Stadig i live

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 jul. 2014
  • Opdateret: 27 jul. 2014
  • Status: Igang
Bidrag til Zombiekonkurrencen, mulighed 2. Resumeet er i 1. kapitel, da der ikke er plads her.

6Likes
3Kommentarer
262Visninger
AA

2. Kapitel 1

Båden vipper langsomt og gyngende ud i mod det store hav, og jeg griber fat i den lille kunstige mast for ikke at falde. Jeg kan mærke, hvordan søsygen har lagt sig omkring mig, og jeg ved allerede at det her er en dårlig idé. Jeg hader at sejle, og i dag er bestemt ikke en undtagelse.

     Bølgerne bruser, og kaster blidt båden rundt som var den en badebold i en svømmehal. Hvis ikke min mave havde været så sart, havde jeg helt sikkert grinet lidt af den rutsjende gyngetur, men ikke nu. Slet ikke nu, hvor de har fundet ud af, at vandet muligvis kan meget mere end bare drukne folk, hvis man bliver fanget i det.

     De siger den værste måde at dø på er at drukne. Følelsen af, hvordan ens lunger langsomt fyldes med vand, og desperationen over ikke at kunne forhindre det, kan få selv de stærkeste til at gå i panik. For ingen kan overleve at få lungerne fyldt med vand, og det er heller ikke noget man kan lære at overleve.

     43Z-Virussen, også kaldet zombievirussen, fordi dens symptomer får folk til at ligne noget fra en gyserfilm, rammer ikke altid folk i efterlivsstadiet, men tilsyneladende rammer den alle, der drukner. De tror måske det er fordi virussen oprindeligt lever i vand, men det er aldrig lykkedes at finde spor efter den andre steder end i de mennesker, der har den. Og eftersom, at den ikke smitter imellem mennesker må den også være et andet sted. Der er bare ingen der ved hvor det er.

     Jeg får lyst til at gribe ud af hendes hånd som vi står der, og spejder ind imod land. Selvom jeg står et stykke fra bådkanten, er jeg nervøs for de skummende bølger. Det er som om vandet er en stor levende organisme, der kan bevæge sig op over os når som helst, og trække os med ud i dybet.

     ”Er du bange for at sejle?” spørger hun, og studerer mit blik. Jeg forsøger lidt halvhjertet at se modig ud.

     ”Njah,” svarer jeg bare. ”Ville det være skørt, hvis jeg svarede ja?”

     ”Overhovedet ikke.” Hun lægger en arm omkring min skulder. ”Du havde jo egentlig ret. Ifølge reglerne skulle vi vidst aldrig være sejlet nogen steder.”

     Jeg undlader at svare. Den diskussion har vi allerede taget en gang i dag, og eftersom at den lille båd er hendes, er det ret umuligt for mig at få noget at skulle have sagt. Jeg kunne selvfølgelig være blevet i land alene, og ladet hende sejle selv, men det ville jeg alligevel ikke byde hende. Jeg ved, hvor meget det betyder for hende at komme ud på vandet. Det er virkelig her, hvor hun finder de bedste sider af sig selv, lige som jeg selv gør det når jeg tegner eller maler.

     Hun havde trods alt også haft en pointe, da hun sagde at vi skulle nyde de her ting imens vi kunne. Det hele går kun en vej, og det er ikke den rigtige. 43Z spreder sig hver dag og finder de først ud af at den virkelig kommer fra vandet, så bliver det selvfølgelig forbudt område for alle.

     ”Jeg ville ønske de vidste noget mere,” mumler Cirra, og stirrer ud over havet med et blik, der tydeligt viser, at hun befinder sig et sted langt væk i hendes egne tanker. ”Det kan godt være jeg nok ikke dør lige foreløbig, men hvis det alligevel skulle ske, så vil jeg aldrig nogensinde ende som dem.

     Jeg stiller mig forsigtigt lidt tættere på hende. ”Du vil aldrig ende som dem,” hvisker jeg blidt. ”Intet vil nogensinde få dig til at gøre som de gør.”

     ”For en uge siden ville jeg måske have troet på dig. Men du så jo selv, hvad der skete med Jonas,” siger hun med et opgivende suk.

     ”Yeah, jeg ved det godt.” Jeg mærker, hvordan sorgen langsomt bobler op i min mave ved lyden af hans navn, og jeg får lyst til at trække Cirra ind i et kram. Hvis det gør ondt på mig, så kan jeg slet ikke forestille mig, hvordan hun har det. Det var hendes bror.

 

*

 

Det hele skete dagen efter Jonas druknede. Cirra og hendes forældre havde gået hvileløst rundt og smågrædt det meste af natten, og jeg havde følt mig utroligt malplaceret imellem dem. Det var udelukkende fordi Cirra indtrængende havde bedt mig blive, og jeg ikke ville sige nej på sådan en dag, at jeg stadig befandt mig i huset.

     Sorgen, der omkradsede hele familien Nørregaards hus den morgen, var slet ikke til at bære oven i min egen. Ikke nok med, at de havde mistet deres søn og og bror, så var han næsten helt sikkert også smittet med virussen og uvisheden lå som en tungt slør over den altoverskyggende sorg og gjorde det hele meget værre. Og så oven i alt det spirede der alligevel et lille bizart håb på et mirakel, der ville sørge for at Jonas blot kom tilbage for en kort stund som sig selv, og fandt fred derefter, ligesom det normalt var når folk døde.

