Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1490Visninger
AA

3. Prolog (Marie)

Der var gået to år siden kampen mod Lanister. I den tid havde tingene ikke ændret sig synderligt meget i den virkelige verden. Ehh, jo altså, USA havde fået en ny præsident, som ingen brød sig om, og videnskaben havde vidst fundet en uddød race af pingviner... Sikke meget der var sket på to år, var?

I Camp Half-Blood havde tingene ændret sig meget. Lidt for meget efter min smag. Efter kampen besluttede mine forældre endelig at fortælle mig hvem de var. Jeg var meget stolt af dem, de gjorde noget fantastisk og vi skyldte De Syv så meget. De havde reddet os alle sammen, og jeg forstod godt hvorfor mor og far havde valgt at holde det hemmeligt for mig. For mit eget bedste. Ikke at jeg kunne fordrage ikke at vide noget, det var virkelig den mest forfærdelige følelse i verden. Eller måske den næst værste....

De seks venner, der mødte hinanden i kampen for at ændre fremtiden, var blevet til fem, som så derefter var blevet til tre og nu nærmest var opløst. Sam var dyb ulykkelig, men begravede sig i arbejde, og snakkede aldrig om før i tiden. Det skete af og til at jeg så ham sidde ned på stranden, med et lille bål foran sig og stirre på stjernerne, men han arbejdede på den lille mini-metaldrage, han havde arbejdet på i evigheder. Vores forhold var tilbage til normalt og han brugte det meste af den tid, jeg var sammen med ham på at drille mig. Noget vi begge to kunne have set som sjovt, men vi vidste begge to at det var skuespil. Eller også havde ingen af os den mindste form for humor, hvilket selvfølgelig også kunne være en mulighed...

For mit eget vedkommende var tingene mildest talt elendige. Selvfølgelig, det var ret sejt at kunne designe en by i en alder af fjorten, men så stoppede glæden også der. Min bedste veninde boede i et andet univers, sammen med en af mine bedste venner. En anden af mine gode veninder var aldrig blevet født og Sam lod til at have glemt alt om det. Og så var der Ned. Min søde, fantastiske kæreste. Eller rettere sagt ekskæreste. For et par uger siden begyndte han at undgå mig så meget som muligt, noget jeg fandt meget mærkeligt, da vi havde været nærmest uadskillelige i to år. En dag hev han mig med ned til vandet, og vi gik sammen langs vandet, uden at sige noget. Det havde vi tit gjort, nogle gange var ord overflødige og han vidste at havet betød meget for mig, men denne gang stoppede han mig så snart vi var kommet så langt væk at ingen kunne høre os.

Jeg kunne stadig mærke den dolk der havde boret sig ind i mit hjerte, da han havde udtalt de ord, der knuste mit hjerte. (Heldigvis havde han måske ikke lige gennemtænkt det der med stranden...)

"Jeg er ked af det Marie, men jeg kan ikke det her mere."  Han så ikke på mig, så jeg var ikke engang i stand til at se om han løj. "Jeg synes ikke i skal være kærester længere, det ville ikke være fair overfor dig." Jeg stirrede fortabt på ham.

"Jamen..." begyndte jeg og tårerne løb ned af kinderne på mig.

"Ikke noget men, det går ikke. Vi er færdige." Noget slog klik inden i mig.

"Hvad sagde du?" skreg jeg, og jorden begyndte at ryste faretruende.

Jeg kan ikke lide dig længere! Du er en sød pige, men det er så det, og det ville være forkert af mig at holde dig for nar!" Jeg nåede slet ikke at gøre noget, for den største bølge jeg nogensinde havde set på Long Island ind på stranden og fangede Ned, som blev trukket med ud da den trak sig tilbage igen. Spruttende og hostende kom han på benene, men nu blev han så overfaldet af endnu en bølge. Hvis jeg ikke havde været så såret ville jeg have grint af det. Poseidon blev ved med at drille ham i lang tid, men af en eller anden grund, gjorde han ikke noget alvorligt. Måske fordi han vidste at det ville have såret mig endnu mere at se den fyr jeg elskede komme noget til...

Han var en idiot!! Hvordan kunne han gøre det mod mig?

"Marie?" lød det ude foran huset. Jeg sad på mig seng og stirrede på de billeder jeg på en eller anden mystisk måde havde fået fat i. Et billede af dem hver. "Marie!!! Vi har ligesom nogle uhyrer der skal fanges!" Det var Lizzy og jeg skyndte mig at rejse mig og finde min kniv. Vi havde aftalt at tage ud og jage uhyrer her i eftermiddag. En behagelig adspredelse for vores almindelige hverdag. Desuden var mine forældre på arbejde, så der var intet de kunne stille op.

Jeg havde brug for at tænke på noget andet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...