Sabine?”

     Jeg trækker automatisk min dyne omkring mig, da jeg genkender Cirras stemme. Selvom vi har sovet sammen masser af gange, sætter jeg mig op med et mindre sæt. Pludselig er jeg lysvågen.

     ”Det var ikke min mening at vække dig. Jeg troede, du var stået op.”

     Jeg har lyst til at komme med en skarp bemærkning, men jeg bider det i mig ved synet af hendes ansigt. Hendes øjne bærer meget tydeligt præg af, hvor meget hun har grædt de sidste uger, og jeg kan se, at sidste gang, ikke er længe siden.

     ”Det gør ikke noget,” mumler jeg.

     Hun sætter sig ned ved siden af mig, og tavsheden bliver hurtigt larmende. Normalt har vi ikke svært ved at tale sammen, men efter der skete alt det med Jonas, er der dukket en usynlig mur op imellem os, som jeg slet ikke kan flytte, og igår var det som om den lige blev ti meter højere.

     ”Jeg tror der er sket noget med Jonas,” siger hun pludselig.

     ”Hvad mener du?”

     ”Lover du at lade være med at dømme mig i et par minutter?” Hun ser alvorligt på mig, og jeg mærker hvordan den dårlige samvittighed begynder at rumle i min mave, samtidig med at jeg egentlig bliver endnu mere irriteret fordi jeg stadig ikke helt har tilgivet hende.

     ”Det lover jeg.”

     ”Det er bare..” begynder hun. ”Jeg lovede ham jo i går, at jeg ville tale med ham, men han kom aldrig.. og jeg har heller ikke set ham i dag. Det ligner ham ikke..”

     ”Hvor længe har i set hinanden?” spørger jeg, og prøver at lyde helt neutral, selvom jeg kender mig selv nok til at vide at jeg vil bryde hendes løfte, og dømme hende næsten lige meget, hvad hun svarer.

     ”Siden dagen efter Vicki døde.”

     ”Men det er jo..” Jeg stopper mig selv. Det var ikke det, det handlede om. ”Kan det ikke være politiet, der har taget ham?” spørger jeg i stedet, og lægger kraftigt låg på mig selv. ”Nu hvor de ved at virussen lader folk leve så længe? Alle..” Jeg stopper igen. ”Jeg mener de fleste, der har fået virussen er jo livsfarlige over for mennesker, så hvis de har fundet ham så..”

     ”Det er jo yderst sjældent, at nogen mennesker får fat i dem.” Cirra klør sig på armen, og prøver at se overbevisende ud. ”De er jo meget stærkere end os, og der er ikke noget der kan skade dem.”

     ”Nej, jeg ved det godt..” Det tager alt i mig ikke at sige, at lige meget hvad, så er det nok det bedste. Inderst inde gør tanken om, at Jonas er væk eller fanget mig utroligt lettet, selvom skyldfølelsen trykker hårdt. ”Vi må vel bare håbe, at han har det godt, hvadend der er sket,” siger jeg i stedet.

     Cirra rækker prøvende ud efter min hånd, og fletter sine fingre ind i mine. Det sender små gnister igennem hele min krop, og selvom jeg stadig er skuffet over hende og ked af det, så kan jeg slet ikke få mig selv til at give slip.

     ”Hvad mente du i går?” spørger jeg forsigtigt. Ikke helt sikker på om jeg vil høre svaret.

     ”Det var dumt, det jeg sagde,” svarer hun bare. ”Det passer ikke, at jeg ikke har noget at miste, men alt ting er bare så rodet i mit hoved, og nogen gange føles det som om jeg har mistet alt, hvad jeg havde.”

     Jeg har lyst til at sige til hende, at hun aldrig mister mig, men jeg ved slet ikke, om det er det, hun gerne vil høre. ”Det kan jeg godt forstå,” mumler jeg i stedet. ”Det var bare lidt hårdt, du ved..” Jeg stirrer ned på vores sammenflettede hænder. ”Det du sagde.”

     ”Undskyld. Jeg mente det ikke sådan.” Hun fanger mit blik, og det er som om noget inde i min krop eksploderer. De blå øjne skinner på en måde som kun hendes kan, og i det øjeblik er det som om hele mit værelse sløres, og der kun er os to og vores sammenflettede hænder. Hun er så forbandet smuk, som hun sidder der med sine lange brune krøller hængende ned over skuldrene, og hendes perfekte slanke krop, der er lænet ind over min seng.

     ”Jeg synes stadig det er en dårlig idé at ses med Jonas,” siger jeg til sidst, og river mig lidt chokeret fri af øjeblikket. ”Men hvis du virkelig insistere på det, så lad mig i det mindste hjælpe.”

     ”Det tror jeg ikke er en god idé..” Hun ser tøvende ned, og jeg trækker hånden til mig. Jalousien og følelsen af at blive udelukket gnaver igen nede i bunden af min mave. ”Men vi kan godt prøve. Vi skal bare have fundet ham først.”

