Love is London

Emma er en pige på 20 der er kærester med Zayn Malik fra One Direction. Hun bor med hendes bedste veninde som også er hendes kusine i et hus i London. Nogle gange ved Zayn. Hendes bedste ven Harry Styels er forelsket i Sofie og omvendt. Men Emma må ikke sige noget til nogle af dem. Hun holder det hemmeligt, men måske sker der noget. Der bliver noget mellem Emma og Zayn fordi Zayn bruger alt sin tid på andet end hende. Det viser sig at være en STOR overraskelse. Emma har skam også noget at fortælle.

3Likes
0Kommentarer
505Visninger
AA

13. Alexandras Flashback

Alexandras synsvinkel

Jeg glæede mig virkelig meget til de næste 4 dage. Jeg skulle være her i LONDON!! Og ikke nok med det. Jeg skal være sammen med Emma. Det var så langtid siden vi havde været alene. Vi skal bo i hende og Sofies hus. Hun havde smidt Sofie ud i de 4 dage. Hun skulle bo hos Harry. Det var så dejlig! Så vidste jeg da at hun stadig elsker mig lige så meget som før. Nu skal denne dag bare overståes. Zoo, det er ikke lige det jeg helst ville. Men bare det er sammen med Emma er jeg glad.
Dyt dyt. Det måtte bare være Emma. Det skal være hende. Jeg rejste mig op og kiggede ud ad vinduet. ”EMMA!” råbte jeg. Det var dejligt at have hende ved sig igen. Jeg løb ned og åbnede døren. ”ALEXANDRA!” råbte hun. ”EMMA!” råbte jeg. Vi løb hen mod hinanden og gav et kæmpe kram. ”Var det en godt bryllup?” spurgte jeg. ”Ja det var, og især når du var der!” sagde hun. Jeg smilte. ”Vi skal lige vente på Doniya” sagde hun. Jeg havde mødt Doniya 2 gange. Vi var jo på en måde i familie. Hun var sød nok. Hun har en lillesøster Waliyha. Hun er 15 ligesom jeg. Hun var virkelig sød. Vi kom godt ud af hinanden.
”Doniya er her!” råbte Emma. Jeg tog noget parfume på og tog min taske. Jeg gik ned til døren. De små var allerede i bilen. Jeg tog min jakke på. ”Alexandra?” spurgte Emma og kom til syne i døren. ”ja?” spurgte jeg. ”Øhh gør det noget hvis dig og Lærke køre med Doniya?” spurgte hun. Jeg ville nu helst køre med hende men nu hvor jeg skal være sammen med hende de næste fire dage så går det nok. ”Ja, det fint” svarede jeg. Vi kom ud i bilen. ”Hej med jer” sagde Doniya. ”hej” svarede jeg tilbage. Lærke var lidt genert så hun gik bag mig. vi gik ind i bilen. Lærke sad bag i og jeg foran. ”Når hvad for noget musik skal vi høre?” spurgte hun og trak sin mobil op ad lommen. Lærke var kun til børnesange og det gad jeg ikke høre på! ”øhh 5sos” sagde jeg. Hun nikkede og skrev noget på mobilen. Hun satte et stik i og den begyndte at spille don´t stop. Jeg elskede den sang og alle de andre. Luke er den pænneste. Men de er alle pænne men han er bare liiige en snas mere end de andre. ”kan du synge?” spurgte Doniya. Jeg rystede bare på hovdet. ”JA HUN KAN!” råbte Lærke omme bag fra. Jeg kunne godt synge men ikke foran folk. Jeg var også genert. Det er næsten hele vores familie. Hun kiggede om på Lærke. Hun sad bare og nikkede. Så kiggede hun på mig. Jeg sad bare og kiggede ned. ”Kom da igang Alexandra” sagde hun. Jeg kunne godt høre det var for sjov. Jeg rystede bare på hovdet. Jeg kan ikke. Jeg er skrakslagen. Jeg husker stadig tilbage på dengang jeg gjorde det
