Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1476Visninger
AA

22. Mig i en kjole? Ha! Den var god! (Septhis)

Nehm tog sig til kæben og ømmede sig. Der havde været kraft bag slaget, det kunne der ikke være tvivl om, men han tog det nu meget pænt. Det, at han ikke blev vred, eller spurgte, hvad det skulle gøre godt for, eller noget lignende, skubbede ham en tak tættere på, at kunne vælge sit navn.

De andre stirrede lamslået på Marie.

"Hvad i..." begyndte Klister, som vist nok havde præsenteeret sig som Loras. Han kunne tilsyneladende ikke finde ordene, så han holdt gudskelov munden lukket.

"Okay, så er det vist på plads," sagde Marie, som om intet var hændt. Kjolen rømmede sig.

"Øh, ja... Nu må vi hellere få jer i noget mere Westeros-venligt tøj," sagde hun. Jeg brød mig ikke meget om hende. Hun gik i kaos' farve, hendes øjne havde kaos' farve! 

"Det er alt sammen meget fint, men jeg har det fint sådan her," sagde jeg. 

"Men... Du går klædt som en sørgende dreng!" udbrød Kjolen. Jeg smilede, stak hånden ind i duat og trak en bue og et pilekogger med ud. De andre udstødte et forskrækket gisp, bortset fra Klister, der trak et sværd op af skeden.  Det var egentligt meget for ståeligt, for for dem havde det set ud, som om min hånd, og nok også halvdelen af min arm, var forsvundet, hvorefter den, sammen med våben, var kommet tibage igen. Kjolen holdt armen ud for at stoppe Klister fra at angribe mig. Han gav sig øjeblikketligt til at mumle om djævelskab, men stak ikke sværdet tilbage i skeden. Jeg svang det sorte pilekogger over skulderen og stak armen igennem remmen. Pileskafterne var sorte, ligesom fanefjerende og pilespidserne, der var lavet af det samme materiale som en Netjeri-kniv: sort jern fra en meteor.

Skeden til min Netjeri-kniv sad allerede i beltet. Det gjorde den altid.

Hvis jeg alligevell gik klædt som en dreng, kunne jeg ligeså godt bære mine foretrukne våben på mig, og så slap jeg for at bruge tid på at hente dem ud fra duat.

Det var Neith, jagtgudinden, der havde lært mig at bruge buen.

"Hvis nogen så spørger, kan i bare sige, at jeg sørger over de folk, der uheldigvis generede mig," sagde jeg. Kjolen, Klister og Nehm stirrede med åben mund på mig, mens grækerne så ud til at tage det en smule mere roligt.

"Men... du kan da ikke... Du kan ikke gå rundt sådan!" udbrød Kjolen. Jeg smilede venligt.

"Selvfølgelig kan hun det."  Stemmen blev efterfulgt af fodtrin, der blev sendt tibage fra væggene i det store rum.

"Åh, nej," mumlede jeg. Det kunne godt være, at han tog mit parti, men han måtte altså gerne være blevet væk for min skyld.

"Har du ikke en sol, du skal styre?" spurgte jeg, uden at vende mig mod ham.

"Den kan godt selv bevæge sig i en bue hen over himlen," svarede han. "Og når vi snakker om buer, kan du skyde?" spurgte han. Jeg lagde armene over kors og vendte mig mod ham.

"Jeg har lært af den bedste. Og før du kommer med en eller anden kommetar, så hedder hun Neith." Jeg havde nær fået et chok, for han gik klædt i tøj, der passede perfekt ind i Westeros. Eller i hvertfald i middelalderen. Jeg var ikke helt sikker på, at jeg havde erfaring nok med Westeros til at kunne udtale mig om deres tøjstil. Han var iført en brun kofte og et par brune bukse. Han havde en lyseblå kappe med en gylden sol svunget over skludrende. Ved bæltet hang et pilekogger på en måde, man normalt ville hænge armbrøstbolte og i hånden havde han en rytterbue. Det var en lille bue med en moderat slagkræft og en trækvægt på omkring tyve kilo. Nøjagtigt sådan en bue man så grækere, og især Apollon, bruge på malerier, eller statuer eller hvad-pokke-man-nu-lige-så-dem-på. Den var halvt så stor som min egen bue, en engelsk langbue, med en trækvægt på femogtredive kilo og en høj slagkraft, og mindede faktisk meget om en egyptisk bue. Pilene i hans kogger var derfor også halvt så lange som mine. Pileskafterne var af en eller anden form for lyst træ og fanefjerende var gyldne.

"Overrasket?" spurte han.

"Har du plukket guldgåsen, eller sådan noget?" spurgte jeg og nikkede mod de gyldne fanefjer. Han kiggede ned mod koggeret.

"Øh... nej, dog ikke," sagde han. "Er du sikker på, at du kan spænde den dér?" Han nikkede mod buen i min hånd. Jeg hævede et øjenbryn før jeg rakte tilbage efter en pil, spændte buen, sigtede og slap på under to sekunder. Pilen fløj forbi hans ansigt, efterlod en tynd stibe af det, der burde have været blod, men som var et eller andet gyldent stads, hvor den snittede hans kæbe, før den forsvandt bag ham, kolliderede med stenmuren bag ham og klirrende faldt på glvet. Det hele gik så stærkt, at de andre tilsyneladende ikke helt var klar over, hvad der var sket. Apollon havde dog udstødt et hvæs og dækket det lille snit med sin hånd.

"Ret sikker," sagde jeg og gik hen for at hente pilen. En normal pilespids havde ikke kunnet klare sammenstødet og ville være blevet bøjet, men det sorte jern havde efterladt et lille hun på størrelse med spidsen af en blyant i stenvæggen, og havde ikke taget skade. Jeg stak pilen tilbage i koggeret og gik tilbage til de andre.

"Og når vi så har fået på plads, at jeg rent faktisk ved hvordan man bruger en bue, skal vi så ikke se at få jer andre skiftet, så vi kan komme videre?" spurgte jeg.

Kjolen så ud som om hun bestemte sig for ike at spørge.

"Ser Loras, vil du sørge for, at de for skiftet," spurgte hun. Klister nikkede modstræbende, stak sværdet i skeden og vinkede de andre med sig.

"Okay, Kjole. Hvad skal vi så bagefter?" spurgte jeg.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...