Stadig i live

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Bidrag til Zombiekonkurrencen, mulighed 2. Resumeet er i 1. kapitel, da der ikke er plads her.

6Likes
3Kommentarer
261Visninger
AA

3. Kapitel 2

”Jonas,” hvisker Cirra forsigtigt. ”Jonas, hør nu virkelig godt efter. Lyt kun til mig. Du kan ikke være her.”

     Han hænger helt stille på rælingen i begge arme, og selvom alt inden i mig skriger, at jeg skal flytte mig, så tør jeg slet ikke røre mig. Stanken af råddenskab, og brændt kød slår mig i møde og hans ånde er næsten uudholdelig. På trods af, at han lige er steget op af vandet er hans hår og krop lige så fedtet og klam som sidst jeg så ham. Intet ved ham minder mig om den Jonas jeg kendte, og selvom jeg godt ved at det ér ham, så nægter jeg at se det i øjnene, og frygter ham som om ham var et havuhyre.

     ”Jonas, husk nu, hvad det er vi har snakket om, og øvet os på,” fortsætter Cirra og jeg kan ikke undgå at gispe let, da det går op for mig, hvad det egentlig er hun siger. ”Lad den ikke bestemme. Du kender Sabine. Hun er okay.” Cirra har slukket motoren, rejser sig og går hen imod ham. ”Jeg skal nok tale med dig, men senere, okay?”

     Jonas tøver lidt og hvæser. Jeg kan ikke undgå at lukke lidt af panikken ind, og jeg træder uvilkårligt baglæns.Cirra trækker mig videre om bag sig, og lægger en beskyttende arm omkring mig. Selvom jeg er bange, kan jeg ikke lade være med at protestere lidt. Jonas var min ven. Hvis hun kan tale med ham, kan jeg vel også. Men da jeg åbner munden lægger Cirra en hånd over den som hun sørger for Jonas ikke ser, og sender mig et blik, der får mig til at tie stille med det samme, selvom det gør ondt at overlade det hele til hende.

     Efter noget, der føles som en evighed skubber Jonas sig endelig fri af rælingen igen og forsvinder ned under vandoverfladen. Cirra sukker lettet og slipper endelig taget i mig. Det snurrer allerede der, hvor hun har holdt fast.

     Fortvivlet og forskrækket forsøger jeg at samle mig selv. Jeg venter utålmodigt på, at Cirra skal sige noget. Bare et eller andet, der kan forklare det, der lige skete, men hun siger intet. Hun starter bare motoren, og begynder igen at sejle ind imod land. Jeg vælger at tie stille indtil vi er inde. Hun vil være nødt til at stoppe motoren igen for at høre mig, og jeg vil gerne ind så hurtigt som muligt.

     ”Har du mødtes med ham?!” Jeg sender hende et anklagende blik så snart jeg har fast grund under mine fødder. ”Hvad i alverden tænker du..”

     ”Okay, inden du går helt amok så lad mig lige starte med at sige to ting,” afbryder hun og rækker en hånd i vejret. ”Ét; Han er min bror, og jeg vil gøre alt for at hjælpe ham. To; Jeg har styr på det. Han er ikke farlig så længe det er mig, der taler med ham.” Hun springer op ad båden, og tøjre den til havnebroen med et blåt nylontov. ”Jeg er ked af det der skete, det var ikke meningen, at han skulle have lov til at forskrække dig sådan.”

     Selvom jeg aldrig ville turde det Cirra har gjort og beundrer hende lidt, så kan jeg ikke lade være med at føle mig lidt udelukket. Cirra ved udmærket, hvor meget jeg elsker Jonas. Hvorfor har hun ikke ladet mig hjælpe?

     ”Du aner ikke, hvad han kan finde på at gøre! Cirra, den virus gør ham total uforudsigelig, det ved du godt!” fortsætter jeg frustreret.

     ”Jeg er nødt til at prøve!” Hun ser hidsigt på mig. ”Du ville have gjort det samme!”

     ”Du kunne komme helt vildt til skade!”

     ”Ja, men det er ikke sket.”

     Jeg går i stå et øjeblik. Jeg har lyst til at lægge armene over kors, og sige, at jeg vil have hun holder op med at se ham lige nu, men jeg ved, at der ikke vil komme noget godt ud af det.

     ”Det kunne være sket i dag,” siger jeg og synker en klump. ”Han kunne have skadet mig.”

     ”Men det gjorde han ikke.”

     ”Hvorfor udsætter du dig selv for det?” spørger jeg bare. ”Han er jo død lige meget hvad. Virussen giver ham ikke livet tilbage, det forlænger bare hans efterliv, det ved du godt.”

     ”Nej, jeg ved ikke. Der er ingen med virussen, der er forsvundet helt endnu.”

     ”Det er også kun to uger siden, den brød ud, og de første smittede er næsten helt væk! Det er ikke risikoen værd!” Jeg prøver at fange hendes blik for at understrege min alvor, men hun ser bare ned.

