Slangens Discipel

//Toeren af movellaen At Ændre Fremtiden// Emma's mor Daenyrys sider på Jerntronen og regere Westeros. Alt ånder fred, krigene er overstået. Lukas plejer sin sorg over Camila og vogter samtidig Emma, imens hun selv forsøger at leve livet som prinsesse så godt som muligt. Men snart begynder en mørk og ildevarslende skygge af frygt at ligge sig over Westeros. I Camp-half-blood plages både Marie, Sam og Ned af ubehagelige drømme om den verden, de ved deres to venner befinder sig i. Pludselig dukker den unge Gudinde Septhis op i lejren. Septhis er en egyptisk gudinde og synes at have information om, hvad der fremkalder mareridtene og hvem den mystiske mand er. Manden styres nemlig af noget hverken folk fra Westeros eller lejrdeltagerene har styr på. Nemlig en egyptisk gud. Sammen med Septhis tager de tre unge til Westeros for at hjælpe deres venner og endu engang stoppe ondskaben. Endu et hæsblæsende eventyr er begyndt //Kane arkiverne Percy Jackson og game of thrones/Asoiaf crossover/

5Likes
39Kommentarer
1454Visninger
AA

17. Mareridt (Emma)

Faktisk havde jeg virkelig håbet, at jeg ville sove godt den nat efter at have sendt mit livsbrev.

Åbenbart besluttede guderne sig for ikke at være så gode ved mig, for det gjorde jeg altså ikke. Istedet havde jeg mareridt.

Jeg stod midt i tronsalen, som jeg havde gjort det så mange gange før i løbet af de sidste to år. Men det var let for mig at opfange, at et eller andet var fuldstændig galt.

Ikke den mindste stråle lys fandt vej gennem de farverige mosaikvinduer og i de hele taget var det som om en trykkende skygge lå over hele rummet.

Hurtigt gik jeg længere ind i rummet for at finde min mor. Den eneste lyd, der hørtes var mine fodtrin og mit eget forskræmte åndedræt.

Hvor var dronningevogterene? og Viserion? ikke et menneske (eller drage) var at se.

Indtil jeg fik øje på min mor altså.

Jeg anede ikke, hvorfor jeg ikke havde lagt mærke til hende noget før, men nu da jeg havde mine øjne på hende, syntes det fuldstændig umuligt at trække dem væk igen.

Hun sad på Jerntronen og stirrede ud i rummet. Det havde hun gjort tit, de gange havde hun bare haft noget at se på, og der havde været liv i hendes blik.

Denne gang var der noget forudroligende tomt over blikket i hendes ametystlilla øjne.

Bekymret bevægede jeg mig tættere på og lige i det sekund, jeg stod direkte foran tronen, faldt hun forover og ned af de få trin.

Hun landede slapt med et blødt bump på gulvet for mine fødder. Hendes krone med de tre dragehoveder faldt af hendes hoved og trillede med en skrabende lyd hen i et skyggefuldt hjørne.

"Mor," skreg jeg og knælede ned ved hendes side, hvorefter jeg desperat forsøgte at finde en puls.

"Mor du må ikke efterlade mig," hulkede jeg og holdt krampagtigt fast om hendes blege kolde hånd.

"Stakkels lille pige...helt alene og venneløs," lød en stemme, jeg ikke kunne genkende.

Forvirret så jeg op og fandt en fremmed mand siddende på Jerntronen.

En høj lettere ranglet mand med brunt hår og brune øjne så ned på mig med falsk medlidenhed.

På hovedet havde han en hjelm af jern og bronze, et par ørnevinger sad på siderne af den.

"Mance Rayder," konkluderede jeg, som om jeg faktisk havde mødt manden.

"Tja, på en måde, det er hans krop, meeen," manden havde et mærkeligt glimt i øjnene og smilede sejrssikkert.

"Vi får dig ned med nakken, mig og mine venner, ligsom vi gjorde med Joffrey for to år siden," sagde jeg trodsigt.

"Åh din lille stakkel, tror du virkelig dine venner stadig bekymre sig om dig? Din galante ridder Ser Lukas er lige flygtet tilbage til sin egen verden," hviskede han blidt.

"Det må være for at hente hjælp," sagde jeg en lille smule usikkert.

"Søde ven, selv hvis dine venner kunne komme, ville de ikke gøre det, de har allesammen glemt lykkeligt valgt at glemme dig. Udover selvfølgelig, når de griner af, hvor svag og ubrugelig en ven du er," han lo.

"Men...de lovede....de lovede, at de ikke ville glemme mig," hviskede jeg grådkvalt og kiggede fortabt ned på ringen, Sam havde givet mig.

"Mennesker afgiver tomme løfter barn, især mænd, du gør klogt i ikke at stole på dem," sagde han, før han trak sit sværd.

"Og nu dragebarn, er det tid til at dø. Som du selv så smukt siger...Valor Morghulis."

Jeg vågnede badet i angsten sved og så mig desperat omkring, blot for at finde ud af, at jeg stadig befandt mig på mit værelse.

Viserion blinkkede dovent til mig, før han flyttede sig op ved siden  af mig og beroligede mig med sin varme.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...