 

                                                                       ***

 

Skolen er det sted jeg allermindst har lyst til at befinde den her formiddag. Jeg kommer to timer forsent, og har dermed misset de første timer med kemi, der sådan cirka er det fag jeg hader allermest, og havde egentligt planlangt at skippe resten af dagen, men Qiang har insisteret på at jeg altså er nødt til at dukke op til matematik, og engelsk. Han har en pointe med min katerstrofalt høje fraværsprocent, men på den anden side. Hvad gør fire lektioner til forskel?

     Qiangs familie kommer alle sammen fra Kina, men flyttede hertil Danmark da Qiang kun var 6 måneder gammel. Han holder godt fast i de kinesiske traditioner, men alligevel mærker man ikke på ham at han ikke er født her. Jeg gør i hvert fald ikke.

     ”Du kom.” Qiang lyser op i et smil da jeg placerer mig ved siden af ham i matematiklokalet, og klapper mine bøger ned i bordet med et unødvendigt højt brag for at overdøve hans musik.

     ”Selvfølgelig, Mister Fornuftig siger jo jeg skal.” Jeg sender ham et drillende smil, men det når ikke helt mine øjne, og han ser det med det samme. Jeg kan aldrig skjule noget for ham.

     ”Jeg er virkelig ked af alt det med Jonas,” siger han, og lægger en hånd på min arm. ”Du må sige til, hvis der er noget som helst jeg kan gøre for dig eller Cirra, ikke?”

     Jeg nikker, og sætter mig ned, imens jeg modstår fristelsen til at plapre ud med alt, hvad der skete i går. Jeg ved, at Cirra, uden at sige noget om det, helst vil have, at jeg holder det for mig selv, hvilket helt sikkert også er det klogeste. Qiang har bare altid været der for mig, og været min eneste stabile ven i min klasse, sammen med Jonas, i alle de tre år jeg har gået på Rønnerskov Gymnasium. Jeg føler lidt, at hvis jeg skal tale med nogen om det udover Cirra, så må det vel være ham, men jeg gør det alligevel ikke.

     ”I har ikke set noget til Jonas, vel?” Qiang kender ikke sandheden omkring, hvad der er sket med Vicki. Hverken mig eller Cirra har været i stand til at fortælle ham det endnu.

     ”Nej.” Jeg mærker, hvordan gåsehuden tager form på mine arme ved mindet om gårsdagens begivenheder. ”Gik jeg glip af noget vigtigt i kemi?” fortsætter jeg, bare for at snakke om et eller andet, der ikke har noget at gøre med Jonas.

     ”Nej, ikke rigtigt. Så vidt jeg husker, var det ikke redoxreaktioner, der var din største interesse, vel?”

     Jeg griner hult, og ryster på hovedet. ”Nej, der kan du have en pointe.” Jeg åbner min bog, og ser håbløst på lektierne til i dag. Jeg forstår intet af det, og spørger igen mig selv, hvad jeg egentlig laver her. Jeg har meget vigtigere ting jeg skal nå - såsom at finde Jonas for eksempel.

     Det er først da vores matematiklærer Frank træder ind af døren, og afskærer mig muligheden for at stikke af uden at alle ser det, at jeg konsekvent beslutter mig for at blive siddende.

     I frokostpausen sætter jeg mig over til Cirra. Jeg spørger Qiang om han vil med, men han ryster bare på hovedet, og sætter sig over til nogen drenge i den modsatte ende af kantinen som jeg ellers aldrig har set ham snakke med. Da jeg placerer mig på min sædvanlige plads ved vores sædvanlige bord forstår jeg pludselig, hvorfor Qiang ikke ville med. Pladsen til højre for mig, hvor Jonas plejede at sidde er alt for gabende tom, og jeg kan se at Cirra også sidder og tænker over det.

     ”Skal vi ikke sidde et andet sted?” spørger jeg, og gør mine til at rejse mig, men Cirra ryster bare på hovedet.

     ”Der er ikke ledigt nogen steder.”

     Jeg ser mig omkring, og ganske rigtigt er alle bordene fyldt op. Jeg overvejer kort at gå over til de drenge Qiang sidder med, men opgiver. Jeg har ikke lyst til at mase mig på.

     ”Har du en plan for, hvad vi gør?” spørger jeg lavt, og tager en bid af min tunsandwich. Smagen virker kvalmende, og min appetit er ikke rigtigt eksisterende i dag.

     ”Jeg har en,” mumler hun, og ser ned. ”Men du vil ikke kunne lide den.”

     ”Hvad går den ud på?”

     ”Vi skal ud og sejle igen.” Hun leger lidt nervøst med sugerøret til sin juice. ”Det er ret tydeligt, at han har det bedst ved vandet, og inden vi går til politiet skal vi sikre os at han virkelig er væk. For hvis ikke så skal vi ikke have givet politiet nogen mistanke om, at han er smittet, så de begynder at lede efter ham. Han er ret svag.”

     Jeg skutter mig, og ved godt, at jeg ikke rigtigt har noget valg, men hvor jeg dog hader tanken.

     Hendes hånd finder min under bordet, og hun sender mig et medfølende blik. ”Du behøver ikke tage med. Jeg kan godt klare det alene.”

     ”Nej.” Jeg skubber følelsen af ligegyldighed, der ellers er tæt på at overmande mig, væk og tager en dyb indånding, imens jeg giver hendes hånd et bestemt klem. ”Jeg skal nok tage med.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...