Destiny: En tyv til mand

Sæson 1, Episode 1. Tag med Adeline, Nicklas og Sam, til Pripyat, som pludseligt er desperate for at komme væk. Men i byen som de troede var sikker, venter der en overraskelse ----- Destiny er en anderledes series, som forgår som en tv-serie. En movella for hver episode. Følg med i næste episode.

2Likes
1Kommentarer
130Visninger
AA

4. Et værelse

Kvinden viste mig vej igennem, det der viste sig at være Pripyats hospital, og hen på det hotel, jeg så jeg vi ankom. Hun fortalte mig at det hed Hotel Polissya, og at det lå i byen midte. Hun fortalte også at alle de andre også boede på hotellet. Da jeg spurgte om hvem de andre var, og hvor mange de var, undlod hun at svare, og begyde at tale om Pripyat design, der fik byen til at virke mere åben og indbydene  

Hotellet må ha' været utrolig flot under den stortid, men nu lignet det er efterladt kontor. Hotellet er en hvid firekant med masser af vinduer - et vindue til hver værelse - samt en lille altan. Jeg blev ført igennem en del korridor og etager, med en elevator der overrasket virkede, så perfekt, som hvis hotellet aldrig har været forladt. 

Jeg blev tildelt et værelse der bestod af en gamle doble seng, en kommode og et skrivebord, samt et lille badeværelse.Maling krakeleret som alle andre stedet på hotellet, og et fint lag af støv lå på gulvet. Lyset på værelset virket overraskende også. 

"Det er ikke så meget, men det er bedre end ingenting ikk'?" Sagde kvinden smilende.

"Jo, tak. Jeg hedder forresten Adeline." 

"Du kan selv finde vejen hen på hospitalet, hvis du gerne  vil besøge dine brødre, eller hvis er noget spørg du bare efter mig, Sicelin eller Bellemy som du mødte hende på hospitalet." Hun var på vej til at forlade værelset, da hun kom i tanke om noget og vendte om" Du burde forresten takke ham, der var ham der reddet jer ud af bilen." Hun var atter på vej til at forlade værelset da jeg stoppede hende.

"Sicelin?..Hvorfor er i egentlig her?" 

"Oh det skal du ikke snakke med mig om." Svaret hun undgående igen.  "Spørg du Bellemy, eller Will måske." Svaret hun med den samme glade tone hun havde haft hele dagen."Vi har været her så længe, at jeg nogen gange glemmer det."

"Hvor længe har i været her?" Jeg kunne ikke li' den måde hun undgik at svare.

"Det ved jeg ikke." Atter en løgn. Man behøvet ikke at kende hende, for at vide hvornår hun talte sandt og hvornår hun løj. Det fortalte hendes stemme lige så tydeligt. 

"Du må nok hellere få noget søvn, det tror jeg du vil ha' godt af, efter den ulykke." Hun ønsker kun at jeg skulle sove, så jeg ikke stillede hende flere spørgsmål. Men hun havde sikkert ret. Jeg havde brug for noget ekstra søvn. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...