Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1461Visninger
AA

2. Prolog (Emma)

Himlen var så mørkt blå og og oversået med stjerner i nat, at jeg ikke nænnede at blive indenfor og sove.

Så jeg slog døren ud til balkonen op og trådte kun iført en natkjole ud i den kolde luft.

Også Viserion lettede fra sin plads i fodenden af min seng og fløj ud i natten.

Han havde stadig ikke indhentet sine brødres vokseværk, hvilket til tider gjorde mig en smule bekymret for ham.

Hvor hans brødre nu var på størrelse med store hunde, blev han ved med at være så lille, at han kunne sidde på mine skuldre.

Egentlig gjorde det vel ikke noget, så længe han havde det godt, var jeg glad.

Jeg fulgte ham med øjnene et øjeblik, imens han fløj gennem luften med krumspring og små glimt af hvid og gylden ild.

Så vendte jeg blikket mod stjernerne. 

"Gad vide om de kan se de samme stjerner i Camp-half-blood," hviskede jeg til mig selv med en tænksom mine i ansigtet. Gad vide om Marie, Sam, Ned og alle de andre også så på stjerner lige nu.

"Det kan de ikke, stjernerne er helt anderledes her," lød en stemme pludselig indefra mit værelse.

"Godaften ser Lukas," hviskede jeg smilende uden at se på ham.

Jeg kendte hans stemme så godt, at jeg ikke i så meget som et øjeblik havde været bange for at blive overfaldet af en eller anden fremmed.

"Bliver du ikke kold prinsesse?" spurgte han, før han gik ud på balkonen og stillede sig ved siden af mig.

"Nej ser," svarede jeg og daskede venskabeligt til ham.

"Jeg har jo sagt til dig, at du ikke behøver at kalde mig ser," sukkede han og smilede opgivende.

Da han først var kommet til Westeros, havde han været noget nær ædt op af sorg over Camila og oveni det overhovedet ikke vant til, hvordan verden fungerede. 

Men her to år efter så han ud til at have det en hel del bedre, selvom han selvfølgelig aldrig kom sig fuldstændig over det. Han havde vænnet sig ret pænt til min verden og tog nu ikke engang sin Camp-half-blood trøje på, når vi var alene.

I stedet gik han rundt i vams hoser, støvler og så selvfølgelig den snehvide kappe, der kendetegnede dem, der beskyttede den royale familie.

Kappen klædte ham godt, selvom mange nok ville sige, at den fik ham til at se endnu blegere ud, end normalt.

"Og jeg har forsøgt at sige til dig, at du ikke behøver kalde mig prinsesse," gav jeg ham igen.

"Men folk vil da synes, at jeg er respektløs, hvis jeg bare kalder dig Emma ude i offentligheden," sagde han tøvende.

"Men er vi ude i offentligheden Lukas? Bare fordi jeg har en titel nu, betyder det ikke, at jeg pludselig har mistet mit navn," sagde jeg leende.

"Nej undskyld prinses, jeg mener Emma," sagde han og smilede.

"Stjernerne er smukke i nat," fortsatte han lidt efter og stirrede op på himlen med et udtryk i øjnene, som om han egentlig ikke helt var til stede.

Et udtryk jeg hurtigt havde lært at tyde som hans "jeg mindes Camila"-udtryk.

Blidt lagde jeg en hånd på hans skulder.

"Dothrakierne tror, at stjernerne er de tapre dødes ånder, hvem ved måske er det også de tapre ufødte. Hvis det er, så er jeg sikker på, at hun er der oppe et sted," hviskede jeg.

"Det fortjener hun i hvert fald," sagde Lukas.

"Gad vide, hvordan de har det i lejren," funderede jeg både fordi det lige slog mig og for at skifte emne.

"Godt håber jeg, jeg gad godt se byen Marie har designet," sagde Lukas med et pludseligt smil.

"Men Emma, du burde nok gå i seng," fortsatte han lidt efter.

"Du har nok ret ser," hviskede jeg drillende og kløede mig i øjnene, da det gik op for mig, hvor træt jeg egentlig var.

Som havde han hørt vores samtale kom Viserion flyvende gennnem luften og stoppede først, da han igen landede i fodenden af min seng.

Jeg gik ind og trak tæpperne op over mig, hvorefter jeg sagde godnat til Lukas som lydløst forsvandt ud af værelset.

  

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...