Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1466Visninger
AA

5. Skygger (Emma)

Allerede da jeg den morgen blev vækket af Missandei, vidste jeg, at noget var galt.

Både på grund af det bekymrede udtryk min jævnaldrende kammerpige havde i øjnene og på grund af den knugende fornemmelse i min mave.

"Hvad sker der?" var det første der kom over mine læber, i stedet for det sædvanlige høflige godmorgen.

"Den her...jeg er kommet for at hjælpe Dem med at klæde på, Deres mor ønkser at se dem i sine gemakker hurtigst muligt prinsesse," sagde hun og undgik fuldstændig at svare på mit spørgsmål.

Enten vidste den tidligere slavepige (det var derfor hun til tider kom til at kalde sig selv "Den her" det var noget, hun havde fået besked på at gøre den gang hun var slave. Vanen sled vidst stadig i hende, selvom det var over to år siden.) ikke selv, hvad der forgik, eller også var hun bange for at fortælle mig det.

For ikke at flå mere i det og til sidst få hende til at sige noget, hun egentlig ikke ville, smilede jeg bare til hende, som om intet usædvanligt var blevet sagt denne morgen.

Så satte jeg mig op og svang benene ud over sengekanten.

Nede fra fodenden så Viserion søvndrukkent på mig og blinkede med det ene af sine gyldne øjne.

Barfodet gik jeg over til klædeskabet, der stod op af den ene væg og slog dets døre op.

Efter en kort diskussion med mig selv, valgte jeg at iføre mig en midnatsblå kjole mmed små sølvskinnende perler i halsudskærringen og sømmen.

Missandei snørede korsettet i ryggen, og et øjeblik kunne jeg næsten ikke trække vejret. Det blev dog bedre efter et par sekunder.

"Missandei, mit diadem ligger på bordet ved siden af sengen, vil du være sød at tage det til mig?" bad jeg den stilfærdige, generte og lydige pige.

"Den her...jeg gør som de siger prinsesse," sagde hun og satte kort efter diademet på mit hoved.

Et slankt sølvdiadem indlagt med rubiner og styrker af drageglas (altså det Maesterer og andre  lærte kaldte obsidian). Med andre ord så var diademet indlagt med min slægts farver...rød og sort.

Egentlig brød jeg mig ikke om at have det på. Det var som om alle forventningerne og pligterne ved det at være prinsesse tyngede mig endnu mere, når jeg bar det.

Men noget sagde mig, at det ikke bare var for at sige godmorgen, at min mor havde hidkaldt mig i dag, så jeg måtte tage det seriøst og se så royal ud  som muligt.

"Tak for hjælpen Missandei, du er fri til at lave, hvad du har lyst til, indtil jeg er færdig hos min mor," sagde jeg med et muntert smil for ikke at vise, hvor bekymret jeg egentlig var.

"Den her...jeg takker dem prinsesse," sagde hun og nejede, før hun forsvandt så hurtigt, at jeg ikke kunne  nå at sige så meget som et ord til hende.

Med lette skridt gik jeg over og åbnede døren. Før jeg nåede at gå nogen steder, fløj Viserion dog over og satte sig på sit vante sted på mine skuldre.

Udenfor døren ventede ser Loras Tyrell på mig. Den unge mand med de brune slangekrøller og de gyldne øjne var en af dronningevogterene ligesom Lukas. Godt nok yndede Lukas at kalde sig prinsessevogter, men det var altså ikke hans officielle titel.

Egentlig havde Tyrell slægten i begyndelsen støttet Renly Baretheon i kampen om tronen, men var efter hans død gået over til at støtte Lannisterene.

Da vi kom sejlende ind i Westeros og bragte tidender om Joffrey's død havde de dog været hurtige til at erklære sig tro overfor Targaryen-slægtne.

Mange ville nok ikke have taget deres ord for værende godt, eftersom de allerde havde skiftet loyalitet en gang, men min mor valgte nådigt at tro på dem.

Desuden var især ser Loras meget velset blandt bønderne, og vi ønskede ikke at gøre os selv upopulære ved slå en mand ihjel for noget han måske ville gøre.

Oven i det var den ser Loras eller Blomsterridderen, som han også blev kaldt en utroligt dygtig ridder, så da han tilbød at beskytte vores familie, som han før havde beskyttet Lannisterene, ville det have været dumt at sige nej.

"Godmorgen prinsesse, de ser forrygende ud i dag må jeg sige," sagde han høfligt med et muntert glimt i de gyldne øjne.

En hver anden pige ville nok have været besvimet, hvis hun havde haft den nærmest legendarisk og i manges øjne utroligt flotte Blomsterridder til at tale til sig på den måde, men jeg smilede bare høfligt og gav ham min ene arm, så han kunne eskortere mig til min mors gemakker.

"Mange tak ser," sagde jeg.

Det var ikke fordi jeg ikke brød mig om ser Loras han var venlig, høflig og kunne være ret sjov at snakke med. Det var mest den måde han godt nogle gange kunne virke arrogant og ophøjet, jeg ikke brød mig om. 

Og så selvfølgelig også det faktum, at han lod til at tro, at han kunne få en hver pige i de syv kongeriger.

Nå, men altså ikke den her pige.

Desuden stod det også i vogterene af den royale families regler, at de ikke måtte gifte sig eller for børn.

Alligevel var synes jeg nogen gange, der var noget i den måde han så på mig på, der var meget mærkelig.

Andet blev der ikke sagt, imens vi gik og til sidst befandt vi os ved min mors gemakker. 

Med let hånd bankede ser Loras på døren og tog mig med ind, da vi blev budt indenfor af min mors stemme.

Min mor sad i en lænestol ved pejsen og stirrede ind i ilden.

"Tak fordi du tog hende med ser," sagde hun stille.

Ser Loras nikkede og stillede sig så over i et mørkt hjørne på konstant udkig efter trusler mod min mors eller mit liv.

Ved døren vi lige var kommet ind af stod på hver side to andre dronningevogtere.

Lukas og så en kvinde, der ikke var særlig meget kvinde over.

Hendes navn var Briennne....Brienne af Tarth. Hele sit liv havde hun været mere ridder end kvinde.

Før vi kom, havde hun arbejdet for Stark-slægten, men de var stort set alle sammen døde, og nu da krigen var ovre, var der ikke nogen trussel mod de få overlevende, så hun havde hurtigt meldt sig frivilligt til at beskytte os.

Hun var vidst den først kvindelige ridder i historien, og jeg kunne godt lige hende, selvom mange ikke brød sig om hende, fordi hun ikke var kvindelig nok.

"Du ville se mig mor," sagde jeg stille.

"Ja kom og sæt dig, undskyld jeg ikke lod dig spise morgenmad først, men dette er vigtigt," sagde hun.

Med et bekymret suk gik jeg over og satte mig i lænestolen ved siden af hendes.

"Som du ved flygtede Mance Ryder, kongen bag Muren for et par måneder siden fra sit fangeskab på netop den mur han var konge bag. Indtil videre har man ment, at han var flygtet tilbage til sit land og sit tilbageværende folk, men fornyligt er han blevet set vandrende mod Kings Landing...og han er ikke sig selv....han virker langt stærkere. Skygger trækker sig sammen over Westeros Emma. Jeg er bange for, at vi har problemer," sagde hun stille.    

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...