Destiny: En tyv til mand

Sæson 1, Episode 1. Tag med Adeline, Nicklas og Sam, til Pripyat, som pludseligt er desperate for at komme væk. Men i byen som de troede var sikker, venter der en overraskelse ----- Destiny er en anderledes series, som forgår som en tv-serie. En movella for hver episode. Følg med i næste episode.

2Likes
1Kommentarer
129Visninger
AA

3. De ukendte

Mit hoved var tung som en sten, hvis ikke tungere. Jeg havde den værste hovedpine nogensinde, men det kunne ikke overdøve smerten i mit bryst. Stedet jeg befandt mig var vildt lyst. Jeg var blevet fjernet fra bilen. Jeg satte mig forsigtigt op og bed smerten i mig. Lokaler var hvidt fra top til tå. De fleste af loftbrædderne, var falden ned, og de sidste var godt på vej til det. De hvide klinker på væggene var krakeleret og smuldret af. Der var den mest forfærdelige stank af indelukket luft.

Jeg befandt mig en gamle rådnen seng, i midten af lokalet, der mest mindet om et hospital. Jeg frøs til is, da jeg hørte en stemme uden foran min dør. 

"Hold nu op Bell. De ved jo ingenting." Det var en meget lys kvindestemme. 

"Jeg tager ikke chancen. De skal ud af byen lige så snart det er muligt." En mand svaret hende, i en meget bestemt tone. Jeg vidste ikke hvordan jeg skulle reagere. Skjule mig og stikke af når muligheden bød, eller stole på dem og fortælle jeg var vågen. Før jeg kunne når at tage en beslutning kom de ind af døren. Jeg skyndte mig at tage mig til hovedet, for at forfalske at jeg lige var vågnet.

Ind af døren kom først kvinden. Hun havde stort puffet blond hår, og et stort smil på munden, da hun så jeg var vågnen.  Derefter kom manden ind. Han var høj , havde kort brunt hår og et alvorligt udtryk i ansigtet. 

"Godmorgen!" Hendes lyse euforisk stemme, fortalte mig at det var hende jeg hørte ude på gangen."Hvordan har du det?"  

"Lidt ondt i hovedet." Jeg stolede ikke nok på dem, til at fortælle sandheden. 

"Det kan jeg godt forstå, det var noget af en svingom jeres bil tog i går. Jeg skal forresten sige undskyld fra Rogner" Derefter hviskede hun til mig "Han er et vildsvin, de tænker ikke så langt" Det eneste jeg opfattede var i går

"Hvor lang tid har jeg sovet?" spurgte jeg om i chok.

"8 timer." Svaret manden i en toneløs stemme. " De andre sover stadig."Mit hjerte hoppede et slag over. SAM! NICKLAS? 

"Hvor er de andre?" Spurgte jeg i panisk om.

"De er lige inde ved siden af." Kvinden viste vejen hen til Sam og Nicklas. Blodet der havde løbeden ned langt Sam hovedet var blevet tør, og Nicklas lå med en forbinding om hans venstre arm. Mit hjerte pumpende kraftigt imod min øme brystkasse. 

Jeg stilte mig ved siden af Sam, og lod min finger løbe ned langs hans kindben. Hele hans ansigt var smut ind i blod. Jeg pressede tårerne tilbage, for ikke at afsløre min sårbarhed. Jeg blev ved med at hviske: oh god, oh god, oh god. 

"Hans hoved blev ramt ret slemt, men ingen hjernerystelse." Fortalte manden følelseskoldt

Jeg gik hen til Nicklas. Han så helt fredfyldt ud, når man så bort fra de blå mærker, og hudafskrabninger. 

"Han tog det værste. En mild hjernerystelse. Der vil nok gå et par dage før han vågner." Jeg tog hans uskadteden hånd, og ønskede så inderligt at vi aldrig var taget afsted. 

"Du virker til at have dem nær."

"Han er min..De er mine brødre."   Jeg ved ikke hvorfor jeg løj, men jeg kunne ikke li' at være ærlig overfor dem, når de ikke var ærlig overfor mig. Jeg stirrede ind i hans grå øjne, men kunne ingen medfølelse finde.

"Hva' med vi finder dig et værelse, du kan bo på indtil de for det bedre?" Spurgte den livlige kvinde  

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...