     ”Jeg har jo ikke rigtigt noget at miste mere..” mumler hun, og ser ned. En tåre springer frem i hendes øjenkrog, og jeg træder tilbage. Vil ikke rigtig forstå det hun lige har sagt, men gør det alligevel og kan mærke smerten helt inde der, hvor det bare ikke må gøre ondt.

     ”Du har mig,” hvisker jeg, og mærker hvordan hendes ord lader smerten pumpe alt luft ud af mine lunger.

     ”Sabine, du forstår det slet ikke. Der er så meget du ikke ved.”

     ”Så fortæl mig det!”

     ”Det kan jeg ikke.” Hun ser stadig ikke på mig.

     Uden at være i stand til at komme med et modsvar vender jeg rundt, og sætter i løb op imod mit hus. Jeg kan høre Cirra råber efter mig, og selv om jeg godt ved, at hun har det meget svært lige nu og slet ikke har brug for at jeg bliver vred på hende, så kan jeg ikke stoppe de tårer, der begynder at strømme endeløst ned over mine kinder, og den voksende frustration i min mave som jeg ikke vil lade gå ud over hende.

 

     ”Jeg har jo ikke rigtigt noget at miste mere..”

     ”Sabine, du forstår det slet ikke. Der er så meget du ikke ved.”

 

     Det var som om at lige de ord bare gjorde for ondt.

 

                                                                                             ***

 

Da jeg kommer hjem aner jeg ikke, hvor jeg skal gøre af mig selv, og vælger at tage et bad. Løbeturen hjem har gjort mig total forpustet, og jeg er nødt til at vaske ansigtet, hvis jeg ikke vil vise nogen, at jeg har grædt.

     Da det varme vand skyller ned over mig, mærker jeg hvordan hver eneste krop i min celle langsomt falder til ro. Det føles som om badekarret gynger under mine fødder i starten, men også det holder op, og da jeg slukker for vandet og trækker et håndklæde omkring mig føler jeg mig en del mere rolig, selvom Cirras ord stædigt bliver ved med at tage luften fra mig hver gang jeg genkalder mig demm og synet af Jonas heller aldrig bliver noget, jeg kan vænne mig til.

     ”Sabine? Er det dig?” Min mor banker på døren til toilettet, og jeg åbner.

     ”Ja, jeg er hjemme nu.”

     ”Åh gud ske lov. Hvor har du gjort af din telefon?”

     Jeg ser uvilkårligt over på min bukselomme, men ved at den er tom og har været det hele tiden. ”Den gik ud,” lyver jeg.

     ”Hvem var du sammen med?” Hun lægger armene over kors, og jeg kan ikke lade være med at sukke. Det sidste jeg orker lige nu er et krydsforhør.

     ”Ikke nogen,” mumler jeg. Ved at hun igen ikke vil kunne lide sandheden. Hende og Cirra har aldrig været den bedste kombination.

     ”Du har grædt,” konstaterer hun pludseligt og hendes ansigt mildner. Hun lægger en hånd på min kind, og jeg har lyst til at trække mig væk, men noget får mig til at blive stående. ”Kom ind i stuen når du har fået tøj på, okay? Så taler vi om det hvis du har lyst, og hvis ikke, vil du så ikke bare love mig at sige hvor du går hen i fremtiden, og sørge for at din telefon er tændt? Du ved hvor farligt det er være ude sent i øjeblikket. Jeg bliver så nervøs.”

     Jeg nikker tavst, og hun sender mig et forsigtigt smil inden hun går ud og lader mig være alene igen.

     Da jeg kommer ind i stuen, sætter jeg mig ved siden af hende, og protesterer ikke da hun lægger armene omkring mig, og stryger mig over håret.

     ”Er du sikker på, at du ikke vil snakke om det?” spørger hun forsigtigt.

     Det tager alt i mig ikke at lade tårerne strømme en gang til, men jeg vil ikke fortælle hende, hvad der skete med Cirra. Jeg vil ikke have hendes ”Jeg-sagde-jo-at-hun-ville-såre-dig”-blik.

     ”Det er ikke noget,” mumler jeg, og trækker mig fri igen. Jeg skæver automatisk til fjernsynet, og ser, at det er en eller anden splatterfilm, der kører. Det kan ikke være noget min mor ser med vilje.

     ”Har du noget imod jeg skifter kanal?”

     Hun ryster på hovedet, og jeg skifter over på nyhederne.

     ”Der er vidst ikke rigtigt sket noget nyt idag,” siger hun, men jeg stopper hende med en afbrydende hånd, og læner mig frem. Den gule bundoverskrift på skærmen får alle hårene i min nakke til at rejse sig.

 

     ”Breaking news: Det er bevist at 43Z-Virussen forlænger efterlivet op til minimun et år.”

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...