Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1469Visninger
AA

23. Mød min mor (Emma)

Okay, så i dag var jeg blevet genforenet med tre af mine bedste venner, jeg var blevet rasende på en af førnævnte bedste venner og var havde derefter set en pige få solens gud til at bløde.

Kunne den her dag blive mærkeligere? Noget sagde mig, at ud fra det faktum, at jeg var sammen med halvguder, så ja.

Forøvrigt havde jeg altså stadig på fornemmelsen, at hende den nye...Septhis virkelig ikke brød sig om mig, hvilket kun var blevet forstærket efter, jeg havde bedt hende om at tage en kjole på.

Nå, men hvis hun ønskede at gå klædt som en dreng så måtte det være sådan. 

Måske var hun bare ligesom Brienne og ønskede egentlig på mange punkter at være en dreng, jeg vidste det ikke.

Men i hvert fald så var det vigtigt at få Marie og Sam over i noget mere Westerosagtigt.

Derfor var det et super godt tidspunkt, Missandei bankede på døren til mine gemakker.

Den spinkle forhenværende slave gik med bøjet hoved ind i lokalet bærende på en bunke af tøj.

"Den...jeg har gjort som De bad om prinsesse," nærmest hviskede hun.

Hurtigt og uden at se ham i øjnene gav hun Sam et sæt tøj i grønt og brunt på blusen var der broderet aftegningen af en ugle i sølvtråd.

"Tak," sagde Sam en smule undrende, før han modstræbende forsvandt sammen med Ser Loras og den åndssvage mide til Ned Snow.

"Kjole?" spurgte jeg en smule forvirret Septhis.

"Ja, det er da det du har på ikke? eller har du et eller andet middelalderord for det måske?" spurgte hun tørt og så på mig med irritation.

"Middelalder?" spurgte jeg bare.

Efterhånden havde jeg forstået, at det var det ord, de fleste udefrakommende ville bruge til at beskrive Westeros, men jeg forstod stadig ikke konceptet.

"Septhis, hun forstår ikke og vil du ikke nok være sød?" spurgte Marie, der ikke lød til at have det videre godt med at sige den sætning.

Pludselig forsøgte Missandei dog at række Septhis en kjole, hvilket fik det til at gå helt til det syvende helved igen.

"Jeg har ikke brug for jeres kjoler okay?" nærmest skreg Septhis irriteret.

Det var ellers en pæn kjole. Grøn silke med et brunt bælte omkring og igen den der sølvtrådugle.

"Undskyld My Lady...jeg tænkte bare....at I er jo ikke her fra og for at undgå spørgsmål kunne i alle være fra samme slægt....så jeg fandt noget der passede sammen," Missandei så ned i gulvet og bakkede væk fra os uden at sige mere.

"Nå, men nå nu Lady Septhis,"

"Bare Septhis tak Kjole," blev jeg afbrudt.

"Nå nu Septhis har ødelagt den plan, så kan du vel lige så godt låne noget af mit tøj, du og Sam kan alligevel ikke rigtig gå som slægtninge....det ville have været næmmere med Sam og Septhis som dit søskende følge eller noget," sagde jeg henvendt til Marie.

"Og tak for hjælpen Missandei, du må godt gå nu," sagde jeg med et beroligende smil til den rystende tjenestepige.

"Nå, men vi går ind i mit soveværelse, så kan du kigge i mit klædeskab," sagde jeg og trak Marie og Septhis med mig.

"Wow, du har mange kjoler Kjole," mumlede Septhis tørt, da hun så indholdet af mit klædeskab.

"Mit navn er altså Emma...Emma Targaryen," svarede jeg en smule irriteret.

"I Ægypten skal man gøre sig fortjent til sit navn, det har du ikke gjort," sagde hun med et flabet smil.

Det tog virkelig alt min styrke ikke at skrige af hende eller give hende en syngende lussing.

På mine skuldre hvæsede Viserion, da han hurtigt mærkede, hvor træt af det her, jeg var.

Han stirrede gennemborende på hende med sine gyldne øjne, men hun lod ikke til at lade sig mærke med det.

"Du kunne prøve denne   her," sagde jeg til Marie og holdt en kjole i rød silke frem mod hende.

"Wow...den er virkelig," begyndte hun, men blev snart efter afbrudt.

"Ondt udstrålende?" foreslog Septhis.

"Hvad?" snappede jeg.

"Rød er ondskabens farve," kom svaret prompte fra den underlige pige.

"Men det er en af min slægts farver," mumlede jeg en smule trist over at være blevet sat i bås på den måde. 

Jeg mener, godt nok brugte Lannisterene også rød, men det gjorde da ikke farven ond.

"Hvad så med den her? Den passer godt til dine øjne," proklamerede jeg og trak en kjole i et blødt havgrønt stof frem.

"Den tager vi," erklærede Marie hurtigt for at undgå yderligere problemer.

Efter noget tid og en smule problemer, havde Marie skiftet.

Stædigt havde hun insisteret på at gøre det hele selv, hvilket gav hende problemer med snørerne i ryggen.

"Kom så, jeg synes I skal møde min mor," udbrød jeg efter en pludselig indskydelse.

"Så kan I forklare, hvorfor I egentlig er her bagefter," fortsatte jeg lidt efter.

Så gik vi ud og fandt Sam, Lukas, Loras, ham solguden der og miden Snow.

Jeg fattede næsten ikke, at jeg for kort tid siden havde prist førnævnte mide i et brev til hans døende far.

Da vi havde fundet dem, ledte jeg dem til tronsalen, hvor min mor snart burde være førdig med dagens audienser.

Ganske rigtigt dryssede både bønder og højere stillede folk ud af tronsalen, da vi ankom.

Alle som en hilste de høfligt på mig og sendte mærkelige blikke til mit følge....især Septhis.

Inde i selve salen sad min mor stadig på tronen.

Et øjeblik blev jeg grebet af en panisk følelse af angst, da jeg huskede nattens mareridt.

Heldigvis fik jeg dog kølet mig selv ned ret hurtigt.

Da vi kom tættere på lyste min mors før næsten udtrykløst alvorlige ansigt op i et smil.

Goddag Emma, hvad bringer dig her til? Og hvem er disse mennesker?" spurgte hun med et lys i de lilla øjne, som om hun egentlig havde en ide om det allerede.

Før jeg nåede at sige noget faldt Ned dog på knæ, hvilket hurtigt startede en kædereaktion   af knælende mennesker.

Jeg selv bøjede respektfuldt hovedet.

Kun solguden og Septhis blev stående. Septhis stirrede ind i min mors øjne med så meget afsky, at det endda overgik, måden hun så på mig.

Hvor vovede hun at se på Westeros dronning på den måde.

Da der igen var ro præsenterede jeg mine venner efter tur og præsenterede derefter Septhis og solguden som "dem jeg ikke ved, hvorfor er her, men de er her altså,"

Solguden så en smule såret på mig, men Septhis fnyste bare.

Det lod min mor sig dog ikke mærke med.

I stedet så hun indgående på Sam.

"Er du kommet for at gifte dig med min datter?" spurgte hun ham mildt.

Både Sam og jeg selv rødmede og Loras lignede en, der nær havde bidt tungen af sig selv.

"Nej...deres nåde, jeg kommer bare med....tidender.... der nok vil interesse Deres datter," svarede Sam tøvende.

"Okay...mor jeg tror vi går nu, de har vidst noget, de gerne vil fortælle," udbrød jeg og trak mit lille følge med tilbage til mine gemakker, inden stemningen blev for trykkende. 

    

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...