     Rædslen indtrådte dog først for alvor hen af formiddagen, da det pludselig bankede på døren.

     ”Sabine, lukker du ikke lige op?” Jane råbte efter mig inde fra stuen, og jeg rejste mig lydigt imens jeg desperat håbede, at det ikke var mere medlidenhed, der bankede på. Selv jeg var allerede ved at få kvalme over det.        

     Det var ikke medlidenhed, der var uden for døren - det var Jonas. Og selvom han var ventet, så kunne jeg ikke lade være med at skrige ved synet af ham. Jeg havde hørt hvad 43Z gjorde ved sine ofre, men det her var langt værre end jeg i min vildeste fantasi havde forestillet mig.

     Han lignede overhovedet ikke sig selv. Havde det ikke været for hans store genkendelige tatovering på hans højre overarm, er jeg ikke engang sikker på, at jeg havde genkendt ham. Hele hans krop var helt grå og indsmurt i blod og ar. Der, hvor hans to smukke grønne øjne engang havde været, var der nu kun to tomme huller, og hele hans smukke ansigt var blevet til en grå og rød plamage. Hans hår var klistret fuldstændigt ind i en ukendt substans, og hans tøj var revet så meget i stykker, at jeg havde frit udsyn til det meste af hans krop. Eller måske nærmere det der var tilbage af den. Flere steder var der hul hele vejen igennem, tilsyneladende efter noget der havde angrebet ham.

     ”Jamen, hvad i alverden...” Jane stoppede op midt i en sætning ved synet af sin søn.

     ”Jonas,” mumlede hun forfærdet. ”Nej please, sig ikke at..”

     I det samme kom Cirra også ud i entréen, og jeg så hvordan rædslen langsomt overmalede hendes ansigt, i takt med, at det gik op for hende, hvad der var sket. Synet af alt det, der udspillede sig foran mig, var næsten som at opleve Jonas drukne for øjnene af mig én gang til.

     Jane forsøgte så vidt muligt at fatte sig. ”Jonas,” hviskede hun blidt, og rakte en forsigtig hånd frem, der rystede af frygt, som forsøgte hun at klappe en vild løve. ”Jonas, det er mig. Os. Din familie.” hun sendte ham et prøvende smil.

     Jonas rettede sig mod hende et øjeblik, men de manglende øjne gjorde det umuligt at aflæse hvad han tænkte. Han udstødte sig en hæslig hvæsen, hvorefter han trådte et skridt frem uden at reagere på dem fremstrakte hånd. Han så sig omkring, og lod som om ingen af os var til stede. Jeg var ikke klar over om han egentlig kunne se, eller om han udelukkede brugte sin lugte og høresans.

     ”Dræbe,” hvislede han med en hul stemme, der overhovedet ikke lød som hans egen. ”Må dræbe.”

     Nogen burde have gjort noget i det øjeblik, men ingen var i stand til det, og da Jonas med en hurtig bevægelse smuttede ind i det første værelse, hvor Cirras mindste søster, Vicki, lå og sov, var det for sent.

     Barneskriget, der flængede luften få sekunder senere, var ikke til at tage fejl af.

 

*

 

”NEJ!” råber jeg lidt for højt, og mine tanker er med et tilbage på båden, der nu gynger så meget at jeg må sætte mig ned for at holde balancen. Jeg griber ud efter Cirra igen, og ignorere min evige usikkerhed. Jeg har bare brug for at være tæt på hende, og da hendes arme lukker sig om mig føles hele mindet om Jonas bare en smule mere fjernt.

     ”Du har ret,” siger hun, men hendes blik er stadig fjernt. Mindet har gennemboret hende på samme måde som det lige gjorde hos mig. ”Vi kan ikke blive ved med at gennemleve de to dage i vores tanker, for der var ingen der kunne have ændret på, hvad der skete.”

     Vi sidder lidt i stilhed indtil Cirra løsner grebet om mig og rejser sig op. Det er som om luften pludselig bliver mere kold og blæsende.

     ”Jeg må hellere få vendt skuden om, så vi kan nå at komme ind inden det bliver helt mørkt.” Motoren, der ellers har været slukket de sidste minutter sætter i gang med et mindre brøl, og vandet begynder at sprøjte ud til alle sider. Der er så meget fart på, at det næsten føles som om vi flyver oven på vandet, og jeg må vende blikket væk fra vandet, imens jeg febrilsk holder fast i rælingen. Det tager alt i mig ikke at bede hende sætte farten ned, men jeg ved inderst inde godt, at det ikke vil gøre nogen forskel. Og hun ved jo, hvad hun gør.

     Der går ikke ret længe før hun sætter farten ned igen, og jeg ser undrende op. Der er stadig langt indtil land.

     ”Hvad laver du?” spørger jeg, og griber chancen til at slippe grebet om rælingen en smule. Jeg er allerede ved at få krampe i mine fingre.

     ”Shh!” hidser hun, og det er først nu jeg lægger mærke til hendes blik. Det er helt overfyldt med frygt, og et eller andet jeg ikke kan tyde, og jeg ved at det hun reagerer på, befinder sig lige bag mig. Da jeg forsigtigt vender mig om, flænger en alt for genkendelig hvæsen luften, og jeg fyldes med en alt for stor og kendt trang til at skrige.

     Det er ham igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...