*flashback* ”Alexandra det er dig!” råbte min lærer. Det var mig der skulle på scenen. Jeg tør ikke. jeg har fortalt hende det så mange gange. Jeg rystede meget på mine hænder. Jeg kunne ikke noget. Jeg vil sige til min lærer at jeg ikke kunne. Jeg gik stille hen til hende. ”Det er dig! Hvorfor står du her?” sagde hun surt. Det var for hele 5-6 årgang. Vores årgang lavede det. Vi gik i 7. ”je---” jeg kan ikke få nogen ord ud ad munden. Jeg løb hen til min mobil. Jeg vil have kontakt med Emma. Hun er den eneste der kan få mig til det. ”Alexandra, hvad er der?” det var min bedste veninde. Jeg kiggede bare på hende. Der løb en tåre ned ad min kind kunne jeg mærke. Jeg løb videre. Jeg nåde til min jakke, fandt min mobil. Jeg låste den op, gik ind under kontakter. Jeg fandt Emma. Jeg skulle til at trykke opkald. ”HVAD LAVER DU!!” råbte min lærer. ”DET ER DIG NU, DU SKAL IKKE STÅ MED DIN MOBIL!!” råbte hun. ”JEG KAN JO IKKE!” råbte jeg så tilbage. Jeg var helt fra den. Hun tog fat i min skulder og trak mig hen til tæppet ind til scenen. ”NU går du ind og gør det du skal gøre! ALLE venter på dig!” sagde hun og skubbede mig ind på scenen. Alle klappede ad mig og kiggede. Jeg stod helt stille. Jeg kiggede ud til siden hvor min veninde stod med mange fra min klasse af bag sig. De kiggede alle på mig. ”Du kan godt” kunne jeg aflæse mine venindes læber. Jeg rystede på hovdet. Hun nikkede. Jeg kiggede rundt igen. ALLE kiggede på mig. Jeg kan ikke, jeg kan ikke, IKKE! ”JEG KAN IKKE!” råbte jeg og smed mig ned på gulvet. Jeg grad, jeg kan ikke. De begyndte at grine. Jeg kiggede lidt op. De pegede og gjorde nar ad mig. Hvorfor skulle jeg også gøre det her! Jeg mærkede en hånd på min ryg. Jeg kiggede ud ad øjenkrogen. Det var min veninde. Hun krammede mig. ”Kom skat, vi går ud” sagde hun. Vi rejste os op. Vi gik ud gennem klassen. De kiggede alle på mig, nogen grinede, nogen smillede, nogen gjorde ikke noget, andre var ked af det på mine vejne, nogle andre hviskede noget. Men de kiggede ALLE på mig. jeg begyndte at løbe. Min veninde løb med. Vi kom til døren ud til gangen. Jeg åbnede den med et brag. Jeg satte mig op ad væggen med hovdet nede i mine knæ. Min veninde satte sig foran mig. Hun krammede mig. ”Det okay skat, det ikke kun dig der er bange” sagde hun. Jeg gjorde ingenting. Jeg vidste ikke hvad jeg skulle gøre. Jeg rystede stadigvæk. Jeg kunne ikke stoppe. Jeg kiggede op på hende ”Jeg vil godt hjem” sagde jeg. Det var det eneste sted jeg var helt tryk. Hun nikkede og trak min mobil op ad lommen. Hun ringede. ”Din mor kommer om lidt” sagde hun.
”Ja, men det er også helt okay hvis man ikke tør det” sagde Doniya. Hun snakkede med Lærke. Jeg rystede på hovdet. Jeg hadet når jeg fik flashback om det. jeg så ned på mine hænder, de rystede. Meget. Bare ikke så meget som den gang men stadig meget. ”Når, nu er vi her” sagde Doniya. Jeg kiggede om på Lærke. Hun var meget glad. Jeg trak i dørhåndtaget. Jeg ledte efter Emmas bil. Der, jeg fandt den. Sølv sportsvogn. Jeg gik derhen med Lærke og Doniya i hælene. ”Hej med jer” sagde Emma. Jeg kiggede på hende. ”hej” sagde Doniya igen. Emma kom hen til mig. ”Er du okay?” spurgte hun lidt lavt. Jeg rystede på hovdet. ”Hvis i bare går ind i køen så kommer Alexandra og jeg” sagde hun. Hun var så sød. De gik. ”Hvad så?” spurgte hun. ”jeg havde flashbakcet” sagde jeg og vidste hende mine hænder. Hun krammede mig. ”Skat, lad hver med at tænke på det! nu skal vi ha´ det sjovt!” sagde hun og kiggede mig ind i øjnene. Jeg nikkede bare. Hun tog mig i hånden og vi gik hen til de andre. Jeg hader når det sker. Det var det værste. ”Vi har fået billetter” råbte Lucas da han så od. Han var skam meget sød. Emma begyndte at løbe, jeg gik bare. Hun løb hen og tog fat i Lucas og gav ham sådan en snurre rundt tur oppe i luften og sagde ”Så skal vi ind og se løverne!.” hun elsker løver, VI elsker løver. Det har været vores ynglingsdyr siden vi var små. Men elefanter er nummer to. Vi har lavet sådan en rækkefølge om top 10 dyr som små. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...